Prøv avisen
Mit livssyn

Jan E. Jørgensen: Jeg har haft en tryg og åndeligt rig barndom med lapper på bukserne

”Jeg har et positivt og optimistisk livssyn. Jeg mener grundlæggende, at alt bliver bedre. Der kan stadigvæk godt være voldsomme udfordringer, og det er der jo, men i det store billede mener jeg, at det går den rigtige vej," siger Jan E. Jørgensen. Foto: Leif Tuxen

Jan E. Jørgensen, der er medlem af Folketinget og af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg for Venstre, voksede op uden sin far, og det betragter han i dag som sin måske største lykke

Det er dagen, hvor folketingspolitikere og medarbejdere mødes til den månedlige alsang i Samtaleværelset på Christiansborg, og det er Jan E. Jørgensen fra Venstre, der står for sangvalget. I dag var det ”Det er hvidt derude”, ”Jylland mellem tvende have” og ”Det var på Frederiksberg”, som var på programmet.

”Mange kendte kun omkvædet til ’Det var på Frederiksberg’, men nu kender de hele sangen,” siger Jan E. Jørgensen og smiler.

Senere på dagen går han på talerstolen i folketingssalen, hvor en håndfuld folkevalgte politikere er i gang med førstebehandling af et, som det hedder, ”forslag til folketingsbeslutning om indførelse af et videreuddannelsesfradrag for udøvende kunstnere”.

Han er blandt andet medlem af Folketingets skatteudvalg og kulturudvalg og er derfor mødt op i salen for at kommentere forslaget, der er fremsat af Enhedslisten.

”Det er grundlæggende skævt, når vi giver særlige grupper særlige fordele, hvis ikke der er en helt særlig begrundelse for at gøre det. Derfor kan vi altså heller ikke støtte, at der skal indføres nogle særlige fradragsregler for kunstnere i forhold til uddannelse. På den baggrund kan Venstre ikke støtte forslaget,” siger Jan E. Jørgensen og henviser til, at kunstnere har mulighed for at benytte sig af uddannelsessystemet, herunder det brede udbud af aftenskoler og andet.

Debatten fortsætter, mens den 53-årige folketingsmand tager paternosterelevatoren op til den gule gang på Borgens tredje etage, hvor han byder på kaffe i sit kontor. Under hans fravær vedtager Folketinget at henvise forslaget til videre behandling i kulturudvalget.

Hvordan vil du beskrive dit livssyn?

”Jeg har et positivt og optimistisk livssyn. Jeg mener grundlæggende, at alt bliver bedre. Der kan stadigvæk godt være voldsomme udfordringer, og det er der jo, men i det store billede mener jeg, at det går den rigtige vej. Net- og avismediet Verdens bedste nyheder er noget af det bedste, der er sket længe, for de har fokus på alle af de fremskridt, der faktisk sker rundt omkring i verden, ikke mindst Den Tredje Verden, hvor flere kommer i skole, færre sulter, og flere kan se en fremtid for sig selv.”

”Så fundamentalt set mener jeg, at tingene går fremad. Vi ser krige, død og nød og ulykke i fjernsynet, men der er færre, der dør i krige i dag end for 10 år siden, og for 10 år siden var der færre, der døde end for 20 år siden og så videre. Jeg prøver at se glasset som halvt fyldt i stedet for halvt tomt. Det er da ikke altid lige nemt, men grundlæggende vil jeg beskrive mig selv som en, der forsøger at være glad og ikke bekymrer sig så voldsomt meget.”

Hvad har formet dit livssyn?

Nogle mener, at rigtig meget er genetisk bestemt, og at vi dybest set ikke har den store indflydelse på, hvordan vi er. Men jeg regner med, at min opvækst også har stor betydning. Mit barndomshjem, min skolegang, lærere og kammerater og mennesker, jeg har mødt på min vej, har selvfølgelig været med til at forme mig – og for den sags skyld også politiske kolleger.”

”Min opvækst var materielt ret fattig. Jeg er opvokset med en enlig mor på det, der dengang hed invalidepension, og vi boede i en toværelses lejlighed på femte sal på Østerbro i København – lidt ligesom den der Kim Larsen-sang ’Jeg kom til verden på femte sal’. Jeg ved ikke, om min far var tosset, men min mor var forholdsvis normal (smiler). På mange måder var det en anden tid. Der var ikke centralvarme, vi havde petroleumsfyr, vi havde ikke varmt vand, før jeg blev lidt ældre, vi havde ikke bad, og der var ikke råd til udlandsrejser og den slags.”

”Så det var en materielt fattig, men åndeligt rig barndom. Min mor stammer fra et indremissionsk hjem i Vestjylland, men er ikke selv indremissionsk, og det er jeg bestemt heller ikke selv. Men det åndelige og salmesang har været en del af min barndom.”

”Jeg begyndte på Sankt Annæ Gymnasium i 3. klasse og kom med i Københavns Drengekor, hvor det at få de kunstneriske oplevelser, det giver for et barn at være en del af et af verdens dygtigste kor, der står og synger værker, der er flere hundrede år gamle, har været meget privilegeret.”

”Så jeg har haft en tryg og privilegeret barndom, men med lapper på bukserne og tøj fra Børnenes Kontor. Der var vi en enkelt gang, og så sagde min mor, at det skulle vi i hvert fald aldrig igen. Så på den måde var min opvækst måske lidt anderledes end andres. Men jeg mener heller ikke, at det er det, der er det vigtigste, om man vokser op i et hjem med mange penge eller færre penge. Det vigtigste er at vokse op i et hjem, hvor man ved, at man er elsket, og man er tryg.”

”Jeg har en halvsøster, og det fandt jeg først ud af for ikke så længe siden, i forbindelse med at min far døde. Jeg har været sammen med ham en uges tid, da jeg var otte-ni år, så jeg vidste, hvem han var, men jeg kan ikke påstå, at jeg kendte ham. Jeg ses med min halvsøster, ikke så tit, men hun har lige skrevet og inviteret os med til sin 50-års fødselsdag. Så det er meget sjovt, men også lidt mærkeligt, for vi har jo ikke en fælles barndom og fælles referenceramme. Jeg har selvfølgelig savnet at have en far, men jeg tror ikke, min opvækst havde været bedre, hvis han havde været der, måske i virkeligheden tværtimod.”

Hvad gør dit liv rigere?

”Det gør først og fremmest min familie. Det at se sine børn vokse op, og at det går dem godt, at de er glade, har kammerater, det, at nogle kan lide dem og er hjemme hos dem – det synes jeg er noget af det bedste, man kan opleve som forældre.”

”Det er også bevidstheden om, at man har sat noget i verden, som vil være her, når man selv er gået bort. Den kærlighed, man føler til sine børn, er jo helt ubeskrivelig og skal nok opleves, før man helt kan forstå det. Jeg fik selv børn i en sen alder og var 35, da jeg blev far første gang. Jeg har en kollega i kommunalbestyrelsen, som sagde, at det er godt, man ikke ved, hvor glad man bliver for sine børn, for så ville man have savnet dem alle de år, man ikke havde dem. Det synes jeg er meget godt sagt.”

”Det gør også mit liv rigere, når noget lykkes i politik, og når jeg har gjort en forskel for andre mennesker. Det kan være lige fra det helt banale, tilladelse til en altan på Frederiksberg, som jeg ved, der vil blive tilbragt timer på med at slikke solskin og så videre. Og til, da vi fik vedtaget loven om dobbelt statsborgerskab, hvor jeg blev hyldet herinde med champagne og takketaler, fordi der var rigtig mange, der nu fik den glæde, at de kunne få et dansk statsborgerskab, uden at de behøvede at opgive det oprindelige statsborgerskab fra deres oprindelige fædreland, som de også stadig følte sig knyttet til.”

”Berigende er også kulturelle oplevelser som at gå til en koncert og høre noget god musik. Det er mest rock og electronica, jeg hører.”

”Jeg prøver at komme på Roskilde Festival hvert år og forsøger efter bedste evne at holde mig ajour, selvom min kone sådan lidt smådrillende siger, at jeg sidder fast i en tidslomme i 1980’erne. De sidste par år har jeg været der på en endagsbillet, men tidligere har jeg ligget i telt, og det skal jeg også i år. Men det er et af dem, der er slået op på forhånd, så det er lidt luksusmodellen. Den amerikanske rapper Eminem kommer, som jeg rigtig gerne vil se. Og St. Vincent, en sanger og guitarist, jeg så for nogle år siden, som er helt fantastisk, og David Byrne, forsangeren fra Talking Heads, som er et af mine største favoritbands. Jeg skal også på Haven, den nye rockfestival på Refshaleøen i København, hvor jeg skal se Arcade Fire og Kraftwerk.”

Hvad betragter du som din største ulykke?

”Vi havde svært ved at få børn, men så lykkedes det med hjælp fra Rigshospitalet, og så blev det min største lykke. Måske har den største ulykke været, at jeg ikke havde min far, men måske har det i virkeligheden været min største lykke, for det er langtfra sikkert, at det havde været en god barndom. For jeg tror ikke, at han var egnet til at tage vare på børn. Så det kan meget vel have været mit held. Jeg er kørt galt engang, men der var en, der holdt hånden over mig, så der skete ikke noget. Så på den måde synes jeg ikke, at jeg har oplevet noget, som jeg vil betragte som store ulykker, heldigvis.”

Hvad tror du på?

”Jeg tror på Gud, og jeg tror på mennesker. Jeg tror ikke på, at tingene bare sker af sig selv, og at vi kan overlade alt til de højere magter. Jeg tror, det er vigtigt, at vi selv gør en indsats, ellers sker der ikke noget. Men jeg har en tro på, at der er en overordnet mening med det hele. Nu hedder det jo tro og ikke viden, og jeg ved jo ikke, hvordan tingene hænger sammen. Jeg anerkender også fuldkommen, at enhver er salig i sin tro, og at andre tror på noget andet, og det kan være lige så rigtigt for dem.”

”Religion kan jo bruges godt og skidt, og jeg tror ikke på, at det er Gud eller den gud, de andre tror på, der er skyld i de dårlige ting, der mange gange følger med religion. Det er mennesker, der misbruger religionen for egen vindings skyld, og så er det nemmere at få folk til at foretage uhyrligheder i Guds navn, fædrelandets eller en ideologis navn.”

”Adolf Hitler havde jo ikke kunnet få folk til at slå andre mennesker ihjel ved at sige, at de skulle gøre det, fordi han syntes, det var en fed idé. Han var jo nødt til at sætte det ind i en ideologisk ramme, og på samme måde med sådan noget som Islamisk Stat, som vi ser nu. Jeg tror bestemt ikke, at det er Allahs vilje – eller ville være, hvis han fandtes, for det tror jeg som kristen ikke, at han gør. Måske er det bare et andet ord for vores Gud, for vi har et fælles udgangspunkt tilbage fra Abraham.”

Hvilke åndelige og moralske forbilleder har du?

”Det har jeg ikke som sådan, men nu, hvor jeg bliver spurgt, har jeg tænkt over det. Vi var ude at rejse en hel del sidste år. Vi var blandt andet i Indien, hvor vi besøgte gode venner, der bor i Delhi. Og der var vi ude at se det sted, hvor Gandhi blev skudt, og hvor der var et museum om hans liv. Han kunne godt fortjene forbilledstatus.”

”Vi var også i Sydafrika på safari og i Cape Town og ude på Robben Island, hvor Nelson Mandela sad fængslet i 27 år. Han fortjener også forbilledstatus, ikke mindst fordi han var i stand til at tilgive efter at være blevet behandlet så fuldstændig urimeligt. Det synes jeg siger meget. Nu skal det ikke lyde, som om det alt sammen er pacifisme, og Mandelas ANC var heller ikke decideret pacifistisk. Der var også en meget voldelig og mere aggressiv del af den bevægelse.”

”Men sådan en som Winston Churchill har jeg også kæmpestor beundring for. At han ved ordets magt fik opildnet sin befolkning til at stå imod nazismen – tænk, hvis han ikke havde gjort det! Det er et bevis på, at én mand virkelig kan gøre en forskel. For selvfølgelig var det de britiske jagerpiloter, der gjorde arbejdet, men nogen skulle jo træffe beslutningen og indgyde befolkningen modet til at stå op mod, hvad der fra starten var en knusende overmagt. Som politiker synes jeg også, at han er en meget inspirerende karakter, fordi han i den grad havde nogle retoriske evner, der var i særklasse. Det tror jeg også er årsagen til, at jeg og så mange andre har været fascineret af den tidligere amerikanske præsident Barack Obama.

Hvad skal der stå på din gravsten?

”Jeg så en, der havde skrevet på sin gravsten, at ’jeg sagde jo, at jeg var syg’. Det synes jeg var meget sjovt. Da jeg var yngre, tænkte jeg lidt i mausoleum-baner med en stor statue og så videre. Nu er jeg på mine gamle dage blevet lidt mere beskeden. Så det skal nok bare være en helt almindelig gravsten, hvor der står, hvad jeg hedder, og hvornår jeg blev født, og hvornår jeg døde. Og så håber jeg, at der er nogen, der vil stå og kigge på den og tænke tilbage på, hvem jeg var, og så kan de selv forbinde mig med det, de synes, jeg skal forbindes med, og måske lægge en blomst og tænde et lille lys.”

”Jeg havde en rigtig god ven, som jeg læste jura sammen med, vi var VU’er sammen, lavede medlemsblad for Venstre i København sammen, hørte den samme musik, gik til koncerter sammen, så film, havde den samme humor – vi havde det bare rigtig godt sammen. Han døde i en alder af 26 år af kræft, og det var forfærdeligt. Vi er et hold ’jura-drenge’, som vi stadigvæk kalder os selv, der hvert år til vores julefrokost starter med at lægge en blomst på hans gravsted, og så sender vi ham en venlig tanke. Det synes jeg er meget fint. Det med de ukendtes grav har jeg aldrig forstået. Jeg kan godt lide tanken om et fysisk sted, hvor man kan gå hen og mindes.”

Jan E. Jørgensen på talerstolen i Folketinget. Foto: Leif Tuxen
Foto: Leif Tuxen