Jeg har mareridt om at få et andet job

Kristeligt Dagblads ledeord tro, etik og eksistens er prismer i Liv&Sjæl-journalist Else Marie Nygaards eget liv. I dag fylder hun 50 år

Journalist på Kristeligt Dagblad Else Marie Nygaard skriver de fleste artikler fra sit hjem i Vanløse, men cykler jævnligt de seks kilometer ind til kollegerne på Vimmelskaftet i København. – Foto: Leif Tuxen.
Journalist på Kristeligt Dagblad Else Marie Nygaard skriver de fleste artikler fra sit hjem i Vanløse, men cykler jævnligt de seks kilometer ind til kollegerne på Vimmelskaftet i København. – Foto: Leif Tuxen.

I en kælder i Vanløse i København sidder Else Marie Nygaard en god del af arbejdsugen, og det er helt med vilje. Den ellers ganske udadvendte, talende og tidsoptimistiske featureskribent på Kristeligt Dagblads Liv&Sjæl-redaktion holder af at trække nedenunder i roen i familierækkehuset, når de store portrætter og analytiske baggrunde skal skrives, og det kan sagtens foregå klokken 5 om morgenen. På skrivebordet i arbejdsværelset ligger salmebogen, som hun synger fra dagligt, og idébogen med de næste projekter. I rummet ved siden af står den robuste håndværker-termokande, som hun medbringer til interview i marken. Gerne sammen med noget hjemmebag, for Else Marie Nygaard er også madskribent og madøre. Og i det hele taget en kvalitetsbevidst og klassisk-moderne kvinde med hang til beklædning i marineblå uld. Ensom føler hun sig ikke i hverdagen, hvor kollegerne i Indre By kun er et opkald væk.

Du bruger ofte ordet taknemmelig. Hvorfor det?

”Hver dag er en gave, er mit credo. Jeg har i mange år ført en taknemmelighedsdagbog, efter at jeg interviewede en kvinde, hvis søn var druknet. Både hun og jeg havde læst den svenske biskop emeritus Martin Lönnebos bog ”Væven”, hvor han skriver, at taknemmelighed er ligesom øjendråber for det grædende øje. Taknemmelighed er en muskel, som kan trænes. Jeg tror, at vi som mennesker er skabt i Guds billede. Gud så på skaberværket og så, at alt var godt. Det kan vi lære af i vores fag, hvor vi beskæftiger os med at lede efter revner, fejl, svigt og sprækker og der, hvor livet er sværest.”

Er det et livssyn, du har med fra din opvækst?

”Mine forældre sang to aftensange og bad Fadervor sammen med mine søskende og mig, og vi kom trofast i Vester Hassing Kirke i Vendsyssel, hvor jeg siden blev gift med min mand. Mine forældre holdt og min mor holder fortsat Kristeligt Dagblad. I mit barndomshjem var der frihed til at stille alle de spørgsmål, man ville, og jeg har aldrig tvivlet på mit kristne ståsted. Jeg ved ikke, hvordan mit liv ville være uden det.”

Sidste år fejrede du 25-årsjubilæum som journalist på Kristeligt Dagblad, men egentlig var det ikke meningen. Hvad skete der?

”Jeg ville være på Kristeligt Dagblad i højst fire år, og så ville jeg gerne freelance for at have en god balance mellem arbejds- og familieliv, men det skete aldrig. Efter at jeg havde været ansat i kort tid, kom Erik Bjerager til som chefredaktør, og en avis med svære vilkår blev pludselig en arbejdsplads med muligheder og mening. Så sent som i morges fik jeg en mail fra en læser, der skrev, at vi som medie tilførte mening i hendes liv. Det samme gør sig gældende for mig. Kristeligt Dagblads ledeord tro, etik og eksistens er også prismer i mit eget liv.”

Hvad ser du som din største styrke som journalist?

”Nysgerrighed og fortælleglæde. I mange år spurgte min mand, om jeg ikke blev træt af at skrive artikler. Nu er han stoppet med at spørge. En dag kom min datter hjem fra børnehave, hvor hun havde fået at vide, at hun stillede for mange spørgsmål, men det tror jeg simpelthen ikke, man kan. Det med at reflektere og tale sammen og undre sig er vigtigt. Der er noget i mig, som aldrig holder fri, og jeg har endnu ikke oplevet at løbe tør for idéer.”

Hvad der din største svaghed som journalist?

”Det er helt klart at sætte kommaer! Jeg vil ikke bruge travlhed som undskyldning, men kommasætning er ikke min spidskompetence. Så jeg er taknemmelig for, at der redaktører, redaktionssekretærer og korrekturlæsere inde over med gode øjne.”

Hvornår har du følt dig mest på glatis?

”Jeg havde skrevet, at der skulle en spiseskefuld salt i en kageopskrift i stedet for en knivspids, og en nygift kvinde ringede og følte sig forrådt, fordi kagerne til hendes mand var blevet helt forfærdelige. Det var ufedt.”

Du har flere gange skruet bissen på i telefonen over for kilderne. Har det tit været nødvendigt at sætte foden ned?

”Det, vi har som journalister, er en tillidskontrakt med kilderne, så jeg gør meget ud af at forklare, at de får teksten til gennemlæsning, men at det altså er mig, der er journalisten. Der har enkelte gange været kilder, der har haft svært ved at forstå, at der ikke er tale om gruppearbejde. Men i langt de fleste tilfælde ender det jo godt.”

Drømmer du om at prøve noget andet arbejdsmæssigt?

”Sandheden er, at jeg har haft mareridt om, at jeg havde fået et andet job. Det giver en dyb mening for mig at arbejde på avisen, og jeg er simpelthen så glad for, at Kristeligt Dagblad findes. Det er en ære at få lov til at skrive til et medie, som mange mennesker bruger så lang tid på at læse. Avisen bliver et spejl, en værdileverandør, en del af nogens livsbagage. Man kan bruge meget af sit liv på at være i tvivl og tænke på, om man skulle lave noget andet. Det har jeg ikke brudt mit hoved med.”