Lige siden 7. klasse, hvor Magnus Hansson så en plakat med en jægersoldat hænge på sin folkeskole, havde han haft drømmen om at slippe igennem nåleøjet og blive uddannet jægersoldat. Kun efter sin hf-eksamen, hvor han med et snit på 11,7 opdagede, at han havde karakterer til at tage en hvilken som helst uddannelse, blev drømmen skubbet væk for en stund.
”Jeg var så dum, at jeg så selvfølgelig skulle studere på den uddannelse, hvor man krævede det højeste snit. Men det varede ikke mere end et halvt år på CBS (Handelshøjskolen i København, red.), så kedede jeg mig, og jeg vendte igen tankerne imod den gamle drøm,” siger Magnus Hansson.
Nogle læsere vil genkende ham som en af de medvirkende i serien ”Korpset”, der lige nu bliver sendt på TV 2. Han har også netop udgivet en bog ”Altid fremad – en jægersoldats kamp”. Man kunne fristes til at tro, at bogen er et vidnesbyrd om, hvor sej og usårlig man er, når man har klaret en af det danske forsvars eliteuddannelser. Men det er langtfra tilfældet. Faktisk forholder det sig lige modsat.
Magnus Hanssons bog handler om at falde – ikke for fjendens kugler – men ned i et dybt, depressivt hul, hvor udsigten til lys er helt væk. Bogen er en fortælling om at tage skade af død, krig og ødelæggelse og om benægtelse, medicinmisbrug og tyveri. Og endelig er det også en beretning om at vende tilbage til livet og opdage, at styrke er andet end fysisk udholdenhed og evnen til at gå i kamp uden frygt.
Det er svært ikke at fatte sympati for den tidligere jægersoldat, som han sidder i sit militærgrønne fritidstøj og med kasket på hovedet på sin arbejdsplads i et teambuildingbureau på Fyn og fortæller sin historie. Af og til får han blanke øjne og må rømme sig, inden han taler videre. Det er stadig ikke altid lige let at fortælle om alt det, der førte til, at han endte sin karriere i Jægerkorpset med en PTSD-diagnose.
Magnus Hansson var knap færdiguddannet, da han blev udsendt for første gang. Og i Afghanistan skulle den unge jægersoldat vise sig at få en ilddåb af dimensioner. Allerede på første arbejdsdag oplevede han krigens alvor på tætteste hold. På en patrulje ind bag fjendens linjer, kom det til ildkamp med Taleban, og hele to gange var det ved at koste ham livet. Første gang ved mødet med en vejsidebombe, han selv opdagede.
”Vi gik i en grøft, og jeg fik et puf bagfra og faldt lige ned over den. Heldigvis nåede jeg at brede armene ud, så de landede på hver sin side af den. Da jeg lå der, kunne jeg mærke, at jeg blev rigtig bange. Men det var der bare ikke tid til. Jeg var nødt til hurtigt at rejse mig, vende mig og give sidste mand besked og gå videre,” fortæller han.
Lidt efter skal de krydse en mark, men Magnus Hansson bliver fanget alene ude på midten, hvor jorden sprøjter op i hovedet på ham, jo tættere kuglerne kommer på ham. De andre fra patruljen får smidt en røgbombe, der kan sløre ham, og med Talebans kugler flyvende om ørene, når han mirakuløst i sikkerhed i en nærliggende skov.
Da holdet kommer tilbage til lejren, taler et par af de erfarne jægersoldater om, hvor sindssygt det var, hvad de oplevede derude. Men ingen kommenterer, at Magnus Hansson på sit livs første rigtige patrulje snød døden to gange. Selv forholder han sig også tavs.
”Jeg kunne mærke, at jeg var blevet bange. Jeg havde været ved at dø to gange. Men jeg sagde ikke noget. Jeg skulle ikke være ham den nye, der begyndte at pibe,” siger han.
Den unge jægersoldat overlever sin første udsendelse til Afghanistan. Og han tager af sted igen. Er med i flere kampe. Oplever sin delingsfører få sprængt benene af og efterfølgende dø af det. Men trods de voldsomme hændelser og hans egen oplevelse af, at han forandrer sig som person – bliver mere aggressiv og asocial, når han er hjemme ved sin kæreste og vennerne i Danmark – bliver han ved at sige ja til at blive udsendt.
”Jeg begyndte at få mareridt om natten, og hvis jeg vågnede af dem, opførte min krop sig, som om det var virkelighed. Jeg kunne kun være social, hvis jeg drak, og jeg havde det bedst, når vi var på øvelser, og jeg holdt mig i gang, for så slap jeg for at tænke. Jeg sagde aldrig til nogen, hvordan jeg havde det, for jeg skammede mig. Der var ikke andre, der sagde, de havde det sådan,” fortæller Magnus Hansson.
På en af sine udsendelser får han stærke rygsmerter, som lægen ikke kan hjælpe ham af med. I et desperat forsøg på at blive af med pinen, vælger han at medicinere sig selv med Fentanyl – et smertestillende præparat, som er cirka 100 gange stærkere end morfin. Det ligger tilgængeligt i jægersoldaternes eget udstyr, så ingen behøver vide noget.
Da han indtager Fentanyl første gang, oplever han, at det ud over at fjerne rygsmerterne, får ham til at falde til ro. Han kan pludselig holde ud at være social og føler sig ikke hele tiden i alarmberedskab. Problemet er blot, at Fentanyl er stærkt vanedannende, og inden længe har Magnus Hansson udviklet et reelt misbrug, hvor der hele tiden skal mere og mere til, for at han føler sig tilpas.
Han holder det skjult for alle, at han tager den stærke medicin – også for kæresten Michelle, som må finde sig i hans humørsvingninger og aggressive verbale udbrud. Efterhånden går det op for ham, at han er blevet afhængig, og han prøver flere gange at trappe ud af medicinen. Men uden held.
”Da de fysiske abstinenser var ovre efter et par uger, hvor jeg havde gjort alt for at skjule det for mine nærmeste, kom alle PTSD-symptomerne væltende. Og så magtede jeg det ikke mere,” siger han.
Magnus Hansson begyndte at stjæle medicinen. Først rundtomkring, hvor der lå enkelte pakker, men efterhånden måtte han ty til Jægerkorpsets depot for at kunne få tilstrækkeligt til at holde sammen på sig selv. På det tidspunkt var han helt klar over, at han var ude på et alvorligt sidespor, men han troede stadig selv på, at det alene var hans medicinmisbrug, der var årsagen til hans pinsler.
”På det tidspunkt bliver min kæreste gravid, og jeg kaster alt over på det ufødte barn. Det er barnet, der skal hele mig. Så da min kæreste mister barnet, knækker filmen fuldstændigt. Jeg lå i et hul så dybt, at jeg ikke anede, hvordan jeg skulle komme op. Jeg stod ude på altanen på femte sal og tænkte, at nu var det bedre bare at give op. Bedre at dø. Jeg var kamptræt. Kunne ikke mere. At jeg ikke gjorde alvor af det, skyldtes alene tanken om, hvor ondt jeg ville gøre mine forældre, min bror og Michelle,” siger han.
En dag ringede det på døren hjemme hos Magnus Hansson og hans kæreste. Jægersoldaten havde sygemeldt sig, fordi det var blevet opdaget, at der var forsvundet store mængder Fentanyl fra Jægerkorpsets depot.
”Jeg kunne ikke gå på arbejde. Jeg kunne ikke se mine kolleger i øjnene. Jeg skammede mig sådan,” siger Magnus Hansson, der godt vidste, det var et spørgsmål om tid, inden han blev afsløret.
Det var to kolleger fra Jægerkorpset, der stod uden for døren, og inde i sofaen i stuen lå en falden jægersoldat og vidste, at hans karriere i korpset var slut.
”Jeg følte det næsten, som da jeg lå på den vejsidebombe og ikke turde bevæge mig. Jeg turde ikke åbne øjnene, for jeg var så bange og skammede mig sådan,” siger han.
Men i stedet for at blive mødt af håndjern og en tur på politistationen, som Magnus Hansson havde forestillet sig, mødte de to mænd op med en fremstrakt, hjælpende hånd. Allerede samme aften fik han besøg af en læge og en psykolog, og inden de var gået, lå der en lægeerklæring, hvorpå der stod PTSD.
”Det kunne jeg simpelthen ikke acceptere på det tidspunkt. Det var lettere at give rygproblemer og Fentanyl skylden. Jeg havde ikke PTSD – jeg var jo jægersoldaten Magnus.”
Magnus Hansson tog sin afsked fra Jægerkorpset og begyndte i terapi. Han syntes, det gik langsomt og følte sig stadig tom indeni. Alt det, han så i sig selv som jægersoldat, var væk, og tilbage var kun skammen over at have svigtet både sine kolleger og sine nærmeste.
Men en aften, da han skulle hente sin kæreste fra en bytur, skete der noget, der skulle vise sig at ændre alt. På vejen hjem kørte de forbi en stor gruppe af unge, der stod og betragtede en mand på jorden. Magnus Hansson stoppede bilen og løb over til den tilskadekomne. Han undersøgte ham og opdagede et stort hul i hans lyske, hvor blodet fossede ud.
”Jeg forsøger at stoppe hullet – jeg kan se, at han bliver mere og mere blå i hovedet, og jeg får ringet efter en ambulance. Over telefonen fortæller jeg, hvad jeg gør, og da hun spørger, om jeg er læge, siger jeg, at det er jeg ikke, men at jeg har styr på, hvad jeg har med at gøre. Da ambulancen kommer og tager over, kører vi hjem,” siger Magnus Hansson.
Næste dag får han at vide, at den unge mand var tæt på at dø, og at førstehjælpen har reddet manden fra det knivstik, han var blevet påført.
”Lige der går det op for mig, at alt det, jeg har afskrevet, jægersoldaten Magnus og alle de egenskaber og kvaliteter, jeg havde, stadig er der. Det, jeg havde gjort mig uværdig til, var der stadig et eller andet sted. Den oplevelse blev et vendepunkt for mig. Lige så meget som jeg reddede den mands liv den aften, så reddede han mit,” siger Magnus Hansson.
Efterfølgende begyndte det at gå fremad. Han fik tillid til de fagpersoner, der skulle hjælpe ham, og hvor han tidligere havde oplevet at måtte flygte ud fra Netto, fordi han fik panikangst, kunne han pludselig gå imod sin angst.
I dag føler han sig stærkere end nogensinde før – stærk, fordi han tør føle sig svag og ikke længere behøver at foregive at være noget, han ikke er. Skammen er også væk.
”Jeg skammer mig ikke mere, for jeg ved nu, hvorfor jeg blev, som jeg gjorde. Jeg tør mærke mig selv, og jeg taler altid med min kone, når der er noget, der går mig på. Men jeg ser ikke krigsfilm mere. Jeg følger heller ikke med i nyhederne. Der popper altid noget op med krig. Og det ved jeg ikke er godt for mig. Jeg vil hellere fokusere på det nære – min familie og min lille datter,” siger Magnus Hansson.
