Prøv avisen
Den store overgang

Pensioneret formand: Jeg skal ikke lave flere bedrifter her i verden

De seneste otte måneder har tidligere formand for Ny Carlsbergfondets direktion Hans Edvard Nørregård-Nielsen mest været her i sit hus – og her drivhuset – i Eskebjerg på Vestsjælland ved Sejerø Bugten frem for i sin lejlighed i København. Med alderen vender man en væsentligt del af sit væsen ned mod de små ting – som havens planter og blomster, mener han. – Foto: Jens Welding Øllgaard

Siden Hans Edvard Nørregård-Nielsen, 71 år, i 2013 stoppede som formand for Ny Carlsbergfondets direktion, har sygdom og tabet af hans kone fyldt meget. Nu har han fået hul på skriveriet igen

I årene frem mod, at jeg annoncerede min afsked, havde jeg en kraftig cancer. Samtidig var min kone, Jette Christiansen, også på vej til at blive syg. Det påvirkede mig, og jeg syntes selv, at jeg var blevet labil på en for andre irriterende måde. Jeg var ikke længere min stilling voksen.

Jeg reagerede alt for spontant på mange ting og blev irritabel over småting, og så syntes jeg ikke, jeg kunne være bekendt at være der mere. Derfor sagde jeg op som formand for Ny Carlsbergfondets direktion efter 25 år. Jeg holdt afskedsreception i slutningen af 2013. Det var et glimrende arrangement med megen honnør, og jeg havde ingenting at beklage mig over.

Jette og jeg havde lidt penge dengang, og vi drømte om at slå os ned på en bjergtop på Sicilien. Hun var klassisk arkæolog, og vi ville sidde der og kigge ned på templerne, så hun kunne få skrevet noget af det, hun gerne ville. Jeg havde også nogle kæpheste, jeg ville kigge på, men det blev så ikke til noget. Jeg er blevet nogenlunde rask, men Jette døde af cancer i 2015 efter at have været syg i små tre år. Nu har jeg ikke længere lyst til at rejse.

Det er klart, at den situation, jeg har befundet mig i, siden jeg gik af som direktør, har været meget farvet af, at hun blev syg, og at jeg mistede hende. En klog læge sagde til mig, at jeg har fået en kraftig sorgdemens, men jeg ved ikke, om det bare er endnu en moderne diagnose.

Dog synes jeg, det lyder meget fornuftigt, at man fortrænger det mindre vigtige i en så alvorlig situation. En af de gode ting ved at blive meget ked af det er, at man kan ryge alle de cigaretter, man vil. Der er ingenting, man frygter, mere. Jeg prøver ikke at tage mig selv af dage, men jeg trækker heller ikke bevidst livet i langdrag.

De seneste otte måneder har jeg mest været her i mit hus i Eskebjerg på Vestsjælland ved Sejerøbugten. Jeg kan ikke lide at være i byen mere. Jeg har en lille lejlighed inde i Brolæggerstræde i København mellem flere værtshuse, og der er sådan en støj hele tiden og folk, der tisser, og det er så uhumsk.

Det er ikke, fordi jeg er dydsiret, men der er så mange ting, der byder mig imod, og det kan jeg bedst imødegå ved at bringe mig et andet sted hen. Jeg har tænkt lidt på, om jeg skulle opgive min lejlighed i byen, men mine børn, der stort set har overtaget administrationen af mig, siger, at det må jeg ikke, for om lidt får jeg brug for at være lige i nærheden af et hospital. Og det har de nok ret i.

I en lang periode har jeg været under pres og været enormt bange for, om jeg overhovedet ville komme i gang med at skrive igen. I 50 år har jeg på en nogenlunde professionel måde leveret til både aviser og skrevet en halv snes bøger. Hvis ikke jeg har mit arbejde, så har jeg ingenting. Derfor var jeg også nervøs for, at jeg var færdig.

Jeg skriver på en bog, som jeg har bestilling på, og hvis du har sagt ja til at lave en bog, men ikke kan gøre det, så er du ikke professionel mere. Jeg siger ikke, jeg er noget, fordi jeg skriver, men jeg er ingenting, hvis jeg ikke skriver. Heldigvis er jeg begyndt at hugge mig ind i noget nu. Jeg skriver både på en bog om kunstmaleren Johan Thomas Lundbye (1818-1848) og en bog om Tøndermarsken. Det er det dejlige ved at være her i området. Du kan ikke tage et skridt uden at vide, at her kom Lundbye gående for godt 150 år siden.

Mine dage er præget af, at jeg sover uroligt og vågner ved sekstiden. I gamle dage ville jeg henrykt have vendt mig rundt og sovet nogle flere timer, men nu kan jeg lige så godt stå op. Så trisser jeg op og hører Pablo Casals og drikker en kop kaffe eller to og begynder at skrive.

Det er en meget god tid for mig, fordi jeg er rimelig frisk i hovedet. Jeg har ikke så mange tvangstanker der som senere på dagen. Nu kan tvangstanker lyde som en diagnose, men der er mange ting, der kører rundt med mig. Sådan går det meste af dagen egentlig. Om sommeren sidder jeg ude med en parasol over bordet. Der holder jeg meget til.

Jeg har endnu ikke haft overskud til at skrive artikler, og det siger jeg med beklagelse. Jeg har brug for at tjene nogle penge, for jeg har ikke nogen vældig pension. De sidste par år, hvor Jette var syg, brugte jeg nok 1000 kroner frem og tilbage til hospicet hver dag på transport. Jeg har godt nok kørekort, men hader at køre bil og har ikke kørt i mange år.

Hvis Jette overhovedet var i humør til det, fik jeg også lokket hende med ned på Restaurant Lumskebugten, hvor vi drak en flaske hvidvin og fik en rejemad. Det er jeg selvfølgelig glad for, men det er klart, at det har tyndet ud i reserverne, at jeg brugte en 600.000-700.000 kroner på transport og mad. Der er behov for, at jeg producerer noget. Jeg har selvfølgelig nogle ting, jeg kan sælge, men jeg vil hellere have, at børnene får det, hvis de vil have det.

Fra jeg var barn ved Limfjorden, er jeg opdraget med endda meget strengt arbejde, og jeg egner mig ikke til bare at gå og kigge. Jeg havde en forfærdelig barndom. Min far var uddannet mejerist og en slambert af en anden verden. Vi gik for lud og koldt vand, men jeg var så heldig, at min mor i ugebladet ”Tidens Kvinder” læste om ”Det Kongelige Opfostringshus”, der lå i Hellebæk på Nordsjælland. Det var en kostskole for børn fra trange kår og endte nok med at være min chance her i verden. Ellers var jeg blevet kommis nede ved købmanden, vil jeg tro.

Jeg boede i Hellebæk, fra jeg var 12, og til jeg begyndte i gymnasiet i Ribe. Da jeg blev konfirmeret i Hellebæk, lagde gamle, tykke pastor Henriksen to fingre på mit hoved og gav mig bibelordet: ”Gennem arbejde vinder du fred med din sjæl”. Det passede godt til mig og har fulgt mig lige siden.

”Godfather” blev jeg sommetider kaldt, da jeg som formand for Ny Carlsbergfondet var ansvarlig for hvert år at uddele millioner af kroner til kunstnere og museer. Det er en titel, der hænger ved jobbet, fordi du har mulighed for favoritdyrkelse og for eksempel ukontrolleret kan forelske dig i billedkunstneren Jørgen Larsens (1926-2004) geometriske formsprog, hvilket jeg gjorde.

Jeg fulgtes engang med ham hen ad Stormgade i København, hvor han fortalte, at han kun havde 180 kroner på lommen. Jeg tænkte, at det skulle være løgn. Nogle gange er det bedre at støtte ordentligt frem for, at det bare bliver en skilling til foræring. Folk, der kan noget, skal have muligheden. Når det er sagt, så synes jeg også, at jeg har haft et udmærket blik for kunst. Der er meget lidt af det, jeg har givet penge til, som er blevet kritiseret.

Min position har egentlig aldrig interesseret mig så meget. Der er mange kunstnere, der er blevet glade, og jeg har været stolt over, at jeg kunne være med til at begunstige dem. Men du har aldrig set mig som en særlig fremskudt mand. Jeg har ikke siddet og drukket champagne og slået servitricen i rumpen. Men det var en sjov tid. Jeg har virkelig haft det sjovt med mange af de kunstnere.

Jeg har da også noget kunst herhjemme, men jeg har aldrig været rigtig tilgængelig for gaver. En af mine yndlings-uvenner gav ellers udtryk for, at man efter min død ville kunne finde den største samling af kunst, som jeg havde truet og tigget mig til. Det er ikke rigtigt. Og nu er jeg hverken interessant at være venner eller uvenner med mere. Forlovelsen er hævet.

Jeg føler ikke den store arbejdsforskel fra dengang, jeg var spændt for, og nu. Jeg arbejder ud fra den samme værdi: at lave det, jeg gerne vil lave og ikke så meget andet. Og så forsøger jeg at holde rent omkring mig. Det betragter jeg som en væsentlig ting for en hvid mand, at du ikke lader det blive til et stort svineri.

Jeg er begyndt at vaske mit eget tøj. Og der må jeg sige, at jeg bebrejder min kone for, at hun har ladet mig slippe alt for let. Jeg har for eksempel aldrig vidst, at der var forskel på nylon og uld. Jeg burde have lavet noget mere derhjemme i stedet for at være doven og dum. Når jeg handler, prøver jeg at huske, at jeg ikke må købe skyllemiddel for mine døtre. Den mellemste bliver tosset, hvis jeg køber Bamseline.

Jeg kan mærke, at jeg er blevet mere isoleret efter Jettes død. Før havde vi mange gode venner, og hun var en darling i kredsen. Folk tænker nok, at jeg befinder mig fint med mig selv og ikke vil forstyrres. Det er meget mærkbart, men jeg siger det uden beklagelse og uden bitterhed. Hvis jeg var skuffet, ville jeg rette op på det med det samme, og jeg vil nødig have, at folk synes, det er synd for mig. Egentlig kan jeg godt lide ikke at skulle snakke så meget. Jeg har ikke så meget at sige mere.

Der har været perioder i mit liv, hvor jeg er blevet rådspurgt mange gange og har sat mange flere projekter i gang, end jeg behøvede. Jeg tror grundlæggende, jeg har fået snakket færdig. Jeg skal ikke lave flere bedrifter her i verden. Nu glæder jeg mig meget, til de vibeæg, jeg har sået, kommer op. I år plantede jeg også en håndfuld hørfrø, som jeg har haft meget glæde af at sidde og kigge på. Jeg synes, at man med alderen vender en væsentlig del af sit væsen ned mod de små ting.

Jeg har lige lært en at kende, som er magister i forhistorisk arkæologi. Hun hedder Anne, og vi har det meget rart sammen. Det er opmuntrende, synes jeg. Men det er så nyt, at det er lige før, jeg ikke selv ved det. Det er altid rart at have en at følges med, som man har en række berøringspunkter med. Jeg kommer fra toppen af Ringkøbing Fjord, og hun kommer nede fra siden ved Nymindegab, så kan vi altid diskutere, hvem der er den største bonderøv.

Vi bor hver for sig i vores små lejligheder i København, men vi elsker begge at være heroppe i huset i Eskebjerg. Hun er så sød, når hun går ud for at finde fire porrer og plukke hindbær til grøden. Der kan jeg mærke, at hun er landmandsdatter. Anne er også enke. Så selvom vi på enhver måde har det rigtig godt sammen, så er vi også enige om, at vores afdøde ægtefæller også eksisterer her i huset. Ingen af os skal være trykkede over at nævne Bent og Jette. De må i høj grad nævnes. Jeg skal også begraves ved siden af Jette, det bliver aldrig anderledes.

Er tiden gået, når man er blevet pensionist? Man kan vel også sige, at tiden er kommet? Der er gået en tid, hvor du haft et vigtigt eller uvigtigt job, men du har sprællet i et net, som nogen har pålagt dig eller puttet dig ind i.

Jeg har ingen grund til at være ked af mit, men jeg vil da tro, at nogen har haft et arbejde, de ikke har været vilde med. Hvis man ellers duer til at være fri af nettet og kan glæde sig over at gå ned at hente en håndfuld tomater, så er tiden ikke gået, så er tiden kommet.

Mig skal intet fattes, står der et sted i Bibelen, og det vil jeg også kunne sige nu. Jeg har ingen comeback-drømme. Jeg vil gerne være en person, der er bragt ud over mit begær og mine lidenskaber. Men man skal have brugt sit hoved først.

"En af de gode ting ved at blive meget ked af det er, at man kan ryge alle de cigaretter, man vil. Der er ingenting, man frygter, mere. Jeg prøver ikke at tage mig selv af dage, men jeg trækker heller ikke bevidst livet i langdrag." Foto: Jens Welding Ølgaard
I 1988 blev Hans Edvard Nørregård-Nielsen formand for Ny Carlsbergfondets direktion. En post der i mere end to årtier gjorde ham til en af de mest magtfulde kulturpersoner i Danmark. Her ses han i Glyptotekets festsal 1988. – Affotografering: Jens Welding Øllgaard.