Det er lørdag. Vi har afsat dagen til juleforberedelser, men fruen har ondt i ryggen.
”Skal jeg give dig massage?” spørger jeg over morgenkaffen.
”Det behøver du ikke,” siger hun.
Som den gode ægtemand jeg er, gør jeg det alligevel. Jeg stiller mig bag stolen og masserer hendes skuldre. Efter 30 sekunder begynder jeg at miste koncentrationen. Efter et minut keder jeg mig sanseløs. Fruen skubber mig væk.
”Skat, der er få ting, du ikke er dygtig til. Men du er rådden til massage,” siger hun.
Jeg hæfter mig ved den første halvdel af sætningen. Den kalder på et ydmygt svar.
”Jeg tror, der er mange ting, jeg ikke er god til,” siger jeg.
Det lyder ikke lige så beskedent, som jeg havde tænkt.
”Ok, der er det med at tømme kattebakken,” siger hun.
”Ja, godt eksempel. Det er du meget bedre til,” siger jeg.
”Og du kan ikke finde ud af at sige søde ting til din kone,” siger hun.
Jeg fornemmer, at jeg har åbnet en dør, som ikke kan lukkes igen.
”Og du er håbløs til alt gør-det-selv-arbejde,” siger hun.
Jeg rømmer mig:
”Nå, men det var de juleforberedelser. Skal vi lave en liste?”
Fruen vil bage og købe små, røde roser, som hun vil binde i en krans til døren.
”Og vi skal også have skrevet julekort,” siger hun.
”Det havde jeg fortrængt,” siger jeg og bander. ”Behøver vi sende julekort i år?”
”Selvfølgelig gør vi det. Vi kan aftale, at du køber kortene, og jeg skriver dem,” siger fruen.
Det lyder som en mistænkeligt god aftale. Så går det op for mig, at hun refererer til julekortshændelsen i 2014, hvor jeg kritiserede hendes køb af kort, fordi de var fortrykt med den trosneutrale hilsen ”Season's Greetings”.
”Ok, jeg køber ind, så du ikke skal slæbe. Og så finder jeg julekort og roser på vej hjem,” siger jeg.
Da jeg forgæves har bakset to tunge indkøbsposer gennem fem forretninger for at finde julekort, står det klart, at jeg har gjort tingene i forkert rækkefølge. Det står også klart, at mine præferencer inden for henholdsvis teologi og æstetik ikke overlapper: Hver gang jeg finder et kort med et motiv, jeg kan lide, er det fortrykt med ”Season's Greetings”.
Jeg er næsten klar til at leve med både den fesne julehilsen og fruens hån, da mit blik falder på en pakke med blanke kort og kuverter. Grebet af en uvant, kreativ impuls køber jeg kort, en æske små sølvclips og papir til fotoprinteren.
Jeg er næsten hjemme, da jeg kommer i tanke om, at jeg har glemt roserne. Jeg går tilbage til den nærmeste blomsterforretning. De har ingen små, røde roser, men det gør ikke noget, for jeg rider på en bølge af design-inspiration og køber i stedet en gren med små, orange bær.
Da jeg kommer hjem, står fruen og binder en krans af efeu.
”Jeg har købt blanke kort. Så kan jeg selv lave vores julekort,” siger jeg.
Hun ser på mig, som om jeg har foreslået at lave dekorative lampeskærme af tomme mælkekartoner og give dem som julegaver.
”Du vil tegne vores julekort?” siger hun.
”Nej, jeg havde tænkt at sætte et foto ind,” siger jeg.
Jeg mærker gør-det-selv-impulsen fordampe, ligesom når man vågner fra en af de drømme, hvor man kan svæve.
”Du synes, det er åndsvagt?” siger jeg.
”Nej, skat, det bliver sikkert fint. Huskede du roserne?”
”De havde ikke små, røde roser. Jeg tænkte, at du kunne bruge den her i stedet.”
Jeg pakker grenen med de orange bær ud og ser forundret på den. Jeg tænker, at jeg ligeså godt kunne have købt et bundt røde piberensere.
Jeg kan se på fruen, at hun tænker noget lignende.