Prøv avisen

Doris stod først frem som lesbisk som 94-årig: ”Jeg har levet en tys-tys-tilværelse”

– Foto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix.

Som 94-årig stod Doris Pollas for første gang offentligt frem som lesbisk. I 2018 var hun som den eneste overlevende blandt stifterne inviteret til 70-års jubilæet for Kredsen af 1948, i dag kendt som LGBT Danmark. Og ved festen på Københavns Rådhus besluttede hun, at nu var hemmelighedernes tid forbi

Jeg var slet ikke forberedt på al den virak, min tale førte med sig. For jeg troede jo, at det, der før var gemt af vejen og tabubelagt, i dag var helt almindeligt. At folk nu åbent kan fortælle, at de er bøsser eller lesbiske, og at det kun er sådan nogle gamle mennesker som mig, der er fra en anden tid, som har været nødt til at gå stille med dørene.

Men sådan er det åbenbart desværre ikke.

Da jeg blev inviteret til jubilæumsfesten for Kredsen af 1948 i oktober 2018 var det som den eneste overlevende af stifterne fra dengang. Og så tænkte jeg, at det var en oplagt anledning til at stå offentligt frem og fortælle om mit liv som lesbisk. Jeg var 94 år, og indtil da var det kun de nærmeste venner og min familie, der vidste det.

Men hvis ikke nu, hvornår så? Nu er jeg så gammel, så det kan være lige meget, om folk ved det. Det erotiske har jeg jo heller ikke noget at gøre med mere, og måske kunne det endda hjælpe nogen unge mennesker at høre min historie. Så jeg skrev et par sider i hånden og rejste mig så op på et tidspunkt under festlighederne. Klapsalverne bagefter varede i meget lang tid. Og siden har mit liv ikke været det samme. Fra hele landet har jeg fået henvendelser fra folk, der siger tak, og nogle vil også gerne besøge mig og tale med mig om deres eget liv som homofil. (Jeg bruger ikke ordet homoseksuel, for det kan jeg ikke lide). Derudover har jeg haft besøg af flere journalister fra både tv og aviser, der vil fortælle min historie, og fået brev fra to forskere, der gerne vil tale med mig i forbindelse med deres undersøgelse af lesbiskes historie i Danmark. Og for nylig holdt så ligestillingsministerens bil uden for min dør, for Mogens Jensen (S) ville også gerne tale med mig.

Det er lidt voldsomt for sådan en gammel dame som mig på 95 år. Men hvis jeg kan hjælpe nogen, så er jeg kun glad. For det vigtigste arbejde i Kredsen af 1948 var da netop at få folk til at begynde at tale om deres seksualitet. Dengang var det så inden for foreningen, vi kunne gøre det. Den blev vores frirum og mødested i en tid, hvor det ellers var helt tys-tys, hvis man var bøsse eller lesbisk.

Jeg vidste ikke selv, at det var sådan med mig, før jeg blev 14-15 år. Men jeg har altid været en ”drengepige”, når jeg ser tilbage på min barndom. Jeg er vokset op i Ringkøbing i en pæn, borgerlig familie. I en murermestervilla med klaver og kig til fjorden, og hvor min søster og jeg voksede op som to meget forskellige piger.

Jeg gik i bukser, hun i kjole, og engang til en julefest, hvor pigerne fik dukker og drengene fik det lille ingeniørsæt, skyndte min mor sig at hente en af drengenes pakker til mig, for hun vidste godt, at jeg ikke legede med dukker, som min søster gjorde. I skolen var jeg heller ikke glad for håndarbejde og ville hellere have sløjd som drengene. Så mine forældre sørgede for privat sløjdundervisning til mig. De var meget rummelige og forstående. Især min mor. Og de var derfor også med på den, da jeg efter de obligatoriske skoleår ville i lære som landvæsenselev. Med overalls og gummistøvler og tæt på de dyr, som altid har været et vigtigt omdrejningspunkt i mit liv.

Det har jo været det drengede i mig, der viste sig på den måde, ligesom jeg altid ville være formand, hvis jeg gik ind i nogle foreninger. Ellers kunne det være lige meget.

En dag kom en af mine skolekammerater rystet hen til mig og fortalte, at hun havde været i København: ”Og ved du hvad Doris? Derovre er der en restaurant, hvor damer danser sammen og kysser hinanden.”

Det varede ikke længe, før jeg havde pakket min kuffert og rejste til hovedstaden. Jeg skyndte mig ud på Admiralkroen, hvor jeg blev en hyppig gæst. Og fik ellers værelse og arbejde på Hotel Terminus, der lå tæt ved Hovedbanegården.

Det var en fantastisk tid, og jeg mødte heldigvis en lidt ældre kvinde, der ”lærte mig op”, for jeg kom jo fra Jylland og var helt uerfaren, så det er jeg hende meget taknemmelig for.

Så var det, at jeg en dag modtog et anonymt brev fra en, der ville høre, om jeg og en gruppe andre ville komme til fællesmøde på Amager, ”om noget vigtigt”. Jeg mødte op, og der sad Axel Axgil, som senere var den første homofile, der blev viet i Danmark, og ventede på os. Han havde åbenbart hørt om mig via Admiralkroen, og nu ville han spørge, om jeg sammen med de andre ville være med til at starte en forening for bøsser og lesbiske, og sådan stiftede vi Kredsen af 1948, hvor jeg blev kasserer.

Vi var jo ikke åbne om vores seksualitet andre steder end i Kredsen. Men selvfølgelig er der nogle, der har tænkt deres. Jeg har dog kun været ude for direkte chikane en enkelt gang. Det var på et værtshus, hvor jeg sad sammen med en kvinde, og en af mændene i lokalet begyndte at råbe op om, at han da godt vidste, hvad vi var for nogle, og at vi ”bare havde brug for et ordentligt mandfolk”.

Så blev jeg stiktosset og rejste mig op og gav ham en knytnæve midt på hagen og så en lige i maven. Jeg nåede lige at høre resten af gæsterne grine, da vi skyndte os at gå ud derfra.

Jeg boede i København indtil begyndelsen af 1960’erne, hvor jeg rejste tilbage til Jylland. Men forinden nåede jeg at være gift med en bøsse, rent proforma, for han kom fra et meget helligt hjem i Horsens, hvor man slet ikke accepterede homofile. Vi var gift i fire år og boede også sammen, men vi var begge to ret selvstændige væsener, så det gik ikke i længden. I dag er jeg meget glad for, at vi aldrig var intime sammen, for da jeg mødte ham flere år senere, havde han aids i udbrud og døde senere af sygdommen.

Da jeg flyttede til Jylland, åbnede jeg i første omgang en hundekennel, for dyr har jo altid været min store passion. Men den var jeg desværre nødt til at lukke igen efter nogle år på grund af den hundesyge, der hærgede på det tidspunkt. Heldigvis arvede jeg lidt penge og gik så ind i hotelbranchen igen, og i en periode ejede jeg Østerild Kro, der ligger i Thy. Her boede jeg faktisk sammen med min daværende veninde, men der var ingen, der vidste, at vi var kærester.

Husk på, at det jo helt frem til 1981 blev anset som en sygdom at være bøsse eller lesbisk. Som noget man kunne helbredes for.

Siden har jeg boet forskellige steder i Jylland, og nu bor jeg i et rækkehus lidt uden for Silkeborg. Da jeg måtte aflevere bilen for et par år siden, blev det for besværligt at bo på landet.

I Silkeborg har man også forsøgt at lave en klub for homofile. Og jeg var med nogle gange, men så havde nogle af kvinderne deres babyer med, og det forstår jeg ikke. For som lesbisk har man ikke børn. Jeg forstår heller ikke, at der i dag skal være alle de der forskellige betegnelser for homofile. I mine øjne er man enten bøsse eller lesbisk, så alt det med de andre bogstaver som T og Q forstår jeg ikke. Men jeg er selvfølgelig også gammel.

Det triste er bare, at der åbenbart stadig er tabuer forbundet med at være homofil. Det er virkelig kommet bag på mig, for jeg sluttede ellers min tale ved jubilæumsfesten med at sige, at det, der før var tys-tys, i dag er blevet ganske almindeligt. Men hele den opmærksomhed omkring min historie viser desværre noget andet.

Jeg håber virkelig, at den så kan hjælpe nogle af de unge til at leve et mere åbent liv, end jeg har gjort.

I en ny bog om København i 1950’erne finder man blandt andet dette foto af en ung Doris Pollas, dengang med fødenavnet Aagaard. Fotoet er taget af den anerkendte portrætfotograf Rie Nissen (1904-1988). – Affotografering: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix.