Prøv avisen

Finn Slumstrup: Jeg har levet i en parentes i historien

Finn Slumstrup med hunden Viva i den frodige have ved huset i Ærøskøbing, hvor der i de små gader vokser stokroser i mørk bordeaux og sart lyserød op af de toppede brosten og pryder de skæve gamle bindingsværkshuse. – Foto: Bjørg Kiær

Forfatter og foredragholder Finn Slumstrup nyder det gode liv på Ærø i Det Sydfynske Øhav, hvor han som nytilflytter i 2014 var med til at stifte den folkelige bevægelse Oprør fra Udkanten. I september holder bevægelsen konference for at gøre status over kampen for en udvikling til gavn for hele Danmark

Når Finn Slumstrup går den daglige morgentur med sin hund, Liva, siger han mindst hver anden dag til sig selv:

”Hvor er det dog et privilegium at bo her.”

”Når jeg går langs med molestien og kigger op over øhavet og kan vinke til siloen ovre i Rudkøbing og se, at der ligger Brejninge Kirke oppe på toppen af Tåsinge. Hele det der landskab og uafbrudt skiftende lys og et fugleliv så rigt, så rigt. Naturskønheden er enestående,” siger Finn Slumstrup og fortsætter: 

”’Hvad så med vinteren – er det ikke forfærdeligt?’ Det, der er det særlige ved Norden, er vores årstiders skiften. Det sættes i relief ved, at når du når hen til august og kommer ud af dit hus, bliver du for 117. gang den sommer mindet om, at du bor i en turistattraktion og risikerer at blive fotograferet, og folk kigger, om det er en af de lokale, der kommer der.”

”Jeg synes, at der er en stor rigdom i, at samtidig med efteråret får vi vores ø igen. Så får vi bedre tid til at stoppe op og sige hej til hinanden og tjekke, hvordan det går. For vi har jo stadigvæk de gamle dyder levende her – vi ikke bare hilser på hinanden, vi snakker også med hinanden. Det er en vældig god ting.”

Man kommer til Ærø med færgen fra Svendborg. Under høj himmel og omgivet af glitrende vand er øen med sine 90 kvadratkilometer og 6300 indbyggere den største i Det Sydfynske Øhav. Her er liv på havnen og på caféen på torvet i Ærøskøbing. I de små gader vokser stokroser i mørk bordeaux og sart lyserød op af de toppede brosten og pryder de skæve gamle bindingsværkshuse.

I et af dem bor den 74-årige forfatter og foredragsholder Finn Slumstrup. Hertil flyttede han og hans hustru, Anne Mette Holstein, for syv år siden fra en lejlighed på Christianshavn i København. De følte sig i stigende grad som tilskuere til tilværelsen og havde en længsel efter en mere sammenhængende rytme.

De er begge jyder, han kommer fra Arden i Himmerland, hun fra Rinkenæs i Sønderjylland, og de fandt ud af, at de ikke ville blive gamle i København. Med tilsammen fire voksne børn boende i hovedstaden indebar det dog, at helt hjem til Jylland skulle de ikke.

Valget faldt på Ærø, som de begge kendte fra tidligere besøg.

”Det har vi ikke fortrudt et eneste sekund. Vi er meget glade for at være her. Jeg tror, at det i den sammenhæng var meget vigtigt, at vi kunne se, at Ærø stadig var en selvstændig kommune. For det gav os et billede af, at det måtte være et lille samfund med kampvilje. Vi kunne jo også huske, dengang det halve af Ærø stod inde på Christiansborgs Slotsplads og demonstrerede mod nedlæggelsen af navigationsskolen. Ærø protesterede med en sådan kraft, at det ikke blev den skole, der blev lukket.” 

”Det tror jeg er gået i blodet på os herovre. At vi kæmper for, at det her samfund skal kunne lade sig gøre. Du får en stærkere samfundsfornemmelse, når der som her er vand til alle sider – ’alt er vand ved siden af Ærø’, som sloganet lyder. Og så er det et meget spændende sted. Vi er tæt på kontinentet, vi kan bare gå over på den anden side af øen, så kan vi se Tyskland, hvis det er klart vejr. Vi ligger hernede som en vugge i bunden af Det Sydfynske Øhav og har Europa lige i ryggen,” siger Finn Slumstrup.

Han gik på pension fra sit job som programmedarbejder ved DR P1 i 2007, men ikke for at nyde sit otium. Flere bøger er det blevet til, deriblandt ”Der, hvor ingen andre er. En fortælling om Kirkens Korshær” i anledning af korshærens 100-årsjubilæum.

Han har skrevet klummer for Kristeligt Dagblad og har nu en blog i Morgenavisen Jyllands-Postens digitale univers. Holder mange foredrag. Og så stiftede han i september 2014 sammen med sin hustru og professor emeritus Viggo Mortensen den folkelige bevægelse Oprør fra Udkanten, der gav genlyd i hele Danmark.

I år er det to år siden, og lørdag den 24. september holder Oprør fra Udkanten en landskonference på Ærø med oplæg og paneldebatter. Her skal der gøres status over, hvor langt man er nået med opråbet om nødvendigheden af en alsidig udvikling til gavn for hele Danmark.

Ifølge Finn Slumstrup er status, at bevægelsen har været med til at bringe debatten om udkanten op på den politiske dagsorden.

”Der tales på en helt anden måde om udkanten, og politikerne er for alvor begyndt at beskæftige sig med det. Et morsomt tegn er, at det til september vil være betydeligt billigere at sejle til konference på Ærø, end det var for to år siden. Landevejsprincippet som princip er blevet accepteret, men de har kun fundet 95 millioner kroner af de 280 millioner kroner, som er nødvendige, for at Danmarks færgeafhængige øer kan komme af med det handicap, som udgifterne til transport over vand hidtil har været.”

”Så der sker noget. Den nuværende regering har erklæret vækst i hele Danmark som en del af sit mål. Jeg tror, man må sige, at regeringen har overrasket alle ved at lave så massiv en udflytning af statslige arbejdspladser, som den faktisk har gjort. Lige inden sommerferien fik man indgået et forlig om planloven, og det har i den grad trængt sig på, at planloven skulle liberaliseres. Det er samtidig noget, der kræver meget stor musikalitet, fordi man nemt kan komme til at ødelægge noget af det, som er udkantens særpræg. Men jeg er enig i princippet om, at kommunerne må have større bevægelsesfrihed,” siger Finn Slumstrup.

Han peger på, at Oprør fra Udkanten hele tiden har håbet på at blive en stemme i et kor af stemmer.

Og det er sket med stiftelsen af bevægelser som Danmark på Vippen, Staten i hele Danmark, der arbejder på at få flyttet statslige arbejdspladser ud fra hovedstaden, og et mere aktivt Landdistrikternes Fællesråd.

”Men det er også vigtigt at få vist, at udkanten er mulighedernes land. Derfor har kampen om den offentlige mening fra starten været vigtig for os. Vi havde i udkanten overset, at vi lever i et mediesamfund, og derfor sad man og fortalte hinanden, hvor kan man leve det gode liv herude i udkanten, men vi holdt det som en hemmelighed. Med det resultat, at det billede, som offentligheden havde af udkanten, var Taberdanmark.”

”Her er heldigvis sket meget. Udkanten blander sig, og hele den offentlige debat om udkanten er meget forandret. Weekendavisen kan lave en hel artikelserie om, at nu er udflytningen af kreative mennesker fra by til land begyndt. Men jeg mener, at vi skal blive meget bedre til at klargøre, hvad vi mener med udkanten som mulighedernes land. Og det er noget, som aktivister over hele landet skal deltage i.”

”Det gode liv kan leves på mere end en måde. Vi har haft en vældig koncentration om, at det gode liv er, når der er en café på hvert gadehjørne. Men billedet skal være af et langt mere mangfoldigt Danmark. Der har udkanten så decideret noget at byde på. Det er også det, som flere og flere unge mennesker oplever. At udkanten ikke kun er et sted, hvor seniorer kan se, at man kan leve det gode liv. At også unge mennesker kan se det. Men det er unge mennesker, der er nødt til at have et iværksættergen, for der er mangel på almindelige arbejdspladser i udkanten,” siger Finn Slumstrup.

Han oplever ofte, at en forsamling bliver skræmt eller usikker, når han siger, at i Udkantsdanmark kan man ikke være anonym.

”Man flytter hertil og bliver en offentlig person i fællesskabet. Du kan være anonym på 3. sal til venstre. Det kan du ikke i det landlige Danmark. Det kan du knap nok i stationsbyen med 5000-7000 indbyggere. Og slet ikke i de små samfund – og slet ikke i Ærøskøbing, hvor der bor små 1000. Vi kender hinanden og siger dav.”

”’Er der ikke også en masse sladder?’, bliver der spurgt. Min oplevelse er, at der først og fremmest er et oprigtigt nærvær. Man kerer sig om de fælles anliggender og om hinanden. Uden at det skal lyde sentimentalt, så er der faktisk en medmenneskelighed, som er meget tydelig. Vi ved godt, når en kommer på sygehuset, og så spørger vi bagefter, hvordan det går. Det synes jeg er noget meget positivt,” siger Finn Slumstrup.

Han har som foredragsholder rejst Danmark tyndt i 50 år. Og de senere år har han set en udvikling, der gør ham vred.

”Jeg synes, at Danmark bliver mishandlet. Vores fædreland bliver skævvredet, og vi har altså kun 43.000 kvadratkilometer. Dem synes jeg, vi skal behandle ordentligt, så menneskene har så gode valgmuligheder som muligt for at leve en mangfoldig tilværelse. Det er virkelig deprimerende at se, at der er strøg i Danmark, der er gået i depression. Det kan jeg ikke huske at have set på samme måde tidligere.”

”Det hører med i diskussionen, at man ikke kan tro, at man kan fastlåse alting. Noget kommer til at dø, og derfor er det godt, at der er lavet en nedrivningspulje – den burde være meget større. Men det, der sker, er meningsløst. Og så kommer igen kampen om den offentlige mening, hvor man tror, at det er København og Aarhus, der er guldægget. Men det er ikke rigtigt. Det er udkanten, der tjener pengene, det er i udkanten, de store eksportvirksomheder ligger. Og vi lever på mange måder stadigvæk af industri og landbrug.”

”Jeg tror, at en af grundene til, at vi i vores lille folkelige bevægelse har skabt den genklang, vi trods alt har, er, at det udsprang af vrede. Det var det, folk faldt for, fordi man var så vant til, at udkanten – det er nogen, der står med hatten fremme og tigger om almisser. Det gør vi ikke, for det løser ingen problemer. Derfor startede vi også med at sige, at det kun er os selv, der kan løse det her. Vi beder ikke om almisser, men vi kræver, at diskrimineringen bliver fjernet,” siger Finn Slumstrup.

Han bliver 75 år den 6. oktober. I den anledning drager han og hans hustru med den lokale kunstforening på en kombineret Luther-jubilæumstur og kunst- og musiktur til Tyskland.

”Hvis alt går, som det skal, fejrer jeg 75-årsfødselsdag i Dresden sammen med 25-30 gode folk her fra øen, så det glæder vi os til.”

Men der er kommet en alvor ind i hans liv, efter at han sidste år fik konstateret myelofibrose – en kronisk sygdom, hvor knoglemarven bliver omdannet til bindevæv og mister evnen til at danne blodceller. Behandlingen består i indsprøjtninger med hormonpræparatet Epo.

”Det er morsomt for en gammel cykelrytter, at jeg med åbne øjne kan sige, at jeg er på Epo. Det har stabiliseret sig meget fint, og jeg har det bestemt glimrende. Min sygdom har selvfølgelig sat mange tanker i gang, også om, at der under alle omstændigheder ikke er ret lang tid tilbage. For mig har det forstærket en bestræbelse, som jeg har arbejdet meget med i de senere år, nemlig at være til stede i nuet og virkelig være der. Jeg har jo lidt af den klassiske sygdom, at jeg synes, tilværelsen er så utrolig spændende, at jeg altid har haft en række bolde i luften. Det har jeg prøvet at skære ned på, sådan at jeg bliver bedre til at være og være taknemmelig.”

”Jeg har altid haft en fuldstændig grundlæggende oplevelse af, at jeg har levet et ufatteligt privilegeret liv. Jeg tror, at jeg har levet i en parentes. Jeg er 75 år snart, mandlig vesteuropæer, og har aldrig skullet spørge mig selv, om jeg er villig til at gå i krig. Jeg har levet i en periode, hvor levestandarden i Danmark er steget ganske kolossalt. Man kan diskutere, om vi har forvaltet det ordentligt, men at det er privilegeret, kan der ikke være tvivl om.”

”Men samtidig er der også en oplevelse af, at mange af de ting, der for mig er virkelig væsentlige, er truede og pressede. Alt det, jeg har haft med mig fra højskolelivet, og som jeg har forsøgt at formidle, er truet og presset. Ganske vist står der i regeringsgrundlaget, at Danmark er et kristent land. Men når jeg rejser rundt, prøver jeg at fortælle kirkens folk, at hvis der skal ske noget godt for folkekirken, så må det starte med, at vi for alvor ser i øjnene, at kirken i dag er blevet en mindretalsbevægelse. Der er virkelig sket nogle voldsomme skred.”

”Da jeg var ung højskolelærer i Askov i 1970’erne og på Snoghøj i 1960’erne, var det sådan, at man kunne tro, at det grundtvigske var hele Danmark stort set. Men det har siden været en lang nedtur. Nu har vi konferencer, hvor vi diskuterer, hvad vi skal bruge vores middelalderkirker til, når de ikke længere kan være kirker.”

”Så man kan sige, at jeg har levet et meget rigt liv, men det er i dobbelt forstand sent eftermiddagslys, der falder ind ad vinduerne.”