Peter Øvig Knudsen: ”Jeg har måttet erkende, at vi ikke altid har kontrollen over vores eget liv”

Forfatter Peter Øvig Knudsen har gået mange år i psykoterapi for at bearbejde en svær barndom. Om det har hjulpet ham, ved han ikke. For hans depressioner er ikke stoppet. Men hans forståelse for det at være menneske er blevet større

58-årige Peter Øvig Knudsen voksede op med en psykisk syg mor. Mens moderen i en stor del af sit liv faldt ind i en offerrolle, har han altid selv taget hånd om sine egne problemer, men har også erkendt, at man ikke altid selv kan kontrollere sit eget liv. – Foto: Iben Gad.
58-årige Peter Øvig Knudsen voksede op med en psykisk syg mor. Mens moderen i en stor del af sit liv faldt ind i en offerrolle, har han altid selv taget hånd om sine egne problemer, men har også erkendt, at man ikke altid selv kan kontrollere sit eget liv. – Foto: Iben Gad. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

Da forfatter Peter Øvig Knudsens mor døde i 2016, begyndte han at skrive bogen ”Min mor var besat. Da jeg mødte depressionens dæmon”, som udkom i maj 2019. Heri har han dokumenteret, hvordan hans mor gennem hele sit voksenliv sloges med tilbagevendende svære depressioner, ligesom han har beskrevet, hvordan det har påvirket hans eget liv at vokse op med en mor, der var psykisk syg.

Det er et ærligt og langtfra flatterende billede, 58-årige Peter Øvig Knudsen maler af sin mor i bogen, og han lægger ikke skjul på, at en barndom med en uligevægtig mor formentlig er en tungtvejende årsag til, at han som voksen har haft det svært og periodevis selv har sloges med depressioner. Den sidste så alvorlig, at han blev indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling, mens han var i gang med at skrive sin bog.

”Jeg har gået rigtig mange år i psykoterapi. Og i udgangspunktet har det handlet om at få bearbejdet en svær barndom. Om jeg så har fået det bedre af det, er svært at sige, for mine depressioner er fortsat på trods af terapien. Omvendt har det været meget bevidsthedsudvidende, fordi jeg har været så meget nede i mig selv. Jeg har også været meget i gruppeterapi og har opdaget, at vi mennesker ligner hinanden meget mere, end jeg troede. Derfor er min menneskeforståelse også blevet større. Men nej, jeg vil ikke sige, at jeg er blevet lykkeligere af det.”

Det var ikke uden grundige overvejelser, at Peter Øvig Knudsen valgte at udgive en bog om sin mor. Længe var han i tvivl om, hvorvidt han kunne gøre det med sin samvittighed intakt.

”Så længe min mor levede, forholdt jeg mig tavs. For man taler ikke grimt om sin mor. Da hun så døde, besluttede jeg at fortælle om hende i en bog. Men det har været en proces, hvor jeg flere gange faldt tilbage og tænkte, at det kunne jeg ikke, for så risikerede jeg at gøre hende ked af det. Selvom hun var død,” siger han.

I dag er Peter Øvig Knudsen ikke længere i tvivl om, at det var det rigtige for ham at udgive bogen. Og når han åbent har valgt at fortælle om sin svære barndom, skal det ikke ses som en ansvarsfralæggelse i forhold til sit eget liv og de problemer, han selv er stødt ind i som voksen – ikke mindst hans egne svære depressioner. Han er tillige klar over, at andre faktorer end moderens sygdom også har spillet ind og har været med til at gøre ham til den, han er.

”Jeg synes jo, at det ville være idiotisk at afvise, at ens barndom har betydning i ens liv. Det ville være at kaste al den viden fra sig, vi har om den slags. På den anden side afviser jeg det helt, når folk insisterer på at komme med ét enkelt svar på, hvad årsagen til psykisk sygdom er. For der er ikke noget enkelt svar. Det er ikke sådan, at fordi man har haft en ulykkelig barndom, så bliver man syg og ulykkelig senere. Det er en sum af mange ting: genetik, biologi, kemi, spiritualitet og både lykkelige og ulykkelige stunder i barndommen.”

Siden ”Min mor var besat. Da jeg mødte depressionens dæmon” blev udgivet, har Peter Øvig Knudsen holdt mange foredrag med udgangspunkt i sin bog og hans oplevelser med at vokse op med en psykisk syg mor. Men inden han tog ud første gang, var han i tvivl om, hvorvidt det var det rigtige at gøre.

”Jeg kontaktede Leonora Christina Skov (der i 2018 udgav bogen ”Den, der lever stille” om sin opvækst, red.) og spurgte hende til råds, fordi jeg var i tvivl. Hun sagde, at det kun ville gøre mig godt. At jeg ville føle en enorm lettelse. Og det kan jeg konstatere, er rigtigt. Og det bliver ved at være en lettelse – hver gang bliver jeg mere og mere lettet. Og så har jeg jo også fundet ud af, at der er rigtig mange, der kan spejle sig i min historie. Det er vildt, så mange henvendelser jeg har fået, hvor mennesker fortæller mig, at de har oplevet noget af det samme, som jeg har. På den måde har jeg også fået en fornemmelse af, at bogen har kunnet hjælpe andre. Derfor er det tåbeligt, at vi ikke er bedre til at tale sammen om de her ting, som man skammer sig over, og som man tror, man er den eneste i verden, der slås med,” siger Peter Øvig Knudsen.

Der vil være dem, der vil påstå, at en voksen mand som Peter Øvig Knudsen burde lade fortid være fortid, og at tiden for længst burde være kommet, hvor han i stedet for at bebrejde sin mor tog ansvar for sit eget liv. Men det er netop, hvad han gør, pointerer han.

”I bevidst modsætning til min mor, som i en stor del af sit liv faldt ind i offerrollen, ja, vel nærmest afskrækket af hendes eksempel, har jeg altid taget ansvaret for mine egne problemer. Men med min alvorlige depression for to år siden, hvor jeg til sidst meget mod min vilje måtte indlægges på et psykiatrisk hospital for første gang i mit liv, måtte jeg også erkende, at vi ikke altid har kontrollen over vores eget liv. Det har også religiøse dimensioner: Jeg følte mig besat, da jeg var syg, og jeg brugte ord som nåde og mirakel, da jeg blev helbredt med elektrochok.”