Deniz er vokset op under social kontrol: Jeg har kaldt piger for ludere og sladret om deres opførsel

Deniz Serinci er vokset op i en kurdisk familie og et indvandrermiljø i Esbjerg. I dag fortæller han åbent om den tvivl, der efterhånden begyndte at nage ham og fik ham til at vende miljøet ryggen

Hvis man skal gøre op med den negative sociale kontrol i indvandrermiljøer, lyder Deniz Serincis appel til både almindelige danskere og landets politikere: ”Gør op med berøringsangsten. Erkend at der er et problem. Ved at se den anden vej eller negligere problemerne, hjælper man gerningsmændene i stedet for ofrene.” –Foto: Liv Høybye Jeppesen
Hvis man skal gøre op med den negative sociale kontrol i indvandrermiljøer, lyder Deniz Serincis appel til både almindelige danskere og landets politikere: ”Gør op med berøringsangsten. Erkend at der er et problem. Ved at se den anden vej eller negligere problemerne, hjælper man gerningsmændene i stedet for ofrene.” –Foto: Liv Høybye Jeppesen.

De sad i lejligheden og så indslaget i TV-Avisen sammen. Det var den 23. september 2005, og billederne var frygtelige. Om eftermiddagen var dansk-pakistanske Ghazala Khan blevet skudt ned på banegårdspladsen i Slagelse. Af sin storebror. Hun blev kun 18 år, og hendes ”forbrydelse” var, at hun havde giftet sig uden familiens tilladelse to dage før, og på den måde havde hun tilsmudset deres ære.

Sådan forklarede en af Deniz Serincis slægtninge det i hvert fald. ”Hun har skidt højt og helligt på familien. En pige er familiens straffeattest. Den straffeattest skal være ren, for hun er familiens ansigt udadtil.”

20-årige Deniz Serinci ville have været enig med sin slægtning indtil få år tidligere, men på det seneste var en tvivl begyndt at nage.

Om dobbeltmoral i det miljø, han selv var en del af. Hvor social kontrol var så indgroet en del af det kurdiske miljø i Esbjerg, hvor han voksede op, og især pigerne var undertrykte. Også hans egen storesøster.

Ingen løftede for eksempel et øjenbryn, hvis drenge og mænd gik på diskotek, drak til fester eller havde kærester og gik i seng med piger inden ægteskabet. Mens alle udpegede kvinder, der gjorde det samme, som ludere. Han havde endda selv gjort det. Og sladret til vennerne, hvis han havde set en af deres søstre være lidt for tæt på en fyr til en fest.

Deniz Serinci prøvede nu at lufte sin skepsis over det såkaldte æresdrab og kvindesynet over for sin slægtning. Men svaret lød: ”Lad mig nævne et ordsprog, Deniz: En mand er som en guldbarre. En kvinde er som et stykke silke. Hvis guldet bliver snavset, kan det vaskes rent, men hvis et stykke silke bliver beskidt, kan det aldrig blive rent igen. Du kan lige så godt smide det væk.”

Deniz Serinci er i dag 35 år, han bor i København, har læst historie og journalistik på universitetet, er forfatter til flere bøger og lever stort set af at holde foredrag. Han har besluttet sig for at fortælle åbent om den negative sociale kontrol, han er vokset op med – og om sit eget opgør med den. Derfor sidder han nu i caféen på hovedbiblioteket i Aarhus med en kop kaffe foran sig og vender tilbage til dengang, hans egen tvivl på familiens og indvandrermiljøets traditioner og normer sendte ham ud på en mental rejse. Med sig på computeren har han manuskriptet til en bog om netop social kontrol med titlen ”Hvad vil folk sige? Social kontrol og frygten for at blive udstødt”. Han har fået støtte fra Statens Kunstfond til at skrive den og venter nu på at få den udgivet.

”Jeg møder selvfølgelig en del kritik fra nogle i indvandrermiljøet, fordi jeg åbent går ud og fortæller om de her forhold. Nogle mener, at jeg ved at fortælle min historie er med til at ’gå højrefløjens ærinde og bekræfte dens fordomme’. Mens andre fordømmer mig for at ’udstille’ min familie og ’tilsmudse’ familiens ære. Men jeg mener, det er vildt vigtigt, at ikke mindst mænd fra indvandrermiljøerne siger fra over for den negative sociale kontrol, for det er jo især os, der udfører den, og det er kvinderne, den primært rammer.”

Ud over især at gøre opmærksom på kvindeundertrykkelsen i det indvandrermiljø, han er vokset op i, fortæller Deniz Serinci blandt andet også om de tvangsægteskaber, der har været tradition for, også i hans egen familie.

”Jeg er selv barn af et tvangsægteskab. Mine forældre er fætter og kusine, og min fars søster blev samtidig gift med min mors bror. Mit eget hørehandicap, der betyder, at jeg må bære høreapparat, skyldes ifølge min ørelæge højst sandsynligt indavl. Min storesøster og min kusine har også nedsat hørelse.”

Risikoen for at føde handicappede børn er dog ikke den eneste risiko ved et fætter-kusine-ægteskab, siger Deniz Serinci, for hvis ægteskabet går dårligt, er både manden og kvinden ekstra sårbare.

”For i det meget traditionelle, kurdiske miljø, jeg kommer fra, betyder familien alt. Hvis ægteskabet bliver opløst, er man på den. For det er jo en fælles familie, der nu tager afstand fra en – og så bliver man altså virkelig ensom.”

Deniz Serincis egne forældre blev skilt, da han var fem år. Kort efter blev hans morbror og faster også.

Konsekvenserne var omfattende.

”I min familie blev min far den udstødte, mens det samme skete for min faster. Når jeg dengang skulle fortælle, at mine forældre var skilt, blev mange folk i indvandrermiljøet meget forargede. Der er heldigvis sket meget siden, for i dag møder jeg mange, der bare siger: ’velkommen i klubben’.”

Deniz Serinci er med på, at ”man som etnisk dansker kan tænke, at skilsmisseprocenten herhjemme er alt for høj, og at det er trist, at så mange i dag bliver skilt. Men i den indvandrerkultur, som jeg kommer fra, opfatter jeg skilsmisser som en positiv udvikling. Jeg har kendt mænd, der ofte bankede deres koner, men hvor hun blev i ægteskabet, fordi skilsmisse var endnu mere skamfuldt end blå og gule mærker på kroppen.”

Også de oplevelser fik Deniz Serinci til at tvivle på det rigtige i de sociale normer og traditioner, han voksede op under. Særligt i gymnasiet var den sociale kontrol ekstrem, fortæller han. Og han var selv en af dem, der udførte den.

”Ikke nok med, at jeg selv gik rundt og holdt øje med indvandrerpigerne på gymnasiet – om de var for ’danske’, drak eller havde danske kærester – jeg så også med afsky på fyrene, hvis de virkede lidt for feminine. Samtidig var jeg vildt dobbeltmoralsk og spiste for eksempel madpakker i skjul på skoletoilettet under ramadanen.”

Hans egen dobbeltmoral begyndte at blive tydelig for ham, og det samme gjorde oplevelsen af, at der gjaldt andre normer for ham som ung mand end for hans storesøster.

”For hende holdt jeg jo også øje med. Jeg skulle sikre mig, at hun ikke opførte sig for frit, for så ville hele min familie få et dårligt ry.”

Efter gymnasiet tog tvivlen for alvor fat, for Deniz Serinci blev pludselig ven med en af dem, han ellers havde lært at afsky.

Som nybagt student kom han på kontanthjælp og blev sat til at gøre rent i kælderen under kommunens borgerservicekontor. De var syv på holdet, og en af dem hed Elliot.

”Han var sådan en, alle kunne lide, og han hjalp mig både med at finde mig til rette på jobbet og med at skrive ansøgninger til andre jobs. Men en dag fortæller han så, at hans kæreste hedder Anders. Min nye ven er altså bøsse.”

Da Deniz Serinci senere begynder på universitetet, bliver hans fordomme igen udfordret. For en af hans yndlingslektorer er homoseksuel, og efterhånden må den unge esbjergenser erkende, at verden ikke er så sort-hvid, som han er opdraget til at tro.

Rejsen er begyndt. Væk fra det konservative indvandrermiljø og over mod det liberale miljø, han færdes i i dag.

Som et eksempel på, hvor rejsen har ført ham hen, nævner han, at han to gange har deltaget i den såkaldte Pride i København. Ikke fordi han selv er homoseksuel, ”men fordi jeg har indset, at hvis jeg har lov til at bo i det her land, så har de homoseksuelle det også. Og at det er det frisind, der er så vigtigt at værne om.”

Han har aldrig fortalt sine forældre, at han har deltaget. ”Det må de læse sig til,” siger han, ”og så tager vi snakken derfra.”

Et andet vendepunkt skete, da Deniz Serinci mødte en kvinde med indvandrerbaggrund, som han forelskede sig i og indledte et forhold til. Kvindeundertrykkelsen blev igen tydelig for ham, for mens han frit kunne fortælle om sin nye kærlighed, måtte hun skjule den ved blandt andet at kalde ham Denise på sin mobiltelefon. Da forholdet alligevel blev opdaget, sendte familien den unge kvinde på et længere ophold til den kurdiske del af Irak.

”Hun vil ikke selv kalde det en genopdragelsesrejse. Men det mener jeg, at det var.”

På spørgsmålet om, hvorfor den sociale kontrol er så udbredt i det kurdiske indvandrermiljø, han kommer fra, peger han selvfølgelig på religionen, på islam, som en faktor.

”Det er klart, at islam spiller en rolle. Jeg vil slet ikke frikende religionen. Men hovedforklaringen skal findes et andet sted, tror jeg. Man skal tænke på, at mange af de kurdere, der kom til Danmark i 1970’erne – som for eksempel min morfar – kom fra underudviklede landsbyer i Tyrkiet, Iran og Irak. En stor del var analfabeter og helt ude af trit med de mere moderne strømninger i resten af landet. Forestil dig så at komme til et land, hvor sex uden for ægteskabet er normalen, hvor helt unge mennesker drikker sig i hegnet, og hvor du kan høre en præst sige, at han ikke tror på Gud. Både min morfar og min far blev skræmt fra vid og sans ved tanken om, at deres egne børn skulle blive lige sådan, og derfor blev de endnu mere konservative i deres tro og deres traditioner, end de var i Tyrkiet.”

I dag har Deniz Serinci ikke længere venner i sit gamle miljø i Esbjerg. Og hvis han er i byen, er der folk, der ikke længere hilser på ham, og som han også selv går forbi.

”Dem, jeg ser i dag, er liberale kurdere. Demokratiske mennesker, der ligesom jeg tager afstand fra den sociale kontrol i indvandrermiljøerne. Min egen rejse væk fra fordomme og fastgroede traditioner er ikke enestående, så jeg tror generelt mere på evolution end på revolution i forhold til de miljøer, vi kommer fra.”

Deniz Serincis egen søster har da også brudt med tidligere traditioner. Hun har læst statskundskab på universitetet og er i dag sammen med den mand, hun blev forelsket i og selv valgte at gifte sig med.

”Jeg ser både min mor og far i dag, og vi har et godt forhold til hinanden. Men det er nok min mor, der har rykket sig mest i en mere liberal retning. Hun har i den grad bakket op om min søsters uddannelse og heller ikke ønsket for os, at vi skulle indgå tvangsægteskab efter selv at have oplevet de negative konsekvenser, det har haft. Min far kan derimod godt finde på at spørge, om han ikke skal finde en smuk kvinde til mig, nu hvor jeg er 35 år og stadig ugift. Og har endda foreslået min egen grandkusine.”

Deniz Serinci ønsker dog hverken at blive gift med grandkusiner eller andre kvinder. ”For min opvækst har ganske enkelt skræmt mig fra at blive gift.”

Han begynder at pakke sammen, så han kan nå toget til København. Men inden han går, formulerer Deniz Serinci sit overordnede håb i én sætning: ”at vi når frem til et opgør med det ødelæggende kvindesyn, der desværre hersker i de mest forstokkede indvandrerkredse, hvor man kun bedømmer en kvinde ud fra hendes underliv.”

Deniz Serinci har tre råd til, hvordan man kan begrænse negativ social kontrol

1. ”Det allervigtigste er at sikre kvinderne et arbejde. På den måde bliver de mere selvstændige og stærke i stedet for at være økonomisk afhængige af manden med risiko for at blive undertrykt.”

2. ”Både politikere og almindelige danskere må gøre op med berøringsangsten. Erkend at der er et problem. Ved at se den anden vej eller negligere problemerne, hjælper man gerningsmændene i stedet for ofrene.”

3. ”Gør som i Norge, hvor man har ansat særlige minoritetsrådgivere, der med stort held har været i stand til at bygge bro mellem ellers lukkede indvandrermiljøer og det norske samfund. Minoritetsrådgiverne kender indvandrernes kultur og den norske kultur, og derfor vil man godt at tale med dem.”

Indtil da lyder hans opfordring til de indvandrere, der selv er udsat for den sociale kontrol: ”Flyt væk fra området, hvor det foregår.”