En regnfuld onsdag i marts ringer gymnasielærer Rikke-Line Lindberg Gabelgaard til sin mor og spørger, om hun skal hente hende, så de kan følges i retten.
”Jeg forsøger at slå det hen ved at sige, at vi lige skal ned i Lyngby Ret og snakke lidt om det med værgemålet.”
Der er sat en halv time af til sagen. Da hendes mor sammen med sin advokat tager plads i den store retssal, får hun sagt, at det er utroligt, at hendes datter har slæbt hende i retten.
Når Rikke-Line Lindberg Gabelgaard fortæller om sin mor, beskriver hun en mor, som polstrede datterens tilværelse med tryghed og kærlighed. Rikke-Line Lindberg Gabelgaard boede i Trørød nord for København – og skilte sig lidt ud, for der var ikke så mange andre, der boede alene med deres mor i en villa i Trørød dengang i 1970’erne. Hendes mor var pædagog og socialrådgiver. Rikke-Line Lindberg Gabelgaard voksede op med en perifer kontakt til sin far og uden søskende, men der var altid plejebørn i hjemmet, og dem udviklede hun nære relationer til.
I hendes hjem måtte man gerne bruge hynderne fra den bolsjestribede sofa til at bygge huler i stuen. Hun strækker sin pegefinger og lader langfingeren hvile hen over den, for at vise hvor tæt hun var på sin mor.
”Så tætte var vi.”
Eller som hendes mor har skrevet i den livsbog, hun forærede datteren for fem år siden: ”Kære Rikke. Du har været min drømmepige. Du har vokset dig køn, smuk og stærk gennem livets udfordringer. Du har givet mit liv værdi og mange gode og dejlige oplevelser og minder for livet.”
Den digre livsbog ligger opslået på langbordet i stuen i murermestervillaen i Allerød. Den fortæller om barndom, ungdom og fortsætter ind i voksenlivet. Når hun bladrer i bogen, tænker hun, at hun ikke har den samme mængde af energi, som hendes mor havde. Hendes mor var empatisk, og så fik hun ting til at ske, som da Rikke-Line Lindberg Gabelgaard kom med i et DR-program, hvor hun yndefuldt kørte på ethjulet cykel eller den dag, hun havde sin pony, Sonny Boy, med ind i Magasin i København – med elevatoren til fjerde sal og hen i bogafdelingen.
”Min mor havde meget overskud som menneske, og hun skubbede på, for at jeg skulle have frihed og bruge mine evner. Hun gjorde alt for at styrke mit selvværd ved at fremhæve de styrker og sagde: ’Du er så social’ eller ’du har så mange gode venner’.”
Når Rikke-Line Lindberg Gabelgaard i dag tænker på sin mor, hører hun for sit indre øre Lisa Nilssons ”Långsamt Farväl”. Sangen handler om et forlist kærlighedsforhold, og den passer på relationen mellem mor og datter. Hun reciterer stroferne på svensk og oversætter:
”Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at det her bare er en fase, vi gennemlever. En storm, som vi kunne ride af. Og jeg ville ønske, jeg kunne sige, at vi klarer det sammen, at alt bliver godt. Men hvordan siger man, at vejen ender?”.
I julen 2016 så Rikke-Line Lindberg Gabelgaard de første tegn på, at noget var ved at forandre sig. Op til første søndag i advent havde hun afleveret en adventskalender med chokolade til sin mor og svigermor. Da de er sammen juleaften, siger svigermoderen, at hun har nydt chokoladen de fire adventssøndage. Rikke-Line Lindberg Gabelgaard spørger sin mor, om hun også har været glad for adventskalenderen. Hendes mor svarer, at hun ikke ved, hvad de taler om.
Flere episoder med svigtende hukommelse følger, og hun overbeviser sin mor om, at de må til lægen. En oktoberdag i 2017 følger hun sin mor til Hukommelsesklinikken på Herlev Hospital, hvor moderen får konstateret alzheimer. Hendes mor får medicin, kommer i kontakt med demenskoordinator og fortsætter sin hverdag i lejligheden i Vedbæk. Efter at diagnosen er stillet, sælger hun sommerhuset, og i den forbindelse er mor og datter i banken. Bankdamen foreslår, at Rikke-Line Lindberg Gabelgaard får en fuldmagt i lyset af moderens sygdom. Det forslag bakker hendes mor op, og datteren får en fuldmagt. Men med sygdommen ændrer deres forholdet sig gradvist.
”Min mor er et pragteksemplar på en aktiv dement, som har mange idéer om, hvad hun vil, og hun kan sætte alt muligt i sving. Jeg bliver datteren, som må sætte en masse grænser og for eksempel sige, at hun ikke kan være alene med vores to drenge, for hun kan ikke længere overskue det.”
Rikke-Line Lindberg Gabelgaard finder det svært at være pårørende. Hendes mor har fået en kæreste, og i efteråret 2018 går de to i banken og får ophævet fuldmagten. Moderen hæver 40.000 kroner i kontanter i løbet af et par måneder, og hun kan ikke forklare, hvordan hun har brugt pengene. Samtidig kan Rikke-Line Lindberg Gabelgaard se, at der er flere ubetalte regninger.
Forholdet til kæresten svinger, og moderen efterlyser tryghed og trygler gentagne gange om at komme på plejehjem. I december 2018 flytter hun på plejehjem, men efter en måned vil hun flytte hjem til sin lejlighed igen. Rikke-Line Lindberg Gabelgaard oplever, at hun blot kan se bekymret til og læse de anklagende sms’er, hendes mor sender.
Hvordan er man en god datter til en aktiv dement? Rikke-Line Lindberg Gabelgaard kontakter sin mors veninde, som også er erfaren socialrådgiver, for at søge råd.
”Hvorfor skal jeg bekymre mig om, hvordan min mor bruger sine penge, og om hun får udfyldt sin selvangivelse? Er jeg en grådig arving, som ikke ønsker min mor det godt? Hvad er min rolle? Man kan se på min mors forhold til kæresten, som var de Romeo og Julie, hvor jeg er den onde, som forsøger at sætte grænser for forholdet. Men på den anden side har jeg telefonsvarerbeskeder og håndskrevne huskelapper, som min mor har til at ligge rundt omkring i sin bolig, hvor hun skildrer forholdets problemer.”
Den erfarne socialrådgiver siger til Rikke-Line Lindberg Gabelgaard, at hun skal handle, som hendes mor ville have gjort, hvis hun var rask. Hun råder til, at datteren kontakter Statsforvaltningen og anmoder om et værgemål. Når man på grund af sit helbred ikke kan handle på egne vegne i økonomiske eller personlige forhold, kan man komme under værgemål, hvor værgen handler på ens vegne.
Rikke-Line Lindberg Gabelgaards mor gør indsigelse overfor værgemålet. Det er derfor, de skal i byretten den regnvåde onsdag i marts.
”Jeg får øjenkontakt med min mor, og jeg har det, som om sygdommen har besat min rigtige mor, men jeg har opbygget et skjold, så jeg bevarer fatningen. Da jeg taler, føler jeg mig ret tryg. Jeg taler med høj stemme og fortæller, at min mor har en ekstremt dårlig kortidshukommelse, er psykisk svingende og hæver mange penge.”
Dommeren refererer til en lægeerklæring, hvor moderen er beskrevet som ’svært dement’ og tildeler hende et såkaldt paragraf seks-værgemål, som er den mest vidtgående form for værgemål. Det betyder, at moderen er frataget sin retlige handleevne og ikke længere kan indgå økonomiske aftaler og optage lån, og hun kan heller ikke stemme ved folketingsvalg.
Da Rikke-Line Lindberg Gabelgaard siger farvel i byretten, giver hun sin mor et klem.
”Jeg ved jo, at det kan være glemt i morgen.”
Hendes mor har fået en fast værge, som er advokat. Rikke-Line Lindberg Gabelgaard er lettet og tilfreds med samarbejdet. Med værgemålet og plejehjemsboligen mener hun, at hendes mor er sikret en tryg ramme om et liv som aktiv dement. Selv sidder hun med følelsen af et langsomt farvel. Hun har gået til psykolog og ført sjælesørgeriske samtaler med en lokal præst.
”Min mor er ikke død, men hun er væk, og jeg har brug for at sige farvel til hende. Jeg har haft brug for at tale med præsten om temaer som vrede og tilgivelse. Da jeg sad over for præsten, kom spørgsmålet: ’Min mor, min mor, hvorfor har du forladt mig?’.”
Efter dagen i retten har der været gode stunder med hendes mor.
”De gode øjeblikke er der, hvor det på en eller anden måde lykkes at have et nærvær, hvor jeg kan mærke, hun tager imod. Men det svinger, og nogle dage kan hun sende mig beskeder med stor vrede, for min mor kan stadig formulere sig ret præcist på skrift, så nu har jeg blokeret hende på sms.”
Rikke-Line Lindberg Gabelgaard har altid skrevet, og en nat, hvor hun ikke kunne sove, satte hun sig op i sengen og skrev et digt om at passe på alt det, hendes mor har skænket hende af kærlighed. Her skriver hun om at huske sin mor sjæl, som den var.
”Det, jeg har været gennem de seneste måneder, er det hårdeste, jeg har oplevet i mit liv, og jeg kan mærke, at det er min mor, som har givet mig styrken til at klare det. Og selvom jeg er i sorg, har jeg en god familie, et godt job, og meget er godt.”
Hun rækker ud efter et A4-ark, hvor hun har skrevet digtet med blå pen. De første linjer lyder sådan her:
Jeg indkapsler mit naive barnehjerte
Jeg tager forsigtigt rundt om hjertet
Og lukker kærligheden inde
Så den bliver derinde.
Rikke-Line Lindberg Gabelgaards mor ankede dommen fra byretten, og sagen skulle behandles ved Østre Landsret fredag den 30. august. Få dage inden den skulle for landsretten, underskrev moderen imidlertid en erklæring, hvor hun accepterede værgemålet.