”Det er nok for meget forlangt af et menneske, at det ikke må se sig tilbage”
- Helle S. Søtrup fra ”Audiens”
Der er en vigtig ting omkring det at forlade og blive forladt, som vi sjældent tør tale lige ud af posen om. Fortrydelsen. Fordi den er omkranset af en masse tabuer såvel som myter. Lige fra Edith Piafs stærke bekendtgørelse af, at hun ikke fortrød noget i ”Non, je ne regrette rien”, som blev sunget lige ud af et liv fyldt til randen af kompleks skønhed og smerte – og så til det velmenende terapeutiske fortrydelsespoliti.
Dem, som ikke
mener, vi kan bruge fortrydelse til noget som helst, og derfor
gerne vil hjælpe os af med den.
Der er naturligvis også det meget irriterende omkring noget, man fortryder, at man sjældent kan gøre det om. Der er ingen bytteservice eller returret, hvad angår de fleste forkerte valg, vi træffer i vores liv, og derfor gør fortrydelsen så ondt.
Problemet er bare det, at vi ikke kan få smerten over et forkert valg til at gå væk ved ikke at fortryde og lulle os selv ind i, at det hele nok havde en pointe, når det kom til stykket. For det har det hele langt fra altid…
I mange af de gamle fortællinger, lige fra græske myter og klassiske eventyr til bibelske fortællinger, støder vi på tanken om, at man aldrig må vende sig om for at se sig tilbage. Orpheus mister sin elskede Eurydike, da han får lov at hente hende op fra dødsriget, men med besked på, at han ikke må vende sig om og se på hende, før de er helt ude i de levendes land igen.
Og da hun komplet ulykkelig over, at han vender ryggen til, trygler og beder ham om at se på sig, kan han ikke holde til det længere – og vender sig om. Hvorefter hun sendes tilbage til dødsriget.
I Det GamleTestamente har vi historien
om Lots hustru, der bliver til en saltstøtte, fordi hun vender sig
om for at se på de byer, Sodoma og Gomorra, der brænder
bag hende.
Bortset fra disse historier om ikke at vende sig om og se sig tilbage tyder en del på, at det var anderledes med fortrydelse i gamle dage. Blandt andet fordi man havde en udpræget skylds- og soningskultur, som en gammeldags religionsfortolkning lagde hen over menneskelivets udfoldelse.
Og har vi måske netop derfor, i den moderne selvudviklingskulturs navn, haft travlt med at udviske følelsen af at tage fejl? Meget i vores liv går ud på at udfolde hele vores potentiale og få presset alt ud af hvert eneste sekund af vores liv – og gøre det uden fortrydelse. At begynde med at udfolde sit potentiale i et lille hjørne er vel også fint.
Men det hele og fulde potentiale? Hvem kan nogensinde leve op til det?
Måske er det bedre at begynde et andet sted: Der, hvor vi
må se i øjnene, at vi aldrig på denne side af evigheden får levet
vores fulde potentiale ud, men at der altid vil være mere, vi kunne have gjort. Mere, der lå og ventede på os, men at tiden,
når alt kom til alt, var begrænset.
Hvis nu vi forestiller os et samfund, hvor ingen vendte sig om for at se på, hvad de havde gjort eller ikke gjort, og hvor ingen nogensinde turde indrømme, at de tog fejl – hvilket kynisk samfund ville det ikke være?
Jeg vil hermed gerne slå et slag for alle, der tør stå ved, at der er noget i deres liv, de fortryder! At fortryde er, som jeg ser det, blot at se sandheden i øjnene.
Kun ved at give sig selv lov til at fortryde noget, man har
gjort, eller ikke har gjort, giver man tilgivelsen plads. Også tilgivelsen
af sig selv.
Jeg har truffet en del mærkværdige valg igennem mit liv, og
ikke ligefrem valgt de ukomplicerede veje. Nogle af dem skulle
vise sig at bære frugt, trods det besvær, den smerte og ærgrelse,
de også førte med sig, mens andre viste sig at være valg,
jeg fortrød.
Jeg er gået ud af meget, jeg aldrig har fortrudt hverken at
gå ind i eller ud af igen. Jeg har kastet mig ud i kærlighed og
kaos og giftet mig af grunde, som fortsat er ubegribelige. Giftet
mig hurtigt eller alt for sent. Jeg er blevet skilt og gift igen.
Og midt imellem alt det, jeg ikke fortryder et sekund, lever også det, jeg den dag i dag fortryder noget så inderligt. I grove træk vil jeg sige, at jeg ikke fortryder nogle af de arbejdsmæssige valg, jeg har truffet.
Heller ikke dér, hvor de har bragt mig steder hen, hvor jeg indimellem ikke kunne bunde, hverken økonomisk eller personligt. For jeg kan se, at der rent faktisk var et udkomme af også de vildsomme veje, fordi de har givet mig nogle værdifulde erfaringer og en retning, jeg har kunnet bruge siden hen i mit liv.
Anderledes forholder det sig, hvad kærligheden angår. Her
er der valg, jeg stadigvæk fortryder. Et af disse valg ligger mange
år tilbage, mens andre ikke ligger længere væk, end at jeg
en gang imellem tror, at jeg kan række hånden ud og vende det
hele om.
Jeg er godt klar over, at det, jeg fortryder, også har formet mig til den, jeg er i dag, fordi jeg har gransket, hvordan jeg kunne være så blind. Men hvis nu jeg i det superterapeutiske ”Det-kan-ikke-betale-sig-at-fortryde-noget’s” navn havde verfet det tankegods, der samlede sig i fortrydelsen, væk – så havde jeg jo ingenting lært ”When you loose, don‘t loose the lesson”, sagde en klog mand engang.
Kærligheden kan vi i hvert fald lære noget af.
AT HOLDE PÅ DET, MAN IKKE HAR I HÆNDERNE
Det er sådan en dag nu.
Sol over det hele og lys i tunge klaser
– som skriger dagen:
Brug mig!
Men jeg sidder inde,
lammet og med dunkende hænder,
der ikke kan tage fat.
Ikke holde om noget længere.
Alt går i stykker.
Dagen. Natten
og dét ind imellem.
Mine morgener med kronisk søvn i håret, angst for vandets buldren ned over min porøse krop,
– og min manglende evne til at suge tiden ind.
I stedet spalter den sig i atomer,
inden den når min mund.
”I god tid”, sagde han, med en finger sejlende foran mit ansigt.
Men tiden er aldrig god,
når den undgår min mund og mine hænder,
der rækker ud.
Tungen, som igen og igen
prøver at opfange dråberne fra den.
Jeg forklarede ordet vederkvæge og fik syv ranglede teenagere til at tage det til sig.
Forestil jer tørst på en dag med tæt hede,
og kølig,
syrligt sød saft,
der driver ned ad hagen.
Nu bruges det om alt, der føles, smages og åndes
– lige ind i bugvæggens cellesystemer.
Vederkvægende …
Selv finder jeg ikke ud af at tage ordet i brug.
Det forandrer sig i samme øjeblik,
jeg gør mine til at sluge det.
Ligesom det er med tiden.
Tilværelsen undgår mig på det tarveligste. Man kan jo heller ikke beholde det,
man ikke kan have
i sine hænder?
– Anna Mejlhede