Populær præst rykkede til Nørrebro: Man kan godt få et kulturchok af at flytte 250 kilometer

Sognepræst Henrik Højlund flyttede i foråret 250 kilometer fra Løsning i Østjylland til et nyt embede i København. Mentalt var rejsen lang nok til, at han oplevede at ramme en mur

Efter snart ni måneder på Nørrebro i København ved Henrik Højlund, hvor den gode grønthandler bor. Han hedder Abaz og er fra Irak, og så har han forretning lige rundt om hjørnet fra Henrik Højlunds præstebolig. –
Efter snart ni måneder på Nørrebro i København ved Henrik Højlund, hvor den gode grønthandler bor. Han hedder Abaz og er fra Irak, og så har han forretning lige rundt om hjørnet fra Henrik Højlunds præstebolig. – . Foto: Leif Tuxen.

Når Henrik Højlund går på Nørrebro i København, har han en følelse af at gå i de fjernsynsbilleder, man bruger, når man fortæller om et multikulturelt Danmark. Her hedder tandlægen Mohammed og grønthandleren Abaz. Når han ser folkemylderet, ser han det fremmedartede og føler sig fremmed. Den 58-årige folkekirkepræst, som er kendt for sine markante holdninger, blev i marts præst i Kingos Kirke på det ydre Nørrebro i København. Der er 250 kilometer fra Løsning ved Hedensted, hvor han boede de seneste mange år, til hans nye gadedør på Jagtvej på Nørrebro, men han oplever afstanden som større.

”Det er mærkeligt. Det har noget med multikulturen at gøre, men det er også, fordi danskerne er anderledes her. Der er forskel på dansk kultur her og i Løsning. Her er en hurtig snakken. Københavnere taler hurtigere og er langt mere velformulerede end jyder, som ikke i samme grad har trænet snakketøjet. Vi siger ’nå’, og så har vi ligesom sagt det hele.”

I et interview med Kristeligt Dagblad i januar kaldte han beslutningen om at flytte for en vanvittig idé. Her gjorde han det også klart, at han brød op, fordi han ville missionere. Han sagde:

”Vi holder altså først og fremmest kirke, for at mennesker kan blive frelst. Og derfor har vi travlt med at få fyldt kirkebænkene og med at missionere.”

"Jeg har været så meget i tvivl, men nu er der kommet en ro i mig. Jeg mærkede det momentvis, og de seneste uger har roen indfundet sig i en mere fundamental form,” siger Henrik Højlund. –
"Jeg har været så meget i tvivl, men nu er der kommet en ro i mig. Jeg mærkede det momentvis, og de seneste uger har roen indfundet sig i en mere fundamental form,” siger Henrik Højlund. – Foto: Leif Tuxen

Men hvad sker der, når man omplanter en præst fra et jysk sogn, hvor 83 procent er medlemmer af folkekirken, til et københavnsk brokvarter med en folkekirkelig medlemsprocent på 45? For at få svar på de spørgsmål har Henrik Højlund sagt ja til, at Kristeligt Dagblad kan følge ham i hans nye embede.

Torsdag. Klokken nærmer sig 17, og i et af Kingos Kirkes menighedslokaler sidder Henrik Højlund med en stak postkort, som fortæller om en møderække, han sammen med en kreds fra kirken har tilrettelagt henvendt til unge, som er den største befolkningsgruppe i sognet. På kortet står der: ”Bevægende historier om liv, tro og Gud fra en atomfysiker, en tv-vært, en kendt musiker, en flygtning og en studerende.”

De næste timer skal hundreder af postkort deles ud, og han har fået hjælp af elever fra Kristeligt Forbund for Studerendes ledertræningscenter i Vejle. Syv unge, som bruger et sabbatår på at fordybe sig i kristendommen, har sagt ja til at bruge aftenen på at hjælpe Henrik Højlund. De taler om deres usikkerhed ved at skulle ringe på dørklokker, mens de tømmer kasserne med pizza, som Henrik Højlund har stillet frem. Inden de går ud i den lune aften, beder Henrik Højlund en bøn:

”Kære Gud. Nu går vi ud og prøver at få lukket døren op til nogle mennesker. Må du velsigne det, vi gør, og må det betyde, at der kommer nogle mennesker med til vores arrangement på Jagtvej på tirsdag. Tak fordi vi får lov til at gøre det. Amen.”

De går mod Industrikollegiet i Rådmandsgade. Sognepræsten har på forhånd fået lov til at komme forbi med postkortene og er fortrøstningsfuld. Han har mødt stor venlighed i København som den aften, hvor han sammen med sin ægtefælle, Margrethe Højlund, skolelærer og psykoterapeut, inviterede sin opgang på Jagtvej på græskar-suppe i et håb om at få sat navne på nogle af byens mange ansigter.

”Man må begynde i det nære.”

Da han banker på den første af de mange sortmalede døre på kollegiet, går det op for ham, at det er i hvert fald 30 år siden, han senest har været på mission fra dør til dør. Men man kan se på lyset i hans øjne, at han kan lide at være tilbage i de korte møder i ukendte menneskers døråbninger.

”Goddag. Vi kommer fra den lokale folkekirke. Den her er til dig,” siger han og rækker en ung mand et af postkortene.

Den unge mand ser lidt undrende på Henrik Højlund, som i stikordsform fortæller om de planlagte møder.

”Jeg håber at se dig,” siger Henrik Højlund og ønsker god aften.

”Den her er til dig,” siger han til endnu en overrasket ung mand, som åbner døren svedig og iført træningstøj.

Højlund kan udtale ordet ”dig”, så det lille ord nærmest lyser i den sterile kollegiegang.

Mange smil og hilsner senere står Højlund i blæsten ved Industrikollegiet og gør status sammen med de unge. En del døre blev ikke åbnet, en enkelt var sur over, at folkekirken gik rundt på kollegiets gange, men overordnet set er Henrik Højlund og holdet glade for modtagelsen.

Men kan et personligt leveret postkort fra den lokale folkekirke få de unge til at møde op?

En usikkerhed har fulgt Henrik Højlund, siden han takkede ja til det nye embede. Han berørte det kort, da han sad sammen med de unge på vej ud med postkortene og gengav et vers fra Bibelen, som han længe har memoreret.

Ordene er skrevet af apostlen Paulus og lyder: ”I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde.”

Henrik Højlund stiller journalisten et spørgsmål:

”Ved du, hvad der har overrasket mig mest?”.

”Min egen alt for vaklende reaktion. Var det her den rigtige beslutning? Ville jeg blive glad for at være her? På nogle måder er jeg et vegt menneske, som mærker efter uden at kunne blive enig med mig selv.”

Det er derfor, Paulus’ ord har været vigtige for ham.

”Ordene i det vers er både sorte og realistiske, og de har kastet trøst af sig. Gud siger gennem Paulus: ’Henrik, lad være med at klynke. Du er trængt, du er tvivlrådig, og det er helt okay.’ Trøsten er, at det er helt okay, og selv en stor missionær som Paulus var tvivlrådig.”

Når han tænker tilbage på de seneste måneder, har han en følelse af at have ramt en mur. Det er den mur, mange nødhjælpsarbejdere og missionærer kan berette om, at de har mødt i fremmede kulturer. Han kan ikke sætte dato på og ved godt, at det måske kan lyde fjollet, at man kan få et kulturchok af at flytte 250 kilometer.

”Jeg har været så meget i tvivl, men nu er der kommet en ro i mig. Jeg mærkede det momentvis, og de seneste uger har roen indfundet sig i en mere fundamental form.”

Søndag. Klokken nærmer sig 10, og Nørrebro er morgenstille, men i Kingos Kirkes våbenhus har kirketjener Abel Zemhret Kidane travlt med at sige velkommen til den brogede menighed af unge studerende, familier og ældre. Kirketjeneren kom til Danmark som flygtning fra Eritrea, og han er ikke den eneste i kirken med udenlandske rødder. Derfor sidder der bagest i kirken en kvinde, som sørger for, at gudstjenesten bliver oversat til engelsk.

Da orglet sætter ind, har omkring 80 taget plads, hvilket ikke er mange i forhold til de cirka 300, der kommer til gudstjenesten om søndagen i Løsning. Faste kirkegængere i Kingos Kirke kan berette, at de oplever en slags Højlund-effekt: Den markante præst får nogle til at køre langt for at komme til gudstjeneste netop her.

En af de misforståelser, Henrik Højlund vedholdende har forsøgt at aflive i sine måneder som præst i sognet, er, at han er blevet hentet til kirken for at vende en udvikling. Kirken på det ydre Nørrebro er kendt for at være en aktiv lokal spiller, som prøver at række ud til de mange nye danskere i sognet, og som blandt andet går på gaden i protest mod bandernes skyderier i kvarteret.

”Jeg forlod et smørhul for at komme til en kirke, hvor der er en menighed, som vil noget, men som kæmper op ad bakke og i modvind.”

En af forskellene mellem Løsning og sognet på ydre Nørrebro er antallet af konfirmander. Denne søndag skal Henrik Højlund byde velkommen til konfirmandholdet og deres familier. Der er seks konfirmander. Han fortæller, hvordan han, da han var på konfirmandernes alder, blev afhængig af at gå til gudstjeneste.

”En søndag uden kirkegang er for mig som at gå en hel dag uden at have børstet tænder, hvor man gnider tungen mod en ru overflade.”

Der er helle ikke samme trængsel ved døbefonten her som i Løsning. Forleden havde Højlund en samtale med en mor, som skal have sit barn døbt, og i den forbindelse overvejede hun selv at blive døbt. Han tilbød hende, at hun kunne få nogle samtaler med ham. Andre af hovedstadsområdets kirker tilbyder drop in-dåb henvendt til de mange voksne, som ikke er døbt. Henrik Højlund har som debattør været kritisk over for denne praksis.

”Det ligner jo umiddelbart en succeshistorie, men jeg er nervøs for, at det er en af de succeser, som folkekirken ikke har godt af. Det er en bekræftelse af en sukkersød kristendom, som forkynder Guds kærlighed og intet andet. Når du bliver døbt, træder du ind i et korsliv, hvor Gud også udfordrer dig og sender dig ud med kors på ryggen. Gud vil fordre en kærlighed af mig til mine medmennesker og en gavmildhed, som jeg ikke har lyst til, og han vil fordre, at jeg vedkender mig Jesu navn i situationer, hvor det vil være pinagtigt og bringe mig i modvind.”

Da udgangsbønnen er bedt, er der stort set ingen, som går ud af kirken. De sætter i stedet kurs mod kirkekaffen i menighedssalen, hvor snakken er livlig. Fadene tømmes langsomt for kage, mens ansatte og frivillige tager ordet og fortæller om kommende arrangementer. Henrik Højlund skal nå et barnebarns fødselsdag i Jylland, men han vil først drikke en kop kaffe.

”Det er noget af det, jeg har lært. Her må kirkekaffen ikke forsømmes.”

Tirsdag. Klokken nærmer sig 17.30, og om lidt skal det vise sig, hvor mange der har taget imod den invitation, som Henrik Højlund og de unge hjælpere har delt ud. Regnen nærmest vælter ned, men fra Café Lys lokale på Jagtvej strømmer der et varmt lys mod det regnvåde fortov. Der er tændt hvide bloklys og sat hvide liljer i vaser. Medicinstuderende Thilde Thuren er klar til at dele sin tros- og livshistorie, men der er på en eller anden måde lidt for god plads og lidt for mange sandwicher til de 15, som har fordelt sig ved bordene.

Hun fortæller om de kritiske spørgsmål, hun havde, da hun i gymnasiet deltog i et grundkursus i kristendom. Hun var ateist og forsøgte ad videnskabelig vej at afvise kristendommen. Efter en lang vandring med bakker er hun i dag en af de unge, som bakker op om Kingos Kirke. Hun fortæller, at hun til sin egen undren kan høre sig selv omtalt som ”Thilde, hende den meget kristne” på studiet.

Der bliver nikket i lokalet. De unge ved bordene kender til at blive kaldt de ”meget kristne” på deres studier. Selv har Thilde Thuren inviteret flere fra sit studie med til Café Ly. En har taget mod invitationen. De mange postkort har tilsyneladende ikke umiddelbart haft en effekt.

”Vi har arrangeret fabelagtige aftener, men det myldrer ikke ind med folk. I København skal der åbenbart mere til end et godt program, før folk de kommer.”

Thilde Thuren udfolder, hvordan det var at flytte fra Randers, hvor hun var en del af Kronjyllands Frimenighed, til København med de mange kirkelige tilbud. Nu giver hun Kingos Kirke i hvert fald et år. Men hun synes, det er svært. Højmessen giver hende typisk tankemylder.

Aftenen bliver nærmest en efteruddannelse for præsten, som gerne vil være på mission i storbyen.

Han tænker på digteren Søren Ulrik Thomsen, som har fortalt om at gå til gudstjeneste uden at fatte et kvæk, og stille komme ind i det.

”Højmessen er en balance. Gudstjenestens kerne har med mysteriet at gøre, og der må gerne være et element af verfremdung. Men i forbindelse med en prædiken må man også gerne føle sig genkendt. Idealet er jo ikke, at folk skal sidde med tankemylder.”

De ord fra Paulus, han længe memorerede, har han nu skiftet ud med et vers fra Salmernes Bog i Det Gamle Testamente: ”Herren bryder sig ikke om hestens styrke, han glæder sig ikke over menneskets muskelkraft, men han glæder sig over dem, der frygter ham, og som venter på ham i trofasthed.”

Henrik Højlund lærer, får idéer og laver nye aftaler. Senest med en café i kvarteret, hvor han skal have fast ugentlig træffetid og med oplysningsforbundet FOF, hvor han skal undervise om film og tro. Den markante præst og missionær fra Løsning, som flyttede 250 kilometer, vaklede og ramte muren, vil leve med fokus på forventning.

”Ordene fra Salmernes Bog er en god reminder, når jeg tror for meget på alt det, jeg skal yde. Der følger velsignelse af at vente på, at Herren kommer. Og gør det helt store.”