Lennis forældre blev arrestret under krigen: Angsten forlod hende aldrig

Selv husker Lenni Kari ikke meget fra den tid. Hun var bevidst om, at noget var helt galt, men resten er sløret. Hendes far blev rigtignok dømt til døden, men Lenni Karis moster skulle vise sig at redde ham

Lenni Karis far, Leo Kari, der blev tortureret af nazisterne under krigen, holdt sig beskæftiget for ikke at blive deprimeret i årene efter. I datterens lejlighed på Nørrebro i København finder man alt fra en syæske lavet under opholdet i Vestre Fængsel til faderens træarbejde. – Foto: Leif Tuxen.
Lenni Karis far, Leo Kari, der blev tortureret af nazisterne under krigen, holdt sig beskæftiget for ikke at blive deprimeret i årene efter. I datterens lejlighed på Nørrebro i København finder man alt fra en syæske lavet under opholdet i Vestre Fængsel til faderens træarbejde. – Foto: Leif Tuxen.

Det var dengang, hvor ordentlige mennesker havde dug på bordet, som gik så langt ned, at nysgerrige børn kunne sidde derunder og følge med i de voksnes samtaler. De talte om, at de i avisen havde læst, at Leo Kari var blevet dødsdømt.

”Jamen, man skyder da ikke sådan en pæn mand,” udbrød treårige Lenni Kari og afslørede sit skjulested under bordet. Hun vidste udmærket, at det var hendes far, som de voksne talte om.

I dag er Lenni Kari 79 år og griner, mens hun fortæller historien. Hun påpeger, at sådan en udtalelse indeholder en god portion tillid til livet.

”Jeg kunne godt fornemme, at der var noget helt galt, men jeg husker ikke så meget,” siger Lenni Kari.

Faderen, Leo Kari, var kommunist, spaniensfrivillig og modstandsmand. I 1942 blev han arresteret for at have været frivillig under Den Spanske Borgerkrig, og han blev senere løsladt. I slutningen af Anden Verdenskrig blev han og Lenni Karis mor igen arresteret af tyskerne for deres medvirken i modstandskampen og indsat i Vestre Fængsel i København. Den dengang treårige Lenni Kari opdagede slet ikke, at hendes forældre om natten var blevet arresteret og taget med. Naboen fik hende sendt hjem til fasteren, som tog sig af hende. Selv husker Lenni Kari ikke meget fra den tid. Hun var bevidst om, at noget var helt galt, men resten er sløret. Hendes far blev rigtignok dømt til døden, som det kunne læses i avisen, men Lenni Karis moster skulle vise sig at redde ham.

Hun begav sig ind i Shellhuset, Gestapos hovedkvarter, og kom til at tale med den officer, som havde faderens sag. På forunderlig vis fik hun ham overbevist om, at hvis han løslod faderen, så kunne han selv slippe billigere, når krigens afslutning kom. Endnu en gang blev Leo Kari løsladt, ligesom hans kone var blevet det et par måneder forinden.

Nok blev han skånet for døden, men i Vestre Fængsel huserede den berygtede torturbøddel Ib Birkedal Hansen, som havde haft god tid til at torturere Leo Kari.

De første år efter krigen husker Lenni Kari som gode. Hun fortæller, at mange var glade for at være i live og optaget af at skabe sig et nyt liv. Der blev festet, drukket og danset. Og det handlede om at holde sig beskæftiget. Lao Kari begyndte at skære i træ og gjorde det til sin levevej. Men da det blev hverdag, blev de glade dage afløst af depressive perioder.

”Min far trak sig tilbage i sit værelse og ville ikke tale med nogen eller lave noget. Min mor havde det med at blive urolig, så drak hun for meget, men det hjalp overhovedet ikke, så blev hun endnu mere ulykkelig og græd meget,” husker Lenni Kari og tilføjer:

”Der havde det været rart med nogle søskende. Da jeg var barn, tænkte jeg, at det kunne være dejligt at have haft nogen at lege med. Som voksen har det da også strejfet mig, at det kunne have været rart at have haft nogen at dele de oplevelser med.”

LÆS OGSÅ: Selv de Stalintro kunne ikke drømme om at forråde Danmark

Krigen var ikke noget, man talte meget om i familien. Hun husker heller ikke, at nogen spurgte dem, hvordan de havde det – ikke engang psykiateren, hendes fader opsøgte, talte med ham om krigen, men besluttede i stedet at give ham elektrochok. Selvom krigen ikke var udtalt, har den sat spor gennem hele Lenni Karis liv. Når forældrene tog i byen og festede, blev hun urolig for, at de ikke kom hjem. Da hun senere blev gift, ramte uroen også, hvis hendes mand ikke kom hjem på præcis det tidspunkt, han havde sagt. Hun har også brugt meget tid på at bekymre sig, og det skete mere end en gang, at hun tjekkede beholdningen af sovepiller i hjemmet, fordi hun var bange for, at moderen kunne finde på at tage for mange.

”At mine forældre blev taget fra mig, prægede mig i mange år, og jeg havde en grundlæggende forventning om, at der jo altid nok kunne ske et eller andet forfærdeligt,” siger Lenni Kari og tilføjer, at de tanker ikke plager hende længere efter flere års terapi.

Den treårige Lenni Kari, der smuglyttede under bordet, og som var så fuld af tillid til livet, blev senere fyldt med en skepsis og tanker om, at noget forfærdeligt kunne ske hvert øjeblik. I dag ser Lenni Kari tilbage på sine forældre som nogle, der gav hende meget mere end uro og bekymring, men også en stor glæde ved litteratur, et politisk engagement og et åbent sind over for andre mennesker.