Flemming Rose: ”Jeg havde ét skud i bøssen til at forklare mig”

Flemming Rose spillede en central rolle i Muhammedkrisen i 2005. Fem år senere, i 2010, udsendte han en personlig bog om forløbet, der på ny skabte debat og var med til at tegne 2010’erne

Arkivfoto.
Arkivfoto. Foto: Mathias Bojesen/Ritzau Scanpix.

Hvornår og hvordan fik du idéen til at skrive bogen?

Det gav jo lidt sig selv, i og med jeg spillede en hovedrolle i Muhammed-krisen. Men det startede i efteråret 2006, hvor jeg holdt et foredag for en sluttet kreds på hotel Four Seasons i New York. En amerikansk litterær agent var til stede og spurgte efter foredraget, om jeg ikke ville skrive en bog. Den amerikanske forlagsverden er anderledes end den danske. Som forfatter går du som regel ikke bare hen til et forlag og afleverer et manuskript – det foregår via litterære agenter. Man skal så skrive en længere ”proposal”, som kan være op til 100 sider, i mit tilfælde var det på 30 sider, hvor man beskriver sin skrivestil, og hvad bogen skal handle om. Jeg kom i dialog med de helt store forlag i USA, men ingen havde lyst til at udgive den. De var bekymrede for at udgive en bog om Muhammed-krisen. Det havde taget omkring et års tid at skrive mit ”proposal”, så da det blev afvist, lagde jeg idéen til side i flere år. Jeg begyndte at tænke på bogen igen, da Elisabet Svane, der dengang var kreativ chef for JP/Poltikens Forlag, spurgte mig, om jeg ikke snart skulle have skrevet den bog. Lidt efter fik jeg en redaktør og gik så i gang med at arbejde seriøst med bogen i anden halvdel af 2009.

På hvilken måde er bogen blevet anderledes fra den, som du forestillede dig at skrive?

Det oprindelige forslag fra USA var en mere klassisk debatbog: Her er en stor begivenhed, her er en person, der stod midt i den store begivenhed, hvem havde ret, og hvem tog fejl i forløbet. Men jeg fandt så ud af, at det ikke var en klassisk debatbog, jeg skulle skrive. Jeg skulle skrive en bog, der var meget mere personlig. Så jeg prøvede at kigge ind i mig selv, og hvad jeg var blevet formet af. I de fem år fra Muhammedkrisen fand sted, til bogen udkom, rejste jeg hele verden rundt og diskuterede Muhammed-krisen og ytringsfrihed i Mellemøsten, USA, Europa og Rusland, og det gik op for mig, at folk kunne have meget forskellige holdninger til den debat, afhængigt af hvem de var, hvad de var formet af, og hvilke normer der eksisterede i de samfund, de levede i. Derfor så jeg det ikke som min opgave at overbevise dem om, at jeg havde ret, og de tog fejl, men mere at anerkende, at her er en ekstem kompleks sag, som man kan se fra forskellige sider, og så beskrive, hvordan jeg så det og hvorfor. Jeg tænkte, at jeg havde ét skud i bøssen til at forklare mig og ville have alt med i bogen, som, jeg synes, er relevant for at forstå min baggrund. Derfor er der for eksempel et kapitel på 60 sider om sovjetiske dissidenter. Jeg har læst russisk, været korrespondent i Rusland, er gift med en russer og har arbejdet med sovjetiske dissidenter som tolk i Dansk Flygtningehjælp, og dét har haft en enorm indflydelse på mit syn på censur og ytringsfrihed.

Hvilken bog har inspireret dig mest i arbejdet?

Når non-fiktion er bedst, kombinerer det en litterær journalistisk fortællestil med noget data, viden og indsigt, og det er den slags bøger, jeg har ladet mig inspirere af. Jeg læste den engelske udgave af Owen Matthews ”Stalins børn”. Han er en gammel kollega fra Moskva, men bogen er egentlig hans forældres historie. God non-fiktion handler i virkeligheden meget om at finde sin egen stemme, og her er der et meget tydeligt forfatterjeg til stede, og det fungerer rigtig godt. Jeg har også været inspireret af Poul Behrendt, der i 1984 udgav ”Bissen og dullen”, som er en kritik af det antiautoritære opgør i 1960’erne og 1970’erne i Danmark gennem kritisk læsning af blandt andet Hans Jørgen Nielsens ”Fodboldenglen”. Jeg har også været inspireret af The New Yorkers nuværende redaktør David Remnicks bog fra 1994 om Lenins gravmæle og Sovjetunionens opløsning (”Lenin’s Tomb”, red.) og den canadiske journalist og fotograf Paul Watsons ”Where War Lives”, som er en helt fantastisk bog om, hvordan det som journalist er at være i og dække krig.

I ”Bag om bogen” stiller vi en aktuel forfatter tre faste spørgsmål om vedkommendes nye bog. I dagens anledning, hvor en hel sektion er viet til artikler om 2010’erne, handler det i stedet om en bog, der udkom i 2010’erne.