”Jeg havde fået de oplevelser med kærligheden, som jeg skulle have”

Det er 60 år siden, at de var teenagere, men 76-årige Lisbeth Bjergskov Jensen fortæller, at hun og Ernst Longfors på 78 år opfører sig, som om de er det. De mødtes på et højskoleophold, hvor de skulle en tur til Armenien. De er nu nyforelskede, og det har været værd at vente på, fortæller Lisbeth Bjergskov Jensen her

Lisbeth Bjergskov Jensen og Ernst Longfors havde begge tænkt, at kærligheden var et afsluttet kapitel i deres liv. Men nu oplever de den igen, ”større end nogensinde”. – Foto: Leif Tuxen.
Lisbeth Bjergskov Jensen og Ernst Longfors havde begge tænkt, at kærligheden var et afsluttet kapitel i deres liv. Men nu oplever de den igen, ”større end nogensinde”. – Foto: Leif Tuxen.

Vi holdt afskedsmiddag på en tagterrasse med udsigt over torvet i Jerevan i Armenien, hvor der var helt sort af mennesker. Det var afslutningen på otte dages rejse i Armenien i midten af september 2019, og jeg havde købt chokolade til rejselederen, Jannie, fra alle 17 mennesker, der var af sted. Jeg takkede hende for en god tur, satte mig ned og tænkte, at det ville blive aftenens store ord. Ved desserten rejste Karen, der er kunstmaler, sig dog op. Hun ville takke os alle for at have været fantastiske at være sammen med. Hun indledte med Frank i den anden ende af bordet og sagde, at han var stille, men alligevel lun. Jyttes bralrende latter blev fremhævet. Hun beskrev alle omkring bordet, og for enden sad Ernst og jeg ved siden af hinanden.

”Gad vide, hvad hun siger om mig,” tænkte jeg imens. Hun kiggede på os og sagde: ”Da vi begyndte på denne tur, mente jeg kun, at der var ét par med på turen. Men jeg er i tvivl, om vi ikke er to par”. De andre havde opdaget, at Ernst og jeg havde et godt øje til hinanden. Uden at vi selv var helt klar over det.

Vi kom slet ikke i seng den aften, da vi skulle af sted fra hotellet klokken to om natten. Ernst, Frank og jeg sad sammen og snakkede. Jeg kunne fornemme, at der var brug for en mandesnak. Så jeg gik op for at pakke det sidste samt skrive i min dagbog. Frank og Ernst sad tilbage, og Ernst har efterfølgende fortalt mig, at Frank kom med et råd til ham. ”Hende skal du holde fast i,” sagde han.

Jeg havde det ret dårligt, da jeg sagde farvel til ham i lufthavnen, efter vi var landet. Jeg tvivlede på, om jeg ville se ham igen. Der var jeg nok lidt mere tændt på idéen om os, end han var. Vi kom hjem en fredag, og Karen havde en kunstudstilling oppe i Hundested, der lukkede om søndagen weekenden efter. Så jeg ringede til Ernst for at høre, om han ville med. Han kunne ikke søndag, men torsdag ville han gerne. Og så blev vi torsdagsvenner.

Foto: Leif Tuxen

Ernsts kone døde efter 53 års ægteskab for to år siden, og jeg mistede min kæreste, Mogens, i maj 2018 efter 24 år sammen. Mogens fik konstateret lungekræft i august 2017, men var på intet tidspunkt syg, selvom han både fik kemo- og strålebehandling. Mogens udviklede hjernemetastaser to måneder før sin død, og der sagde jeg til børn og børnebørn, at hvis han ændrede sig, var det ikke deres skyld. Men det gjorde han ikke, han var stadig bare bedstefar. Han var bedstefar, selvom han ikke var farfar til dem. Jeg var gift i 25 år frem til 1989, men fandt modet til at blive skilt fra faderen til mine to sønner. Han var alkoholiker.

Mogens arrangerede også sin egen begravelse og fik blomster fra sin egen have på sin kiste. Vi spredte asken til søs, og vi havde lovet ham, at vi ville dele en sidste øl med ham, når vi spredte den. Så vi tømte det sidste af vores øl ud over havet. Jeg tænkte, at det var så det, nu er livet slut. Jeg havde fået de oplevelser med kærligheden, som jeg skulle have.

Ernst har fortalt mig, at han heller ikke kunne forestille sig at være sammen med en ny efter mere end 50 års ægteskab.

Så da vi mødte hinanden på Højskolen Marielyst i begyndelsen af september i år, knap en uge før vi drog mod Armenien, var jeg færdig med mænd, og Ernst tænkte slet ikke på kærlighed. Da vi den første dag sad i en hestesko på højskolen og fortalte om os selv, lagde jeg straks mærke til Ernsts medmenneskelighed. Det var noget af det, jeg faldt for, og vi talte godt sammen fra begyndelsen. Og grinede. Men på grund af at vi havde afskrevet kærlighed, blev aftalen, at vi skulle være venner og rejsekammerater.

Vi sad sammen, når vi spiste eller kørte rundt i turistbussen. Vejene var hullede, så vi faldt hele tiden ind i hinanden. Det kunne vi godt lide. Der var mange andre enlige kvinder med på turen, og jeg sagde til Ernst, at han var omsværmet. Det kunne han overhovedet ikke se. Der var en af dem, der satte sig ved siden af Ernst i turistbussen en af dagene. Så jeg sad bagved, men det gjorde ingen igen. Frank sagde også efterfølgende: ”Her kan I ikke sidde, der sidder Ernst og Lisbeth”.

Men jeg fik kun en krammer, når vi skulle i seng om aftenen. Vi skulle begge vænne os til tanken. Ernst sagde noget så sødt i bussen, da vi talte om at rejse sammen: ”Tror du ikke godt, at vi kan dele værelse og ligge ved siden af hinanden, uden at det gør noget?”. For det er dyrt at rejse hver for sig. Men vi kunne ikke finde ud af at lade hinanden være.

I vores alder handler det i høj grad om at turde kaste sig ud i det. Det er den glæde ved et andet menneske, den sympati, den varme, den tryghed og ømhed, vi giver hinanden, som gør, at jeg har fundet modet. Vi fandt det begge over nogle dage i november, to måneder efter, vi havde mødt hinanden første gang. Vi havde været torsdagsvenner siden da, og torsdag den 7. november havde vi aftalt at mødes på Lyngby Station for at drikke en kop kaffe på Café de Picasso. Da vi skulle krydse vejen, tog Ernst min hånd. Nærmest som en refleks og helt naturligt. Han spurgte mig så forsigtigt: ”Det gør vel ikke noget, at jeg holder dig i hånden?”. ”Endelig,” tænkte jeg bare og slap den ikke igen. Lørdag formiddag fik jeg så min første fartbøde nogensinde, selvom jeg har haft kørekort, siden jeg var 18 år. Jeg skulle køre hjem fra Ernsts lejlighed i Sorgenfri om morgenen, og vi er begge enige om, at det var der, vi blev kærester. Selvom det ikke blev sagt højt, var vi ikke i tvivl. Det var helt uforsvarligt, at jeg satte mig ind i bilen, og da jeg kom hjem, ringede jeg til Ernst og sagde, at det burde jeg ikke have gjort. Og i min dagbog står der: ”Svævede hjem på en lyserød sky”.

Det eneste problem for mig var, om Ernsts børn ville acceptere vores forhold. Jeg sagde til Ernst, at det ikke ville gå, hvis hans to sønner ikke brød sig om det, og han var nødt til at tale med dem. Vi skulle have det på det rene, for det kunne godt være, at vi var meget forelskede. Men hvis det indebar, at Ernst ikke kunne se sine børn og børnebørn, så var det ikke nemt længere. Ernsts ene svigerdatter var den første fra hans familie, der fik det at vide. Hun syntes, at det var dejligt. Og da hans søn, Kent, hørte det fra hende, ringede han og sagde det samme.

I denne weekend skal jeg så møde dem for første gang, og det glæder jeg mig til.

I sidste weekend kom jeg hjem efter en uges ferie alene. Det gør jeg aldrig igen, for det var forfærdeligt at undvære Ernst. Han hentede mig i lufthavnen, og da vi kom ind ad døren i min lejlighed, kunne jeg ikke forstå, at der stod en buket røde roser ude i gangen i en af mine vaser. Men jeg forstod ikke, hvordan Ernst vidste, hvor mine vaser stod. Og det kunne ikke være en af mine veninder, for de ville ikke sætte roser til mig, når jeg havde en kæreste. Så gik jeg ud i køkkenet med de varer, som vi havde købt på vejen hjem. Der stod også en buket roser, og på mit sofabord fandt jeg en buket blå hyacinter. På buketterne var der små sedler, hvor der blandt andet stod: ”Kæreste Lisbeth. Velkommen hjem, du har været savnet. Din Ernst”. Hvis det ikke er kærlighed, så ved jeg ikke, hvad det er.

Fremmede mennesker kan også se, at jeg har ændret mig. Jeg bliver stoppet i bussen og får at vide, at jeg ser glad ud. Jeg stråler, fordi jeg er forelsket. Det har været værd at vente på, for det er længe siden, at vi har oplevet sådan en slags kærlighed. Vi kan næsten ikke huske, hvordan det føles, selvom vi selvfølgelig har været forelskede før. Vi er værre end to teenagere og kan ikke lade være med at røre ved hinanden. Vi har talt meget om alderen, og det er vores sidste alder. Vi kunne også have valgt at sige, at vi ikke turde kaste os ud i det nu, fordi det måske kan være for kort tid. Men vi har vendt det om og siger, at vi nyder i dag, i går og i morgen.