Der findes et billede, Ida Skytte ikke er stolt af. Hun og manden Søren er iklædt hospitalstøj, og på armen har hun sin fem uger gamle søn, Svend. Han har almindeligt tøj på, men det er ham, der er indlagt.
”Det billede siger jo det hele,” erkender hun. ”Vi var indlagt i to dage, fordi jeg var bekymret over, at han græd så meget. Helt rationelt vidste jeg godt, at han intet fejlede, men min dømmekraft var sat ud af kraft, og det var reelt mig, der var indlagt med overbekymring.”
Det var ikke sådan, hun havde forestillet sig, at det ville gå. Den 38-årige underviser på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus havde altid tænkt, at hun ville blive en velovervejet og selvstændig mor. Sådan en, der fødte hjemme, ikke gav sit barn medicin og i det hele taget holdt lægebesøg på et minimum. Men da hun blev gravid som 36-årig, fortalte lægerne, at hendes søn var lidt mindre end gennemsnittet, og at hun skulle kontakte dem med det samme, hvis noget føltes forkert. Tonen var alvorlig, syntes hun, og bekymringerne begyndte derfor at gro i hende. For hvad nu, hvis han fejlede noget? Hvad nu, hvis hun mistede ham?
På internettet fandt hun nemt alle mulige diagnoser, der passede på Svend, så da han kom til verden og bare græd og græd, kunne hun ikke lade være med at tænke, om noget grundlæggende var galt. Hendes mand var ikke bekymret, og det var sundhedsplejersken heller ikke, men fordi Ida Skytte var så bekymret, foreslog hun hende at tage på sygehuset i Randers for at blive tjekket.
”Jeg følte mig virkelig flov, da vi blev indlagt, for ingen havde jo på noget tidspunkt sagt, at der var noget i vejen med Svend. Det fortalte vi også lægen, som sagde, at børneafdelingen var fuld af raske børn, så det skulle vi ikke spekulere på.”
Hun følte sig dog fanget i et dilemma, for hun tog jo pladsen fra et barn, der reelt var sygt. Og risikerede hun desuden ikke at påvirke sit barn med al den unødige bekymring?
”Jeg kom inderligt til at fortryde indlæggelsen, for man bliver nemt autoritetstro på et sygehus, og de foreslog, at Svend måske fik for meget mælk. Derfor ændrede de ammesystemet, men det betød, at amningen efter lidt tid gik i stå. Jeg bebrejder ingen, for det hele falder jo tilbage på min adfærd. Jeg ville bare ønske, at jeg havde lyttet lidt mere til mit barns signaler frem for lægernes ord.”
Idag er Svend halvandet år og stortrives. Alligevel er det kun et par uger siden, at Ida Skytte lod ham måle og veje i forbindelse med en vaccination – bare lige for at være sikker på, at alt er, som det skal være. Hun er ikke længere bekymret for at miste ham, men kan stadig blive urolig for, at han kommer til at stikke ud, selvom han er helt normal.
Det er sikkert en helt almindelig og naturlig bekymring, siger hun, men den udtrykker nok det, der hele tiden har ligget som drivkraft bag hendes mere eller mindre rationelle handlinger: Frygten for ikke at skabe de bedste muligheder for, at Svend kan få et godt liv.
”Jeg må sande, at jeg stadig er en overbekymret mor. Det er noget, der bor i mig nu, og det er bestemt ikke noget, jeg er stolt af. Jeg kan ikke sige præcis, hvad det kommer af – måske er det, fordi jeg fik Svend så sent, og han derfor virkelig er et ønskebarn.”
Og måske hænger det også sammen med det, der indimellem bliver omtalt som en nulfejlskultur, siger hun. Ikke bare hos hende selv, men i hele samfundet.
”Jeg er en af de sikkert mange, der havde haft godt af, at en erfaren sundhedsplejerske havde fortalt mig: Stop dine bekymringer. Svend har det fint. Hans gråd er helt normal. Det havde nok også hjulpet, at lægen havde kommunikeret på en mindre dramatisk måde, at mit barn ganske vist var mindre end gennemsnittet, men at det ikke behøvede at betyde noget som helst. Mine bekymringer er selvfølgelig mit ansvar, men jeg tænker da, at lægerne også har et ansvar for ikke at påføre mig bekymring.”
”Ja, det vil jeg rigtig gerne. Jeg er måske ikke helt den afbalancerede mor, jeg havde troet, jeg ville blive, men jeg har lært min lektie: Næste gang vil jeg lytte mere til min mavefornemmelse frem for at læne mig så meget op ad sundhedssystemet og alle informationerne på internettet. Jeg vil se i højere grad på mit barn og mærke efter, hvad det har brug for, og stole på mine egne vurderinger. Så kan man vel ikke gøre mere.”