Det var netop her i morges, at jeg pludselig lå på gulvet ved siden af min seng, fortæller Johannes Møllehave fra lænestolen i sin stue på plejehjemmet Ingeborggården på Frederiksberg. Her flyttede han til efter et længere sygehusophold i vinter og efter at være faldet flere gange og have slået sig slemt.
Går du stadig og falder?
”Det er ikke helt faldet væk,” siger han og smiler.
”Det med at falde har jeg været lidt bange for. Nu har jeg fået en rollator, og den er jeg blevet hjulbenet af, for den er jo hjulbenet. Den tager jeg gerne med, når jeg går ud, og det anbefaler min læge og mine hjælpere også.”
”Det er sjovt, du nævner det. Det er en fuldstændig åndssvag historie. Min seng derovre, som ikke er min, men plejehjemmets, men nu kalder jeg det for min seng, så længe jeg er her, den opdager jeg pludselig, at jeg ligger ved siden af. Det var forfærdeligt.”
”Men så kom der en, og det er et plus. Vi er jo faktisk patienter på en vis måde, for hvis du er fuldstændig sund, kan du ikke blive indsat her. Jeg har været præst i et fængsel, og der hed det de indsatte, og det var jeg sjovt nok også. For man siger, at i går blev pastor Møllehave indsat i Vridsløselille Fængsel. Så præster bliver også indsat.”
”Jeg får tårer i øjnene, når jeg fortæller det. Jeg havde brugt så mange kræfter på at komme fra at ligge på ryggen og op at sidde. Åh, hvor var jeg træt. Og så kommer der – og det vil jeg gerne lovprise stedet her for, at der både er en nattevagt og en dagvagt. Og nattevagten skal på et eller andet tidspunkt se, om alt er vel. Det kunne være, at der lå en, som havde brækket et ben og ikke ville forstyrre alle for det. Og så kommer hun, og jeg siger, nej, hvor er det godt, du kommer nu. Kan du ikke give mig en hånd og løfte mig op? For jeg kunne hele tiden høre Herdis, og jeg ville ikke vække hende. ’Herdis,’ siger hun, ’er død’. ’Hvad?, siger jeg. ’Jamen, det er hun, det er da mange år siden.’”
Møllehave klukker.
”Sådan noget er mærkeligt. Jeg hører også hendes stemme og er sikker på, at det er hendes stemme. Hun sagde Johannes uden tryk på den midterste stavelse. Det er sjovt, at jeg hører hende.”
Har du hørt Herdis før?
”Ja, hun døde i 2001, det er nogen tid siden, men ja, bestemt. Det synes jeg er dejligt. Det kan også ske, når jeg går ture. Vi har Herdis’ sten ude på Frederiksberg Kirkegård. Der går jeg altid hen til stenen og siger, hvad jeg stadig føler dybt, at ’det er ærgerligt, at du aldrig nåede at se Tomas’ to piger’. Vores søn Tomas har også en søn, der hedder Tobias, som nu bliver far i april.”
Den 80-årige præst, forfatter, foredragsholder og humorist Johannes Møllehave har skrevet et essay til Kristeligt Dagblad, der med udgangspunkt i et af H.C. Andersens eventyr, ”Hørren”, handler om, hvor glad han er for at være kommet på plejehjem: ”Jeg troede, at det værste, der kunne ske mig, var at ende på plejehjem. Men jeg havde ikke prøvet det. Det har jeg nu. Jeg vidste ikke andet, end at alderdommen var den værst tænkelige dom,” skriver han i essayet og videre:
”Men man må prøve noget. Min kone gentog, at hun aldrig ville holde ud at ende på plejehjem. Det har nok også skræmt mig. Heldigvis gik det ikke hende således. Hun døde tidligt og havde ikke behøvet at grue for fremtiden. Men jeg skal love for, at det er min største lykke at bo på plejehjem. Fra første dag har jeg elsket min skæbne. Måske er det sproget, der har skræmt mig. Det hedder jo ikke alderdomshjem, men plejehjem.”
Det vil vi hellere høre Johannes Møllehave selv fortælle om end at bringe essayet. Og en grå novemberformiddag tager han imod på Ingeborggården. Hans ældste søn, Tomas Møllehave, er på besøg og sørger for kaffe til gæsterne. Tomas er der også i glas og ramme oven på en reol side om side med fotografier af hans søskende, Katrine og Mikkel, alle børnebørnene, Johannes Mølleshaves forældre og fra engang, han og Herdis Møllehave var i Prag.
”Det er vigtigt. Om morgenen ligger jeg og kigger på dem,” siger Møllehave, der også har et krucifiks, malerier, platinplader fra salg af Anne Linnets ”Min sang” fra 1990, som han leverede tekster til, og andre indrammede æresbevisninger hængende på væggene fra sit liv som populær og elsket forfatter.
Ved siden af lænestolen står en kuffert dekoreret med et billede af H.C. Andersen og nogle af eventyrforfatterens papirklip.
”Jeg kalder den for min flyvende kuffert efter H.C. Andersens ’Den flyvende kuffert’. Den har jeg haft med i Stockholm og Oslo og på Færøerne og Island, hvor jeg har fortalt om H.C. Andersen,” siger Møllehave.
På et sofabord ligger stabler af bøger.
Hvad læser du for tiden?
”Jeg genlæser H.C. Andersen. Det udvider sig kolossalt, jeg bliver aldrig træt af det. H.C. Andersen var født i 1805 og mødte megen modstand. Da hans første eventyrhæfte blev udgivet i 1820, skrev anmelderne, at han måske godt kunne skrive, men ikke eventyr. Da græd han, men hvis han havde rettet sig efter det, havde vi ikke fået alle de eventyr. Efter hans død i 1875 skrev Georg Brandes, at der skal mod til at have hans talent. Jeg føler ikke, at han fik den ros, han fortjente.”
”Han var ven med videnskabsmanden H.C. Ørsted, som er den første, der opmuntrede digteren. Han sagde, at ’hvis Deres romaner vil gøre Dem berømt, så vil Deres eventyr gøre Dem udødelig’. Det var balsam på såret og gav H.C. Andersen styrke og energi.”
”Hvad det giver mig at læse ham i dag, er hans møje, hans kamp med stoffet. Det første, jeg læste, var ’Fyrtøjet’, ’Rejsekammeraten’ og ’Lille Claus og store Claus’, som var i et eventyrhæfte, jeg havde fået af min mormor. I dag er mit yndlingseventyr ’Snedronningen’, som er en hel lille roman. Det er en gribende kærlighedshistorie om to, der ikke kan opnå hinanden. Jeg nyder hans sprog, den store emneradius og følelserne.”
Hvad er det ved at bo på plejehjem, som du er så glad for?
”Man må prøve noget for at vide noget. Tidligere har jeg ikke været glad ved tanken om, at jeg i fremtiden skulle bo på det, man engang kaldte for alderdomshjem. Det er vel også det, der lammer lidt. At jeg ikke føler, at jeg er meget gammel. Men her har jeg fundet et sted, hvor jeg kan bruge dagene. Og så er her et virkelig godt køkken. Det er ikke mig selv, der laver maden. Der er både frokost og aftensmad og natmad. Det kan være varm mad eller smørrebrød.”
Får I også natmad?
”Ja, det er rigtigt. Jeg får natmad, når jeg kommer hjem, hvis jeg har været væk hele dagen. Mange steder vil man sige, at du må komme til tiden. Men jeg er altid ude at rejse, dog væsentligst i Danmark. Det er et utroligt godt køkken, og normalt spiser vi sammen. Og jeg kan godt lide – det udtryk er desværre slidt ned – at være sammenspist. Man siger, at de er så sammenspiste på rådhuset, altså hvor det er negativt at være sammenspist, men jeg synes også, at det kan være utrolig positivt.”
Har du fået venner her?
”Vi spiser jo sammen, og så sidder man ved bordet, og det bliver tit til en meget lang samtale. Jeg er blevet gode venner med en tidligere skatteopkræver. Han blev kaldt for Bornholms skræk. Jeg har altid udbytte af at lytte til mine medborgere, som har et liv at fortælle om. Der er et fællesskab, så man kan ikke klage over ensomhed. Vi ser fjernsyn sammen i samlede flokke. Der er også musikalske arrangementer og med skuespillere. Blandt andet har Ghita Nørby været her.”
”Forleden havde plejehjemmet lejet en kæmpe skærm, hvor vi kunne vælge danske film. Flertallet og blandt andet jeg stemte for, at vi skulle se ’Jeppe på Bjerget’ med Buster Larsen. Vi kunne ikke være flere i dagligstuen. Filmen i sig selv var en oplevelse, og alle nød det.”
”Vi har mange plejere, og vi fornemmer, at de har et godt forhold til hinanden og os. Tit banker de på min dør og kommer med kaffe og kager eller frugter. Der er en hjertelig stemning på stedet, og jeg kunne ikke ønske mig et bedre fællesskab,” siger Møllehave.
Han henviser til en artikel i Kristeligt Dagblad for nylig om, at flere og flere danskere dør i deres hjem.
”Jeg ville gerne være en af de heldige. Der er noget trøstende ved, at vores opholdssted hedder hjem som i plejehjem. Man siger sommetider ude godt, hjemme bedst. Jeg er lykkelig over at kunne kalde Ingeborggården mit hjem.”
Hvordan har du det ellers?
”Lige nu? Desværre er jeg træt. Det har jeg ikke følt i samme grad før, men det kan være, fordi jeg får penicillin, at det medfører en vis træthed. Ellers kan jeg overhovedet ikke mærke noget med alderen. Herbert Pundik, Politikens tidligere chefredaktør, sagde til mig en dag: ’Sig mig, føler du, at du i dag, hvor du er 80, arbejder lige så meget, som da du var 40?’. Så sagde jeg, at det gør jeg. ’Skal jeg sige dig hvorfor?’, sagde han så. ’Det er, fordi alting tager længere tid.’ Hvor man kunne tage masser af opgaver før, må man nu reducere det lidt.”
”Jeg kan godt lide at gå lange ture, og så går jeg og tænker. Jeg har altid noget i gang. Jeg har skrevet nogle salmer, som organisten i Lindevang Kirke har sat melodi til. Vi er så heldige at bo i Lindevang Sogn, og Lindevang Kirke er vores nærmeste kirke.”
Det banker på døren, og en kvinde stikker hovedet ind for at høre, om Johannes vil hentes til frokost i dag?
”Nej, jeg bliver hentet klokken 13,” siger han.
Det er instruktør Peter Klitgaard, der kommer, og sammen skal de spise frokost ude i byen. Peter Klitgaard har fulgt Johannes Møllehave i tre år. Det er der kommet en 80 minutter lang dokumentarfilm ud af med titlen ”Hellere forrykt end forgæves”. Den har premiere i Grand-biografen i København den 4. januar 2018 på Møllehaves 81-årsfødselsdag. Og 33 biografer over hele landet har meldt sig til også at vise filmen.
”Han har optaget 100 timer, men det er der jo ingen, der kan holde ud,” siger Møllehave og samler tråden op fra før.
”Det, jeg vil sige om Lindevang, er, at der er to fortræffelige præster, jeg gerne vil høre. Tomas er handicaphjælper for en mand på 32 år, der er spastiker, og vi går i kirke sammen. Han kan masser af salmer.”
Hvorfor er det vigtigt for dig at komme i kirke hver søndag?
”Det synes jeg er spændende. Jeg kan som regel huske, hvor vi er i kirkeåret, og jeg har altid en stor interesse i, hvordan man taler over dagens tekst. Den gode præst har lavet en prædiken, hvor det ikke kun er en frase i betydningen, det hørte jeg og så videre, men at han eller hun udlægger teksten, så den også føres frem til i dag. Og så kan det være en bog eller film, som han eller hun har lyst til at fortælle om.”
”Jeg husker engang, at K.E. Løgstrup stod i en foredragssal og sagde, at ’I må undskylde, men jeg er ikke forberedt i dag. Men jeg så en film i går, som har slået mig, og som i øvrigt også kan føres ind i forbindelse med den tekst, jeg har læst, selvom der er flere tusinde år imellem dem. Alligevel er der noget i denne her film, jeg ikke kan komme fri af. Og det vil jeg fortælle jer, og jeg må undskylde, at jeg ikke er forberedt’. Det er den eneste af hans forelæsninger, jeg kan huske. Det er den, hvor han siger, at det ikke er noget særligt. Der blev det virkelig godt.”
”Efter kirke besøger vi måske Katrine, der bor i Hellerup, eller går i biografen eller teateret. Juleaften foregår altid hos Katrine. Der kommer hele tiden nogen til, i år er det begge Tomas’ piger og deres mor. Julen er en familiefest. Vi begynder altid med at gå i kirke alle sammen.”
”Julen er en af kirkens højtider, men de væsentligste er påsken og pinsen. Julen for mig er, at du har en magt, som du ustandseligt støder på for øjeblikket. En politisk magt, en kejsermagt. I Det Nye Testamente er det kejser Augustus, der sidder i Rom og styrer det hele. I dag har vi i Jerusalem, USA og i Kina for den sags skyld også nogle statsoverhoveder. Det er modsætningen mellem det lille barn og den store kejser, ikke. Stormagten. Hele Korea-konflikten.”
”Jeg er meget bange for, at mine børnebørn kommer til at opleve en atomkrig. Jeg er bange for, at de ikke overlever den. Jeg var også bange for atomkrig under Cuba-krisen. Historien gentager sig, tror jeg.”
”Jeg går ikke rundt i en evig angst, men jeg er bange for, at mennesker har nogle ødelæggelsesvåben, som de ikke vil opgive. Jeg kan ikke forestille mig, at man kan glemme, at man har atomkræfter, der kan bruges som destruktion. Jeg vil meget håbe, at der også er kræfter i vores tid, der vil modarbejde atomkrig, og det er der jo. Jeg synes også, at der sker en masse gode og spændende ting i denne her tid, men sideløbende med dem, er der det destruktive. ”
”Jeg finder håb i kirken og i troen – det er fundamentalt. Jeg får altid hjertebanken, når jeg tænker på historien om de to drenge, hvis mor er i byen. Den lille på seks år siger hele tiden: Hvornår kommer mor? Den store svarer: Hun kommer snart. Til sidst kan den lille ikke holde det ud. Den store siger, du skal ikke græde, for mor kommer. Nej, se klokken er mange. Så siger storebror: Ved du, hvad jeg tror? Jeg tror, hun kommer snart. Jeg tror også, hun har noget godt med til dig. Så siger den lille: Må jeg tro med? Haha!
”Det er måske derfor, vi går i kirke.”
På reolen i Møllehaves stue står ”Ordbog over det danske Sprog” indbundet i læder med guldtryk i 27 bind.
”Jeg vil meget gerne sælge dem, men går du til en antikvar, bliver der sagt, at ingen vil købe dem. Der står intet i dem, som man ikke kan google i dag. Men jeg kunne ikke finde ud af, hvorfor det hedder Værnedamsvej, så jeg gik op på rådhuset og spurgte. Og der vidste de det alle sammen, jo, det var fordi, de engang havde haft en borgmester, der hed Verner Dam – haha!”.
Er der noget, du ser frem til?
”Ja, meget. Jeg vil rigtig gerne til Paris, og det bliver i år. Mit barnebarn Rosa læser på Den Internationale Filmskole i Paris. Der underviser man på engelsk, for der er mange, der ikke kan fransk, men hun lever sammen med en franskmand. Som Karen Blixen siger: Man skal sove med sin ordbog, så lærer man gloserne mere rigtigt.”
Hende vil du gerne ned at besøge?
”Karen Blixen? Nej, hende vil jeg ikke ned til,” siger Møllehave, og alle griner.
”Men Rosa vil jeg gerne besøge. Og i det nye år skal vi holde min 81-årsfødselsdag i Cinemateket.”