Prøv avisen

Charlottes veninde vendte hende ryggen: Jeg er stadig mærket af tabet

En dag for nogle år siden gik noget galt mellem Signe og Charlotte. Da Signes mor skulle flytte, hjalp Charlotte hende med at skille Signe og hendes mor af med nogle af moderens ting. Det var ganske uproblematisk, indtil Signe en dag, mere end et år efter, beskyldte sin veninde for at have taget nogle af moderens ting. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

En beskyldning om at have stjålet ødelagde et mangeårigt og tæt venskab for Charlotte. Hun er gået igennem en sorgproces fyldt med både chok, ulykkelighed og vrede. Men selv her flere år efter bruddet, er hun mærket af tabet

Charlotte har kendt Signe i godt 20 år, siden Signe flyttede til den by, hvor Charlotte bor.

Signe er en sjov og festlig kvinde, som det er let at komme til at holde af. Derfor varede det heller ikke længe, inden hun og Charlotte blev gode veninder. Og med tiden sågar rigtig tætte og fortrolige veninder, der delte både glæder og sorger.

”Vi var rigtigt gode veninder og gjorde mange ting sammen og for hinanden. Og som familier kom vi også sammen, ligesom vi også tilbragte flere ferier sammen. Jeg synes altid, at jeg har forsøgt at hjælpe hende alt det, jeg kunne, og har sat ting til side for hende. Jeg har også følt, at hun var der for mig. Jeg hjalp hende også i en svær tid, hvor hendes mor blev syg og måtte flytte. Jeg planlagde sågar indimellem mine arbejdstider, så jeg havde mulighed for at hjælpe eksempelvis med moderens læge- og sygehusbesøg, fordi Signe ikke kunne holde fri fra sit arbejde,” fortæller Charlotte, der er i 50’erne.

Men en dag for nogle år siden gik noget galt mellem Signe og Charlotte. Da Signes mor skulle flytte, hjalp Charlotte hende med at sortere og skille Signe og hendes mor af med nogle af moderens ting, der ikke var plads til i hendes nye hjem. Det var ganske uproblematisk, indtil Signe en dag, mere end et år efter, beskyldte sin veninde for at have taget nogle af moderens ting, som hun gerne selv ville have haft.

Charlotte er forfærdet og forstår slet ikke beskyldningerne, der for hende dukker op ud af den blå luft. Hun har aldrig set de ting, veninden efterlyser, og ville aldrig tage noget, der ikke var hendes.

”Hun siger ikke, at jeg har stjålet, men at jeg har taget noget, der ikke var mit. Men i mit hoved er det det samme som at sige, at jeg har stjålet. Det er en grov beskyldning, som jeg blev rigtig ked af.”

Charlotte prøver at komme i kontakt med Signe for at snakke med hende, men hun støder panden mod en mur. Signe vil ikke tale med hende. Hun undgår hende i de fælles sammenhænge, de begge kommer i, og vil ikke deltage i arrangementerne i deres fælles vennekreds, hvis Charlotte og hendes mand kommer.

”Hun sletter mig fra Facebook, og det samme med flere fra min familie. Hvis jeg kommenterer et foto på Facebook, som hun også har kommenteret, kan hun finde på at slette sin kommentar,” fortæller Charlotte.

Iblandt vennerne er der ingen tvivl om, at Charlotte selvfølgelig ikke har taget noget fra Signe eller hendes mor. Men Signe ændrer ikke holdning, til trods for at mange prøver at tale med hende og overbevise hende om, at hun tager fejl.

”Jeg havde aldrig troet, at jeg kunne blive så påvirket, som jeg er blevet. Det har fyldt alt i rigtig lang tid og har påvirket mange mennesker. Jeg har altid holdt rigtigt meget af hende, og det gør jeg, hvor mærkeligt det end lyder, stadigvæk,” siger Charlotte.

På et tidspunkt bliver det aftalt med en terapeut, at de to kvinder skal mødes i håbet om en forsoning. Men Signe er meget vred og slet ikke klar til forsoning, og selvom det bliver prøvet igen efter et års tid, er situationen den samme.

”Jeg var så glad for, at vi fik den mulighed. Meningen var, at vi skulle tilgive hinanden, og jeg var 100 procent parat til at tilgive Signe for, at hun havde beskyldt mig for at stjæle. Men jeg kunne selvfølgelig omvendt ikke bede om tilgivelse for noget, jeg ikke havde gjort. Jeg sagde til Signe, at jeg stadig elsker hende, selvom hun havde gjort mig ondt. Men det var ikke nok – selvom hun hos terapeuten sagde, at hun var villig til at komme videre, har hun ikke kunnet. Så vi taler stadig ikke sammen den dag i dag,” siger Charlotte.

Charlotte har på skift været ked af det og vred. Ked af, at hun skulle miste sin tætte veninde. Vred over, at hun er blevet beskyldt for noget, hun ikke har gjort.

”Det har været lidt, som når man mister en tæt på, der dør. Det er en sorgproces, hvor både chokket, ulykkeligheden og vreden har fyldt meget. Jeg tror ikke længere på, at vi bliver forsonet, men alligevel påvirker det mig stadigvæk i nogle situationer,” siger Charlotte.

Hun er blandt andet stoppet med at komme i sammenhænge, hvor hun ellers normalt kommer, fordi hun får angstsymptomer, når hun ved, hun risikerer at støde ind i Signe. Men på trods af al smerten holder Charlotte stadig af sin gamle veninde. Det er uforståeligt for mange af dem, hun deler sin historie med, fortæller hun. Men hun kan ikke lave om på det.

”Jeg synes jo i bund og grund, at det er synd for hende. Jeg ved, at hun har oplevet svære ting i sit liv, og jeg har ondt af hende. Hun ville jo heller ikke gøre sådan mod mig, hvis hun havde det godt. Men selvom jeg har savnet Signe rigtig meget, tror jeg ikke længere på, at vi bliver forsonet. Jeg ville dog aldrig lukke hende helt ude af mit liv. Ringer hun på min dør i morgen, byder jeg hende indenfor. Men jeg ville nok passe rigtig godt på mig selv,” siger Charlotte.

Charlotte har ikke ønsket at få sit rigtige navn frem. Derfor er hendes navn opdigtet. Hendes sande identitet er Kristeligt Dagblad bekendt. Også navnet Signe er opdigtet.