Prøv avisen
Liv&Sjæl

”Jeg holder jo ikke op med at være autist, bare fordi jeg bliver mere voksen”

Kirsten Damgård har altid sine hovedtelefoner på, når hun er ude blandt andre mennesker. Det er hendes måde at sortere en del af de mange indtryk fra. Og så er det sådan set lige meget, hvilken musik der spiller i ørerne samtidig. – Fotos: Carsten Bundgaard/Ritzau Scanpix.

23-årige Kirsten Damgård lider af infantil autisme. Hendes største drøm er at flytte ud af sit beskyttede bosted og ind i egen lejlighed, men hun ved samtidig, at der ingen fortrydelsesret er

Offentlig transport er nok hendes største hæmsko. Det er særligt de fremmede og uvelkomne lyde, der forstyrrer. Som om hendes hjerne bliver omdannet til en form for smeltedigel, hvor alle informationerne og indtrykkene blander sig sammen.

I dag står hun på perronen i Ringe på Fyn. Hun skal med toget, når hun skal til og fra Syddansk Universitet, hvor hun studerer. Hun har som altid sine fyldige hovedtelefoner på i et forsøg på at lukke omverdenen ude. Indtil videre har hun hver gang også været så heldig at få en siddeplads ved vinduet, så hun kan afskærme sig selv fra de resterende passagerer. Men hun kan mærke, at hun bliver ængstelig ved tanken om en overfyldt kupé, i takt med at toget nærmer sig på stationen.

23-årige Kirsten Damgård lider af infantil autisme. En autismeform, som ofte kommer til udtryk allerede i barnets første leveår, og som kan betyde, at man har svært ved at tilpasse sig sociale situationer og bliver nødt til at bygge hverdagen op om gentagelser.

Det er et livslangt handicap, som samtidig gør det usandsynligt, at man – selv ind i voksenlivet – med lethed vil kunne klare sig på egen hånd. Hun bor derfor på et beskyttet bosted for unge med autisme, Kollegiet Vestergade i Ringe, hvor hverdagen struktureres efter særlige pædagogiske principper. Her får hun serveret mad hver dag på det samme tidspunkt, og på opslagstavlen i fælleskøkkenet har hun samme morgen sat kryds ud for sit navn og dermed tilmeldt sig ekskursionen til weekendens dyrskue.

Hendes værelse ligner til forveksling andre unge kvinders. Hoben af høje hæle linet op på laminatgulvet, stativet med smarte sommerkjoler. Men hun er meget bevidst om, at hun ikke er som de fleste. Også selvom omverdenen sommetider glemmer det.

I sit forgyldte gulvspejl kaster den unge kvinde et hurtigt blik på sig selv. Øjnene har hun indrammet i en okkerrød øjenskygge med en gylden tone langs vippekanten. Hun stryger rutineret sine fingre gennem det livlige pandehår og smiler. I dag er hun heldigvis glad. Men i går græd hun hele dagen uden at vide hvorfor.

I værelsets hjørne har hun på chatollet udstillet en række bamser, der alle er fra videospilserien Pokémon. En af bamserne fik hun af sin mor, da hun fyldte fire år. Resten har hun fået i gaver af sin kæreste, Simon, som også bor på bostedet. Hun ønsker inderligt at flytte sammen med Simon i deres helt egen lejlighed i Ringe. De smugkigger faktisk indimellem på boligopslag fra nærområdet. Men det er desværre bare ikke så ligetil at skrive under på en lejekontrakt.

Tidligere på dagen har hun også haft sit ugentlige møde med sin vejleder, Lena Svendsen, der er fast tilknyttet som pædagog på bostedet. De sidder på samme side af bordet og ser på de trivselstabeller, som de har udfyldt gennem de seneste måneder. Men det emne, som de taler mest om, er netop muligheden for at komme i egen bolig.

”Når jeg først har taget beslutningen om at flytte i egen bolig, er der jo ingen fortrydelsesret. Det har været så svært at få en plads her på stedet,” siger Kirsten Damgård, der flyttede fra barndomshjemmet i Sønderborg til Ringe for at kunne læse filosofi på universitetet.

Kvinderne bliver på vejledermødet enige om, at Kirsten Damgård skal i gang med selv at lave mad et par gange om ugen. Hvis hun boede i sin egen lejlighed på nuværende tidspunkt, kunne de risikere, at hun helt ville glemme at spise sine måltider, indtil kroppen til sidst ikke kunne magte mere og ville sige fra.

Det handler om at kende sit energiniveau, forklarer vejlederen. Som autist er ens forestillingsevne meget udfordret. Det betyder, at det er vanskeligt for Kirsten Damgård på forhånd at gennemskue, hvordan livet i en lejlighed vil føles. Lena Svendsen smiler opmuntrende.

”Du er godt på vej. Du har udviklet dig utroligt meget, siden du flyttede ind for to år siden.”

Kirsten Damgård har nu ansvaret for at gøre rent på sit værelse, og for nylig er hun også begyndt at vaske sit eget tøj.

Men det er ikke kun de praktiske omstændigheder, der skal være på plads, før en flytning kan blive en realitet. Noget af det, der bekymrer den unge kvinde mest, er, at hendes indre ofte ”nedsmelter”, som hun kalder det. Når noget er svært eller pludselig ikke stemmer overens med, hvordan det plejer at være, kan hun bryde helt sammen.

”Mange tror, at nu hvor jeg er blevet ældre, så har jeg ikke længere nogle problemer. Eller også glemmer de det bare. Men jeg holder jo ikke op med at være autist, bare fordi jeg bliver mere voksen. Nu får jeg bare andre problemer i hverdagen. Jeg skal selv møde i skole og gå til eksaminer og købe ind og gøre rent, og det kræver alt sammen en masse energi,” siger hun.

Men det er vel pligter, som de fleste mennesker finder lettere anstrengende at tage sig af? Kirsten Damgård ryster på hovedet.

”Ikke på samme måde. Jeg er så træt af at få stillet spørgsmålet om, hvorvidt det ikke ’bare’ handler om at lære det. For der er intet nemt ved det for mig. Det gør mig ked af det, når andre ikke kan forstå mig.”

Den anden dag var det for eksempel første gang, at hun skulle rengøre sit badeværelse. Hun endte med at blive frustreret, fortvivlet og enormt forvirret over situationen. Det var også svært for hende at forstå, hvorfor hun pludselig fik det sådan. Men det føltes, som om noget i hjernen satte en stopper for processen ved at smelte samtlige tanker sammen, indtil det til sidst blev så uoverskueligt, at hun satte sig ned på badeværelsesklinkerne og græd.

Toget kører nu helt ind på perronen i Ringe. Det ligner ikke de slags vogne, som hun normalvis stiger ind i, selvom der står det sædvanlige på tavlen. Sådanne afvigelser kan gøre hende helt i tvivl, om hun overhovedet bør stå på toget. Forvirringen minder hende også om dengang, hvor hun for første gang skulle transportere sig med det offentlige på egen hånd. Faktisk var det, da hun skulle køre fra hjemmet i Sønderborg til Ringe for at deltage i anden samtale på bostedet. Da hun stod på banegården i Odense, var det pludselig et helt andet slags tog, hun skulle med, end ved det første besøg på Fyn, hvor moderen havde været ved hendes side.

I dag tør hun godt træde ind i det ankomne tog. Hun er heldig. For der er en plads ved vinduet, og hun ånder lettet op.

Hvis de andre passagerer ser godt efter, vil de kunne ane, at Kirsten Damgård i sin nakke har tatoveret ordet ”stolt”. Det er hendes yndlingsord. For det er det ord, som hun har hørt sin mor sige så uendeligt mange gange til hende: At hun var stolt af sin datter. Moderen var den, der gav Kirsten Damgård massiv støtte gennem hele opvæksten. I gymnasietiden brugte hun alle sine kræfter på, at datteren klarede sig igennem studietiden. Hun sørgede for alt. Planen var derfor også, at de skulle flytte sammen til Fyn, så Kirsten Damgård kunne få den hjælp, som hun havde brug for, mens hun dygtiggjorde sig på universitetet.

Men sådan gik det ikke. For samtidig med at hun blev optaget på studiet, fik moderen konstateret brystkræft og døde sidste år som følge af sygdommen.

”Jeg tænkte i en periode, at jeg ikke ville kunne noget som helst uden hende. Det er en helt uudholdeligt sorg og følelse at bære rundt på. Men et år efter er jeg her stadig, og det bliver jeg jo ved med at være,” siger hun og kigger ud ad togvinduet.

Noget af det, der er vigtigst for hende at nævne i den sammenhæng, er, at hun har fået rigtig meget hjælp fra pædagogerne omkring sig, og på universitetet har hun også en mentor, som kender til den tumultariske situation.

”Og så har jeg jo Simon,” siger hun alvorligt.

”Han fortæller mig også rigtig tit, at han er stolt af mig. Med ham kan jeg få luft. Nogle gange kan jeg knække helt sammen, når jeg kommer hjem og ser ham, fordi jeg så har holdt alle følelserne og dagens mange indtryk inden i mig hele dagen for at virke normal,” siger Kirsten Damgård og fortsætter så efter en længere pause:

”Men jeg føler jo generelt ikke, at jeg er normal. Derfor siger jeg heller ikke til folk, at jeg har autisme. Jeg siger, at jeg er autist. Det er en stor del af min identitet. For det er ikke noget, som jeg ’har’ og kan operere væk, fordi jeg som 23-årig burde være mere selvstændig.”

Efter et langt kvarter ruller toget med Kirsten Damgård om bord endelig ind på perronen i Odense. Hun klarede den endnu en gang. For de andre i kupéen kan strækningen måske synes som en ubetydelig bedrift, men for hende er hver togtur et stort skridt i retningen mod øget selvstændighed.

Hver uge har Kirsten Damgård et møde med sin vejleder for at tale om, hvordan det går. ”Jeg føler, at jeg er blevet meget mere sikker på mig selv det seneste år og har udviklet mig både fysisk og oppe i hovedet. Andres meninger og holdninger til mig går mig ikke lige så meget på,” siger hun.