Denne artikel er oprindeligt udgivet 2. december 2017.
Kim Grysbæk går hen og ser ud over vandet, og så finder han et sted, hvor han kan sidde i læ for den kølige vind. Gamle tanke malet med graffiti lyser på den øde og forladte grund. Her kan man være ret sikker på ikke at møde nogen, og det har gjort stedet til et af Kim Grysbæks foretrukne mål på vandreturene i og omkring København.
I rygsækken har han en termokande med sort kaffe og en madkasse fyldt med rugbrødsklemmer til en tre timer lang vandretur. Nede i tasken er der også en lille bog, som bærer præg af at have været med på mange ture. Bogen er grøn og hedder ”Den lille pilgrimsbog”. Der er et afsnit i bogen, han ofte vender tilbage til: ”Frihed fra bekymring”. Det læser han også i dag.
”Gud er vor tilflugt”, står der.
Ordet ”tilflugt” er så at sige den hemmelighed, Kim Grysbæk vil gå videre på ud mod Refshaleøen og ind i adventstiden. At leve med i kirkeåret har de senere år fået afgørende betydning for ham. Kirkeåret er med til at give hans liv såvel retning som begrænsning, og han vil mene, at det er nærmest helbredende.
Hans liv vendte den dag, hvor han havde tænkt, at det skulle ende. Dengang var han 39 år og speciallærer på en privatskole i Nordsjælland, og sideløbende var han ved at realisere et byggeprojekt, som skulle blive til hans drømmebolig på en naturgrund ved Arresø. Hans overordnede på skolen havde nogle måneder tidligere kritiseret Kim Grysbæks arbejdsindsats.
”Kritikken havde rørt et ømt punkt i mig: ’Du er ikke god nok’, så jeg begyndte at forberede mig i ekstrem grad. Jeg ville vise dem, at jeg var god nok, så da vi skulle forberede en temauge om Besættelsen, kammede det helt over for mig. Jeg holdt møde med Frihedsmuseet i København og fik min gamle far til at sende mig de originale flyverblade fra besættelsesdagen. Og så var der også byggeprojektet.”
Den fredag i februar 2006, hvor livet vendte, var han kørt til Tisvilde i Nordsjælland for at holde et møde med kollegerne om temaugen, men det viste sig, at mødet blev afholdt på skolen.
”Min kollega havde sagt, at det kunne være hyggeligt at holde mødet hos hende, og jeg havde tolket det, som om vi skulle mødes i hendes hjem. Da det gik op for mig, kunne jeg se, at jeg ikke længere kunne fungere i jobbet, og jeg kørte ned til mine dejlige kolleger på skolen og sagde, at jeg ville køre hjem, fordi jeg var syg.”
Han vidste ikke, hvad der var galt med ham, men fandt sig selv i et landskab af mørke og ligegyldighed. Kun tanken om hans hund, Aase, som sad i sit bur i bilen, fik ham til at stoppe op ude på motorvejen.
”Hende kunne jeg ikke tage med i døden.”
Han parkede bilen ved hjemmet på Østerbro i København. Da han havde låst sig ind i lejligheden, ringede en gammel ven. Han kunne høre, at Kim Grysbæk ikke havde det godt, og ville komme over, men Kim Grysbæk svarede, at han ikke ville lukke ham ind, men det afholdt ikke vennen fra at komme.
Dag blev til aften, og en anden ven, der har en fortid som psykiatrisk sygeplejerske, kørte ham til psykiatrisk skadestue på Bispebjerg Hospital. Vennen fik lov at tage Kim Grysbæk med hjem mod at love ikke at lade ham være alene. Samme nat klokken to bankede hans storebror på døren med to guldøl. Han var kørt fra Nykøbing Mors for at være hos sin bror.
”Den omsorg, jeg mødte, da jeg blev syg, var så overvældende.”
I 10 dage var han i vennens sommerhus i Liseleje. Hans bror og vennen tog sig af ham og gik ture med hunden, mens han bare lå.
”Efter 10 dage var der en dag, hvor jeg ikke græd. Det var min ven, som gjorde mig opmærksom på det, og jeg husker, at jeg tænkte, at der måske kunne være lys.”
Fra det punkt begyndte en lang rejse mod at kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet. Han fik diagnosen ”stressrelateret depression” og fik terapeutisk og medicinsk hjælp, og samtidig dannede hans venner et værn om ham, hvor de støttede ham i mange af hverdagens praktiske gøremål.
Der gik næsten et år fra sygemeldingen, til han begyndte at arbejde. Han blev jobkonsulent i en a-kasse, og siden fik han job som underviser hos en jobsøgningsportal. Og efter nogle år var der noget, som gentog sig.
Igen var det, som om han levede med en jetmotor. Han har hverken partner eller børn, så han gav sig hen til arbejdet.
Hans ven havde i mellemtiden efteruddannet sig som stresscoach, og Kim Grysbæk besluttede at følge vennens råd. Søvnen skulle tilbage, og alt, hvad der handlede om præstation, skulle ud af hans liv. Og så skulle Kim Grysbæk prøve at gå sig fra det tankemylder, som plagede ham. Hver dag tog han metroen til Københavns Lufthavn og gik en tur på 12 kilometer tilbage til hjemmet på Østerbro.
”Det var november med blæst, regn og slud og en frygtelig trist rute, men det hjalp mig til at undslippe tankemylderet, så jeg kunne begynde at tænke på, hvad mit egenlige formål med livet var.”
Nu sidder Kim Grysbæk så med fødderne i et par godt brugte vandresko med udsigt til vandet på en både grå og kold dag. Siden sygemeldingen i 2012 har han ikke haft stress, men han har siden været optaget af, hvad han havde i sin kulturelle rygsæk, som kunne hjælpe ham til at vokse i hvilen.
Han har hevet et par år ud af sit arbejdsliv for at blive cand.mag. i diakoni på Aarhus Universitet inspireret af det diakonale engagement, han voksede op med i hjemmet i Nykøbing Mors. For et par måneder siden afsluttede han studiet med et speciale, hvor han fordybede sig i, hvad der er i luthersk teologi, som kan skærme stressramte. I næste måned skal han holde sin første workshop om hviledagen som et værn mod stress på Emmaus Højskole i Haslev. Han håber på en fremtid, hvor han kan undervise og vejlede stressramte ud fra et folkekirkeligt grundlag.
”Nåden er et centralt begreb i den lutherske teologi, men jeg har aldrig rigtig begrebet det. I samtaler med venner har jeg fået at vide, at jeg præsterede og præsterede. I dag kan jeg se, at mit kristne liv var bygget på, at jeg skulle være god nok til at leve op til at modtage Guds kærlighed, og jeg var ved at dø af min hang til præstation.”
”I dag hviler jeg i, at jeg ikke er god nok.”
Han fortæller om en workshop med den tidligere hospitalspræst Preben Kok, hvor denne sagde: ”Du er ikke god nok.” Kim Grysbæk kunne mærke, at han blev så vred, at han overvejede at udvandre.
”Preben Kok tilføjede: ’Så lad være med at prøve.’ Det forløste noget i mig. Når man vil være ’god nok’, rejser man en usynlig overligger over sit liv. Den overligger er væk, og jeg ved, det har med Guds nåde at gøre.”
Efter sygemeldingen i 2012 har højmessen fået en særlig betydning for ham. Han er vokset op med, hvad han beskriver som en glad og socialt engageret kristendom og trofast kirkegang i folkekirken i Nykøbing Mors.
I dag kommer han i Sankt Pauls Kirke i Nyboder i København ikke langt fra hjemmet, og han har opdaget, at der i kirkeårets rytme er et sted, hvor en dybere hvile kan slå rod, hvis man altså gør søndagen til hviledag.
For at forklare hviledagens betydning henviser han til den israelske sociolog og stressforsker Aaron Antonovsky (1923-1994). I Antonov-skys bog ”Helbredets Mysterium” konkluderer sociologen, at mennesker med en følelse af sammenhæng i livet er bedre i stand til at håndtere kriser og ydre pres.
”Sundhed er ikke blot et spørgsmål om godt helbred. Følger man Luthers lære om hviledagen, er der en forudsigelighed ved søndagen med dens hvile og tid til fællesskab og opbyggelse, som repeteres gennem et helt liv. Når jeg går hjem fra gudstjeneste, har jeg en følelse af, at tavlen er vasket ren. Det er der hvile i.”
Han siger, at han øver sig i at vokse i hvilen. Man kan spørge, om det ikke er et nyt præstationsprojekt. Han ryster på hovedet og smiler. Det sidste gør han en del.
”Nej, hvilen er ikke noget, jeg skal præstere, men en bevidsthed om at søge det, som er opbyggeligt både sjæleligt og menneskeligt. Det handler om at fylde sig med det, som er godt, hvad enten det er samværet med venner eller familie, fordybelse i Bibelen eller en lang gåtur med masser af dagslys, hvor jeg kan gå mig fra tankemylderet og ind i hvilen.”
I folkekirken er dåben og nadveren sakramenter. ”Sakramente” er et latinsk ord og svarer til det græske ord ”mysterion”, som betyder hemmelighed, og det er kirkelige handlinger, som er indstiftet af Jesus, og som formidler Guds nåde.
I sit speciale argumenterer Kim Grysbæk for, at såvel dåben som nadveren kan fungere som et værn mod stress.
”Både dåben og nadveren er en påmindelse om Guds kærlighed til os, og begge sakramenter minder os om vores begrænsning i forhold til Gud. Jeg har været god til at sprænge grænser, men nadveren minder mig om, at jeg er et begrænset menneske, og jeg bliver sendt ud fra nadveren for at gøre en lille forskel.”
På søndag vil han fejre det nye kirkeår sammen med menigheden i Sankt Pauls Kirke, og i skumringen vil han tænde det første adventslys. Når lyset brænder, ved han, at det er indgangen til uger, hvor han i højere grad vil prioritere tid til fordybelse i et vers fra Bibelen eller en salme.
”Der er mange sociale tilbud på denne tid af året, men jeg vil have tid til at gå ind i adventstiden. Advent kan let blive overskygget af en masse praktisk, man skal have klaret, men for mig er det vigtigt at bruge tiden til at sige farvel til det år, som er gået, og være i en lyttende position i forhold til det nye, som er på vej, og vide, at jeg må søge tilflugt hos Gud.”