Det er lørdag morgen, dagen før vi skifter fra sommer- til vintertid, og jeg er vågnet med en karakterfremmed følelse af energi og virketrang. Mens fruen sover, læser jeg en artikel om en forening, som kræver sommertiden afskaffet. Sommertid er, mener de, naturstridigt, statsligt formynderi og desuden synd for dyrene, som ikke kan finde ud af, hvornår de skal løbe over motorvejen.
Jeg overvejer at stå op, selvom det vil vække fruen, men så bliver jeg nysgerrig efter at vide, hvor længe hun kan sove, hvis man ikke forstyrrer hende. Da klokken nærmer sig halv ni, tænker jeg på, om hun kan få hjerneskade, hvis man lader hende sove for længe. Jeg beslutter at vække hende, når klokken bliver ni. Eller halv ti.
Personligt er jeg pro-sommertid. Jeg tænker, at det er ligesom at sætte penge i banken, når man har for mange, og hæve dem, når man står og mangler dem - et koncept, som for mit vedkommende også ville fungere meget bedre med lidt naturstridigt, statsligt formynderi.
Mens fruen arbejder på sit rekordforsøg, giver jeg mig selv lov til at nyde den uvante fornemmelse af overskud og generøsitet. Jeg har god tid, selvom jeg også har planlagt oprydning, biograftur, skatteregnskab, søndagsmiddag samt skrivning af to klummer. Der er ingen grænser for, hvad en ekstra time kan bruges til. Det ender med, at fruen vågner af sig selv.
”Sig mig! Har jeg sovet til kvart i ni?”, siger hun.
Såvidt jeg kan vurdere, er der ingen tegn på, at hun har fået hjerneskade.
”Rolig. I virkeligheden er den kvart i otte,” siger jeg.
Det viser sig, at oprydningen og biografturen varer hele lørdagen. Men det er ikke noget problem, siger jeg til mig selv. Jeg har jo stadig min time i banken.
Det har jeg ikke næste morgen. Teknisk set hævede jeg min ekstra time, mens jeg sov. På den anden side har jeg jo ikke brugt den endnu. Jeg har så at sige bare puttet kontanterne i lommen. Jeg vurderer, at der er tid til at løbe en tur, gå til gudstjeneste og læse søndagsavisen.
Efter frokost beslutter jeg at begynde med de to klummer og så ordne skatteregnskabet bagefter. Jeg sætter mig i sengen med den bærbare og åbner et blankt dokument. Efter en time er dokumentet stadig blankt. Katten har rullet sig sammen ved siden af mig og er faldet i søvn. Jeg læner hovedet mod sengegærdet og lukker øjnene.
Da jeg vågner, er det mørkt. Fruen står ved siden af sengen og ser på mig.
”Hvad?”, siger jeg.
”Du sov,” siger hun.
”Jeg tænkte,” siger jeg.
”Skulle du ikke lave mad?”, siger hun.
Jeg trækker dynen over hovedet.
”Du bliver nødt til det. Jeg er ikke færdig med at skrive,” siger jeg.
Da fruen råber, at maden er klar, har jeg kun skrevet tre linjer. Efter middagen sætter jeg mig og forsøger forgæves at skrive flere. Jeg lægger panden på tastaturet og indser, at min opsparede sommertid er forduftet, uden at jeg opdagede det. Det er en erkendelse, der ret præcist svarer til mine erfaringer med at sætte penge til side. Tidligt søndag aften går jeg i seng med to klummer og et skatteregnskab i underskud.
Jeg vågner i mørket med en fornemmelse af desorientering. Jeg lytter til byens lyde, men har ingen idé om, hvad klokken er. Jeg er et dyr, som står i skovbrynet og ser forvirret ud på motorvejen.
Da jeg ser på uret, konstaterer jeg, at klokken er seks. Jeg er vågnet præcis en time, før vækkeruret ringer. Mit biologiske ur står stadig på sommertid. Jeg ser det grå morgenlys komme og indser, at jeg ikke kan falde i søvn igen. Men i det mindste ved jeg, hvad min klumme skal handle om.