Prøv avisen
En scene fra mit liv

Mit livs øjeblik: Jeg blev først rigtig voksen, da jeg blev skilt

Lektor Mickey Gjerris er en kendt stemme i den offentlige debat om en række etiske spørgsmål. Drivkraften bag det engagement ligger 10 år tilbage, da han efter sin skilsmisse opdagede, at han ikke anede, hvad ansvarlighed var. Foto: Leif Tuxen

Lektor Mickey Gjerris blev først voksen som 35-årig, da han sad i en lille lejlighed, fraskilt og med ansvaret for tre børn. Det kom til at forme ham personligt og flyttede hans arbejdsliv

Det var sidst i januar 2005, og efter hurtigt at have set den lille, tomme lejlighed igennem, som kommunen havde fundet til mig, satte jeg mig i stuen med ryggen op ad muren og tænkte:

Er der en nødudgang fra den her situation? Hvordan spoler jeg tiden tilbage?

Jeg var blev skilt måneden før, og vi havde delt ansvaret for vores tre børn på fire, fem og ni år.

Jeg var selv 35 år, men det var først nu, det for alvor gik op for mig, hvor enormt et ansvar jeg havde som far. Hvordan skulle jeg - ussel og elendig - kunne skabe rammerne om en ordentlig barndom for de børn, nu hvor jeg havde bragt dem i den her forfærdelige situation?

Den fulde tyngde af det ansvar var pludselig ekstremt reel, og jeg havde det, som om jeg hvirvlede ned gennem et enormt, sort hul. På mange måder blev jeg først voksen lige der med ryggen op mod muren.

Indtil da havde jeg levet et ubevidst påtaget ubekymret liv. Jeg havde læst ”Hærværk” og ”Tilværelsens ulidelige lethed” og dyrket den forfaldsromantik, bøgerne beskrev - uden helt at forstå den.

Jeg forstod ikke, at mine handlinger havde reelle konsekvenser.

Som barn var jeg en af de der irriterende unger, der altid truede med at ”sige det til de voksne”. Ikke en bestemt voksen, bare voksne som sådan en institution, der kunne håndtere alle problemer, og den tankegang havde nok aldrig rigtig sluppet mig.

På en måde lå det i baghovedet, at hvis noget gik skævt, kunne jeg bare ”sige det til de voksne” - så kom de nok og gjorde alting godt igen.

Jeg tror, at det var min måde at flygte fra ansvaret som forælder til tre børn. Mentalt var jeg simpelthen ikke klar til det, og derfor opførte jeg mig studentikost lang tid efter, at jeg ikke længere var studerende.

At der lå helt grundlæggende forpligtelser på mig i forhold til min familie var ikke helt sevet ind. Men alt det ændrede sig i tiden efter skilsmissen.

Det var langtfra kun min egen fortjeneste. Jeg var så heldig at møde min nuværende kone nogle få måneder efter skilsmissen.

Hun var selv blevet alene med sine børn og havde stået ved kanten af den samme afgrund, som jeg nu stod ved.

Hun blev et nyt fundament for mig. Det samme gjorde gode venner og familie, men i sidste ende var det jo mig, der skulle lære at blive rigtig voksen - det var en helt nødvendig proces.

Nogle vil sige, at jeg langt fra er igennem den endnu, men jeg er i hvert fald blevet lidt bedre til at tage mine børn alvorligt.

Jeg har omsider erkendt, at det er mit fulde ansvar, at de har det godt. Det er også andres, men især mit.

Jeg skal være til stede, jeg skal være tilgængelig, jeg skal kunne lægge mig selv til side for at opfylde deres behov. Og de er nødt til at kunne stole på, at jeg er sådan hele tiden.

Den ansvarlighed er også blevet en del af mig på andre måder.

Jeg har altid været indigneret anlagt, men det har været en gratis omgang. Jeg har ikke investeret noget selv.

Nu er jeg gået aktivt ind i kampen mod klimaforandringer, og jeg bruger en stor del af min energi på kronikker, udtalelser og artikler i medierne om mange af de emner, hvor vi har et kollektivt moralsk ansvar for at forholde os ansvarligt til noget, men i stedet har en tendens til at vente på, at ”de voksne” klarer det for os.

Det gælder blandt andet vores forhold til naturen, til teknologien, til sundheds- og sygdomsetik og til religion.

Meget af min forskning, mine foredrag, min undervisning og mit engagement i Det Etiske Råd er rettet mod en generel ansvarliggørelse af folk, og det kobler jeg direkte til min egen opvågning.

Samtidig er der ingen tvivl om, at jeg hovedsageligt prædiker til mig selv for at holde mig selv fast på ikke at løbe fra ansvaret igen. For det er én ting at forstå noget - noget andet at praktisere det i sit daglige liv.