Overlæge: Jeg kan ikke se, hvordan aktiv dødshjælp kan indføres forsvarligt

Flere og flere lande indfører aktiv dødshjælp, og de lande, hvor det allerede er tilladt, udvider gruppen af patienter, der er omfattet af loven. Den norske overlæge og dødshjælpsmodstander Morten Horn tror ikke på, at det er muligt at formulere en lov, der kan modstå presset for krav om udvidelse

”Det kan for eksempel ikke forsvares, at man først efterfølgende har mulighed for at evaluere på, om beslutningen var den rigtige. Der er patienten allerede død,” siger overlæge Morten Horn. Illustration: Rasmus Juul.
”Det kan for eksempel ikke forsvares, at man først efterfølgende har mulighed for at evaluere på, om beslutningen var den rigtige. Der er patienten allerede død,” siger overlæge Morten Horn. Illustration: Rasmus Juul.

Morten Horn møder dem sommetider i sit job som overlæge på neurologisk afdeling på Oslo Universitetssygehus i Norge.

Patienter, for eksempel med nervesygdommen als, der taler om at tage til Schweiz, hvor de kan få hjælp til at dø. Patienter, der under et behandlingsforløb begår selvmord for at gøre en ende på deres lidelser. Og patienter, der anmoder ham om aktiv dødshjælp, selvom det ikke er tilladt i Norge. Konkrete forespørgsler forekommer ikke så ofte, men det sker.

”Der bliver jeg nødt til at forklare dem, at det ikke er derfor, jeg er der. I stedet bruger jeg det som en indfaldsvinkel til at tale med dem om, hvorfor de ikke længere ønsker at leve. En del patienter skifter faktisk mening, når de får forklaret, hvilke muligheder vi har for blandt andet palliation (lindrende pleje, red.),” siger Morten Horn, som har en ph.d.-grad i neurologi.

Selv er han modstander af aktiv dødshjælp, ligesom størstedelen af de norske politiske partier er det. Ønsket om aktiv dødshjælp som en måde at afslutte livet på kommer i stedet fra den norske befolkning, hvor et flertal – ligesom herhjemme – i målinger giver udtryk for, at de vil have loven ændret.

Morten Horn er ikke religiøs og mener ikke, at aktiv dødshjælp nødvendigvis er forkert i sig selv og under alle omstændigheder. Hans modstand er mere analytisk og videnskabeligt funderet end egentlig ideologisk.

I antologien ”Dødshjelp i Norden? Etikk, klinikk og politikk” fra 2020 har han i et kapitel vurderet de eksisterende dødshjælpslove rundtom i verden, og han er af den overbevisning, at de hverken er præcist afgrænset, retfærdige eller forsvarlige i den forstand, som man normalt forventer, at en lov i moderne retssamfund bør være det. Og faktisk tror han ikke umiddelbart, at det overhovedet er muligt at formulere en lov, der lever op til de kriterier.

”Det største problem er den upræcise afgrænsning. Hvad enten man er for eller imod aktiv dødshjælp, er alle vist enige om, at det ikke er noget, som skal være en mulighed for alle mennesker. Derfor bliver der nødt til at være en afgrænsning af, hvem der er omfattet,” siger han.

Men de eksisterende love, eksempelvis den canadiske, er vagt formuleret og upræcise i angivelsen af, hvilke patienter der falder inden for og uden for loven. De uklare formuleringer har ifølge Morten Horn sandsynligvis været nødvendige for at give lægerne en vis fleksibilitet. Så de overhovedet tør bruge loven. Samtidig er der indskrevet i den canadiske lovtekst, at læger ikke kan straffes, hvis de har handlet i ”god tro”.

”Man kan ikke bede en læge om at give en behandling, hvor lægen er i tvivl om, hvorvidt han efterfølgende kan blive dømt for drab. Det ville være helt uacceptabelt i en retsstat. Derfor har man formuleret kriterierne meget vagt og samtidig givet lægerne et næsten ufejlbarligt forsvar. De kan altid sige, at de handlede i god tro. På den måde har staten mere eller mindre udliciteret retten til at bedømme, hvordan loven skal forvaltes, til lægerne. Og samtidig har staten frasagt sig retten til at efterprøve lægernes vurdering og eventuelt sanktionere forkerte beslutninger,” siger Morten Horn.

Det er da heller ikke specielt simpelt at formulere, hvem der skal kvalificere til at få aktiv dødshjælp, mener han. I lande som de nordiske vil borgerne have en klar forventning om, at en lov skal være retfærdig. Opleves den ikke sådan, vil den være vanskelig at forsvare over for befolkningen, hvilket vil medføre et pres på politikerne for at tilpasse og udvide den, indtil den opleves som retfærdig. Men hvornår er det?

”Hvis man laver en lov, som er begrænset til kun at gælde en del af befolkningen, er der en iboende uretfærdighed. Hvad enten man sætter en aldersgrænse ved 15 år, 18 år eller et helt tredje sted, er den i streng forstand uretfærdig. Det vil rejse spørgsmålet om, hvorfor de, der lige præcis ikke er gamle nok, ikke må få hjælp til at dø. Der kan så opstå den lidt absurde situation, at man må fortælle en 17-årig, at han må udholde endnu et ’utåleligt år’, før vi er villige til at hjælpe ham,” siger Morten Horn.

Det kan også opleves som en uretfærdig lov, at gravide i Danmark kan få en abort frem til uge 12, men ikke i uge 13. Den grænse har der ikke været noget nævneværdigt pres for at få udvidet?

”Love, som indeholder vilkårlige afgrænsninger, vil være sårbare over for udvidelse. Se bare på Norge. Her har vi også i 40 år haft en abortlov, som giver ret til provokeret abort frem til uge 12. Men nu trækker det op til et politisk flertal i Stortinget for at udvide den grænse til uge 18. Præcis med det samme argument om, at det er uretfærdigt at nægte kvinder retten til at bestemme over egen krop, bare fordi graviditeten har passeret en vilkårligt optrukket grænse. Når vi taler om aktiv dødshjælp, handler det også om retten til selvbestemmelse over egen krop.”

Både Holland, Belgien og senest Canada har udvidet lovene hen ad vejen. I Belgien er der ikke længere nogen aldersgrænse for, hvornår man kan få aktiv dødshjælp, hvis man ellers lever op til de øvrige kriterier.

Også omfanget af lidelser, der kvalificerer, har det med at vokse med tiden. For nylig vedtog Canadas parlament, at det fra om to år også skal være muligt for psykiatriske patienter at få aktiv dødshjælp.

Netop hvilke sygdomme man skal lide af for at komme i betragtning, er en anden udfordring ved at formulere en tydeligt afgrænset lov, påpeger Morten Horn. Selvom det i øvrigt slet ikke er de somatiske lidelser, som er mest afgørende for, at folk kan have et ønske om at dø.

”Det er i stedet psykosociale faktorer som ensomhed, depression og følelsen af meningsløshed og håbløshed. De følelser kan selvfølgelig hænge sammen med sygdommen, men de begrænser sig ikke til for eksempel terminale kræftpatienter. Det er noget, som alle slags patienter – og mennesker helt generelt – kan føle og opleve,” siger han.

Derfor forekommer det ham heller ikke retfærdigt, at nogle, som går med de følelser, selv kan bestemme over deres egen død, fordi de også har nogle specifikke fysiske diagnoser, mens andre ikke kan. På trods af at de oplever de samme følelser.

”Hvorfor skal de nægtes samme mulighed?”, spørger han og giver selv et svar:

”En sådan lov kan næsten pr. definition kun være uretfærdig og vil derfor have overordentligt svært ved at modstå presset for, at den skal udvides. Det er ikke et særlig fornuftigt grundlag for en lov, at man allerede ved indførslen kan forudse, at den i fremtiden vil skulle ændres.”

Ifølge Morten Horn kunne man godt som et tankeeksperiment forestille sig et pointsystem, hvor en læge bedømmer en patients psykiske helbred og derudfra vurderer, om patienten lider nok til at kvalificere sig til at få aktiv dødshjælp.

”Man kunne forestille sig, at en læge vurderer patienten på seks-syv parametre som for eksempel graden af smerter og psykosociale faktorer som ensomhed. Men vi har ikke noget grundlag for at sætte et skæringspunkt. Hvis skalaen går til 100, og vi har besluttet, at man mindst skal have 75 point for at få aktiv dødshjælp, hvad siger vi så til en patient, der kun opnår 74 point?”, spørger han.

”Der må vi så sige til ham, at han simpelthen ikke lider nok til, at vi vil hjælpe. Problemet er bare, at der ikke er nogen fagligt baseret måde, hvorpå man kan fastsætte, hvor skidt en patients eksistentielle tilstand skal være, før livet ikke længere er værd at leve.”

Kristeligt Dagblad har tidligere i år fortalt, hvordan de sikkerhedsforanstaltninger, som skal føre etisk kontrol med brugen af dødshjælpsloven i Belgien, er mere eller mindre brudt sammen. Den behandlende læge behøver eksempelvis ikke rette sig efter anbefalingen fra de andre læger, som skal konsulteres, før en patient kan få lov til at modtage aktiv dødshjælp. Samtidig kan det kontrollerende organ, som skal føre tilsyn med brugen af dødshjælp i landet, stort set fortolke loven, som det vil. Ligesom lægerne i Canada.

Velfungerende sikkerhedsmekanismer er ifølge Morten Horn nødvendige, hvis en lov om aktiv dødshjælp skal indføres på forsvarlig vis.

”Det kan for eksempel ikke forsvares, at man først efterfølgende har mulighed for at evaluere på, om beslutningen var den rigtige. Der er patienten allerede død. Men omvendt er det heller ikke sikkert, at det vil virke efter hensigten, hvis man indfører et meget rigidt kontrolsystem, som patienten skal gennemgå, før han kan komme i betragtning til behandlingen. Det er ikke givet, at en døende patient har kræfterne til at gennemgå det. Og så virker loven jo ikke efter hensigten og hjælper ikke de patienter, som den var tiltænkt,” siger han.

Desuden er patientens pårørende en hel problemstilling for sig selv, påpeger Morten Horn. For hvad enten det er af barmhjertighed eller af egennyttige – for eksempel økonomiske – årsager, kan de pårørende være interesseret i, at en patient får aktiv dødshjælp:

”Patienterne vil altid være sårbare over for, at det er deres pårørende, som presser dem til beslutningen. Det findes der anekdotiske eksempler på fra de lande, der allerede har legaliseret aktiv dødshjælp.”

Skulle det trods alt lykkes at udfærdige en ifølge Morten Horn utopisk lov, som er både præcist afgrænset, retfærdig og forsvarlig, ville mange af hans forbehold være ryddet af vejen. Alligevel ville han på det personlige plan stadigvæk ikke synes, at det var en god idé, at den blev indført.

”Jeg ville fortsat have personlige indvendinger. Det er for eksempel en opgave, som kan være hård for de læger, som skal udføre den. Desuden tror jeg, at selv en velkonstrueret lov vil medvirke til en ændring af samfundsmentaliteten, hvor synet på døden, sygdom og patienters plejebehov ville forandre sig. Det tror jeg ikke kan forhindres,” siger han.

Omvendt ville han, hvis en velkonstrueret lov blev indført, nok ikke bruge sin energi på derefter at bekæmpe den. Da ville han i stedet bruge sin tid på at arbejde for positive alternativer som endnu bedre palliation. Var han vokset op i et samfund, hvor det i hele hans levetid havde været tilladt at få aktiv dødshjælp, er det slet ikke givet, at han havde kastet sig ind i kampen.

”Men vi har ikke en sådan lov, og jeg håber heller ikke, at vi engang skal have det. Men hvis den kommer, skal det i hvert fald gøres på en ordentlig måde og ikke som i de lande, der indtil videre har tilladt det.”

”Dét er grundlaget for mit engagement.”