Prøv avisen
Spørg om livet

Jeg kan ikke se min afdøde mand levende for mig

Bente mistede for nogle måneder siden sin mand. Nu spørger hun brevkassen, hvordan hun kan hjælpe erindringen af ham frem. For hun har svært ved at fastholde et billede af ham. Foto: Nima Stock/ritzau

Selvom jeg har mange fotos af min netop afdøde mand, kan jeg ikke få billedet af ham frem. Det savner jeg, skriver Bente, der beder om råd til at hjælpe erindringen på vej

Kære brevkasse

Jeg mistede min elskede mand for et par måneder siden. Han var lidt oppe i årene og døde efter et meget kort sygdomsforløb. Han havde en alvorlig sygdom, som var velmedicineret, og vi levede vores gode liv med de små forhindringer, som hans sygdom udsatte ham for. Vi havde været sammen i næsten 30 år og fejrede vores samliv i kirken for ikke så længe siden sammen med vores præst, børn og gode venner.

I foråret blev vi opmærksomme på, at noget var galt, og derefter tog sygdommen til og forværredes meget. Resultatet af diverse undersøgelser var meget alvorlige. Sammen med min mand og vores nærmeste blev vi enige om, at han i sin meget afkræftede tilstand ikke skulle udsættes for yderligere behandling. En fantastisk palliativ pleje blev stillet til rådighed både i hjemmet og på sygehuset, inden han døde.

Nu er der gået lidt tid efter hans død, og mit problem er, at jeg ikke rigtig kan få billedet af ham frem.

Det hører til historien, at han satte et stort præg på vores hjem med hele sin æstetiske sans og sit udtryk for det smukke i livet. Hans fantasi udfordrede min, og han fandt ind til mine interesser for natur, musik og kunst, som indtil da havde ligget og luret hos mig, men som jeg ikke havde beskæftiget mig med i mit travle arbejdsliv, ligesom jeg inspirerede ham til at begynde at tegne og male, hvilket han ikke havde gjort tidligere. Vi fandt endvidere ud af, at vi havde behov for at komme i vores nærliggende kirke og fandt stor styrke i vores fælles tro. Alt i alt fik vi rigtig mange år sammen, hvor vi gik på opdagelse inden for de fælles interesser.

Jeg er fuld af taknemlighed over de mange gode år og føler, at det var nådigt, at han ikke skulle igennem et længere sygdomsforløb, men det undrer mig, at jeg endnu ikke kan se ham levende foran mig. Jeg kan sagtens huske, hvad vi har oplevet sammen, men billedet af ham her hos mig er væk. Jeg studerer billeder, som vi har taget en masse af, men de er stadig kun papir eller en skærm, og jeg mangler synet af det levende dejlige menneske. Kloge venner siger, det er, fordi jeg fortrænger for at komme igennem min sorg, men jeg synes alligevel, det er mærkeligt, når vi har været så sammenføjede, som vi var. Har I et godt råd til, hvordan jeg lærer at se ham for mig, som han var i dagligdagen sammen med mig?

Venlig hilsen

Bente

Kære Bente

Allerførst vil vi kondolere, at du har mistet din kære mand. Det er jo ikke længe siden. Når vi læste dit brev om jeres liv sammen og om de sidste måneder, hvor din mand fik den gode palliative pleje, kom vi i tanker om Brorsons fine salme ”Den store hvide flok”, hvor der står: ”at du var her, så tro især, og slap så vel herfra”. Det er måske gamle ord, men måske er der er noget genkendeligt, som godt kunne siges om din gode mand og den måde, han blev taget vare på i den sidste tid.

Vi mærker noget af taknemmeligheden i dit brev for alt det gode, som jeres mangeårige samliv har været fyldt af, hvor I gensidigt har kunnet få det gode frem i hinanden. Det er ikke mærkeligt, at du har en meget stor sorg, når vejen af naturlige grunde ikke længere fortsætter sammen. Men vi mærker, at du har en ren sorg uden den ”betændelse”, som uforløste og konfliktfyldte relationer ofte kan føre til, når livet afsluttes.

Vi kan godt forstå, at du gerne vil kunne mindes din mand på flere plan. Du husker ham for rigtig mange ting, og du nævner flere eksempler her i brevet. Alligevel kunne du godt tænke dig at se ham for dig på en mere levende måde. Måske er det ikke helt muligt, som du kunne tænke dig det, eller måske kan det kun blive i glimt, når du mindst venter det. Det kan let blive for stressende for dig, hvis du forventer at mindes ham på en helt bestemt måde. For vi mennesker husker på så mange måder, og vores sanser kan hjælpe os med det. Måske er der bestemte lugte eller smagsoplevelser eller musikstykker, som sætter erindringer i gang. Eller naturoplevelser eller kunstværker. Indirekte kan det skabe indre billeder eller måske sætte gang i drømme om natten. Måske skal du mere fokusere på andre kanaler at mindes ham på.

Vi tænker, at du nok har hængt et godt billede af ham op i dit hjem, hvor han har et godt blik, der kan se dig i øjnene, når du kigger på ham. Du kan godt snakke med ham på billedet, og måske sige godnat og godmorgen til ham. Det er der ikke noget underligt i. På køleskabet eller et andet sted kunne du hænge en vandreudstilling med skiftende billeder af ham eller med andre billeder, som viser ting eller oplevelser, der har været vigtige for jer.

Når det er naturligt, så fortæl om ham til de venner eller den familie, som har ører, der kan lytte. Det er også en måde, hvor erindringer kan blive levende. Andres minder om ham kan bidrage til de mange facetter, der hørte ham til. Måske skulle du skrive erindringer og refleksioner og anekdoter om ham ned i en lille bog eller have en fil på din computer til det. Vi ved ikke, hvad du magter, og hvad der fungerer for dig.

I forskellige situationer i livet, også de meget glædelige, har vi nogle gange tænkt: ”Bare man kunne holde mindet helt skarpt og levende ind i fremtiden”. Det er imidlertid sjældent muligt, men måske kan man nogle gange fastholde en stemning, et billede eller en lille samtalestump. Men det, der går bort, er på en måde borte, så det er ikke underligt, at du ikke kan fastholde et helt levende billede. Samtidig er det stort, at vi har evner til at huske på forskellig vis. Selvom det kan være tungt at skulle bære minder med sig, som er sorgfulde, er det også glædeligt at bære det gode med sig og langsomt integrere de forskellige erfaringer og minder i det liv, som blev givet.

Du har kigget på mange billeder og måske også videoer og gamle smalfilm. Som antydet ovenfor tænker vi, at du ikke skal kræve af dig selv at kunne huske ham på en helt bestemt måde. Lad det komme, som kommer, husk på den måde, du gør lige nu, og se, hvad der sker. Sørg for at gøre gode ting for dig selv og tænk lidt på, hvad din mand måske ville have sagt til dig, at du kunne tænke eller gøre. Fortsæt med at finde næring på gode steder og hos mennesker, der har sans for æstetik og tro – og som kender til sorg og taknemmelighed.

Vi ønsker dig alt godt og håber, du langsomt må opleve, at livet gemmer noget godt til dig også fremover.

Mange hilsener