Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Fem hektiske dage

Caroline hjælper brandmænd og brandofre i Australien: Jeg har svært ved at se en vej frem

I mandags hjalp hun med at pakke nødhjælpskasser til brandmænd og brandofre. Caroline Høgh Groth har boet i Australien i 10 år og har oplevet, at skovbrandene er blevet værre og værre. Men aldrig så slemme som nu. – Privatfoto.

30-årige Caroline Høgh Groth flyttede til Australien, da hun var 20 år, og blev så glad for landet, at hun aldrig kom tilbage til Danmark. Hun har skabt en karriere i marketing og som influencer på Instagram og sin egen blog, men lige nu overskygger landets skovbrande alt.

Mandag

Søndag har jeg skrevet på min Instagram-profil, at jeg vil bruge mandagen på at pakke nødhjælpskasser til brandmænd og brandofre, og jeg har opfordret andre til at gøre det samme. Klokken 12 går min kæreste og jeg ned til vores lokale surferklub, Bondi Surf Club, på Bondi Beach i Sydney. Hver dag mellem klokken 9 og 15 kan man hjælpe bare ved at dukke op og pakke. Det er begyndt, fordi andre lignende klubber langs kysten er blevet evakueret og er brændt ned. Min kæreste og jeg kommer derned, og selvom stemningen selvfølgelig er kærlig, fordi vi og de andre gør noget godt, så sidder mit hjerte oppe i halsen, og der er hektisk. Mange løber i stedet for at gå rundt, og der kommer hele tiden lastbiler og personbiler, der kører ned ad kysten med kasserne, så de når frem til dem, der har brug for dem. Vi skynder os med at pakke dåsemad, campingudstyr og hvad mennesker ellers har brug for, når de ikke længere har et hjem. Der er mange mennesker, og jeg lægger mærke til, at der er folk i alle aldre. Børn på tre år og flere, der er i 70’erne. Flere har også taget fri fra deres arbejde for at hjælpe, og mange arbejdsgivere har givet deres ansatte lov til at pakke i nogle timer. Mens vi pakker, møder jeg en kvinde og hendes femårige søn. Kvinden fortæller mig, at hun har fulgt min opfordring på Instagram, og det gør mig glad, at hun ikke skjuler situationens alvor for sin søn, selvom han er lille. Han fortæller, at han vil redde koalaerne og være brandmand, når han bliver stor.

Vi er der i tre-fire timer, og det slår mig, hvor alvorligt det er. Da vi er gået hjem, tager jeg mig en grædetur. Jeg føler, at situationen er håbløs, og selvom jeg gør noget, så er det ikke nok. Da jeg har mange følgere på Instagram, er der også mange, der kontakter mig, da de håber, at jeg kan hjælpe. Derfor læser jeg mange beskeder, hvor mennesker skriver til mig, at ilden er på vej, og de ikke ved, om de overlever. Jeg vil gerne svare, og jeg prøver at samle penge ind, men det er hårdt at være der, når de gennemgår et traume. I løbet af aftenen er jeg hjemme sammen med min kæreste, og jeg kan mærke, at jeg har fået ondt i min hånd af at pakke. Jeg har i flere måneder haft problemer med den.

Tirsdag

Da jeg vågner, kan jeg mærke, at jeg i hvert fald ikke kommer til at pakke flere kasser i dag. Min hånd gør rigtig ondt, og jeg ringer til min læge, så jeg kan komme forbi i morgen. Jeg kan derfor ikke gøre så meget, og det er frustrerende. Jeg har et link på min Instagram-profil, hvor folk kan donere penge til brandmænd og ofre for skovbrandene, men jeg bliver alligevel igen ramt af følelsen af, om jeg nu gør nok. Skovbrandene har stået på i efterhånden mange måneder, og da jeg er aktiv på sociale medier, kan jeg mærke, at manges følelser er ved at nå kogepunktet. Og den frustration gør, at flere langer ud efter hinanden for ikke at hjælpe nok eller donere nok penge. Så jeg skriver et opslag på min profil, hvor jeg forsøger at opfordre til, at vi fokuserer på den hjælp, som vi bidrager med i stedet for alt det, som vi ikke kan gøre. Det skaber lidt håb, da jeg læser en vejrudsigt sidst på dagen, hvor der står, at temperaturen kommer tættere på 20 grader end 30 grader, og at det vil regne.

Onsdag

Jeg begynder dagen med at gå en tur med min hund. Da jeg træder ud af døren, er der så meget røg i luften, at det er svært at se. Jeg bruger min telefon til at tjekke luftkvalitet, og der står, at der er så meget røg, at det er usundt for dem med følsomme lunger. Så jeg skynder mig at gå en tur med hunden, og da jeg kommer hjem, hoster jeg, og jeg kan mærke røgen i lungerne. Jeg bor inde i Sydney, hvor det ikke brænder, så det er voldsomt og chokerende, at det er blevet hverdag. Min kæreste og jeg er nødt til at holde vinduerne lukket de fleste dage, og vi gør rent oftere, fordi der hurtigt kommer aske i vindueskarmene. Men jeg kan mærke, at temperaturen er faldet, og da jeg skal til lægen for at få hjælp til min hånd, kan jeg se, at der er faldet regn på min bil. Det er et lyspunkt. Jeg smiler over, at himlen er grå, og der er regn i luften. I løbet af natten kommer der 10 millimeter regn, og det er selvfølgelig langt fra nok, men jeg føler mig alligevel håbefuld.

Torsdag

Jeg går ned for at hente en kop kaffe på min lokale café, og det er underligt at være så glad for gråvejret, når det er sommerferie. På caféen er stemningen bedre end i mange dage, og gæsterne smiler mere til hinanden. Da jeg går tilbage til mit hjem, overhører jeg folk, der taler i telefon og kommenterer vejret med glæde.

I løbet af eftermiddagen læser jeg, at turistøen Kangaroo Island i det sydlige Australien er blevet evakueret. Jeg har utrolig ondt af alle dem, der må forlade deres hjem for at komme i sikkerhed, men det ryster mig også, at flere end 700 millioner dyr er døde. For mig føles koalaen som landets nationaldyr, så jeg bliver berørt ved tanken om, at de brænder. For dyr kan ikke forlade deres hjem på samme måde.

Jeg bliver utrolig trist, da jeg også hører, at to mennesker er omkommet i brandene på øen. Da premierminister Scott Morrison besøger øen, udtaler han, at ingen er døde. Jeg bliver igen utrolig frustreret over landets leder, og at han ikke engang har styr på det. Jeg har efterhånden mistet al tiltro til, at han kan samle Australien og bidrage med noget.

Fredag

Jeg er oppe at træne om morgenen, og dagen bruges på at forberede mig på et møde om aftenen. Klokken 18 mødes jeg med en flok venner, der også har en platform på de sociale medier ligesom mig. Vi vil arrangere en koncert i næste uge, hvor overskuddet går til dem, der lider under brandene. Mit liv handler for tiden meget om at finde donationer, og jeg har svært ved at forestille mig en hverdag, hvor det ikke længere brænder i Australien. Der er ikke rigtig nogen eller noget, der kan forsikre mig om, at det hele nok skal løse sig. Der har selvfølgelig været skovbrande i landet før, men det har aldrig været så ekstremt som nu, og det er blevet hverdag. I løbet af ugen har det bare været tungt at være ude at handle, for der er mere tomt i byen, og flere hylder i supermarkederne er også tomme. Det kan være svært at regne ud, om det er, fordi der er blevet købt ind til nødhjælpskasser, eller om varerne ikke længere kan skaffes på grund af brandene. Mange veje er lukkede, så varer ikke kommer frem, og byer er brændt ned, så der ikke længere kommer æbler derfra. Det er helt uoverskueligt at tænke på alt det, der skal genopbygges.