I Anne Marie Pahuus’ stue sidder en pige på syv år og ser iPad. Hun har lysende grønne øjne og små lysebrune krøller, der kruser om ansigtet. Hun smiler med tænder, der er på vej til at vokse ud, og siger høfligt goddag til sin mors gæster.
Læs også: Magasinet "Filosoffen" udkommer den 26. december.
”Ida, løber du ikke lige op ovenpå? Vi skal snakke om dig, nemlig.”
Pigen bener op ad trappen til førstesalen. Anne Marie Pahuus venter, til hun kan høre, at hun er helt oppe og trækker så fødderne op under sig i sofaen.
”Hun hader ordet ’efternøler’. Hun tror, det er sådan noget med at være lidt langsom i det.”
Langsom er datteren tydeligvis ikke, og hvorfor skulle hun også være det? Hendes mor er lektor i filosofi og prodekan ved Aarhus Universitet. Moderen er også foredragsholder og forfatter til flere bøger, blandt andet om kærlighed. Kærligheden er både hendes forskningsfelt og altoverskyggende interesse i livet, men hun snadrer ikke rundt i den romantiske suppe, når hun taler om den. Eller om yngstebarnet, efternøleren:
”Ida kom ikke for at reparere på noget, der var i stykker. Hun var et tilfælde, et lykkeligt tilfælde. Men hun betød også, at jeg åbnede mig og blev en anden,” siger hun.
Det var i november 2012, vi sidst talte sammen. Et lille og kort telefoninterview. På det tidspunkt var Anne Marie Pahuus 42 år og var et års tid før blevet udnævnt til prodekan for forskning efter i en årrække at have været institutleder og lektor på filosofi og idéhistorie.
Ikke ret mange vidste på det tidspunkt, at der i hendes mave voksede et lille nyt liv. Hun havde selv fundet ud af det i slutningen af september. På det tidspunkt havde hun allerede to store teenagebørn med ægtemanden Anders Vestergaard Pahuus, som hun har kendt siden studietiden. Datteren Katrine var 16 år og sønnen Niels 13 år.
”Jeg skulle til et bestyrelsesmøde med universitetet i Nuuk i Grønland. Jeg havde fundet ud af, at jeg var gravid og kunne læse mig til, at det var usandsynligt, at det blev til noget. Jeg var jo 42 år. Med de andre børn, især min søn, har jeg været meget kvalm, og det var jeg i mindre grad hér, så jeg tænkte, at fosteret måske var gået til grunde. Men fordi jeg ville være sikker, før jeg tog til Grønland, fik jeg en tidlig scanning i privat regi. Og så kunne jeg se det lille hjerte blinke så fint. Straks efter kom kvalmen rullende, og så kan jeg huske, jeg tænkte: ’Okay, den sidder fast!’.”
”Anders var et andet sted i sit liv. Han var egentlig færdig med det der med småbørn og havde tænkt, at nu skulle han købe sig en motorcykel. Det var dér, han var, klar til en ny type frihed. Mens jeg kan huske, at når jeg så nogen på min egen alder, der var gravide, og som blev mødre i 40’erne, tænkte: ’Gid det var mig!’. Da vi ved scanningen på sygehuset senere så det lille væsen, som var ved at udvikle sig, blev vi begge fuldstændigt forelskede i den lille krop og den søde profil, som jeg kan huske, de fremhævede ved scanningen,” siger hun.
Der lyder trin på trappen nu, og nogen lister ud i køkkenet, åbner hvad der lyder mistænkeligt meget som et fryseskab.
”Ida?”, råber Anne Marie Pahuus.
Ida kommer ind med et snedigt smil om munden og piller papiret af en Isbjørn, drejer lidt om sig selv, før hun lister op igen.
”Engang var der en pædagog i børnehaven, der bemærkede, at jeg havde givet hende to dessert-yoghurter med i madpakken. Det syntes de lige var vammelt nok deroppe. Og jeg tænkte: ’okay’, men tænkte så heller ikke mere over det. Vi har ikke ret mange principper. Generelt vil jeg sige, at hvis folk kigger en ekstra gang eller mener, vi forkæler hende, så er det en meget, meget lille pris at betale for det, vi har fået.”
Ida er lige fyldt syv år og skal i 1. klasse efter sommerferien.
”Efternøler” er ikke Idas favoritord, men Anne Marie Pahuus bruger det en gang imellem selv, når hun præsenterer datteren for fremmede.
”Folk kan nogle gange ikke finde ud af, om jeg er Idas mor eller mormor. Med det ord får jeg sagt, at jeg har flere børn end hende, og at jeg er hendes mor,” siger hun.
Måske er det mest noget, hun tænker, at folk tænker, tilføjer hun.
”I bund og grund betyder deres blikke ikke noget, men der følger da en usikkerhed med. Ida og jeg har været en del på farten og rejst sammen, siden hun var helt lille. Da vi var i Vietnam for at besøge min ældste datter, Katrine, i hendes sabbatår, troede mange vist, at Ida var hendes datter. Det kunne hun jo godt have været. Også da vi fløj til London på sommerferie, hvor Ida bare var to måneder, spurgte stewardessen, om Ida skulle spændes fast hos sin mor eller hos sin mormor? Og så sagde jeg: ’Jeg er hendes mor, og hun skal sidde her hos mig’,” siger hun og klapper på sofahynden mellem sine lår.
”Eller til Idas første skoledag sidste år, hvor Anders ikke kunne være med, men hendes to store søskende var der. Da snakken rundt om bordet begyndte, måtte mine store børn lige afklare, at de ikke var hendes forældre.”
”Jeg har det egentlig cool nok med at blive ældre. Det jo biologisk ladsiggørligt, det, der er sket. Omvendt har jeg tænkt: Hvad hvis man havde fået et barn, som ikke fik så let en gang på jord? Da jeg var 25 år og ventede Katrine, spjættede hun nogle gange inde i maven ved en høj lyd. Hvis jeg tabte noget metal ned i vasken for eksempel. Med Ida var der bare helt ro, og så tænkte jeg: ’Hun kan nok ikke høre, og måske er der noget andet i vejen.’ Jeg gik og forberedte mig selv på, at hun ikke var fuldstændig livsduelig, vel for at beskytte mig selv.”
Ida blev født i maj 2013 lige efter pinsen. Der var hvide ramsløgsblomster i skovene ved Risskov i Aarhus, hvor familien bor, husker Anne Marie Pahuus. Og hun husker sønnen Niels’ reaktion.
”Det er ikke så nemt at blive storebror, når man er 14 år. Han syntes, det var mærkeligt. Men da kammeraterne kom for at se hende og aede hende på kinden og slet ikke syntes, det var mærkeligt, fandt han ro.”
Det gjorde Anne Marie Pahuus til gengæld ikke. Hun slår over i filosofien, som om livet med den er lettere at forstå. Hun har skrevet ph.d.-afhandling om den jødiske filosof Hannah Arendt og fortæller, at Arendt skelner mellem begreberne ”realitetssans” og ”virkelighedsfølelse”.
”Jeg havde min realitetssans, jeg var ikke skør. Men der var rokket ved min virkelighedsfølelse. Jeg kunne slet ikke få Ida rykket ind i min virkelighed. Jeg blev ved med at tro, at det var en drøm, og det tog meget lang tid at få mine to virkeligheder til at passe sammen. Det var så skrøbeligt, men det var ikke, fordi jeg var bange for, at hun pludselig ikke skulle trække vejret. Det var mere angsten for, at hun faktisk ikke var der,” siger hun.
Klicheén ”for godt til at være sandt” passer meget godt på, hvordan det føltes, siger hun.
”I den ene verden lå der et lille menneske i dobbeltsengen mellem Anders og mig. Jeg var en ammende krop også. Og i den anden var jeg leder for en hel masse mennesker. Fødslen gav en åbenhed, som jeg, i hvert fald i den første tid, tænkte var uforenelig med at lede nogen. Det kræver en coolness, og den var jeg fuldstændig blottet for.”
På et universitet er der konkurrencer. Man må ikke gøre noget halvt, og lige meget om man skriver speciale, ph.d. eller doktorafhandling skal man være den, der ultimativt er mest oven på stoffet. Det har hun altid elsket, og hun kan stadig få stor energi af, at hun ikke vil være nummer to til noget, der er inden for hendes område af filosofien.
Men den kølighed, hun taler om, som er nødvendig, når man som leder skal handle, dén tog tid at genfinde.
”Der er jo en hårdhed i universitetsmiljøet nogle gange. Jeg har aldrig været manipulerende, tror jeg, men... Det er ikke sådan, at jeg slet ikke kunne lide mig selv før Ida. Det er mere, at hendes tilstedeværelse også gør mig til den, jeg er nu, med hende. Jeg tror, jeg er blevet mere effektiv som leder på den forhåbentlig ikke så køligt eksekverende måde. Hvis du spørger mine store børn, ville de også sige, at jeg har forandret mig rent menneskeligt. De mindes kun at have set mig ked af det meget få gange, før Ida kom. Jeg føler mig mere sårbar. Jeg har haft en meget kærlig opvækst, jeg er blevet vist tillid og har derfor også selvtillid, men jeg er blevet mere bange for at miste.”
I ægteskabet med Anders Vestergaard Pahuus er kontrasterne blevet mindre, efter at Ida kom.
”Jeg har været meget stræbsom, og arbejdet har fyldt virkelig meget. Han var god, og det kunne jeg godt komme til at udnytte. Det var et afsæt,” siger hun og laver en skihopperbevægelse med højre hånd i luften.
”Da de to første børn var ved at blive selvhjulpne, insisterede han stadig på, at der skulle laves varm mad til os alle om aftenen. Jeg kom til at tage den nærhed, han stod for, for givet, for han kørte jo det herhjemme, og det gik jo fint. Det er ikke, fordi han holder op med at være god, hvis jeg ikke sætter pris på det. Men det er ikke så godt, hvis det bare bliver en bund, jeg står på. Jeg skal også være god,” siger hun.
”De, der er gode, bruger ikke nødvendigvis så mange ord om det, de gør. Hvad er dit største mål i livet? spørger man, og så svarer Anders for eksempel: ’At mine børn har det godt.’ Men hvor er længslen, uendelighedslængslen i det svar? Skal du ikke nå at afprøve flere ting i det ene liv, vi har? Men jeg har lært at acceptere, at han er anderledes end mig. Han har en øjeblikkelig gavmildhed, mens jeg er nysgerrig over for det uopdagede. Den dér drømmende uro, den er kun min,” siger hun.
Da Anne Marie Pahuus barslede med sit første barn, skrev hun speciale. Med nummer to skrev hun ph.d., og barslen med Ida var den første ”pause” i meget lang tid. ”Den lille kærlighedsbog”, som hun kalder sin bestsellerbog i Aarhus Universitetsforlags serie ”Tænkepauser”, blev til under barselsorloven med Ida. Arbejdet med bogen betød et dyk ind i litteraturen, i kærlighedsforståelser hos store forfattere som Milan Kundera og P.O. Enquist.
Noget af det vigtigste var at forstå, hvordan mænd tænker om kærlighed.
”Jeg vil ikke sige, at det altid er sådan, men jeg tror, at mænd tit er større romantikere end kvinder. De skal have lov at sige til en kvinde: ’Du er hele livet for mig.’ Og det er jo grundforkert, man må ikke være hele livet for hinanden. Jeg har selv været meget optaget af frihed i kærligheden. Behovet for kærlighed, omsorg og trøst kan jeg bestemt godt have. Men kærlighed er lige så meget at blive mødt af det nye og mulighedsrige. Det er faktisk en forførertanke, at man føres hen til en anden, der med sin måde at være på kan kalde noget frem i en. Noget, som man ikke har adgang til uden kærligheden. Jeg kan blive helt sådan...”
Hun lader den ene hånd kærtegne den anden.
”Når jeg møder et fascinerende menneske, får jeg lyst til at lave de samme håndbevægelser som vedkommende. Den udtryksfuldhed, nogen kan have! Folk kan være skønne sjæle eller formulere sig på en måde, som er så skøn. Dér er jeg mere påvirkelig, end hvad godt er. Jeg flytter midlertidigt ind i andres liv, men skal jo leve mit eget.”
Kan man forlige sig med den slags uro i et ægteskab?
”Nogle gange har Anders nok tænkt, at jeg var lidt forfløjen og utålmodig. Det er noget andet end den overbærenhed, han har. Når jeg har været helt opslugt af at skrive eller meget væk fra hjemmet, så tænker jeg nogle gange: ’Hvornår hører godheden op?’. Det gør den ikke. Men det drømmende og legen med mulighederne kan blive til fantasteri, og jeg skal virkelig ikke leve et andet liv end mit eget. Det er mit liv, dét her,” siger hun.
Over trappen klukker Ida højlydt over noget, der sker på skærmen.
Skilsmisser sker kun, hvis et ægteskab i bund og grund ikke er godt, mener Anne Marie Pahuus. Hendes er godt, blandt andet fordi der er plads til, at hun kan svæve hen: i mennesker, i litteratur eller filosofiske spørgsmål. Ægtefællen har i øvrigt fået sin motorcykel.
Når det er nat, sover Ida stadig mellem sine forældre i dobbeltsengen. Hun bryder sig ikke om, hvis de lægger sig op og ned ad hinanden, så hun bliver skubbet ud til siden. Det intime liv mellem ægteparret må tages et andet sted hen, når sovearrangementet er, som det er.
”Men det er fint,” smiler Anne Marie Pahuus.
Engang var det uvirkeligt, at Ida lå der imellem dem. I dag kan Anne Marie Pahuus nogle gange have oplevelsen af, at det er Ida, der trækker hende tilbage til virkeligheden.
”Jeg vil gerne tage del i hendes liv, men jeg kan også nogle gange sidde og blive helt opslugt af at betragte hendes livfuldhed. Barnet er konkret. Hun ved godt, at man kan være i ét rum og være et andet sted i ånden, men hun kalder mig tilbage, hvis jeg bliver lidt for fraværende eller distræt. Og hun er også en termostat for, hvordan jeg har det. Du kunne se det her i sofaen, da vi skulle fotograferes,” siger hun med henvisning til for lidt siden, hvor Ida sad hér med et stort, flot fotosmil og øjne, der nervøst flakkede til siden for at fange moderens.
”Så er hun jo på samme måde som jeg lidt usikker og vil gerne svare rigtigt, når nogen spørger,” griner hun.
Og så kan Ida faktisk også være dén, der stiller sin mors intellektuelle nysgerrighed.
”Der er også nogle gange en opdagelse i dialogen med hende. Hun kan give et blik ind i en verden, hvor tingene er nye for hende, og dermed bliver de det også for mig. De svar, man får fra børn, er meget lidt overfladiske.”
Tror du, der er en højere mening med, at Ida kom?
”Jeg tænker ikke, at nogen ville, at jeg skulle have Ida. Men det er heller ikke Anders’ og min fortjeneste, det er Ida alt for meget sin egen til. I biologisk forstand er hun jo et produkt, men at hun er her er bestemt ikke en præstation,” siger hun med eftertryk.
Hun tænker lidt:
”Siden Ida kom, er jeg blevet meget opmærksom på, hvad det betyder for mennesker at have en fortælling om noget. Fortællingen om Ida kunne også have været: ’Nå ja, så fik jeg et tredje barn, videre i samme skure.’ Eller: ’Så blev du slået hjem i Ludo, og skulle til alt det der med bleer igen, hva?’. Men jeg har aldrig set det som en trummerum. Der er alt for meget forvandling i det. Ida står for mig som symbolet på, at tingene er åbne og mulighedsfulde, at det ikke er slut, når man fylder 40 år. Livet kommer til én i skikkelse af det dyrebare, man er åben for at modtage. Og jeg kan stadig lægge mig hos hende og tænke: ’Sikke et under. Er hun her virkelig?”.
Læs andre interviews i magasinet "Filosoffen":
- Anders Fogh Jensen: Vores syn på dannelse er vendt helt på hovedet
- Dorthe Jørgensen: Vi har mistænkeliggjort alt det uforklarlige
- Vincent Hendricks: Jeg troede i lang tid, at jeg aldrig ville forstå, hvad det vil sige at være menneske
- Mette Vesterager: Stress er en slags død
- Søren Gosvig Olesen: Det er ikke ret meget værd at kunne se de andres fejl, hvis man ikke kan se sine egne
- Selsing-parret: Vi provokerer ikke for sjov. Vi kæmper en dødsens alvorlig kamp
- Morten Albæk: Det er ikke arbejdet, der er grænseløst, det er dig