Pensioneret biskop: Jeg kan undre mig over, hvor hurtigt dagene stadig går

Tidligere biskop i Ribe Elisabeth Dons Christensen, 71 år, gik på pension i 2014. Et cykelstyrt var tæt på at sætte en stopper for det gode liv, hun har nu

Overgangen fra arbejdsliv til pension har været blid for Ribes tidligere biskop Elisabeth Dons Christensen. At bage boller og brød og invitere familie og venner på middag er noget af det, hun nu har god tid til. –
Overgangen fra arbejdsliv til pension har været blid for Ribes tidligere biskop Elisabeth Dons Christensen. At bage boller og brød og invitere familie og venner på middag er noget af det, hun nu har god tid til. – . Foto: Petra Theibel Jacobsen.

Fortalt af Elisabeth Dons Christensen

Jeg havde hverken glædet mig til at gå på pension eller det modsatte. Dommere, præster og biskopper har en pensionsalder på 70, og det indrettede mit hoved sig efter. Jeg stoppede som biskop i Ribe den 1. juni 2014. Få dage forinden var jeg fyldt 70 år. Jeg havde ikke nået at forberede mig på mit nye liv, for der var så meget, jeg skulle nå at gøre færdigt inden.

I de 11 år, jeg var biskop, gav jeg den fuld skrue. Jeg vidste helt fra begyndelsen, at det var den tid, jeg havde til rådighed.

Dagens biskopper er blæksprutter med mange forskellige gøremål, der er menighedsråd og præster, der skal besøges og inspireres, provstemøder, stiftsråd og forskellige udvalg, alt sammen for at støtte menighedsråd og præster i det store arbejde for at forkynde og formidle det kristne budskab bredt ud i den danske befolkning.

Som gammel seminarielærer i kristendom vidste jeg, at man ikke skal kimse ad god og inspirerende undervisning, så jeg havde sat mig for at medvirke til at opprioritere dåbsoplæring og konfirmationsforberedelse. Og så havde jeg da også travlt med at forsøge at skaffe flere præster til stiftet. Det er svært at få teologer til Vestjylland, hvor det ellers er så dejligt at være præst.

Jeg husker ikke så meget fra det sidste halve år, andet end jeg lå vandret. Den 400 kvadratmeter store bispegård i Ribe skulle tømmes. Min mand og min ældste datter kom og hjalp. Det var især de hundredvis af bøger, som var en udfordring, fordi de ikke alle kunne komme med videre. Det var hårdt at se mange af dem ende i en container, fordi ingen ville have dem.

I dag savner jeg dem, og nogle af dem burde jeg ikke have kasseret. For eksempel skulle jeg have gemt bøgerne om kvindeteologiske emner. Jeg havde glemt, at det i 2015 var 100-året for kvindernes valgret, og at jeg der blev bedt om at holde foredrag netop om kvinder og kristendom.

I dag bor jeg i en lejlighed i Vedbæk med min mand, og vi har også et lille hus i Ribe. Jeg er som regel i huset et par gange om måneden i forbindelse med besøg hos gamle venner, eller når jeg er i Jylland for at holde foredrag. Lykkes det at forbinde besøget med en søndag, så går jeg i kirke i Ribe. Det holder jeg meget af.

Det har taget tid for at mig at finde ud af, hvilken kirke jeg nu skal komme i her i området, men jeg er ved at være der.

Jeg har altid været nem at flytte på. Det betyder ikke så meget for mig, hvor jeg bor. Jeg stiller min kuffert, og så er jeg landet. Jeg synes, Danmark er et dejligt land, og jeg kunne føle mig tilpas i både København, Ribe og Vestjylland. Eller her i Vedbæk, hvor min mand helst vil bo.

Det er da også rart for mig at være tæt på mine børn og børnebørn, som bor i København, Valby og Roskilde. Det er bevidst, at vi har købt lejligheden her, der ligger tæt på stationen. Når vi bliver gamle, kan vi tage toget. Det gør jeg allerede. Jeg har fået mimrekort.

En måned efter, jeg var stoppet med at arbejde, styrtede jeg på min cykel. Det var en varm sommerdag i juli 2014. Jeg havde besluttet, at jeg skulle have noget mere motion, nu jeg havde tid til det. Jeg havde cyklet 10 kilometer og var næsten hjemme, da jeg bare skulle skifte bane på grund af noget vejarbejde, det var ganske simpelt, men det vidner også om, at man er blevet ældre og mere usikker. Jeg væltede og brækkede en lændehvirvel i ryggen.

Jeg kunne ikke røre mig og havde stærke smerter. Jeg lå midt på kørebanen, og ambulancen kom. Jeg tænkte: ”Jeg kan ikke bevæge mig. Skal det nu være sådan her?”. Det ville godt nok være ærgerligt.

"I min entré hænger dåbskjolen klar. Påskedag skal jeg døbe mit niende barnebarn i Ålholm Kirke i Valby. Dybest set er jeg stadig præst uden dog at gå andre i bedene," fortæller Elisabeth Dons Christensen.
"I min entré hænger dåbskjolen klar. Påskedag skal jeg døbe mit niende barnebarn i Ålholm Kirke i Valby. Dybest set er jeg stadig præst uden dog at gå andre i bedene," fortæller Elisabeth Dons Christensen. Foto: Petra Theibel Jacobsen

I tre uger lå jeg i sengen i sådan et tornyster, der holdt min ryg på plads. Først et halvt år efter kunne jeg begynde på genoptræningen. I lang tid troede jeg, at jeg skulle blive ved med at have smerter, men ved at træne og gå til gymnastik to-tre gange om ugen, er det lykkedes mig at slippe af med dem. I halvandet år kunne jeg overhovedet ikke løfte mine børnebørn. Det var da kedeligt.

Har man ellers et godt helbred, så er den tredje alder fuld af muligheder, som man kan gribe. Alligevel har jeg set folk, der nærmest blev syge af at stoppe med at arbejde. Jeg har slet ikke tænkt i de baner. Når man tidligt i livet har oplevet stor sorg ad flere omgange, så er det småting at blive pensioneret.

Jeg mistede tidligt tre ud af mine fire søskende. Og jeg var 51 år, da min verden for alvor brasede sammen omkring mig. Min mand gennem 30 år og far til vores fire børn døde i 1995 af en blodprop i lungen. Da var livet ikke længere det samme. Dengang tænkte jeg, at når min yngste blev 20, så kunne jeg lige så godt gå i åen. Nu er hun 31, og jeg har ikke lige tænkt det.

Jeg har lært at leve med sorgen, og den er ikke blevet en sygdom. Nu er den et savn, som jeg aldrig helt kommer af med. Selvom tomrummet er blevet fyldt godt ud af livet med min nuværende mand og alle mine børn, så er det stadigvæk sådan, at især når der sker børnene noget godt, så lyser det til himlen, at han burde være der.

Så jeg tror, det er derfor, at det for mig ikke har været hårdt at gå på pension. Verden er jo stadig intakt. Det er slet ikke slemt. Jeg lever, jeg virker, og jeg har mit gode helbred endnu da, og jeg kan bruges. Jeg har en dejlig hverdag, og mine børn og børnebørn trives.

I min entré hænger dåbskjolen klar. Påskedag skal jeg døbe mit niende barnebarn i Ålholm Kirke i Valby. Dybest set er jeg stadig præst uden dog at gå andre i bedene. Det er måske også derfor, det har været en blid overgang at gå på pension. Jeg har stadig en række gudstjenester, bryllupper og begravelser, selvom jeg ikke længere er tilknyttet en kirke. Der er mange, der henvender sig. Gamle konfirmander og folk, jeg på den ene eller anden måde har været i berøring med i Ribe og Søllerød. Det er dejligt. Det er vel meningen, at vi skal bruges her i livet. Men når jeg fylder 75, vil jeg begynde at sige nej, selvom jeg har lettest ved at sige ja.

Jeg er utvivlsomt præget af den protestantiske arbejdsetik, jeg fik med hjemmefra. Jeg voksede op i et grundtvigsk, kristent hjem på landet mellem Vejle og Horsens som nummer fire ud af en søskendeflok på fem.

Jeg var et glad barn, men også et skravl, så jeg kunne ikke blive en ordentlig bondekone. Jeg havde lyst til at gå i skole, og min mor syntes heller ikke, jeg skulle slide og slæbe som hende. Så jeg blev et af de tidlige pigebørn fra landet, der fik en uddannelse. Jeg blev gymnasielærer i historie med bifag i kristendom, men jeg havde ikke tænkt, at jeg skulle være præst.

Elisabeth Dons Christensen da hun i 1997 var blevet præst i Søllerød.
Elisabeth Dons Christensen da hun i 1997 var blevet præst i Søllerød. Foto: Privatfoto

Da jeg blev mor første gang, kunne jeg dog mærke, hvordan jeg blev den lille og fik større behov for at finde hvile i Gud og kristendommen. Samtidig pirkede min afdøde mands farbror, biskop Henrik Dons Christensen, til mig. Han mente, jeg ville blive en god præst. Jeg overgav mig, fik tilladelse til at søge embede i folkekirken, blev fluks hjælpepræst ved domkirken i Ribe, og så tog det ellers fart. Jeg læste hebræisk og teologi om natten, mens jeg underviste på Ribe Statsseminarium, og var præst ved domkirken om dagen. I 1993 blev jeg efter flere slidsomme år teolog.

Mit første fuldtidsembede fik jeg, da jeg som 52-årig blev ansat som præst ved Søllerød Kirke. Min mand var lige død, og jeg besluttede, at jeg måtte forsøge at samle de forslåede tropper i nærheden af København, hvor mine ældste børn arbejdede og studerede. I den tid var jeg ikke særligt gode venner med Gud. For mig var løsningen at komme i kirken igen og igen og gå derfra med Guds velsignelse i ryggen. Allerede ved aftenkaffen kunne jeg tænke, ”hvor blev du nu af, Gud”. Det er sådan, jeg har oplevet det. At jeg må fodres. Derfor har det været en befrielse selv at kunne arbejde med teksterne.

Det er sjovt at bo fuld tid sammen men min mand, Thomas, igen og spise aftensmad sammen hver aften. Vi blev gift i 1999, selvom jeg først ikke ville. Jeg kunne ikke tage min gamle vielsesring af. Da var han smart og sagde: ”Vi sætter da bare en mere på”. Siden har jeg gået med begge vielsesringe. Det er for mig et eksempel på, at det liv og den historie, man har haft, kan man ikke rende fra.

Thomas og jeg nåede at bo sammen i fire år i præstegården i Søllerød, inden jeg blev biskop i Ribe i 2003. Men hvad skulle han lave alene i bispegården, mens jeg selv drønede rundt til arrangementer og møder. Så var det bedre for ham at blive, hvor han havde job og kunne være tæt på sin familie. Så jeg flyttede alene ind i embedsboligen, og han besøgte mig i weekenderne. Da vi først havde fundet os til rette, havde vi det godt sådan. Og han syntes faktisk, det var kedeligt, at jeg stoppede. Han nød at komme med mig rundt.

Jeg har det fint med nu at gå herhjemme. Før var jeg udpræget morgenmenneske, men nu ligger jeg gerne i sengen til 8.30 og læser avis. Indimellem kan jeg godt have en hel dag, hvor jeg bare går rundt i min gamle natkjole. De fleste dage skal jeg dog et eller andet. Jeg passer min gymnastik flere gange om ugen, jeg skriver, holder foredrag og læser store værker som Thomas Manns ”Josef og hans brødre”. Jeg bager brød, går på havnen og køber fisk og tager toget til København for at besøge børn og børnebørn, veninder og min søster, som stadig lever. Jeg kan undre mig over, hvor hurtigt dagene stadig går.

Jeg bliver træt af folk, der brokker sig for meget. Der er min overbærenhed ikke så stor. De fleste af dem, jeg kender, har, hvad de skal have. Jeg er taknemmelig for nuet og for dagene. Jeg ser livet på pension som en ny mulighed.