Tine Kandborg Pedersen fødte sit første barn, en dreng, da hun var i uge 21 og mere end halvvejs i sin graviditet i sommeren 2019. En scanning viste, at han lå død i maven, og derfor aborterede hun.
Juridisk var han et foster og en sen abort, da den formelle grænse mellem foster og barn går ved graviditetens 22. uge. Men for Tine og hendes mand var han deres dreng, først kaldet Blyp og senere givet navnet Felix.
Og fordi den lille dreng endnu ikke var et rigtigt, juridisk barn, skulle Tine Kandborg Pedersen og hendes mand tage stilling til, hvad der nu skulle ske med hans krop. Hun fødte på Aarhus Universitetshospital, og der kunne hun vælge mellem forskellige muligheder: Enten at forestå en bisættelse eller begravelse selv. At lade hospitalets bedemand stå for en nedgravning på en plæne dedikeret til formålet på Aarhus’ Vestre Kirkegård, eller at lade fosteret komme i ”den gule spand”, det vil sige, at det blev smidt ud som medicinsk risikoaffald og brændt på en affaldsforbrænding.
”Det var en meget mørk og underlig tid, og der var mange beslutninger, der skulle tages på frygteligt kort tid. Vi talte meget, om der var noget, vi kom til at fortryde, når vi traf vores valg, og der er meget, jeg gerne ville have gjort anderledes i hele forløbet. Men at have ham sammen med andre spædbørn på en fælles gravplads er ikke én af dem,” siger Tine Kandborg Pedersen, som valgte, at hospitalet skulle stå for nedgravning i græsplænen.
I 2018 var der på landsplan 1290 sene aborter, enten spontane eller provokerede, i sidste tilfælde for eksempel på grund af misdannelser hos fosteret. I år 2000 skrev Kristeligt Dagblad om, hvordan disse sent aborterede fostre på de fleste af landets hospitaler endte som medicinsk affald, ofte uden forældrene vidste det.
”Personalet spørger i dag, om forældrene vil have barnet udleveret, eller om de ’skal tage sig pænt af det’. Men i virkeligheden burde de spørge, om forældrene ville have det udleveret, eller om personalet skal smide det ud, for det er reelt det, der sker,” sagde Helle Børglum, daværende sekretariatschef i Landsforeningen til støtte ved Spædbarnsdød, dengang til avisen.
Sådan er det ikke længere. I dag er det generelle billede, at hospitalerne giver forældrene et valg, der med lokale variationer svarer til det, Tine Kandborg Pedersen og hendes mand fik.
Charlotte Wilken-Jensen, ledende overlæge på gynækologisk-obstetrisk afdeling på Hvidovre Hospital, siger om udviklingen:
”Det er blevet en større del af bearbejdningen, at forældrene ser fostrene og har dem hos sig og derved også får større tilskyndelse til at vide og være med til at bestemme, hvad der skal ske med dem. Det er positivt, for når man har en ønsket graviditet, der er gået så langt, så tror jeg, at ens bearbejdning af sorgen er hjulpet bedre på vej af, at man har taget stilling til det her lille væsens skæbne.”
Ligesom Charlotte Wilken-Jensen har også Rigshospitalets jordemoder og sygeplejerske Mette Stokholm Mollerup været med ”hele vejen”, for hendes vedkommende i 26 år:
”Behandlingen af fostrene er et led i en udvikling, hvor patienter i det hele taget har mere medbestemmelse over den behandling, de får. Og netop denne patientgruppe har altid stået mit hjerte nær, for det er vigtigt, at de kommer igennem så forfærdelig en oplevelse så godt som muligt. Og det er fuldstændigt forskelligt, hvordan de skal behandles, man skal bruge alt, hvad man indeholder fra inderst til yderst for at hjælpe dem,” siger hun.
Tine Kandborg Pedersen fødte på Aarhus Universitetshospitals afdeling Y3, der er landets eneste enhed for tab i forbindelse med graviditet og fødsel. Og fordi hun og hendes mand boede i Aarhus for at studere, vidste de også, at de ikke ville blive i byen altid. Det blev afgørende for deres valg om, hvad der skulle ske med deres Blyp.
”Vi havde tanker om, at hvis vi fik et gravsted, vi selv skulle stå for, så ville vi føle, vi forlod ham, når vi flyttede en dag. Tanken om sådan et gravsted, der står fuld af ukrudt og glemt – det kunne vi ikke se os selv i,” siger hun.
Parret lod hospitalet stå for nedgravningen, og tre uger senere fik de et brev om, at det var sket, og et kort, der anviste vejen til gravpladsen. Næsten hver uge gik de tur forbi plænen, indtil de flyttede fra Aarhus for et år siden. Nu kommer de en håndfuld gange om året blandt andet til jul.
”Der står bamser og ligger små sten, som andre aborterede børns søskende har tegnet, og det er rart og hyggeligt at se, at der kommer mennesker forbi der. Jeg har fundet en god ro i, at han er sammen med andre børn. Han er jo ikke glemt, han var her, og han vil altid være her for os,” siger Tine Kandborg Pedersen, som i dag har en datter på fem måneder med sin mand.
Der er forskel fra hospital til hospital på, hvor hurtigt en nedgravning finder sted. Kristeligt Dagblad har forhørt sig om praksis på Rigshospitalet, Aarhus Universitetshospital, Hospitalsenheden Vest i Herning, Slagelse Hospital, Odense Universitetshospital, Aalborg Universitetshospital og Hvidovre Hospital. Alle undtagen Aarhus opbevarer fosteret på køl i op til flere måneder og nogle steder et halvt år, inden det nedgraves sammen med andre sene aborter fra den pågældende periode.
Flere fagfolk understreger over for Kristeligt Dagblad, at ventetiden ikke nødvendigvis er et problem for forældrene. Den giver dem en mulighed for at ombestemme sig og selv stå for begravelse eller bisættelse. På afdelingerne gør man sig på forskellige måder umage med at imødekomme forældrenes behov og behandle fostrene varsomt. Blandt tilbuddene nævnes, at forældrene kan tage fosteret med hjem i en køle-lift for at tage afsked, og nogle hospitaler har tilbud om sorggrupper. På Odense Universitetshospital, hvor fostrene kan ligge på køl i op til seks måneder, gør personalet meget ud af at forklare forældrene, at de håndterer det personligt og nænsomt, siger jordemoder og sorggruppeleder Rikke Bertram Grunddal:
”Det er min sorggruppekollega og mig, som sørger for, at der er helt styr på, hvilke børn der lægges i den store kiste (hvori de kremeres samlet, red.) og hvornår, og det ved forældrene,” siger hun.
Men for nogener ventetiden en ubærlig tanke, og adskillige har fortalt om dette til Kristeligt Dagblad.
En af dem er Nicoline, som ikke ønsker sit efternavn i avisen. I efteråret 2019 aborterede hun en lille pige, fordi en misdannelsesscanning viste, at pigen havde en hjertefejl, hun ikke kunne overleve uden for sin mors mave.
Nicoline fødte kun fem timer inden 22-ugers grænsen, hvor fosteret juridisk bliver til et barn. Forældrene kaldte pigen for Sol, fordi hun blev født på Rigshospitalet, mens solen gik ned over København. Hun var lillebitte, men så helt færdig ud, med streger i hænderne og negle på fingrene.
”Jeg havde et kæmpe håb om, at jeg nåede at komme over den grænse på 22 uger. Både på grund af den måde, hun så ville blive talt om og set på: som et barn og ikke bare en sen abort. Som en rigtig fødsel. Og også fordi hun så ville have fået et cpr-nummer, og der ville være et formelt krav om navn og begravelse – en masse beslutninger ville være blevet truffet for os,” siger hun om de juridiske – og følelsesmæssige – følgevirkninger af at nå over grænsen.
I stedet skulle hun og hendes mand nu vælge mellem de løsninger, der er på Rigshospitalet for sene aborter. Det vil sige, om de ville lade hospitalet stå for enten nedgravning eller bortskaffelse, eller om de ville sørge for bisættelse eller begravelse selv.
Først valgte de hospitalets løsning om kremering og fællesgrav med andre sene aborter på Bispebjerg Kirkegård.
”Men vi fik efterfølgende at vide, at det først ville ske i januar, hvor jeg havde født i november. Jeg kunne ikke holde tanken ud om, at hendes lille krop skulle ligge alene på køl så længe og vente på, at de havde ’samlet nok døde børn til bunke’,” forklarer Nicoline.
Hun fortsætter:
”Det er så unaturligt, at man som forældre efterlader sit barn. Man går ind på et sygehus og mærker en livlig pige i maven, og så efterlader man hende i et køleskab, så lille og alene. Jeg syntes, det var makabert. Det blev en meget praktisk ting for et sygehus, sådan: ’Vi skal nok tage os af det, men vi skal lige have fostre nok, før vi kan tage os tid og energi til at nedgrave hende’. Men når man er i sorg, har man brug for et sted, hvor man kan komme ret hurtigt og placere den sorg, og det var svært at vente flere måneder, før man havde vished om, hvor hun var.”
Nicoline og hendes mand valgte i stedet at begrave Sol på Assistens Kirkegård tæt på deres hjem:
”Hvor jeg kan komme og drage omsorg for hende, når jeg nu ikke kunne give hende det liv, hun fortjente,” siger Nicoline, som ikke har fået børn siden. Forældrene valgte en plads på et halvvildt areal med stauder og under et lille nyplantet træ. Så kan træet gro med næring fra den lille krop, der ikke selv kunne vokse op og blive stor.