Prøv avisen
Spørg om livet

Hvorfor bliver ægtefæller behandlet værst?

”Jeg ville gerne, om I kunne forklare mig, hvorfor det er den nærmeste i livet, ægtefællen, der bliver behandlet værst,” skriver Elvira. Foto: Nima Stock

Udadtil er min mand venlig og underholdende, men hjemme lever jeg med bevidst ondskab og voldsomme skældsord, skriver Elvira, der beder om hjælp til at fortælle om sin situation til sine nærmeste

Kære brevkasse

Ellens brev til brevkassen for 14 dage siden om en utro eksmand berørte mig dybt. Samtidig var det en stor lettelse at læse hendes ærlige beretning om livet med eksmanden. Endelig var der en, der brød tabuet og fortalte om skjulte svigt og ydmygelser, manglende empati og kærlighed samt om mandens dobbeltliv. Og I gav hende gode anvisninger på at komme videre. Men hvorfor er det et tabu? Fordi man frygter ikke at blive troet og forstået? Ingen kan gennemskue den, man kalder psykopaten i jakkesæt.

Jeg ved det fra mit eget liv med voldsomme skældsord, råhed, ikke-eksisterende empati, nedgøring, løgn og endda bevidst ondskab, hvilket både påvirker mig psykisk med nedture og fysisk med forskellige symptomer. Men min mand er – uden for hjemmet eller sammen med de voksne børn eller sammen med venner – venlig, vidende, underholdende, og folk imponeres. Derfor bliver jeg mødt med skepsis og mistro, hvis jeg prøver at tale med nogen om de ting, der foregår. Så jeg siger kun meget lidt. Ingen vil for alvor tro mig, og der vil blive rystet på hovedet, hvis jeg bare gik ud af ægteskabet. Jeg ville formentlig havne i ensomhed og endnu mere sorg.

Jeg ville gerne, om I kunne forklare mig, hvorfor det er den nærmeste i livet, ægtefællen, der bliver behandlet værst og i det skjulte. Dernæst ville jeg gerne have råd om, hvordan man eksempelvis kan fortælle noget om forholdene til sine børn eller eventuelt til venner, uden at de anser det sagte for ond snak eller fnidder.

Jeg læser altid jeres brevkasse, hvor I siger kloge ting, vi alle kan bruge.

Venlig hilsen

Elvira

Kære Elvira

Allerførst har vi lyst til at udtrykke respekt og medfølelse. For du lever i en meget presset situation. At blive udsat for ydmygelser, ondskab, svigt og løgne nedbryder systematisk ens person og ens selvværd. Ingen kan leve upåvirket i det univers.

Som vi skrev om for to uger siden, findes der mennesketyper, som er vidt forskellige ude og hjemme. Det er vi jo alle under en eller anden form. Derhjemme kan man måske slappe af og være mere sig selv og vise også de primitive sider, og når man er på arbejde eller i anden social sammenhæng, tager man sig ofte sammen og viser de pænere sider. Det er den mere almindelige version.

Men så findes der mennesker, som i højere grad har to slags ansigter, hvor de lever af en beundring ude i verden og samtidig kan finde det i orden og berettiget at ydmyge en ægtefælle, et barn eller en anden nærtstående.

Ofte har disse personer ting i deres egen personlighedsudviklingshistorie, som delvist kan sige noget om adfærden, men der kan også være mørke og destruktive ting, som ikke umiddelbart lader sig forklare. Det sværeste for de nærmeste er, at vedkommende kan mangle empatien for, hvilke smerter de påfører andre. I stedet argumenterer de ofte med, at det jo er personens egen skyld, og at det er grunden til, at de reagerer, som de gør.

Når man er den nærmeste til en sådan person og er sammen på almindelige hverdage, er det ikke muligt for et sundt menneske at blive ved med at hylde og beundre vedkommende, uanset hvilken væremåde man udsættes for. Og det bliver man så straffet og ydmyget og kritiseret for. For den pågældendes trivsel og tilfredshed er betinget af gentagen beundring og behovstilfredsstillelse.

Det er ikke en let sag at afgøre, om et menneske har psykopatiske træk, og vi kan ikke her afgøre, om din mand er blandt de tre-fire procent af Danmarks befolkning, som kan rubriceres der. Alle skal vi være påpasselige med at bruge den betegnelse for hurtigt. Men hvis vi slet ikke snakker sammen om, at der findes sådanne mennesker, og ikke mindst at der findes mennesker, der slides ned af dem, så er der mange, der svigtes.

Du fortæller, at du siger meget lidt, holder tingene for dig selv og lider i stilhed. Til det har vi lyst til at sige, at det er på høje tid, at du bruger den myndige og faste side af dig. Den kan være ret udslidt, men du bliver nødt til at finde resterne frem, så du ikke opløses helt som person. Du har det sikkert lidt som ægtefæller til alkoholikere. De kan næsten ikke holde samlivet ud, men så finder de igen og igen argumenter for at blive, og til sidst er de så selvudslettede, at de næsten ikke kan tage initiativ til at banke i bordet og sige stop.

Vi ved ikke, hvor gammel du er, men du skriver, at I har voksne børn. Du kan have rigtig mange år foran dig – og du skal overveje, om du vil leve i det univers i måske flere årtier endnu. Vores ønske er som oftest at opmuntre til at arbejde for sit forhold og søge hjælp, så man kan få ryddet op i nogle af de svære ting, man har i sit ægteskab. I dit tilfælde ved vi ikke, om der er noget håb for forandring, når man tager dine ord for pålydende.

Vi synes først og fremmest, at du skal samle al den styrke, selvrespekt og retfærdighedssans, du kan finde i dig selv. Og så skal du finde et menneske, som du i fortrolighed kan fortælle hele din livsfortælling. Du må ikke gå alene med det. Du må finde en klog præst eller en vis psykolog, som du kan komme hos mange gange. Vi synes, du skal skrive din historie ned, og tag det gerne med til den, du snakker med. Selvom du ikke lige nu er parat eller har mod til at flytte fra din mand, kan det være klogt at snakke med en sagsbehandler, en jurist eller en bankmand om, hvad det rent praktisk kan betyde, og hvordan du står økonomisk og boligmæssigt, hvis du valgte det.

Og så tænker vi, at næste skridt er at fortælle tingene eller læse op af et brev til nogle af dine bedste venner. Hvis de slet ikke tror på dig, er det ikke dine bedste venner. Så må du snakke med nogle andre. Og så må du spørge dem, om de slet ikke har tænkt over nogle ting i alle de år, de har kendt dig og din mand? Nogle gange kan der dukke uventede støtteting op, hvis der blot bliver taget hul på det.

Vi tror, det er vigtigt, at du har gennemtænkt tingene sammen med en god samtalepartner og delt det med en eller flere gode venner, så du har øvelse og selvtillid nok til at snakke med dine voksne børn. Fortæl dem, at du er bange for, at de ikke tror dig, men at du har et ønske om, at de vil lytte med åbne sind. Vi håber, at dine børn er så modne, at de kan forstå, at du ikke sidder og snakker med dem for sjov, men at det er dødelig alvor, for du vil ikke leve i dette dobbeltunivers resten af livet.

Hvordan din mand reagerer på en sådan proces, er vanskeligt at vide. Det kan både udløse stor vrede eller bønner og anger. Ingen af delene må du lade dig imponere af, men roligt forsøge at holde fast i dig selv og mærke efter, hvad du egentlig tror på og ved om ham og jeres forhold.

Og samtidig må du holde god kontakt til samtalepartnere og venner. Hvor svært det end kan være, må du ikke lade angst og medlidenhed styre. Det kan være en svær vej at gå for dig, men du må i bevægelse for ikke at størkne i et liv uden kærlighed, sandhed og håb.

Mange hilsener