Prøv avisen

Naser Khader: Jeg lever i et åbent fængsel

Prisen for at ytre sig kritisk om islamisme har været høj for Naser Khader (K). I snart to årtier har sikkerhedsvagter været en del af hans hverdag. – Foto: Leif Tuxen

Når Naser Khader (K) henter en mælk i supermarkedet, gør han det aldrig alene. Han har døgnet rundt ansatte fra Politiets Efterretningstjeneste tæt på sig. Det begrænser privatlivet, og særligt belastende kan det være for hans børn

Da Naser Khader, folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti, for tre år siden flyttede, var det til en lejlighed med et ekstra værelse. Et værelse, der blev indrettet til flugtrum med skydesikre vægge og døre, skulle det ske, at det en dag lykkes nogen at bryde ind til ham med det formål at forvolde ham og hans familie skade eller endnu værre – slå dem ihjel.

Da PET, Politiets Efterretningstjeneste, adviserede ham og hans familie om rummets funktion, stillede Naser Khaders dengang 10-årige søn et spørgsmål.

”Men hvad skal jeg så gøre, hvis min far løber derind alene og lukker døren, inden jeg når med. Skal jeg så løbe ud på altanen?”.

Fra sit kontor på Christiansborg har den syriskfødte politiker, debattør og forfatter indvilliget i at fortælle om, hvordan det er at leve med konstante dødstrusler hængende over hovedet i en grad, så han er nødt til at have beskyttelse fra PET. Alle døgnets 24 timer, uanset hvor han befinder sig. Og det er ikke nogen ønskværdig tilværelse, forstår man hurtigt – slet ikke, når man har børn, der også berøres af situationen.

”Jeg sagde selvfølgelig til ham, at jeg aldrig nogensinde kunne finde på at løbe ind i værelset og efterlade ham. Men det er i situationer som denne, at det gør ondt. At ens 10-årige søn skal forholde sig til de trusler, der er imod mig.”

Til hverdag prøver han at holde både sin søn og datter så anonyme som muligt. For eksempel har han måttet sige nej til, at der må stå Khader på ryggen af sønnens fodboldtrøje, ligesom han har vænnet sin datter til, at hun, når hun skal med sin far på café, må huske at bestille et ekstra bord til de folk, der skal sørge for deres sikkerhed.

Han vil ikke gå i detaljer om sine børns sikkerhed, men han understreger, at de steder, hvor børnene færdes, i skolen for eksempel, ved personalet, hvad de skal være opmærksomme på, og hvor de skal ringe hen, hvis der skulle opstå noget kritisk.

Hans søn og datter må heller ikke uden videre tage venner med hjem. Naser Khader, eller rettere PET, er nødt til at vide, hvem de er.

”Det er børn, og de gør ikke noget, men de går måske hjem og fortæller nogle ting, og selvfølgelig kan man ikke 100 procent skjule, hvor man bor. Jeg har jo naboer, for eksempel. Men jo færre, der ved det, jo bedre. Det er sådan nogle ting, jeg er nødt til at tænke over hele tiden,” siger han og erkender, at børnene til tider oplever det som ekstremt belastende, at deres far lever med dødstrusler og PET-beskyttelse.

”De synes nogle gange, at det er irriterende, at vi ikke kan gå eller cykle en tur, uden at der er nogen bagved. At man ikke kan gå i Tivoli og prøve rutsjebanen, uden at der sidder to bagved. De vil jo bare gerne være sammen med deres far alene.”

Det er ikke nyt for Naser Khader at leve med beskyttelse fra PET. Første gang, han oplevede at måtte have beskyttelse, var i slutningen af 1990’erne, hvor han, når han var ude at holde foredrag i forbindelse med sin bog ”Ære og skam”, i visse områder måtte have følgeskab af politiet.

Efter den 11. september 2001 steg behovet, og da de såkaldte Muhammed-tegninger blev offentliggjort i 2006, og den danske ambassade i Damaskus blev sat i brand, blev det begyndelsen på en tilværelse, hvor han aldrig er helt alene.

Det betyder for eksempel, at han aldrig har prøvet at køre i metro i København. Det er 10 år siden, han har prøvet at køre med en offentlig bus, og det der med at stikke ned efter en mælk i supermarkedet, det er ikke noget, han gør. Forinden skal området afsøges, eller han må sende en anden.

Naser Khader har, fortæller han, på mange måder vænnet sig til at leve et liv, hvor han konstant overvåges, men han er også bevidst om, at det har sin pris.

”Jeg føler mig tryg ved, at nogen passer på mig. Det er nødvendigt, og det virker præventivt, så nogen holder sig fra at gøre noget, fordi de ved, jeg har beskyttelse. Men på den anden side er der jo ikke noget, der hedder privatliv mere. Du kan ikke gå på gaden med en kæreste, for eksempel, og skændes eller fjolle, for der er nogen bag dig hele tiden. Spontaniteten, den er væk,” konstaterer han.

Selvom den personlige pris ved at ytre sig kritisk om særligt islamister og jihadister har været og stadig er høj, har Naser Khader aldrig overvejet, at det kan være anderledes. Ligesom han aldrig havde forestillet sig, at det skulle komme dertil, hvor han end ikke på Christiansborg kan gå rundt, uden at PET følger ham.

”Jeg har jo aldrig siddet og lavet konsekvensberegning og tænkt, at hvis jeg siger det, så sker der nok det og det. Jeg siger, hvad jeg mener, og jeg skriver, hvad jeg mener. Og så er konsekvensen desværre den, at vi i dag er nogle, der faktisk lever i et åbent fængsel, og at der er steder, hvor vi bare ikke kan færdes,” siger han og fortsætter:

”Egentlig er det mærkeligt, for det, der sker, er, at mens du kæmper for frihed, får du begrænset din egen. Og det er da en mærkelig tanke at leve med, at der er nogle, der ønsker, at du ikke eksisterer, og som sidder og har nogle planer omkring dig. Men alternativet er at tie stille – og det er meget værre. Og selvom jeg tav fra i dag, ville det jo ikke være slut i morgen. Der er nogen, der husker og vil hævne,” siger Naser Khader.

Han påpeger selv sin opvækst i Syrien som en af årsagerne til, at han holder fast i sin ret til at ytre sig. Og under alle omstændigheder er der ingen, der fortjener dødstrusler, mener han.

”Jeg er ikke voldelig – jeg bruger mine argumenter til at være kritisk over for ekstremisme, fanatisme og folk, der ikke vil indordne sig og være demokratiske borgere. Vi kan godt være uenige, men altså – man skal ikke true. Det er helt grotesk.”

Et par gange under interviewet er Naser Khader lidt længere end ellers om at svare. Det er, når det handler om PET. Han ved, at der er ting, han ikke må og bør fortælle, men samtidig mener han, at befolkningen har ret til at vide, at der er mennesker i Danmark, der ikke kan leve frit på grund af deres ytringer og meninger.

For eksempel spørger Kristeligt Dagblad ham om, hvorvidt der har været situationer, hvor PET har gjort en forskel, så reelle trusler er blevet afværget. Det svarer han meget forsigtigt på.

”Ja, der har været situationer. Og ja, det gør da noget ved en. Men mere kan jeg ikke gå i detaljer,” siger Naser Khader.

Det er ikke engang altid, at den konservative politiker selv kan få detaljer om beskyttelsen og det aktuelle trusselsniveau.

”Nogle gange, når jeg spørger, kan de ikke svare mig af hensyn til deres efterforskning eller af hensyn til deres muldvarpe,” siger han.

Det er heller ikke sådan, at han bliver private venner med de PET-folk, der varetager hans sikkerhed. Det må de ikke, og det ønsker han heller ikke. Men nogle af dem har været med i mange år og kender både hans børn og den resterende familie.

Naser Khader er ikke den eneste danske politiker, der får beskyttelse fra PET. Det samme gør Folketingets formand Pia Kjærsgaard (DF) og integrationsminister Inger Støjberg (V). Dem taler han indimellem med, for det kan være rart at vende livsbetingelser med nogen, der er i samme båd som ham selv.

”For eksempel var der for ikke så længe siden et indlæg i Berlingske, tror jeg, hvor Bertel Haarder nævnte, at han syntes, der var blevet alt for meget med sikkerhed på Christiansborg. Da talte vi om, at det kan han kun sige, fordi han ikke selv lever med en personlig trussel.”

Cirka hver anden måned rejser han til USA, fordi han har tilknytning til tænketanken Hudson Institute i Washington. De ture er blevet til en slags momentane frirum for ham. I det store land er der ikke så mange, der kender ham.

”Jeg kan godt lide at være i USA, for der har jeg mere luft. Politiet ved, når jeg er der, og hvor der skal ringes hen, hvis der er noget. Det er derovre, jeg køber mine underbukser og skjorter. Det har jeg ikke gjort i Danmark i 10 år,” siger han og slår et højt grin op.

Trods den belastning, det er at leve med dødstrusler inde på livet, virker Naser Khader ikke udadtil som en slagen mand. Han har da heller ingen forventninger om, at han i nærmeste fremtid atter kan gå frit på gaden uden beskyttelse.

”Jeg forestiller mig ikke, at det slutter om et år. De folk, der truer mig – islamister og jihadister – er stadig på fremmarch. Jeg har lært at sige til mig selv, at det er et vilkår, jeg må leve med. For mig er det ligesom at tage en overfrakke på, når jeg forlader mit kontor. Jeg lægger først mærke til det, når andre gør mig opmærksom på det,” siger han og rejser sig, for at Kristeligt Dagblads fotograf kan tage et billede af ham umiddelbart uden for hans kontor.

Vi forlader hans kontor. Naser Khader, fotograf og journalist. Og så selvfølgelig et par unavngivne mænd, der diskret, men opmærksomt overvåger området.