Morten Messerschmidt om søsterens død: Jeg lever i fuldstændig vished om, at vi ses igen

For to måneder siden blev Morten Messerschmidts søster dræbt. Siden har højmessen været stedet, han er søgt hen for at finde nyt mod og forsoning med tabet

”I forbindelse med gudstjenesten har sorgen fået rum og fokus, og flere søndage har jeg fundet en lindring og følt, at jeg er gået ud af kirken med lidt mere frisk mod, end da jeg gik ind,” siger folketingsmedlem Morten Messerschmidt (DF), som er fotograferet i Ordrup Kirke nord for København, hvor han trofast kommer.
”I forbindelse med gudstjenesten har sorgen fået rum og fokus, og flere søndage har jeg fundet en lindring og følt, at jeg er gået ud af kirken med lidt mere frisk mod, end da jeg gik ind,” siger folketingsmedlem Morten Messerschmidt (DF), som er fotograferet i Ordrup Kirke nord for København, hvor han trofast kommer. Foto: Leif Tuxen

Den første søndag efter sin søsters død gik Morten Messerschmidt til højmesse i Ordrup Kirke. De seneste 10 år er han ret trofast kommet til søndagens gudstjeneste i den røde kirke med de to tårne i Ordrup nord for København, men denne søndag kom han med et indre kaos. Et kaos, som fyldte ham to dage tidligere, da han stod på S-togsstationen i Charlottenlund. Det var en tidlig fredag morgen med en kold blæst, hvor alt lignede hverdag med pendlere på vej fra forstaden ind mod København. Selv var han på vej til et møde i Folketingets Europaudvalg på Christiansborg, da hans telefon ringede. Det var hans mor. Hun fortalte, at hans lillesøster var blevet slået ihjel. Mens han stod med telefonen på stationen og hørte moderens ord, havde Morten Messerschmidt en oplevelse af, at hans sjæl for altid ville huske dette øjeblik.

”Min første tanke var: ’Er børnene o.k.?’ Line har fire børn, og de var der, mens det skete. Resten af den dag handlede om Lines børn, og det var først ud på natten, at chokket over hendes død for alvor fæstnede sig i mig, for der var en masse praktiske forhold om børnene, som tog opmærksomheden.”

Da han hørte præludiet den søndag i Ordrup Kirke blandt velkendte ansigter fra menigheden, sad han med et dybt ønske om at kunne gå fra kirken med fornyet mod.

”Den første gudstjeneste efter Lines død var svær at komme igennem. Jeg var bevidst om at bruge højmessen til at få nogle af tankerne på plads om den tragiske situation. Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at der skete en slags forsoning i forbindelse med højmessen.”

Artiklen fortsætter under annoncen

Jeg blev mindet om, at det kun er et kapitel, som adskiller os. Lines bog blev ikke så lang, som vi havde håbet; men bogen stopper ikke, fordi livet her på Jorden stopper. Livet fortsætter hos Gud, og nu må vi andre leve det liv, som er os forundt med det kapitel, vi skal skrive. Når det engang er gjort, så tror jeg på, at vi ses igen. Trøsten er at vide, at et farvel kun er et på gensyn,” siger Morten Messerschmidt.
Jeg blev mindet om, at det kun er et kapitel, som adskiller os. Lines bog blev ikke så lang, som vi havde håbet; men bogen stopper ikke, fordi livet her på Jorden stopper. Livet fortsætter hos Gud, og nu må vi andre leve det liv, som er os forundt med det kapitel, vi skal skrive. Når det engang er gjort, så tror jeg på, at vi ses igen. Trøsten er at vide, at et farvel kun er et på gensyn,” siger Morten Messerschmidt.

”Jeg blev mindet om, at det kun er et kapitel, som adskiller os. Lines bog blev ikke så lang, som vi havde håbet; men bogen stopper ikke, fordi livet her på Jorden stopper. Livet fortsætter hos Gud, og nu må vi andre leve det liv, som er os forundt med det kapitel, vi skal skrive. Når det engang er gjort, så tror jeg på, at vi ses igen. Trøsten er at vide, at et farvel kun er et på gensyn.”

Hans forældre gik fra hinanden, da han var halvandet år, og hjemme i murermestervillaen nær banen i Frederikssund i Nordsjælland følte han sig tidligt som manden i huset. En følelse, som blev forstærket, da han som syvårig blev storebror til Line, som nok var biologisk halvsøster, men som han så på med broderlig ømhed. Det var først, da Morten Messerschmidt var teenager, at hans mor mødte sin nuværende mand og giftede sig.

”Når jeg tænker på min barndom, så ser jeg for mig min mor, Line og mig. Vi var meget tætte, og jeg var nok meget beskyttende.”

Knap et kvarters gang, ovre på den anden side af banen, boede hans mormor og morfar. Her kom Morten Messerschmidt meget. Han fik et tæt forhold til ikke mindst sin mormor. I næste måned er det et år siden, hun døde. Det var et tab af en særlig livsven. Morten Messerschmidt mener ikke, at der har været en dag, hvor de to ikke havde kontakt. De to hjem var ret forskellige, og som voksen har han reflekteret over, hvordan der herskede to forskellige værdisæt i hjemmene.

Morten Messerschmidt var syv år, da han blev storebror, Han var en beskyttende en af slagsen og følte sig som manden i huset. Han siger: ”Når jeg tænker på min barndom, så ser jeg for mig min mor, Line og mig. Vi var meget tætte, og jeg var nok meget beskyttende.”
Morten Messerschmidt var syv år, da han blev storebror, Han var en beskyttende en af slagsen og følte sig som manden i huset. Han siger: ”Når jeg tænker på min barndom, så ser jeg for mig min mor, Line og mig. Vi var meget tætte, og jeg var nok meget beskyttende.”

”Hos min mormor og morfar blev værdien af kontinuitet, ordentlighed, flid og sparsommelighed prioriteret. Mormor lærte mig værdien af at have en grundlæggende ordentlig tilgang til livet. Min mor er et typisk barn af emancipationen, der udfordrer autoriteterne, og hun lærte mig noget, som jeg også har taget med mig.”

De første år blev hans lillesøster passet af mormor. Siden kom storebror og lillesøster til at gå på samme skole. Han fortæller om morgener, hvor de sammen cyklede mod skolen, og husker, hvordan han jævnligt holdt øje med søsteren i skolegården.

”Vi var tætte og fortrolige. Som voksne kunne vi tale om, hvordan vores livsformer tog os i hver sin retning. Min søster interesserede sig ikke synderligt for politik, men vi bevarede en ærlighed imellem os, og hun rådførte sig gerne med mig om alt fra børnenes skolegang til praktiske spørgsmål. Det var naturligt, at jeg stod fadder til hendes to ældste børn. Vi talte også om tro. Hun var meget glad for Græse Kirke ved Frederikssund, der er en folkekirke med en meget fri gudstjeneste med guitarsange, som hun og børnene kunne synge med på. Her blev de to yngste børn døbt i sommer, og her bisatte vi hende fra.”

Line Messerschmidt blev bisat to uger efter drabet. Morten Messerschmidt var med til at bære. Han bar forrest. Da de stod med kisten ved den ventende rustvogn, bad han Fadervor, så de, der stod tættest på, hørte det.

”Jeg er meget glad for Fadervor. Med den bøn er alt sagt, og samtidig er det som at vende hjem. Det er ikke rigtigt, at man skal bære sin lillesøsters kiste, og slet ikke i den alder. I den situation var Fadervor de eneste ord, som gav mening, ledsaget af et ønske om en god rejse.”

Morten Messerschmidt forsømmer helst ikke en søndag i kirken i Ordrup. Tabet har understreget troens plads i hans liv. Han kan nærmest sætte dato på, hvornår han blev regelmæssig kirkegænger. Det var i november 2010, hvor han fyldte 30 år og brugte ledige stunder på at tænke over sit liv. På det tidspunkt var han ret fortrolig med både Bibelen, salmebogen og gudstjenestelivet. Da han skulle i gymnasiet, søgte han optagelse på Sankt Annæ Gymnasium i København og pendlede mellem hjemmet i Frederikssund og musikgymnasiet i Valby. På gymnasiet blev han kendt for sit lyse hoved og sin klare tenor, og det syntes oplagt at søge jobbet som kirkesanger ved Islebjerg Kirke i hjembyen. Han trivedes med embedet og holdt fast ved det, da han begyndte at studere jura på Københavns Universitet, men han var ret sikker på, at han ikke troede. Det forandrede sig.

”Tro er en beslutning om at høre til og give sig hen til det, som vores hjerner ikke kan fatte, men som man kun kan sanse. Jeg mener, der er uovervindelige argumenter for, at der selvfølgelig må være en Gud, og at Kristus må være hans søn. Man kan ikke være halvt troende, så jeg valgte det til. Jeg besluttede, at jeg ville høre til i kirken.”

”Tro er en beslutning om at høre til og give sig hen til det, som vores hjerner ikke kan fatte, men som man kun kan sanse. Jeg mener, der er uovervindelige argumenter for, at der selvfølgelig må være en Gud, og at Kristus må være hans søn. Man kan ikke være halvt troende, så jeg valgte det til,” siger Morten Messerschmidt.
”Tro er en beslutning om at høre til og give sig hen til det, som vores hjerner ikke kan fatte, men som man kun kan sanse. Jeg mener, der er uovervindelige argumenter for, at der selvfølgelig må være en Gud, og at Kristus må være hans søn. Man kan ikke være halvt troende, så jeg valgte det til,” siger Morten Messerschmidt.

Et af de spørgsmål, han tumlede med, inden han fandt frem til sit credo, lød: Hvad med naturlovene? Han fandt det interessant at reflektere over, om det mon er et tilfælde, at alle atomer i universet optræder efter den samme lov. Og han kom til den konklusion, at det ikke kunne være et tilfælde.

”Før var jeg selv i den naturvidenskabelige grøft, men jeg begyndte at spekulere på, om det mon virkelig kunne passe, at alt kan forklares ved en evolutionær udvikling, når man ser de store forskelle, som der er på dyr og mennesker i sjæleliv og relationen. I dag føler jeg mig overbevist om, at mennesket er skabt. Det betyder ikke, at evolutionen ikke findes, men det ene udelukker ikke det andet.”

Han argumenterer og forklarer uden mange pauser. Det er en samtale, han finder vigtig. Han har ført den mange gange både med venner over et glas vin, og hen over køledisken i mødet med vælgere. I den slags samtaler har hans samtalepartner ofte bekendt sig til en tro på noget, som er større end den enkelte.

”Mange har svært ved at have tillid til en tro, som ikke er håndgribelig. Når troen bliver konkret, bliver det for nogle også svært. Når jeg siger, at de mirakler, vi får beskrevet i Bibelen, er et ret godt vidnesbyrd om, at der er en Gud, og at Messias er kommet, så bliver samtalen svær. Jeg har mange venner, som mener, at de er ateister, og som derfor må leve deres liv i en hel ubegribelig uvished. Jeg ville føle mig enormt sårbar og isoleret, hvis jeg alene havde det naturvidenskabelige verdensbillede. Derfor bekymrer jeg mig om folk, som har det sådan, og jeg taler gerne med dem om tro.”

Ni dage efter sin søsters død var Morten Messerschmidt tilbage på Christiansborg og fik tilladelse til at takke for de mange hilsner til ham og familien fra Folketingets talerstol.

”Jeg syntes, det var rigtigst at gøre det sådan. Det var rørende, hvordan politikere fra alle partier sendte hilsner og blomster ikke bare til Dot og mig, men også til min mor og hendes mand. Opmærksomheden gør, at man føler sig mindre alene. Når man bliver ramt af stor sorg, skyr mange mennesker desværre den sørgende. Det er svært at håndtere, og mange viger derfor udenom. Det har jeg oplevet flere gange. Og det giver savnet en enorm ensomhedsfølelse. Derfor betød den varme, vi oplevede fra omgivelserne, rigtigt meget.”

I tiden efter tabet er han flere gange blevet spurgt, om han kan tro på Gud, når noget så ondt sker. Han tænker på spørgsmålene og svarer, at det er at vende tingene på hovedet, når man spørger sådan.

”Gud har ikke givet os løfter om et saligt og lykkeligt liv. Han har med sin søn givet os løftet om salighed i efterlivet. Det er det, Kristi gerning vidner om.”

Det er to måneder siden, søsteren, som det hed i familiens dødsannonce, ”på mest brutale vis” blev taget fra dem. Hun efterlod sig fire mindre børn, og når Morten Messerschmidt fortæller om tiden efter dødsfaldet, har beretningen to spor. Det ene handler om de fire børn. Familien vil gøre sit til at sikre dem en tryg og varm opvækst, på trods af at de tidligt er blevet ramt af modgang. Derfor påtog han og samleversken Dot Wessman sig også i år opgaven, som søsteren plejede at stå for, og lavede pakkekalender med to gange 24 gaver til de to store børn.

Det andet spor er tegnet af sorgen. Morten Messerschmidt har altid holdt af Hostrups ”Julebudet til dem, der bygge”, men denne jul har han mange gange taget sig selv i at synge om det lys, som ”jager det stigende mulm på flugt, åbner udsigten fra det lave, trøster mildelig mellem grave”. Og så har han passet sin kirkegang.

”I forbindelse med gudstjenesten har sorgen fået rum og fokus, og flere søndage har jeg fundet en lindring og følt, at jeg er gået ud af kirken med lidt mere frisk mod, end da jeg gik ind.”