Det har ikke været nogen nem beslutning at sætte Bollegaard til salg. Jeg fyldte 78 år for nylig, og jeg købte huset på Djursland i 1994, så det er mange år, jeg har boet her. Men det er et stort hus – over 500 kvadratmeter, og det er en stor mundfuld for en i min alder. Så nu er det nu. Men det har taget mig lang tid at beslutte mig, for jeg er glad for huset.
Jeg havde været lærer i Langå i 30 år, da jeg blev skilt, og jeg havde altid gerne villet prøve at have en bed and breakfast, så nu skulle det være. Og det er jo gået godt, for jeg har boet her i mange år. Jeg har drevet det alene, og det er der mange, der synes er godt gået, men sådan er det bare blevet. Jeg har nok også kunnet bruge hele huset, fordi jeg netop var alene og ikke skulle jage rundt med mand og børn herude.
Det er ikke et gods, men hvis det skal være lidt højtideligt, blev det i mange år kaldt ”enkesædet”. Det blev bygget af en enke i 1920 på en parcel udstykket til en gård, der hed Bollegaard. Det tog mig tre år at lære at bruge navnet, for jeg synes, det er frygteligt, så jeg plejer at lægge trykket et andet sted, så det bliver ”Bolle gaard ”.
Jeg plejer at sige, at enten bor man her i mange år, eller også flytter man efter tre-fire år. Enken boede her i 8-10 år, og jeg har boet her i 26 til oktober. Så jeg tror, jeg har rekorden, men det er ikke så væsentligt og altså ikke derfor, jeg er blevet boende. Jeg har været rigtig glad for at bo her, det var lige mit sted. Jeg købte det jo for at lave B&B, men at det så siden er kommet ind over med familiesammenkomster og kurser, har været mit held, for det har betydet, at jeg har mødt mange gode mennesker og kunne bruge huset til mange ting.
Mange er kommet igen og igen gennem årene, og det er jeg glad for. Der er familier, der har reserveret den samme weekend år efter år til at holde sammenkomst, og jeg plejer at sige, at hvor der er godtfolk, kommer godtfolk til.
Min familie siger, at jeg ikke vil herfra, og det har de sikkert lidt ret i, for jeg har trivedes med det i alle årene. Men jeg må også erkende, at det bliver for meget. Nu skal jeg bo i noget mindre.
Jeg tror, jeg vender tilbage til Langå. Mange af mine gamle venner lever ikke længere, men jeg har stadig god kontakt til mange der, og det er et godt sted i forhold til transport. Herude er man nødt til at have bil, men jeg kan ikke regne med at blive ved med at kunne køre bil til evig tid, så Langå giver også gode forbindelsesmuligheder i den henseende.
Jeg er spændt på at se, hvem der overtager Bollegaard. Det er et vidunderligt sted, og der er en fin by tæt på, Hevring, med nogle ildsjæle, der sørger for, at der altid sker noget. Og vandet er ikke langt væk. Måske kan det blive et godt tofamiliehus, eller det kan køre videre som B&B. Nu trænger det til nye kræfter. Forhåbentlig nogen, der vil bo her længe og blive glade for det, som jeg har været.