Prøv avisen
Mit livssyn

Lars Knutzon: Jeg måtte være min egen far og mor

Privatfoto

Skuespiller Lars Knutzon forbinder sin barndom med duften af mos, for som elev på Nødebo og siden Bagsværd Kostskole var naturen en vigtig værdi. Omsorg fra forældrene var der ikke meget af

Skuespilleren Lars Knutzon står i vejkanten og vinker til gæsten. Måske klog af skade, for huset, som egentlig er et sommerhus i udkanten af Nivå, er let at køre forbi. Han har slået sig ned her på grund af naturen. Han viser vej ned i sit arbejds- og musikværelse, hvor han kan sidde ved klaveret og samtidig betragte blishønsene ude på Lergravssøerne.

Han kunne tilbringe langt mere tid her med udsigt til fuglelivet på søerne. Han er gammel nok til leve som pensionist, men er stadig i sving og har eksempelvis tilbragt det meste af december på Fyn i forbindelse med optagelserne til en både sjov og tragisk spillefilm med titlen ”Hvad med julen?”. Han oplever, at der i dag er mange om rollerne, men når man er fyldt 76 år, så bliver alderen en fordel, for mange af hans jævnaldrende kolleger er ikke længere aktive.

Hvordan vil du beskrive dit livssyn?

Det er sådan et spørgsmål, jeg jævnligt stiller mig selv. Overordnet er jeg meget forvirret, og det bliver ikke nemmere med årene, hvilket både kan gøre mig glad og ked af det. Men naturen er mit fundament, og jeg synes, det er ganske forfærdeligt at se, hvordan den bliver smadret af os mennesker. Mosebøgernes beretning om dansen om guldkalven genspiller sig alt for ofte, når mennesker, drevet af grådighed, ser stort på naturen.

Hvad har formet det?

Min mor, Lulu Ziegler, havde en kabaret i København, og under krigen sang hun sange med en underspillet kritik af nazismen, og hun blev hvisket i ørene, at det ville være klogt, om vi tog til Sverige. Jeg var to år, så jeg husker ikke flugten, men tiden i Sverige var en forvirret tid. Min mor var et stort navn og rejste rundt og optrådte i Sverige, mens min far var sammen med min storesøster og mig. Vi boede 15 forskellige steder i Sverige, og det har nok sat sit spor i mit forvirrede sind. Jeg har kun billeder af et af de steder, hvor vi boede: En træhytte ude i en skov.

Da jeg var seks år, kom jeg på Nødebo Kostskole, som var en frisindet kostskole, og jeg kom til at tilbringe talrige timer ude i Gribskov, og det har sat sig så tydeligt i min krop. Jeg kan huske, at jeg engang gemte mig under et tæppe af mos. Jeg løftede det forsigtigt op og krøb under det som et tæppe. Skulle jeg skrive mine erindringer, skulle de hedde ”Duften af mos”. Den duft minder mig om at løbe rundt og lege musketerer med jævnaldrende og ro ud på søen på en lille flåde. Siden kom jeg til Bagsværd Kostskole, hvor jeg også var omgivet af natur og altid havde nogle, jeg kunne dele den med. Det står som stærke, trygge og positive tidlige erfaringer.

Hvad gør dit liv rigere?

Musikken. Skulle jeg leve mit liv om, ville jeg være musiker. Der var ikke meget musik på kostskolen, men jeg er vokset op i et hjem med musik, og fra jeg var 12 eller 13 år, begyndte jeg at interessere mig for jazzmusik, og det er stadig en livsnerve for mig. Jeg holder også af klassisk musik, og noget af det, som kan røre mig mest, er at lytte til Bachs og Händels store oratorier eller gregoriansk sang. Hildegard af Bingens korværker for eksempel kan bringe mig i en stemning af noget fantastisk, som breder sig helt ind i kroppen og får mig til at svæve, mens jeg lytter. Det er religion for mig. Dramatikeren Arnold Wesker har sagt, at musikken er den kunstart, som er berørt af guderne. Det giver jeg ham ret i.

Hvad betragter du som din største ulykke?

Ser man på skolefotoet fra min første kostskole, er ham den lille blonde mig. Så lille var jeg, da min far (Per Knutzon, red.) døde i 1948. Jeg lå på græsplænen ved vores hus i Kastrup og legede med min kammerat Søren, da jeg fra frøperspektiv kunne se min mor komme løbende ud på verandaen. Hun løb ned til mig og sagde: ”Lars, Lars, far er død.”. Men hun kunne lige så godt have spurgt: ”Hvad vil du have på brødet?”. Jeg fattede intet, men jeg husker, at vi legede videre med en brandbil, og at Søren sagde: ”Det har du godt af.” Min fars død kom uventet. Han var instruktør og skuespiller, og ved en middag efter en premiere blev han dårlig, rejste sig og faldt om.

Min søster, som var seks år ældre, brød fuldstændig sammen, for hun var stærkt knyttet til min far. Jeg var så lille, så jeg havde ikke den samme forælder-sorg. Jeg var ikke med til min fars begravelse, og der blev ikke talt om hans død. Min familie tilhørte ellers de kulturradikale, og den moderne børneopdragelse var under udvikling, men følelsesmæssigt var der ikke meget at hente. Jeg fik stor frihed og ingen bank, men jeg havde ingen at tale med. Min mor var ikke nogen mor for mig, så jeg var min egen mor og far og havde mig selv og mine kammerater.

Hvad tror du på?

Jeg er ateist uden at være en aggressiv en af slagsen. Jeg blev ikke døbt, for min far var rødglødende kommunist, og min mor var rød og fra et frisindet, borgerligt miljø. Jeg mindes aldrig at have været i kirke med mine forældre, men da jeg kom til kostskolen i Nødebo, gik vi i kirke, og jeg forbandt det med noget trygt. Jeg bilder mig ikke ind, at jeg er upåvirket af den kultur, jeg lever i, og jeg sætter stor pris på meget af den kunst og musik, som er skabt i kristendommen, men det kan ikke gøre mig religiøs. Jeg går til en del begravelser, og jeg har også tænkt på, hvordan jeg gerne selv vil begraves. Min mor, far, søster og farmor er begravet på Søllerød Kirkegård. Der skal jeg nok også selv begraves. Og når det kommer til begravelser, synes jeg, at kirkens ritual kan noget.

Hvilke åndelige og moralske forbilleder har du?

Når jeg ser ud ad vinduet, kan jeg se ænder og nogle gange et svanepar. Der er meget inspiration at hente i at se på ænderne og den ro, hvormed de lever livet. De snadrer tillidsfulde omkring på græsset, og her er rigeligt at spise, så hvorfor egentlig bekymre sig og fare rundt?

Hvad skal der stå på din gravsten?

”Jeg er forvirret”.

Skulle Lars Knutzon leve sit liv om, ville han vie det til musikken