Prøv avisen
Spørg om livet

Jeg magter ikke det samme som tidligere, og det giver mig dårlig samvittighed

Min mand og jeg har stadig fuldtidsarbejde, og et af vores børn bor stadig hjemme. Vi er også blevet bedsteforældre, og vi har hver en forælder, der lever. Selvom børnene er blevet ældre, oplever jeg ofte, at jeg synes, hverdagen er ganske fyldt med alverdens små og store gøremål, og samtidig kan jeg begynde at mærke, at jeg ikke er helt ung mere, skriver Karen til brevkassen. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Med fuldtidsarbejde, børnebørn og gamle forældre kniber det med overskuddet, skriver Karen, der mangler kræfter til at vedligeholde de mange gode venskaber, hun og ægtefællen har

Kære brevkasse

Jeg følger altid med i brevkassen. Selvom nogle temaer ligger langt fra, hvad jeg har oplevet, så synes jeg altid, man kan lære et eller andet. Jeg er godt klar over, at mange spørgsmål er ganske alvorlige. Derfor har jeg også været i tvivl, om jeg kunne tillade mig at komme med et mere hverdagsagtigt spørgsmål.

Min mand og jeg har stadig fuldtidsarbejde, og et af vores børn bor stadig hjemme. Vi er også blevet bedsteforældre, og vi har hver en forælder, der lever. Selvom børnene er blevet ældre, oplever jeg ofte, at jeg synes, hverdagen er ganske fyldt med alverdens små og store gøremål, og samtidig kan jeg begynde at mærke, at jeg ikke er helt ung mere.

Der er ting, som jeg gerne ville, men som jeg ikke altid får klemt ind i hverdagen, og det kan være frustrerende. Samtidig må jeg også være realistisk. Vi er så privilegerede, at vi har opbygget mange gode venskaber. Men jeg må også indrømme, at jeg desværre ikke magter at invitere så ofte, som jeg har lyst til. Jeg glædes, når det lykkes, men jeg kan godt gå rundt med en form for frustration eller en slags simrende dårlig samvittighed.

Min frustration bliver ikke mindst tydelig, når jeg møder nogle bestemte af vores venner i en eller anden sammenhæng. Så siger de ofte:

”Vi må altså snart mødes”, eller noget i den retning. Og så fyldes jeg bare af både dårlig samvittighed og et pres for at komme ud af starthullerne. Men når tingene så står i kø i hverdagen, og tiden går hurtigt, så får vi ikke gjort noget ved det.

Det er heller ikke sikkert, at det behøver være vores tur til at invitere. Det er jo ofte vanskeligt at finde ud af, hvordan sådan nogle sociale spilleregler fungerer. Uanset så bliver jeg fyldt med dårlig samvittighed, når det bliver sagt. Det er ellers søde folk. Min mand siger, at jeg bare skal slappe af. Men det er jo det, jeg ikke gør. Har I nogle råd til mig?

Venlig hilsen

Karen

Kære Karen

Tak for dit brev. Hverdagstemaer er også meget velkomne i brevkassen. Sådanne har vi alle sammen, og det er en del af det mangfoldige og til tider udfordrende liv. Vi tror, at der er mange, der har det som dig. Når man har været på arbejde og klaret de helt almindelige dagligdags ting, er det ikke mærkeligt, at kræfterne er brugt.

Du skriver, at I både har ældre forældre og også børnebørn, så der kaldes sikkert på jer fra forskellige sider. Samtidig har I stadig et hjemmeboende barn, og begge er I i arbejde. Livet er ofte både mere omfattende og begrænset, end vi ønsker, og tid er ikke en ubegrænset faktor.

Af naturlige årsager magter I ikke det samme som for år tilbage. Det kan være svært for mange at se i øjnene i en kultur, hvor mange ret modne folk egentlig både ser vitale og forholdsvist ungdommelige ud. Men de fleste får ændret arbejdskapaciteten med alderen, mens kravene til en selv ofte kan være uændrede. Og det kan skabe en frustration, som ligger i sindet og trykker.

Når dine ellers gode venner siger, at I gerne snart skal ses, så tolker du det fluks, som om det er dig, der må tage initiativet. Det er ikke sikkert, at budskabet er sendt af sted med samme intention, selvom vi medgiver, at selve formuleringen kan være lidt vanskelig at forstå. Det kan være usikkert, hvem bolden så at sige ligger hos. Det havde været lettere, hvis der blev sagt for eksempel:

”Når vi får mere luft i kalenderen, så vender vi tilbage, for det kunne være hyggeligt snart at få jeres besøg”. Så var ansvaret på en anden måde placeret. Nu ligger det lidt hen i det uvisse, og så griber det din samvittighed.

Måske skal du forsøge at vende det på hovedet. Du har nogle venner, som gerne vil dig, og som synes, det kunne være hyggeligt at mødes. Det er ikke sikkert, at der er indlagt en skjult besked. Du må forsøge at tolke det så godt for dig selv som muligt og så få et nøgternt forhold til, hvor megen tid du har, og hvor ofte du magter at invitere gæster i det hele taget.

Ofte er det jo ikke bare det at få besøg. Det handler jo også ofte om, at man synes, der skal gøres rent, handles ind, laves lækker mad og så videre. Måske er der mange af os, der med fordel kunne blive bedre til at skrue forventningerne til os selv ned og stille mindre krav om, at alt er i orden. Det er jo ikke de nyvaskede køkkengulve, der gør indtryk, men primært samværet og det, man fik snakket om. Sådan kan vi godt narre os selv og hinanden.

Måske skulle man også blive bedre til for eksempel at invitere til en omgang hverdagsmad nogle timer. Måske skulle man endda italesætte sådanne temaer netop sammen med gode venner og gå foran og være ærlig og sige, at kræfterne er ikke, som de har været, selvom arbejde og andre gøremål ofte kræver det samme, og at det gør, at man ikke kan overskue at holde det tempo, som man måske kunne engang.

Vi kender nogle mennesker, som sammen med en gruppe gamle venner har bestemt, at de spiser sammen en gang om måneden fra klokken 18.30 til 21.30. Det skal være enkel mad. På den måde kræver det ikke så meget, og forventningerne er afstemt. På den måde lykkes det at få nogle gode timer sammen med jævne mellemrum.

Der er sikkert også andre måder, man kunne gøre det på, således at man finder et niveau for samvær, der også kan tilpasses, når vi bliver ældre. Måske skulle man også i ny og næ tillade sig at købe noget hel- eller halv-fabrikeret mad, når man får gæster. Det tager nemlig lang tid at stå lave en god middag, og måske forventer man, at der både skal være lidt, når folk kommer, lidt til desserten og endda også noget til kaffen, og så alt det midtimellem.

Ikke mindst for folk, hvor helbredsmæssige ting har været en udfordring, og hvor mange ting ad den vej måske er blevet reduceret, er det ofte vigtigt at revidere synet på kræfter og ressourcer. Det kan være ganske svært – ikke mindst, hvis man er vant til at besidde energi og så pludselig bliver ramt på den vitale evne. Der vil det hjælpe, at man allerede var i god træning med at tale om det ægte almindelige hverdagsliv med hinanden, før sådanne ting kom ind i ens liv for alvor.

Det er så vigtigt at kunne tale ærligt om, hvad man formår i det daglige. For livets begrænsninger er vi alle underlagt. Og vi er alle mennesker, der hele tiden skal prioritere kræfter og tid og vælge til og fra, ikke mindst i vores tid, hvor muligheder står i lange køer foran os og tilbyder det ene og det andet. I barmhjertighedens navn må man træne i at være realistisk om, hvad man kan nå, og hvad man har kræfter til.

Din mand siger i bedste mening, at du skal slappe af. Det er nogle gange lettere sagt end gjort. Måske er det enklere for dig at gøre det, hvis I fik delt sammen, hvad I har kræfter til, og hvilket niveau invitationer og fællesskab med andre skal have.

Måske skulle I planlægge lidt ud i fremtiden, således at I får set på, hvornår det er muligt at se hvem og hvornår. Hvis man får aftalt ting og sat det ind i en ramme, så har tingene det med at fylde lidt mindre i sindet, end hvis det bare flyder rundt som en form for dårlig samvittighed. Måske skulle I samle op på de ting, som du gerne ville nå i de kommende måneder.

At arrangere en lille julehyggestund på et realistisk og overkommeligt niveau, hvor flere bidrog og tog noget med, kunne være en mulighed. Husk, at det handler om at være sammen i et godt og ærligt fællesskab, og det er ikke en konkurrence om at blive vurderet som den bedste kok eller værtinde. Det perspektiv er der mange af os, der med fordel kunne tænke videre over.

Mange hilsener