Prøv avisen

Efter afsked med dødfødt barn: ”Jeg manglede et menneske at give min kærlighed til”

37-årige Arvid Asmussen og hustruen, Elise, havde allerede fået Silje (midtfor) og Levi (til højre), da de mistede et barn sent i graviditeten. Da Karla Viktoria (forrest) kom til verden, kunne Arvid Asmussen endelig videregive sin ophobede kærlighed til et nyt liv. – Foto: Niels Aage Skovbo/Fokus.

I dag er det tre år siden, at 37-årige lovsangsleder Arvid Asmussen sammen med sin hustru mistede et barn i graviditetens uge 35. Da hustruen blev gravid igen, var ventetiden en daglig prøvelse i at have tillid til det gode

Min hustru, Elise, blev gravid i foråret 2016. Vi strålede over udsigten til et tredje barn, men jeg mærkede også en lettelse, da vi var kommet sikkert forbi de første 20 uger af graviditeten, hvor risikoen for at abortere var størst.

Vi fik Silje i 2009 og Levi i 2014. Imellem de to havde vi dog oplevet flere spontane aborter. Lægerne forvissede os om, at vi ikke befandt os i nogen særlig risikokategori. Vi havde egentlig bare været umådeligt uheldige. Alligevel mærkede vi et skår i den ubekymrethed, som ellers havde præget os under den første graviditet.

I graviditetens uge 35 – den 30. november 2016 – var Elise til et rutinetjek hos sin jordemoder for at tale om den nært forestående fødsel. Så ringede hun uventet til mig på mit arbejde.

”De kan ikke finde nogen hjertelyd,” sagde hun stille i telefonen.

Jeg fangede faktisk ikke alvoren, før Elise bad mig om straks at køre mod Skejby Sygehus for at møde hende.

Lægen, der scannede Elises mave, fortalte os efter en grundig undersøgelse, at Alfred var død inde i maven. To knuder på navlestrengen havde taget livet fra ham. Det føltes, som om hele verden rystede. Også selvom jeg først slet ikke var i stand til at reagere.

Det er i dag tre år siden, at vi befandt os på det særskilte hospitalsafsnit: Afdelingen for spædbarnsdød.

Al den kærlighed, vi havde glædet os til at give til Alfred, blev hjemløs med hans død. Jeg havde allerede knyttet mange følelser til det nye liv, som vi ventede på. Sorgen og ventetiden hænger på den måde tæt sammen for mig.

Det mest værdifulde råd, som sundhedspersonalet på Skejby gav os, var, at gøre sorgen så konkret som muligt. At skabe nogle konkrete minder om Alfred sammen, så det ikke bare blev en graviditet, der gik galt. Så vi delte ham med verden og præsenterede ham for venner og familie. Vi tog billeder og brugte lang tid på at nusse hans kolde hud og se på hans lukkede øjne. Det skabte et meget stærkt nærvær mellem Elise og mig, at vi var i stand til at sætte ord på vores tab sammen.

Jeg indprentede mig også mentalt Alfreds ansigtstræk, så jeg sidenhen kunne hente minderne om ham frem, når jeg havde lyst til eller brug for det.

Men jeg manglede stadig noget. Jeg bar ikke på en sorg over noget, jeg havde haft, ligesom det normalt er tilfældet, når man mister en, man har kær. Snarere bar jeg på en sorg over en fremtid, som jeg aldrig fik med mit barn. Alt det, som jeg havde forestillet mig og forventet, forblev uforløst.

Jeg læste senere nogle undersøgelser om, at langt de fleste mennesker, der har været igennem noget lignende, stadig ønsker sig et barn. Lysten til at få et barn er måske større end frygten for at miste det. Sådan havde vi det i hvert fald. Vi hverken kunne eller ville erstatte Alfred, men vi syntes alligevel, at der manglede et menneske i vores familie. Vi talte derfor løbende om muligheden for at blive gravide igen. Det tog et halvt år, før vi havde modet til at prøve på ny.

Det kunne heller ikke være Guds vilje, at det skulle ”slutte sådan”. Der måtte være gode planer foran os. Selvom det ville være naturligt at blive vred på Gud, mærkede jeg, at det, der var sket, var helt uforeneligt med det billede, jeg havde af Gud. Vreden var i stedet rettet imod uretfærdigheden og ondskaben. Jeg fik en tillid til Guds godhed ved at opleve hans modsætning.

Vi var en del af en sorggruppe efter Alfreds død. Her forstod jeg, at sorgen for mange var noget meget privat. At vi havde valgt at gøre sorgen konkret og tale åbent om Alfred gjorde, at det på en eller anden måde var nemmere for os at genvinde en tro på livet, en tillid til Gud og et håb for det gode i fremtiden. Den åbenhed var i hvert fald helbredende for mig.

Da Elise et lille år efter Alfreds død blev gravid, føltes hver dag som en livsvigtig eksamen. Selvom jeg havde Guds godhed i baghovedet, nagede frygten for at miste et nyt liv konstant. Det var, som om vi hver dag havde 50 procent chance for at klare os igennem og 50 procent risiko for at miste. Også selvom det jo slet ikke forholdt sig sådan. Der lå en ubehagelig følelse af afmagt i at erkende, at barnets overlevelse var uden for vores kontrol og indflydelse, og graviditeten var en daglig prøvelse i at have tillid til det gode. Vi var derfor også tilbageholdende med vores glæde og forventninger denne gang.

På hospitalet fik vi nogle ekstra såkaldte ”trøstescanninger” for at blive bekræftet, i at alt stadig var i orden. Men jeg syntes egentlig, at det var forfærdeligt. For selvom hjertelyden gav et øjebliks lettelse, fik jeg efter ganske kort tid fuldstændig samme mavefornemmelse som før.

Utrygheden blev også nærværende for vores børn. Særligt for vores ældste.

”Nå, er det så i dag, at I skal op og se, om Karla Viktoria er død?”, spurgte Silje en morgen inden en af vores trøstescanninger.

Hun forstod vores bekymringer. Hun havde jo også en meget tydelig sorgoplevelse over at miste Alfred. Vi prøvede at tale med hende om det. Det var et stort spørgsmål for en lille pige at forholde sig til, og jeg mærkede en stærk beskyttertrang blandet med en afmagt og taknemmelighed. Det var en taknemmelighed over det, som vi allerede havde fået, fordi det ikke længere kunne tages for givet. Silje og Levi. Når man venter på noget andet end det, man har nu, er det fint også at være taknemmelig for det, man har. Sorrig og glæde de vandre til hobe.

En sommerdag i juni blev Karla Viktoria født. Velskabt og fuld af liv. Det var en helt vild forløsning.

Karla Viktoria blev på en gang et spejlbillede af Alfred og samtidig helt sin egen. Hun klemte fingeren, når jeg nulrede hendes hånd. Hun åbnede sine øjne. Hendes hjerte slog. Hun var varm.

Det at opleve hendes liv var en kæmpe gave. En gave som vi havde ventet i, hvad der føltes som en evighed, på at tage imod, og som vi hver dag har fået fra hende siden.

Vi oplevede, at vi havde noget kærlighed at give, og at vi før hendes fødsel manglede et menneske at give den til. Karla Viktoria opfyldte den trang, og ventetiden var ovre.

Hun hedder Viktoria – sejr – fordi hun for os var en sejr over og en overvindelse af bekymringerne og frygten. Men også en sejr i at tro og håbe på Guds godhed.

Dette forår var hele familien i USA til en lovsangskoncert. Jeg bar Karla Viktoria i en bæresele på maven, mens hun sov. Hendes hjerte slog. Når hun trak luften ind, skubbede hendes brystkasse blidt til min. Den oplevelse var så tæt forbundet med den tak, jeg kunne give til Gud, og blev for mig et virkelig stærkt billede af på den sejr og forløsning, som det var at få hende efter så lang tids venten.

Jeg bar ikke på en sorg over noget, jeg havde haft, ligesom det normalt er tilfældet, når man mister en, man har kær. Snarere bar jeg på en sorg over en fremtid, som jeg aldrig fik med mit barn

Arvid Asmussen