Prøv avisen

Mads Christensen er træt af at være ”Blærerøven”: Jeg vil tage mig selv en lille smule mere alvorligt

”En af de gode ting for mig ved at blive 50 år er den omsiggribende indifferens. Jeg er rigtig glad for at være mere ligeglad med mange ting. Jeg har tidligere været meget optaget af, hvordan andre så og opfattede mig, og der kan jeg mærke, at jeg er blevet mere afslappet,” siger Mads Christensen. – Foto: Leif Tuxen

Mads Christensen, der har skrevet en ny bog om mandens tredje alder, er træt af sit image som ”blærerøven” og vil gerne prøve at blive mere alvorlig. Og så sender han ofte en hilsen til Gud

Da Mads Christensen i 1998 udgav sin første bog, ville forlaget have, at den skulle hedde ”Mandens ABC”. Men det syntes han var for kedeligt. I stedet opfandt han et alter ego, der siden har hængt ved. Bogens titel blev ”Den store blærerøv”, siden kom flere bøger med blærerøvs-titler, den seneste i 2012. Men nu er den 54-årige forfatter, foredragsholder, konferencier, debattør, klummeskribent og fast inventar i ”Mads & Monopolet” på DR’s P4 blevet træt af at være ham blærerøven.

”Da jeg fandt på det, var det lige i tidsånden, og det har givet mig en masse fantastiske fordele. Men jeg er måske bare blevet en lille smule mæt og træt af det. De ting, der optager mig, og som jeg læser og skriver om, er nogle helt andre i dag. Jeg er fuldstændig ligeglad med tøj, mode, stil og alt det der, som var omdrejningsaksen for min eksistens dengang. Men menneskers adfærd, iscenesættelse og alle de lag, specielt i vores tid, af selvbedrag og spil for galleriet, som vi alle sammen er viklet ind i, synes jeg er superinteressant,” siger Mads Christensen og tilføjer:

”De ting har ikke noget med blærerøvsidentiteten at gøre. Men det er ikke sådan, at jeg er ved at lægge mig selv i graven og har en skæringsdato for et nyt visage.”

Anledningen er hans nye bog, ”Halvtreds plus. Betragtninger, banaliteter og bullshit om mandens tredje alder”, der udkom lige før jul sidste år. Og den er der ikke meget blærerøv over med emner som alder, økologi, venskaber, utroskab, kvinder, døden og et møde med Gud i oprørt hav. Det samme kan man sige om hans hjem i Søllerød nord for København. Et uprætentiøst hus for enden af en lille vej med trampolin, legehus og juletræet, der ikke er nået længere end til græsplænen, i haven. Indenfor er der køkken i den ene ende af stuen og en sofa og tv i den anden. I den tilbyggede havestue ved et stort plankebord omgivet af kurvestole har hans kone, Camilla Barner-Christensen, sørget for kaffe, inden han selv kommer blæsende ind ad døren på en dag med mange aftaler.

”Jeg er heldig at være mig selv i mit eget enmandsfirma på 21. år, og en dag er aldrig som dagen før. Jeg laver noget hele tiden, jeg sidder aldrig stille – vi har en sofa, men jeg har aldrig siddet i den,” siger Mads Christensen.

Han har i den uge, hvor Kristeligt Dagblad er på besøg, blandt andet lavet flere interviews, optrådt for et revisionsfirma i Odense og for en brancheorganisation i Nyborg, skrevet en klumme om klimahysteri til Berlingske og siddet i callcenteret i det tv-transmitterede indsamlingsshow ”Danmarks Indsamling” i Musikkens Hus i Aalborg.

”Jeg siger altid ja tak til sådan noget, for jeg føler, at meget af det, jeg laver, er noget overfladisk letbenet fis. Og så pynter det på selvrespekten at indgå i nogle sammenhænge, hvor det kan have en større mening.”

Mads Christensen er høj og slank som en garder og har de mest blå øjne. Han ankom til matriklen med et wrooom i sin lilla Porsche 911 fra 1986, men ellers er der ikke meget overvintret yuppie over hans fremtoning i hvid skjorte og lysebrune bukser. Hvis man må sige om en moden mand, at han er sød, så er det indtrykket. Og ydmyg. Måske bunder det i det, han selv kalder for et akademisk mindreværdskompleks. For selvom der er en etårig Højere Handelsskoleeksamen fra Niels Brock, syv år på magasinet Euroman, blandt andet som moderedaktør, og en officersuddannelse ved Den Kongelige Livgarde på cv’et, rækker det i hans øjne ikke.

”Det har jeg altid sloges med. I mange år har jeg gået og været flov over det, så har jeg fortiet og fortrængt det, og nu forsøger jeg så at omfavne det. Jeg har altid følt, at jeg var klogere, end mine papirer kunne dække. Og jeg har bemærket hos mig selv i alle de år, hvor jeg har været med i hundredvis af debatter, at jeg har følt mig mindreværdig over for dem, der havde et fint diplom, som jeg ikke havde.”

”Jeg brugte jo en del år i militæret, mens mennesker på min egen alder lavede noget andet. Min kone siger altid, at ’jamen, den militære lederuddannelse er en højt estimeret fin uddannelse’, men det synes jeg jo ikke. Jeg har mange gange i mit liv tænkt, at nu indrullerer jeg mig i et eller andet på åbent universitet og gør noget ved det. Men jeg er efterhånden nået til den erkendelse, at det løb er kørt. Jeg er 54 år, og hvis jeg skulle ind på det sociologiske fakultet, skulle det være som manuduktør, ikke som elev. Så jeg øver mig i at acceptere, at sådan er det. Men det betyder ikke, at det går væk. Jeg har altid følt, at jeg manglede et papir for at blive taget alvorligt.”

Mads Christensen var seks år, og hans bror fire år, da deres forældre, som han betegner som hippier, blev skilt. Broderen flyttede med moderen fra Svendborg til Tønder, mens han flyttede med faderen, der var friskolelærer, til Als, hvor de boede flere steder i løbet af hans opvækst. Hver anden weekend, mens de var små, blev drengene fragtet frem og tilbage med rutebil, så de kunne se hinanden.

”Jeg takker min far for, at han i en tidlig alder lærte mig at klare mange ting selv, for han havde travlt med sit. Hvis jeg ville have noget rent tøj, måtte jeg selv vaske det. Hvis jeg ville have noget mad, måtte jeg selv lave det. Og hvis der var noget, jeg gerne ville have, måtte jeg selv skaffe det. Det har været den primære grund til, at jeg i dag er så selvstændig og selvhjulpen. Så det var en fri selvstændighedsorienteret opvækst,” siger Mads Christensen.

Han flyttede hjemmefra, allerede mens han gik i gymnasiet. Det blev til en del pjækkeri, fordi der var så meget andet spændende. Og efter studentereksamen søgte han ind i militæret.

”Jeg har selv tænkt over, om det var en slags oprør eller måske et råb om hjælp? For det var på mange måder diametralt modsat det, der var lagt op til. Min far var meget stolt af, at han var blevet smidt ud af militæret, for det var næsten umuligt dengang i 1950’erne, hvor man virkelig skulle være en idiot for at blive smidt ud, og det har han altid koketteret med.”

”Jeg var meget glad for militæret. Og alt deres hippie- vrøvl om solidaritet, samarbejde og fællesskab, og de stærke skal bære de svage, har jeg aldrig forstået, før jeg så det udfolde sig og med mig selv som medspiller i militæret. Det er virkelig en øvelse i solidaritet at være soldat.”

Mads Christensen er også lidt træt af at være ”ham med sokkerne”. Det henviser til de stribede herresokker, man kan købe tre par af for 100 kroner i Føtex. Projektet, som han lavede i samarbejde med undertøjsfirmaet JBS, har på ni år solgt mere end syv millioner par.

”Ja, det bidrager ikke til min egen lødighedsopfattelse, men det giver nogle gode money, og dem vil jeg gerne have. Hvis jeg var hovedrig, ville jeg ikke lave det. Det er ikke noget, jeg skammer mig over, men heller ikke noget, jeg bærer frem som mit fremmeste værk.”

”Netop fordi jeg laver så mange ting, tænker jeg meget over, hvordan min egen selvrespektkabale skal gå op. Hvis jeg lige har lavet noget, som er velbetalt, men som måske efter min egen kritiske opfattelse virker underlødigt, eller hvis jeg har medvirket i et banalt quizshow, fordi jeg vurderer, at eksponeringen gavner forretningen, føler jeg, at jeg på min egen guldvægt er bagud. Så skynder jeg mig at gøre mine hoser grønne til en eller anden spændende debat på P1 eller DR 2. Nu har jeg lige brugt en hel lørdag på ’Danmarks Indsamling’, og det giver ingen indtægt, men rigtig meget på selvrespekten. På den måde prøver jeg hele tiden at få det til at gå op.”

”Når vi taler om den vægt, så er det fantastisk opløftende at være med i ’Mads & Monopolet’. Det er et vidunderligt udstillingsvindue, og når man er sådan en sidegadecharlatan som mig, er det en blåstempling. Helt lavpraktisk er det drønhyggeligt at tøffe derind en lørdag formiddag og møde nogen, forholde sig til andre mennesker og gøre sig nogle tanker om sig selv, eksistensen og en gang imellem måske bidrage med en lille sentens, der kan gøre en forskel for en eller anden – det er fantastisk berigende. Jeg ville være der hver eneste lørdag, hvis de ville have mig,” siger Mads Christensen.

Hans nye bog ”Halvtreds plus” handler om mandens tredje alder, så hvordan har han det selv med at have nået den alder?

”En af de gode ting for mig ved at blive 50 år er den omsiggribende indifferens. Jeg er rigtig glad for at være mere ligeglad med mange ting. Jeg har tidligere været meget optaget af, hvordan andre så og opfattede mig, og der kan jeg mærke, at jeg er blevet mere afslappet. Med fare for at lyde som en damebladskliché er det, der sker, faktisk at man hviler mere i sig selv. Jeg bliver stadig ked af det, hvis nogen skriver, at det, jeg laver, er noget juks, men ikke nær så ked af det som før. Og hvis nogen siger, at ’du er en nar, en spradebasse, et fjols’, er jeg blevet bedre til at trække på skulderen og sige: ’nå, synes du det?’. Det er en dejlig afvæbnende måde at tage det på, hvor jeg for 10 år siden måske var begyndt at stampe i gulvet.”

”Det er en metode, jeg kan applikere til næsten alle forhold i min eksistens. Nu er en hel ungdomsgeneration ved at dø af skræk for, at Jorden er ved at gå under om ørerne på dem. Der er det dejligt at kunne huske, at da jeg var dreng, talte man om, at uha, nu kommer istiden. Jeg tænker, ’nå ja, det skal nok gå’. Menneskeheden har aldrig haft det bedre. Det gode ved at blive voksen og moden er at kunne se tingene i et større perspektiv, og at man ikke er til fals for letkøbte hurtige marketingmeninger. Det er en stor gave at blive mere rolig over for alt muligt. Jeg tror, at fortrængningsevnen er Guds største nådegave til mennesket. Det medfører et langt nemmere og lykkeligere liv, hvis man kan tage det hele lidt ovenfra og ned.”

Og nu vi taler om Gud, så sejlede Mads Christensen for otte år siden af sted i sin IMX40-sejlbåd fra Vedbæk med kurs mod Kolding og en bådmesse, han skulle deltage i. Vejrudsigten lovede hårdt vejr, og først meldte den ene kammerat og derefter den anden fra at sejle med. Så blev han stædig og skulle nok vise dem.

”Der, hvor jeg håndgribeligt mødte min Gud, var i farvandet syd for Samsø. Vejret var af en sådan beskaffenhed, at det gik op for mig, at jeg ikke rigtig havde styr på tingene. Jeg havde taget alle sejlene ned og startet motoren. Der har i hvert fald været fire knob modstrøm og modbølger, og der var en kværnende fornemmelse af ikke at røre sig ud af flækken. Der var så meget bevægelse, at jeg efter at have klamret mig rundt i forskellige positurer, endte med at ligge krøllet sammen på dørken i cockpittet, småflæbende, mens bølgerne hele tiden væltede ind over mig.”

Indimellem løftede Mads Christensen sig op over bådens ræling for at sikre sig, at han ikke var ved at blive vædret af en supertanker. Han blev også nødt til at lade sit vand i bukserne, da det under de forhold var umuligt at gøre det på en civiliseret måde.

”Jeg blev mere og mere bange, efterhånden som det gik op for mig, at jeg ikke kunne gøre noget ved min situation og ikke vidste, hvad jeg skulle gøre, hvis den blev yderligere forværret. Jeg ved ikke, hvad det var, der skete, men jeg tænkte, at ’nu råber jeg om hjælp’. Jeg fik møvet mig op på knæ, og så råbte jeg: ’Gud, hvis du vil lade mig komme levende ud af det her, lover jeg at tro på dig.’ Jeg er stensikker på, at jeg hørte et svar. Og så lavede vi en pagt om, at jeg ville tro på Gud i en – synes jeg, vi forhandlede os til – fri fortolkning.”

”Jeg er døbt og konfirmeret, men jeg er ikke udøvende kristen, går ikke meget i kirke og har ikke Bibelen liggende på mit natbord. Men siden den dag har jeg haft en klar fornemmelse af, at der er en eksistens derude, som jeg kan regne med. Det betyder for mig, at jeg ved adskillige efterfølgende lejligheder har tænkt, at jeg jo ikke er på Herrens mark, jeg er ikke alene, jeg har jo en aftale med Gud. Og en gang imellem sender jeg lige en hilsen,” siger Mads Christensen.

Hans hjemmeside på nettet hedder Mediefidus, på hans visitkort er han iført en rød klovnenæse, og i hans nye bog giver kendte mænd gode råd om livet.

”I forhold til idéen om at animere til lidt selvrefleksion har jeg også udvist det over for mig selv. På min egen lille rejse har jeg lovet mig selv, at jeg vil tage mig selv en lille bitte smule mere alvorligt og prøve at se, om jeg kan være alvorlig uden at tage mig selv højtideligt. Det er en svær balance med klovnenæsen på visitkortet, mediefidus og så videre, som har en iboende selvironi, for noget af det mest ucharmerende er selvhøjtidelighed. Jeg er helt allergisk over for det og går så i den modsatte grøft og gør mig selv til lidt af en klovn.”

”Men jeg vil prøve at gå lidt tættere på det alvorstunge uden at blive selvhøjtidelig. Det er min ambition for 2019. Jeg vil brænde visitkortene med den røde næse på, og jeg vil ikke selv bruge ordet blærerøv. Men jeg vil ikke være sådan en krukke, der går ud og siger: ’Hold op med at kalde mig blærerøv, jeg er ikke blærerøv længere, I am in a better place now.’ Det er usmageligt krukket og ultra prætentiøst.”

Foto: Leif Tuxen