Prøv avisen
Mit livssyn

Iben Maria Zeuthen: Jeg tror ikke på endegyldige sandheder

"For mig er der en stor ro at hente i det uafgjorte,” siger radiovært Iben Maria Zeuthen. – Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix.

Iben Maria Zeuthen er vært på et nyt samtaleprogram om livsovergange på DR P1 i det nye år. Den livsændring, der gjorde hendes eget livssyn mere pragmatisk, var, da hun trådte ind i rollen som mor

For tiden sidder hun ofte hjemme i sengen i sin lejlighed i København med sin computer i skødet. Her sender hun e-mails med forespørgsler til alt fra forretningsmænd til forfattere, der bærer på lytteværdige fortællinger om særlige overgange i livet.

Den 34-årige radiovært Iben Maria Zeuthen skal efter nytår være vært på et nyt tros- og eksistensprogram på DR P1, ”Tal til mig – med Iben Maria Zeuthen”, og er i øjeblikket i fuld gang med at finde de interviewpersoner, der skal portrætteres i hvert afsnit. Hjørnestenen i samtaleprogrammet skal være fordybelse, og hvert afsnit skal have én gæst, vare i én time og handle om én livsovergang. Derfor bruger hun her i december lang tid på at researche på de helt rette fortællinger.

Hvordan vil du beskrive dit livssyn?

Pragmatisk. Jeg opererer ikke med endegyldige sandheder. Det har jeg tænkt meget over de senere år. Særligt efter at jeg blev mor for fem år siden – og delemor for tre år siden – og har måttet gøre op med nogle idéer og visioner i kølvandet på den livsændring. Før i tiden havde jeg en masse forestillinger om fremtidige gøremål, som jeg troede, at jeg ville, kunne og skulle, men de er bare ikke vigtige eller ladsiggørlige for mig længere.

I min journalistik bliver jeg også i højere og højere grad opmærksom på den manglende sandhed ved den færdige fortælling. Jo flere gange jeg har lavet interviews, jo mere går det op for mig, hvor kompleks en disciplin det er, og hvor usandt det i virkeligheden er at fortælle én sandhed om et menneske. Et interview er et øjebliksbillede og en tolkning.

Gennem psykoterapi er jeg også blevet opmærksom på, i hvilken grad vores narrativer om hinanden egentlig er fortolkninger. Jeg tror ikke længere på, at der blandt de mange fortolkninger af et menneske findes ét sandt billede. Hverken den fortolkning, jeg giver af min egen person, eller den, andre kan give af mig. Det udmønter sig også i mit pragmatiske livssyn, at det er svært at dømme, at fortælle historier færdige, at være idealist og at skelne mellem at være troende eller ikke-troende. Jeg vil altid sætte spørgsmålstegn ved virkeligheden, grave dybere og være åben for nye fortolkninger.

Hvad har formet dit livssyn?

Det har erfaringer fra mine relationer – parforhold såvel som mine venskaber. Relationer har været med til at forme mit livssyn, fordi jeg gerne vil være til at leve med. Derfor lytter jeg, så godt jeg kan, til de ting, jeg kan gøre bedre i mine nære relationer. Selvom det er det sværeste, jeg ved.

Og så har journalistikken selvfølgelig også formet mit livssyn, fordi jeg her selvstændigt kan få lov til at arbejde med materien. Bearbejdelsen af virkeligheden indbefatter så megen moral, eftertanke og forsøg på indsigt og selvindsigt. Det er en evig erkendelsesproces.

Hvad gør dit liv rigere?

Mit barn. Han gør mig enormt glad. Det er præmieeksemplet på næstekærlighed. Sådan som man gerne skulle have det med alle mennesker, selvom jeg selv jo ofte vil sætte mig selv – og mit barn – først, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg kan ikke være ked af det, hvis han er glad, og jeg kan heller ikke være glad, hvis han er ked af det.

Også mit arbejde gør mit liv rigere. Det er et selvforglemmende rum for mig. Jeg kan ellers godt være en overtænker, men mit arbejde er min sport, hobby, meditation – og en værdikamp for mig på én og samme tid. Jeg har så mange meninger om dansk journalistik. Det er grove løjer, at vi hele tiden afholdes fra at kigge indad og dybere. Kun meget få steder i mediebilledet er der plads til ånd, tro og eksistens. Kampen for fordybelse er derfor min helt store kæphest og tilfører mit liv stor mening. Jeg har aldrig øv-dage på arbejdet, hvor jeg ikke kan holde det ud, eller hvor jeg keder mig. Det kan selvfølgelig sagtens være hårdt, og jeg kan blive nervøs. Det har jeg jo også oplevet, når jeg er blevet overeksponeret, har været i modvind eller under pres. Det er ikke rart, for selvom jeg jo gerne vil have, at alle ved, hvad jeg laver og gør, er jeg samtidig et meget privat menneske.

Hvad betragter du som din største ulykke?

Ulykke er et meget voldsomt ord. Min oversensibilitet og oversanselighed er både min glæde og min indgang til at opleve meget i livet, men den kan også være hård. Jeg synes for eksempel, at det er eksistentielt svært at skulle afbryde mit liv med mit barn hver anden uge. Det føles dog meget forkert at sætte noget med mit barn i samme sætning med noget, der er ”en ulykke”. For jeg er jo altid glad for, at han er hos mig. Den opbrudte livsform er nok snarere noget, der er ”hårdt” for mig. Det bliver sådan lidt brems, kør, brems, kør, brems. Der mangler flow.

Hvad tror du på?

Jeg er ikke færdig med at stille mig selv det spørgsmål. Jeg tror på naturen, historien, vores kollektive hukommelse og bevidsthed. Jeg tror på nedarvet viden. Jeg tror på urmennesket og på, at det er i os. Og på hele den klogskab og visdom, der ligger i Jordens historie. Min tro har ændret sig meget i løbet af livet. Jeg er til dels værdikristent opdraget, da jeg er opvokset som delebarn, hvor den ene side af familien var kristen, og den anden side ikke var.

I dag vil jeg snarere betegne mig selv som et spirituelt menneske. Jeg kan mærke nogle større meninger, farver og en kerne. Det er nærmest bare fornemmelser. Fornemmelser for, hvad en sandhed blandt andet består af. Men jeg er også et meget politisk menneske, og jeg synes, at det er svært at forene det logiske menneske med det troende menneske. Det er det, der gør det svært for mig at bekende mig direkte til en specifik religion, selvom jeg er medlem af folkekirken og er glad og begejstret for folkekirkens arbejde og visioner.

Hvilke åndelige og moralske forbilleder har du?

Jeg har altid respekteret kompromisløshed. Mennesker, der tror på deres sag, hvis altså den er god, og folk, der er gode til at få andre til at føle sig ikke-forkerte. For eksempel radiovært og forfatter Tine Bryld.

Instruktør Katrine Wiedemann er et andet af mine forbilleder og et mere moderne eksempel. Hun har en evne til at tale om virkeligheden på en inkluderende og nuanceret måde, som hverken dømmer inde eller ude. Det er sådan, jeg gerne selv vil arbejde.

Også Karen Blixens forfatterskab giver mig en særlig ro. I hendes tilfælde er det mystikken, der gør, at hun ikke dømmer noget rigtigt eller forkert, sandt eller falsk, sort eller hvidt. Alle, der står for en læsning, der kan falde ud til det uafgjorte, får mig til at føle, at jeg kan leve mit liv på mange måder, og at vi aldrig kan dømme mennesket.

Hvad skal der stå på din gravsten?

Jeg tror bare, at der skal stå mit navn, og så må det ligesom være det. Jeg føler mig egentlig ret civil.