Da min bror døde, havde jeg små børn, og jeg husker, at jeg tænkte, at det spillede en rolle. Når der er små børn, er der ting, som bare skal fungere og holder én fast på almindeligheder. Når jeg som præst har talt med mennesker, som har mistet, har jeg altid rådet dem til at opretholde lommer af normalitet. Børn går ud og ind af sorgen. Som voksen er det godt at blive mindet om den mulighed for at kunne gå ud af sorg og ind i normalitet.
Min yngste blev født ganske kort tid efter flodbølgen, og når du står med et lille barn og skal ud om natten og køre med barnevognen, og man skal falde i søvn bagefter, så er det en stærk påmindelse om, at livet faktisk ikke går i stå. Der er noget stort, stærkt og levende i verden, hvor der også er flodbølger og død.
Min bror og jeg var ikke hinandens dubletter. Jeg studerede teologi i Aarhus. Han læste i København. Vi havde ikke nogen tæt sparring omkring teologiens fag eller læste hinandens opgaver, men ved sin død efterlod han sig manuskriptet til de første 10 kapitler af en bog og nogle stikord til de sidste fire kapitler.
Hans redaktør sendte mig det ufærdige manuskript, nogle måneder efter hans død. Dengang syntes jeg, det var svært at læse, men jeg delte min brors anliggende med bogen. Jacob skrev den i et håb om, at den måtte blive en hjælp i troen for læsere i fasen, hvor man går fra at være ung til at være voksen. Jeg delte hans anliggende og syntes, det var en god måde at ære hans minde på.
Jeg stejler over et forsøg på at instrumentalisere døden. Der er ikke noget godt at sige om døden. Jeg synes, jeg har hørt en hel del formuleringer om, hvor meget godt der kan komme ud af en krise. Ofte lyder det letkøbt. Jeg har også talt med en del mennesker, som en årrække efter et tab både fastholder det meningsløse og ubegribelige ved døden, men som samtidig siger, at de i den proces har taget noget med, de ikke vil være foruden. Det anerkender jeg, men jeg tror ikke, at man kan sætte det på formel.
Sorg er en følelse, som forholder sig til, hvordan mit liv er uden det, jeg har mistet. Her taler vi konkret om det i forbindelse med min bror Jacobs død for snart 15 år siden.
I sorgen mærker jeg, hvordan mit liv er uden det, jeg har mistet. Og på den måde er sorg ikke noget, jeg kommer over, for tabet er der jo. Men sorg er en følelse med en retning. Det gør ondt, men samtidig sætter sorgen mig i stand til at se, hvilken sammenhæng mit liv nu kan indgå i. Det har jeg set, når jeg som præst har talt med ægtefæller, som har mistet. I sorgen kommer man tættere på at orientere sig mod, hvem man er, uden den, man har mistet, og derfor kan sorgen faktisk virke frisættende, fordi den lærer os at give slip.
Sorgen er også et tegn. Alt det, som er i vores liv – det gælder de mennesker, som er en del af vores liv, det, vi ejer, og de resultater, vi har opnået – det er alt sammen noget, vi i løbet af vores liv mister. Hvis vi har en forestilling om, at vi selv er den suveræne i vores eget liv, så bliver livet et fortvivlet forsøg på at holde fast på ting, vi alligevel må give slip på.
Sorgen er et tegn på, at det, vi oplever udgør vores liv, er noget, vi er betroet på lånt tid. Det er noget, Jesus gør en del ud af i flere af sine lignelser, hvor han beskriver mennesket som forvalter af noget, vi har til låns og skal øve os på at give tilbage til Gud. Det øver vi os på i sorgen. Her bliver jeg også orienteret mod at have min identitet i noget andet end de mennesker, jeg har gjort til mine, mine evner og de spor, jeg har sat. Sorgen bliver en øvelse på at give slip.
Jeg havde haft gudstjeneste anden juledag i Skelgårdskirken på Amager og kom hjem og hørte Radioavisen, hvor der var et indslag om flodbølgen. Dagen før havde jeg fået en mail fra Jacob. Da jeg hørte indslaget i radioen, kunne jeg høre, at situationen var alvorlig, og jeg skrev til Jacob og tjekkede mailen flere gange for at få svar. Omkring nytårsaftensdag konkluderede jeg for mig selv, at når vi ikke havde hørt fra dem nu, så var det nok, fordi de var døde, og med den erkendelse skiftede min bøn fra forbøn til en klage, hvor jeg satte ord på smerten.
Jeg kan virkelig godt brokke mig. Også i bøn gør jeg det en del. Det er ret vigtigt for mig at få sagt til Gud, hvis jeg synes, at den måde, han griber tingene an på, er uretfærdig, smertefuld eller helt uforståelig. Du kan sammenligne det med mit forhold til min kone. I vores forhold er det vigtigt, at vi sætter ord på, hvad vi kan lide ved hinanden, men også det, som gør ondt eller måske er utilfredsstillende, så vi kender hinandens smertepunkter.
Sådan er det i endnu højere grad i forholdet til Gud. Selvom jeg ikke har en dyb længsel om at få svar på gåder, så er det vigtigt for mig at sætte ord på det smertefulde. Jeg har ikke meget brug for oplevelsen af en eller anden stor masterplan i mit liv. Kristendommen går jo heller ikke ud på, at vores liv er så meningsfuldt eller lækkert, at der bare må findes en Gud. Kristen dogmatik er ikke nogen masterplan for hele universets historie, som kan forklare, hvorfor de enkelte led sker. Jeg øver mig i at leve mit liv i tillid og overgivelse. Det, som truer den overgivelse, er ikke tab eller sorg.
Når man har mistet, tror jeg, at der sker noget biologisk, som får tempoet til at sænke sig. Jeg oplevede det, som om jeg blev sat ned i gear. Der, hvor sorgen var mest intens, var det vigtigt at holde fast ved nogle faste formuleringer i mine bønner. Man kunne måske tro, at rytmen omkring et bønsliv blegnede, når man mister. Det var ikke min erfaring. Tværtimod. Rytmen blev fastholdt og var med til at holde et dybere perspektiv i tabet.
Når man ser danske film om præster, ser man ofte noget om, at de har en trosoptimisme, og så kommer de ud for et tab, som fører dem ind i en fundamental troskrise. Naturligvis kan et tab føre til en troskrise, men det sker nu sjældnere, end man egentlig skulle forvente. I virkeligheden tror jeg, at de fleste af dem, der dropper troen på Gud, ikke gør det på grund af tab, men fordi de bliver så optaget af alt muligt andet, at troen glider ud.
Jeg er ofte blevet spurgt, hvordan jeg kan tro på Gud, når der sker så meget ondt i verden. Hvis præmissen for ens tro er, at man kan tro på Gud, men må holde op med det, når der sker noget, som er ondt eller gør ondt, så tror jeg, at den tro, man havde på Gud fra begyndelsen, var langt fra det, Bibelen viser os. Altså – det handler ikke om, at vi går rundt og synes, at alt er så fantastisk, så Gud bare må findes, og hvis alting så viser sig ikke at være så fantastisk, findes Gud nok ikke alligevel. Det er en lykke-religion, som intet har med bibelsk tro at gøre.
Og når man tænker på Paulus, David eller hvilken som helst lærer af kristen tro i kirkens lange historie, så er det jo ikke mennesker med liv, som har været præget af overfladisk, nydelsesfuld succes. Kristen tro er, at Gud har sendt sin søn ind i menneskelig lidelse og smerte. Det, man ser, når man træder ind i mange kirker, er et billede af en døende mand i stor smerte på et kors. Hvis du har en tro, hvor det handler om, at troen skal bringe dig ud af livets fortrædeligheder og smerte, så kan man se på Kristus på korset og fornemme kontrasten. Men hvis troen er formet af Ham, som gik dybest ind i verdens tab og smerte, så tænker jeg, at det ikke længere er sådan, at når de ondeste og tilsyneladende mest meningsløse ting sker i vores liv, så må vi holde op med at tro på Gud.
Mit hoved er skruet sådan sammen, at ting, som står på vers, har jeg let ved at lære, og det påvirker mig både følelsesmæssigt og intellektuelt stærkere end ting, som ikke står på vers. Meget længe har jeg haft en praksis, hvor jeg synger tre til fire salmer i løbet af dagen. Det er noget, som bærer og har formet mig dybt.
Jeg synger om morgenen på cyklen, når jeg laver mad, eller når jeg støvsuger eller vasker op. Det kan fraviges, men ikke på de tungeste dage, hvor jeg slider på Salmebogens forsynssalmer med dybde og skønhed som ”Befal du dine veje” og ”Gud skal alting mage”. Jeg har flere teologiske helte, men det er Grundtvig, Brorson og Kingo, som har givet mig sproget for troen og stadig gør det.
Forleden var jeg til en tidligere kollegas begravelse. Det, som bærer mig sådan en dag, er troen på, at jeg skal se ham igen. Og det gælder også min bror og hans familie. Og der er kun én grund til at tro det: Troen på Jesu opstandelse fra de døde. Sorgen er tegnet på, at vi giver slip på alle ting, og at vi overgiver os selv og vores liv til Gud. At Jesus opstod fra de døde, er det definitive tegn på, at Gud vil give os livet tilbage.
Fadervor er en del af min bønspraksis, og jeg kobler ikke fra, når jeg når bønnen ”komme dit rige”. Jeg beder faktisk om, at det må ske snart. Det er noget, jeg håber på og længes efter. Jeg tænker ikke, at man kan sætte verdenshistorien i system og sige, at Kristi genkomst er lige om hjørnet, men det ændrer ikke ved, at det er en fundamental del af kristen tro, at Kristus kommer og slutter historien, som vi kender den, og så begynder det nye, som er Guds rige.
Og jeg forventer, at det er noget godt, og derfor har jeg også en længsel efter, at det skal ske snart. Den længsel bliver næret af to ting. Det ene er glæde. Og det andet er sorg. Når de to ting er i mit liv, har jeg bemærket, at håbet om og længslen efter det evige liv bliver stærkere og større. Sorgen giver næring til håbet.