Prøv avisen
Interview

Peter Øvig: Jeg oplevede, at min døde mor kaldte på mig og ville trække mig over på den anden side

Peter Øvig bruger meget tid i den have, der hører med til hans hus, og i Jægersborg Hegn, der støder op til. Her er han på vej op i det hus i et træ, som hans kæreste, Janne Breinholt Bak, ønskede sig. Sammen med hendes bror har Peter Øvig bygget huset. Foto: Iben Gad

Journalist og forfatter Peter Øvig blev under arbejdet med at skrive bogen ”Min mor er besat. Da jeg mødte depressionens dæmon” om sin psykisk syge mor selv så syg, at han måtte indlægges på en lukket psykiatrisk afdeling

Da Peter Øvig i marts sidste år blev udskrevet fra psykiatrisk afdeling på Rigshospitalet i København, troede han, at det var slut med at skrive bøger.

”Jeg var sikker på, at jeg ikke skulle være forfatter mere og var i gang med at lede efter et andet erhverv. Gartner og sygeplejerske stod højt på listen,” siger Peter Øvig med et sart blik og et skævt smil.

Den 57-årige journalist og forfatter til store dokumentarværker som ”Efter drabet”, ”Blekingegadebanden”, ”Hippie 1 og 2” og ”BZ” havde før lidt af depressioner. Men i efteråret 2017 blev han ramt af en depression af hidtil ukendt styrke. Det skete under arbejdet med en ny bog, hvor han havde sat sig for at skrive om sin deprimerede mor og om at være barn af en psykisk syg. Han greb opgaven an som ved sine andre bøger og opsøgte moderens barndomsveninder, naboer, sin søster og andre familiemedlemmer og talte med hendes læge og psykolog.

Han fik også aktindsigt i moderens journaler fra psykiatrisk hospital. Og det var under læsningen af dem, at noget begyndte at gå i skred for ham:

”Mens jeg fyldtes af dyb angst, blev den afstand til min mor, jeg havde opretholdt i 40 år, langsomt nedbrudt. Min mors dæmoner krøb ind i mig og sugede mig mod det sorte hul, jeg siden min barndom havde frygtet mest af alt. Jeg oplevede, at min døde mor kaldte på mig og ville trække mig over på den anden side.”

Sådan beskriver Peter Øvig sin oplevelse af depressionens fremmarch i sin bog ”Min mor er besat. Da jeg mødte depressionens dæmon”, der udkommer den 8. maj på forlaget Gyldendal.

For det endte med, at bogen blev til noget, selvom han undervejs mistede evnen til at skrive. Og depressionen udviklede sig til en psykosetilstand, der førte til indlæggelse i januar sidste år på en lukket psykiatrisk afdeling på Rigshospitalet. Her blev han behandlet med elektrochok, også kaldet ECT, og kunne efter syv behandlinger komme på en åben afdeling frem til udskrivelsen efter to måneders indlæggelse. Han får nu medicinsk behandling i form af lithium for at forebygge, at sygdommen vender tilbage.

”Det med at begynde at skrive igen sneg sig ind på mig ved at komme ud at optræde i den gamle rolle som forfatter og en, der har skrevet bøger. Men jeg var fuldstændig sikker på, at jeg ikke skulle skrive videre på morbogen, for den havde ført mig ud i mit livs værste oplevelse. Jeg tror egentlig stadigvæk, at bogen har haft en eller anden udløsende rolle, for jeg har aldrig haft så voldsom en depression før.”

”Jeg begyndte at tænke på nogle idéer til andre bøger, men hver gang kom morbogen op og stillede sig imellem. Og sidste sommer fik jeg lyst til at skrive på den igen. Det virkede som om, at hvis jeg skulle tilbage og skrive, stod den bog og blinkede. Jeg prøvede at gå i gang, og så kunne jeg skrive, og så skrev jeg den færdig på et halvt år,” siger Peter Øvig.

Han serverer stempelkaffe ved det lange plankebord i det åbne, lyse køkken i huset i Jægersborg nord for København. Her bor han i stueetagen sammen med sønnen Aske på 15 år – hans datter Ea på 19 år er flyttet hjemmefra. Ovenpå bor hans kæreste Janne med sine to børn, Sira på 13 og Lea på 17 år, og der er også to logerende, Lisa og Andrea. I haven, der støder op til Dyrehaven, kagler fritgående høns rundt i alt det forårsgrønne. Så hvordan har han det nu?

”Det spørger jeg nok mig selv lidt for meget om, for når man har været psykisk syg, bliver man hyper opmærksom på, hvordan man har det. Det er faktisk noget af træningen bagefter, at man lige må slappe lidt af. Alle mennesker har humørsvingninger, og det betyder ikke, at man er ved at blive syg. Det har været en stor lettelse for mig at få skrevet den bog, og at der var nogen, der fik den læst. Jeg ser det sådan, at ’okay, jeg kan skrive en bog, og der er nogen, der synes, den er værd at udgive’. Og så er jeg måske tilbage ved mig selv.”

”Jeg oplevede under min sygdom, at det – om jeg var i stand til at skrive en bog – tillagde jeg meget større betydning, end jeg ville have troet inden. Men jeg er jo ikke helt mig selv, som jeg var før sygdommen. Og hvad det så er, synes jeg er svært at sige.”

”Dels har jeg haft en alvorlig depression, dels har jeg fået elektrochok, og jeg kan ikke adskille, hvad der er virkningen af det ene eller det andet. Min hukommelse er ikke så god, som den har været, men det har den måske aldrig været. På positivsiden er jeg blevet mere følsom. Jeg er sådan en, der aldrig har grædt. Jeg har gået i terapi for at lære at græde, men det behøver jeg ikke mere. Jeg mærker ting tydeligere. Så jeg synes, jeg har fået en større sensitivitet, som også gør, at jeg er mere sårbar. Det er positive effekter af at have været syg.”

”Det var meget langsomt, at jeg kom tilbage til at arbejde og kunne alle de ting, jeg kunne før. Men der er stadig ting, som lægerne siger, jeg skal passe på med. Jeg går i et forløb på Rigshospitalet hver torsdag i en gruppe med andre patienter, og det, som behandlerne siger, er: Lev et meget almindeligt sundt, roligt, fornuftigt, reguleret liv inde på midterbanen. Lad være med at gå i ekstremer med, hvornår du går i seng, hvad du indtager af stoffer, og hvor meget alkohol du drikker.”

”Jeg kan godt mærke, hvorfor de siger det. For det er klart, at hvis man er mere end almindelig psykisk sårbar, skal der ikke meget til, før man vælter. Lev et kedeligere liv,” siger Peter Øvig og griner, inden han fortsætter:

”Det slås jeg lidt med, for jeg er sådan en, der godt kan lide fest og farver. Så jeg skal indstille mig på at finde ud af, hvad jeg kan og ikke kan. Jeg opdagede til Gyldendals efterårsreception, at jeg ikke kan drikke, som jeg gjorde før. Jeg fik en tilstand, der lignede depression, i flere dage efter, og jeg var rædselsslagen. Så var det ind til min psykiater på Rigshospitalet, og hun sagde, at ’jamen, det er jo en alkoholforgiftning, og der er ingen med din psykiske lidelse, der kan tåle at drikke så meget.”

Peter Øvigs mor døde den 2. november 2016, 80 år, på et plejehjem i Aarhus. Indtil da havde han undgået at skrive og tale om hende, men nu følte han sig fri til at forsøge at lære moderen bedre at kende ved at skrive en bog om hende. Planen var at undersøge hendes liv og årsagen til hendes depressioner og give et billede af de mange traumatiske hemmeligheder bag de pæne facader i forstadskvarteret, hvor han er vokset op.

”Når min mor blev deprimeret, afleverede hun store kasser af skyld, hvis man ikke gjorde, som hun syntes man skulle. Min søster har fortalt, at hvis vores mor ikke syntes, hun opførte sig kærligt nok over for hende, fik hun en depression. Og det er altså voldsomt for et barn at få skyld for, at ens mor sidder og har det så dårligt og er så ulykkelig. Jeg har undgået at skrive om det, for jeg ville ikke udsætte mig selv for den reaktion fra hende, som jeg regnede med at få. Så det var en kæmpe lettelse for mig, den dag hun døde, at hun ikke længere var der som en sort sky.”

Undervejs i researchen til bogen fandt Peter Øvig, at ikke kun han, men også andre havde opfattet moderen som et stærkt udfordrende menneske. Deriblandt nogle nabokoner og en sygeplejerske på plejehjemmet, hvor moderen boede sine sidste år efter Peter Øvigs fars død i 2003.

”Min mor var kun optaget af sine egne behov. Hun var 100 procent selvoptaget og en lille smule vanvittig. Hun havde diagnosen maniodepressiv og en karakterforstyrrelse, og det var måske kombinationen af de to ting, der gjorde det rigtig slemt. På plejehjemmet havde hun siddet og krævet ind hele tiden og ud i det absurde. Hvis der for eksempel var andre gamle på plejehjemmet, der ikke kunne spise selv og skulle mades, så ville min mor, der sagtens kunne spise selv, også mades. Hun ville have den samme opmærksomhed, hun ville have noget hele tiden, og hvis hun ikke fik det, begyndte hun at skrige, så de måtte føre hende ind på værelset.”

”Inden hun kom på plejehjem, opsøgte hun hele tiden nogle kvinder, der boede på den samme vej, og som hun ville have til at hjælpe sig. Ligesom hun ville have mig, da jeg var barn og ung, til hele tiden at redde sig. Hvis ikke man har oplevet hende, er det svært at forstå, hvor insisterende hun var. Og man kunne ikke bare lige sige noget til hende. Den ene nabokone fortalte mig, at hun og en anden kvindelig nabo på et tidspunkt måtte opsøge deres praktiserende læge for at få nervepiller. Deres nerver hang i laser, fordi min mor hele tiden opsøgte dem.”

Peter Øvig havde også en skræmmende oplevelse af, at moderen kunne blive dæmonisk.

”Hun kunne svinge fra at være en helt almindelig husmor, der går rundt og smører leverpostejsmadder, og pludselig kunne der ligesom fare en djævel i hende, og noget ondskabsfuldt tog over. Det er det, jeg kalder for dæmonisk. Min søster, der bruger nogle andre ord om det, har haft den samme oplevelse. Og min ekskone, der kom der meget, da vi havde små børn, kalder det ikke dæmonisk, men nederdrægtigt. I det ligger der noget mere end at være ubehagelig, der ligger en bevidst ondskabsfuldhed i handlingen. Og jeg beskriver endda i bogen, at der lå en vis fryd i hende over at være nederdrægtig over for sine børn.”

”Så bevæger vi os ind i ondskab, som jeg diskuterer med min søster, der er teolog. Kan man tale om ondskab i et menneske, og er det noget, det har valgt at være? Eller er det noget, der strømmer ind? Og er man ansvarlig for at være ond? Når jeg har talt med min søster, har der været nogle religiøse begreber involveret. Den nu afdøde teolog Helmuth Friis, der var P1-medarbejder, har skrevet en bog om glæden, hvor han skriver, at synden er glædesløsheden. Og at det, vi er forpligtede til som mennesker, er at værne om glæden. Jeg tror, at jeg ville sige det meningsfulde. Jeg har diskuteret med min søster, om det er en synd, vores mor har begået, ved at opføre sig sådan. Hun har i hvert fald levet et glædesløst liv, og burde hun have værnet mere om livet som en gave? Jeg tror nok, at min søster vil sige, at det kan vi ikke dømme om.”

Undervejs i processen med at skrive bogen om sin mor har Peter Øvig flere gange grædt, ligesom han også kommer til at græde, når han læser nogle bestemte steder i manuskriptet.

”Jeg skriver ikke så meget om mine børn, men jeg synes jo, de skal med, for de er en vigtig del af historien, fordi det også har store omkostninger for børn. Når jeg læser – og bare det, at jeg taler om det nu, så er tårerne på vej – hvad jeg selv skriver, at børnene har været udsat for undervejs, så tuder jeg.”

”Jeg har mange spekulationer, og det har jeg også haft med de mildere depressioner, jeg har haft. Men på en underlig måde var det, som om børnene var undtaget fra, at jeg blev mere og mere sindssyg. Og jeg var jo psykotisk til sidst. Men over for dem opførte jeg mig nogenlunde normalt. Selvfølgelig kunne de mærke, at jeg havde det slemt, men jeg havde slet ikke sindssyge tanker om dem, som jeg havde om stort set alle andre.”

”Der er en frygtelig afmagt ved at blive psykisk syg, for man kan ikke spille den rolle, man gerne vil som far. På den anden side har jeg reflekteret meget over, hvor min mor begik fejl i forhold til at være psykisk syg, eller hvor jeg ville have ønsket, at hun havde handlet anderledes. Noget af det, jeg syntes var værst, var, at jeg fik ansvar og næsten skyld for hendes sygdom, selvom jeg var et barn. Det ved jeg i hvert fald, at jeg har undgået. Der er nogle sider, som jeg kender fra andre børn, der har været udsat for forskellige typer af ubehageligheder, som jeg ikke har udsat mine børn for. Men smerten er der alligevel, for jeg ved, at jeg ikke har været den far, jeg gerne ville. Og her i sidste omgang har de været vidne til, at jeg gik fuldstændig ned og blev vanvittig til sidst.”

I dag siger Peter Øvig, at der ikke er nogen tvivl om, at han burde have været indlagt noget før. Men han havde stor modstand mod at blive indlagt på psykiatrisk afdeling, og han var rædselsslagen for elektrochok.

”Det er filmen ’Gøgereden’, hvor Jack Nicholson bliver tvangsbehandlet med elektrochok, og alle os, der har været kritiske over for psykiatrien, der har fået forestillingen om elektrochok som en slags tortur til at brede sig. Men det er jo mærkeligt, når jeg nu har oplevet det som en fuldkommen mirakuløs behandlingsform. Og jo, bivirkningen er noget med hukommelsen, men der er også bivirkninger ved kemoterapi, og det går man ikke rundt og skælder ud på, for det redder liv. Og det gør elektrochok også.”

Peter Øvig har også ændret syn på det at blive indlagt på en psykiatrisk afdeling og vil ikke tøve med at blive indlagt, hvis han igen bliver psykotisk.

”Jeg har oplevet en psykiatrisk afdeling i Ballerup, hvor jeg mødte en uheldig person, og da fik jeg i hvert fald bekræftet, at her kunne man ikke få hjælp. Men så har jeg oplevet to psykiatriske afdelinger på Rigshospitalet, og i modsætning til, hvad man forestiller sig, har jeg der mødt mennesker fra overlægen til sosu-assistenten, hvor det nærmest ligner et kald for dem at sætte alt, hvad de har, ind på at hjælpe folk med psykiske sygdomme. De er meget dygtige – det er uforudsigeligt, hvornår jeg bliver rørt, og nu bliver jeg rørt igen – dedikerede og kompetente, og de bedste af dem har en hjertevarme og et engagement, der trænger igennem.”

”Da jeg var mest syg, måtte Janne hele tiden høre på, at hun allerede havde forladt mig og fundet en anden og ville stjæle alle mine penge. Det sagde jeg til hende, der nærmest var ansvarlig for mit liv. Da jeg så blev indlagt, var der en sosu-assistent, der trak hende til side og sagde: ’Du skal altså lige vide, at Peter er meget, meget syg, og alt det, han siger, det er sygdommen der taler’. For Janne var det helt afgørende for hende i situationen og en kæmpe hjælp. Og hun er ligesom mig taknemmelig for den blanding af hjertevarme og kompetence, vi blev mødt med.”

”Du skal ære din fader og moder”, lyder et af De Ti Bud, og Peter Øvig har haft anfald af tvivl, mens han skrev om sin mor, fordi det er en grundfæstet regel, at man taler pænt om sin mor.

”Det ligger i vores kristne kultur, at mor er den bedste i verden. Da jeg var sindssyg, troede jeg, at hun var i gang med at gøre mig vanvittig og slå mig ihjel fra et eller andet sted i den anden verden. Men selv i en forholdsvis normal tilstand kan jeg godt have anfald af at tænke, at vil hun sidde et sted og læse den her bog og høre, hvad jeg siger til dig og andre om hende?”

”Dengang, jeg gik på Journalisthøjskolen, skrev jeg på en seddel, at jeg opfatter mit virke som journalist og forfatter på den måde, at jeg vil tale om ting, som er hemmeligholdt. Jeg vil tale om den smerte, vi ikke taler om. Og det er selvfølgelig personmotiveret, når man er barn og oplever, at der er en masse smerte og uhygge i ens lille hjem og samtidig vokser op med en opfattelse af, at det taler man ikke om. Og det gjorde jeg heller ikke. Men så får man lyst til at gøre det modsatte med sine egne børn og sit arbejde. Så de anfald, jeg har haft, om hvad min mor ville sige til, at jeg skrev den her bog, har jeg skubbet til side, for hun skulle ikke stoppe mig i det,” siger Peter Øvig.

Når man spørger, om han er ved at ændre syn på sin mor, svarer han:

”Jeg er glad for, at du siger, at jeg er ved at ændre syn. Jeg har prøvet at være alvorligt psykisk syg og deprimeret og formentlig på samme måde som min mor. Det vil sige, at nogle af de tanker, jeg før har haft om, at hun skulle have taget sig sammen, dyrket glæden og set livet som en gave, har jeg nu selv erfaret på egen krop, at i den situation er der ingen nemme løsninger. De døre er lukket. Man kan ikke bebrejde en psykisk syg, at vedkommende ikke tager sig sammen, det kan man simpelthen ikke.”

”Min mor er død, så jeg skal ikke hele tiden bruge kræfter på at holde hende på afstand. Men jeg har under arbejdet med bogen bevæget mig tættere på hende, lært hende bedre at kende og fået mere forståelse for, at hun havde nogle ret svære betingelser. Hun har haft en forfærdelig barndom og nogle alvorlige sygdomme både fysisk og psykisk. Og de ting tilsammen har givet mig et glimt at ømhed for hende. Det er ikke det store violinkor af tilgivelse, men nogle glimt af at have forstået noget, og at det godt nok er et hårdt liv, hun har haft. Og vreden den er pufff væk.”

Foto: Iben Gad
Foto: Iben Gad