Prøv avisen
Spørg om livet

Clara savner, at veninderne tager mere initiativ til at ses

Clara er den udfarende kraft i forhold til sine veninder. Det vil hun gerne have ændret på. Foto: Iris/Ritzau Scanpix/modelfoto

Når de gamle veninder skal ses, er det ofte Clara, der tager teten. Det har skabt en følelse i hende af ikke at være villet, skriver hun

Kære brevkasse

Tak for brevkassen i sidste uge om det med forventninger i forhold til at ses med venner. Jeg er midt i 30’erne, er gift og har en lille på tre år. Jeg har altid været meget social og nydt at bruge tid med mine venner.

Jeg er dog blevet mere og mere tænksom og faktisk også noget ked af det, når jeg har brugt tid med nogle af mine nærmeste veninder, og måske særligt i tiden inden vi ses. Jeg oplever nemlig, at det som hovedregel er mig, der tager initiativ til, at vi ses eller har en meningsfuld samtale pr. telefon. Hvis jeg ikke kontakter dem, skriver eller ringer de sjældent til mig. I hvert fald ikke før der er gået mærkeligt lang tid i forhold til, hvor ofte vi ellers har set hinanden for få år tilbage.

Vi har været venner i mange år, og jeg er usikker på, hvor længe vores dynamik har været, som jeg beskriver. Jeg oplever egentlig ikke, at der er ændret noget i vores relation, men opmærksomheden på denne dynamik har ændret noget for mig.

Blikket for og erfaringen af, at det er mig, der meget ofte er initiativtageren i flere af mine nære relationer, har gjort mig ked af det og givet mig en følelse af ikke at være villet. Jeg føler mig derudover lidt dum og tilmed lidt flov, da jeg jo kan blive i tvivl om, hvorvidt de overhovedet ønsker at bruge tid med mig.

Vi har som nævnt været venner i mange år og er meget fortrolige med hinanden, hygger os og griner, når vi ses. Kvaliteten af venskaberne er på den ene side ikke ændret, men på den anden side ser tingene meget anderledes ud for mig nu, når alle de ovennævnte tanker og følelser fylder i mig.

Jeg har sådan lyst til at føle mig villet. Jeg har sådan lyst til, at mine veninder bliver mere proaktive, i forhold til at se mig indimellem. Jeg har sådan lyst til, at de selvkritiske tanker i mig skal forsvinde. Og til det vil jeg bede om jeres hjælp.

Er det mon normalt med en sådan dynamik, hvor den ene part oftere tager initiativ til at ses end den anden? Og skal jeg mon snakke med dem om, hvordan jeg har det?

Jeg glæder mig meget til eventuelt at høre fra jer.

Venlig hilsen

Clara

Kære Clara

Tak for dit brev med de meget relevante spørgsmål. Vi forstår godt, at du kan få tanker om, hvorvidt du mon er rigtig villet, når du oplever, at det oftest er dig, der er den udfarende kraft, når I skal ses, eller når du på anden måde skal være i kontakt med dine nære veninder.

Vi kender jo ikke helt baggrunden for, at det forholder sig sådan. Men skal vi komme med nogle bud, så kunne noget af forklaringen måske være, at dine veninder, ligesom du selv, nu er i en livsfase, hvor arbejde, små børn og mange daglige udfordringer og gøremål fylder rigtig meget, og hvor den ene dag ofte kan tage den anden, og så får man ikke altid taget de initiativer til hyggesamvær eller telefonsnakke med veninderne, som man måske havde lyst til.

Vi tror, at der er mange unge småbørnsfamilier, der egentlig havde haft lyst til at være sociale og pleje deres venskaber mere, end de reelt magter i det daglige.

Dine veninder og du lærte hinanden at kende i en livsfase, hvor I måske boede tættere på hinanden, og før I fik mand og børn. Dengang var tiden til hygge sikkert større, og man var ikke på samme måde forpligtet til ægtefælle, svigerfamilie, naboer, kolleger med videre.

Så måske oplever nogle af dine veninder, at kravene er blevet større fra flere sider, og derfor er de af naturlige årsager blevet mere begrænsede også i forhold til deres gamle venskaber og hyggetid med dem. Forklaringen kan også være, at du rent faktisk er skruet mere initiativrigt sammen og er hurtigere til at handle på det, der er vigtigt for dig, end nogle af dine gode gamle veninder er. Eller måske har du et større overskud til det.

Du skriver, at når I så er sammen, så hygger I jer rigtig meget sammen, og stemningen er god. Ud fra det tænker vi, at det ikke virker, som om de ikke har lyst til at være sammen med dig eller ikke sætter pris på dig og samværet.

Du spørger, om man kan spørge dem direkte om, hvorfor det forholder sig, som det gør. Nu kender vi jo ikke dine veninder og ved ikke, hvilken fortrolighedsgrad I har. Og naturligvis kan det også være sårbart, for du vil måske stå i fare for, at de ikke helt svarer ærligt, eller du kan komme til at tolke det, de siger, negativt.

På den anden side tænker vi, at det kunne være en god idé at tage temaet op under en eller anden form på et velvalgt og roligt tidspunkt. Det skal nok ikke formuleres som en form for bebrejdelse, men mere som et spørgsmål, hvor du tager udgangspunkt i dig selv.

Måske kunne du sige lidt om, at du sætter megen pris på at have et venskab med dem, for du synes, at det er en gave at have dem som veninder, fordi I har været sammen i mange år, og at I dermed har en langvarig og hyggelig historie sammen og et nært kendskab til hinanden. Og så kunne du måske spørge dem om, hvilket behov de har for at mødes, og i den forbindelse spørge, med hvilken hyppighed det kan lade sig gøre at mødes ud fra den livssitua- tion og livsfase, hver enkelt befinder sig i. Der kan du så også fortælle, at du indimellem kan få oplevelsen af at ville dem oftere, end de andre måske kan overskue, og at du dermed kan føle dig lidt sårbar.

Ud fra det kunne du fortsætte og måske høre lidt om deres muligheder, overskud og forventninger til jeres samvær og kontakt. Du kan måske også sige, at du indimellem sætter megen pris på en opringning på telefonen eller kontakt på anden måde.

Så kunne du også høre dem om, hvad de tænker om det, du deler med dem. Der kan, som vi antyder, være helt naturlige forklaringer på, at de ikke er så udfarende, men det kan også være, at deres forventninger til jeres relation er anderledes end dine.

Det er dejligt med venskaber, der går tilbage i tiden. Men det går også an at knytte nye gode bånd. Du er ung, og du har også muligheden for at afprøve nye relationer og venskaber ud fra de netværk, som du omgiver dig med i din nuværende livsfase. Det kan handle om nye pigebekendtskaber, men også at du og din mand måske finder andre par, hvor I kan opleve det naturligt at mødes i ny og næ eller lave noget hyggeligt sammen.

Det skal ikke være som erstatning for dine gamle veninder, men for at få opbygget nogle fællesskaber, hvor du oplever gensidighed og jævn kontakt. Og så i tillæg kan glæde dig over det, når det en gang imellem lykkes at mødes med dine gamle veninder.

Vi har alle, som du skriver, brug for at være villet af nogen, og det er fint, at du insisterer på at arbejde på den gode kontakt med dem, som du sætter pris på.

Vi ønsker dig alt godt i arbejdet både med at acceptere, at du og dine veninder måske har mindre tid og overskud end tidligere og med at udfordre dine gode venner, samtidig med at du nok skal tænke på at forlige dig med, at du er den, der ofte går forrest og har initiativet.

Mange hilsener