Kære brevkasse
Det er ikke enkelt at skrive om, hvad jeg egentlig går og slås med, men nu forsøger jeg alligevel. Jeg har været gift i 17 år og har to dejlige børn. Den ene er på efterskole nu, og den anden bor herhjemme.
Mit store problem er, at jeg ikke føler mig særlig meget set af min mand. Jeg mangler ganske enkelt værdsættelse i det daglige. Jeg har forsøgt at snakke med ham om det flere gange, men han slår det ligesom hen og siger, at han jo elsker mig. Jeg synes bare ikke, at jeg kan mærke det særlig meget, og det gør mig ked af det, og jeg føler mig lidt opgivet.
Når jeg ser andre ægtepar, der for eksempel giver hinanden et håndklem, når de er ude sammen, eller et varmt smil eller en sproglig værdsættelse eller et kys, så bliver jeg ganske enkelt misundelig. Efterhånden fylder det meget hos mig, og jeg synes, at det kan være svært at være den, der giver tilbage ikke mindst på det seksuelle område. Jeg synes, at jeg bliver smålig selv i forhold til helt almindelige ting, og jeg mister lysten til at vise ham godhed og også nærhed på det kropslige plan.
Min mand har aldrig været en med store ord og armbevægelser, og det behøver det heller ikke at være. Jeg vil bare gerne føle mig elsket og set af ham, som jeg jo lever sammen med. Han er på mange måder en god far, men jeg synes også, at han er dårlig til at give børnene positiv feedback. Efterhånden føler jeg mig bare som en selvfølge, og de sociale anerkendelser må jeg høste ude i verden, på arbejdet og hos veninder. Jeg synes bare ikke, det skulle være sådan. Og jeg kan, som sagt, også mærke, at jeg selv bliver nærig og smålig med de gode ting til ham, og det bryder jeg mig egentlig dårligt om. Men jeg holder ting tilbage, for jeg synes, det er nyttesløst at give noget, uden at det lægges mærke til. Jeg ved, at det ikke er enkelt, men mon I kunne komme med et godt råd, som kunne skabe lidt håb for fremtiden? Jeg kan nemlig ikke holde ud at tænke på, at om nogle få år er begge børn flyttet hjemmefra, og så skal vi gå her og være så afmålte. Børnene skaber jo masser af liv, og de er også gode til at sige, hvad de tænker, både når det er hyggeligt, og også når det er mindre hyggeligt. Men de lever, synes jeg. Min mand er næsten gået i stå efter min mening.
Venlig hilsen Stine
Kære Stine
Tak for dit brev, hvor du beskriver din tristhed over manglende anerkendelse og respons i dit parforhold. Nu kender vi jo ikke din mand. Og det kunne være interessant at høre hans version. Han kan eventuelt komme fra en familiesammenhæng, hvor de store ord ikke blev brugt specielt meget, og hvor man måske slet ikke lærte så meget om i praksis at vise kærlighed gennem ord og kærtegn. Så det er muligt, når han siger til dig, at han jo elsker dig, at han i sit indre er overbevist om, at han gør det, men at han ikke ejer evner eller ord for at udtrykke det særlig meget.
En anden mulighed kan være, at han humørmæssigt ikke har det så godt. Mennesker med lettere eller moderate depressioner bliver ofte flade i deres følelsesliv og har svært ved at se de positive og glædelige ting i livet og giver dermed heller ikke særlig meget positiv feedback til sine omgivelser. De skal bare klare tingene. Hvis han har et tungsind, som han bærer rundt på, så er det ikke engang sikkert, at han har et sprog for det, heller.
Men usagt hvad der kan være af årsager, så skal der tages hånd om jeres problem. For du visner jo mere og mere ved siden af ham, og det er hverken til glæde for ham eller dig. Du skal bruge de livsgnister, du har tilbage i dig, til at kæmpe for det gode samliv hjemme hos jer. Du bliver nødt til at sige til ham, at du har brug for flere meget vigtige samtaler med ham på tidspunkter, hvor der er tid og ro, og hvor børnene ikke er der.
Du bliver nødt til at udtrykke dig ærligt og med alvor. Du kan sige, at det ikke er sikkert, at han ved helt, hvad han skal gøre i de enkelte situationer, men at så kan han starte med at lytte godt efter det, du siger, og tage det alvorligt. Han fortjener også at få at vide, hvordan du har det i jeres forhold. Mænd, som har træk, der ligner hans, kan pludselig blive forladt af deres kone, når hun har fået nok, og så står de tilbage og ligner et stort spørgsmålstegn og kan ikke forstå, hvad der foregik, for de syntes egentlig, at de havde haft det godt sammen.
Du bliver nødt til at fortælle ham, at det er vigtigt for dig at mærke hans engagement i det daglige. Det er ikke sikkert, at han kan blive verdensmester i det på en dag, men han kan begynde at træne.
Du må fortælle ham, at hvis der ikke sker noget på det område, så visner og dør du inde i dig selv, og det ville være hårdt for jer alle fire. Og så kan du spørge ind til, hvad han tænker, når du siger alt dette. Spørg ham, om der er noget, der tynger ham, eller om der er noget, der falder ham svært.
Vi synes også, du skal vise ham dette brev, således at han får det beskrevet på flere måder, og således at han kan se, at der skal ske nye ting hjemme hos jer. Det ville heller ikke være en dårlig idé at gå på et Prep-parkursus sammen, tage noget, som hedder ”Par-tjek”, der gennem forskning på Aarhus Universitet har vist sig at have god effekt, hvor man kan blive mere opmærksom på, på hvilke områder i ens parforhold man ofte går fejl af hinanden. I kunne også gå til samtaler hos en god og vis terapeut. I kan også vælge at læse nogle bøger om parforhold sammen. Vi kan blandt andre anbefale ”Kæmp for kærligheden” og ”Pas på parforholdet”, fordi vi kender indholdet og forfatterne.
Man skal ikke altid tage komikere alt for alvorligt, og nogle gange skal der også ledes efter guldkornene. Men under en oprydning fandt vi et gammelt Femina, nummer 9 fra 2013, hvor Lars Hjortshøj havde mange markante og vigtige ting at sige om at være gift.
Han beskrev blandt andet, at det handler om at bidrage med det allerbedste, og at et kærlighedsforhold er en kolossal øvelse, for det handler om at tilsidesætte egne behov, for på den måde kan man få tusindfold igen.
For at den gode gensidighed kan vokse op mellem jer, må I være to, der træner i godhedens og værdsættelsens disciplin. Og I må sammen finde de inspirationskilder, som kan hjælpe jer. Som Lars Hjortshøj siger, så avler godhed jo godhed. Det er den dagsorden, I må finde frem. I skal gøre jer umage med det – ligesom I sikkert gør, når I er på arbejde.
God kamp videre ønskes herfra.
Mange hilsener