Jeg savner danserestauranter, hvor man møder hinanden i fysisk udfoldelse

Langt de fleste danske danserestauranter har for længst drejet nøglen om. I dag holdes den fysiske udfoldelse strikt adskilt i unge og gamle kroppe. Vi danser hver for sig, og det er en skam, mener Freja

Freja Bech-Jessen savner danserestauranter.
Freja Bech-Jessen savner danserestauranter. .

Da min familie sidste weekend rejste til Berlin for at fejre min fars 60-årsfødselsdag, talte vi om, hvor skønt det var, at vi nu var på vej til en by, hvor der er plads og rum til børn. På næsten hvert et gadehjørne er der indrettet små legepladser, og stort set alle caféer og restaurationer byder små gæster velkommen med et glas farveblyanter og en tegneblok. Sikke en fin måde at favne alle generationer på. Det kan de danske byer lære noget af, tænkte vi.

I løbet af weekenden gik det imidlertid op for os, at det er et helt andet alderssegment, det danske natteliv og restaurationsmiljø i virkeligheden forsømmer at repræsentere og rumme.

Det stod lysende klart for os lørdag aften, da vi tog plads ved et langbord på den traditionsrige danserestaurant Clärchens Ballhaus i det gamle Østberlin. Et etablissement, der ,siden det åbnede dørene for dansende og spisende gæster i 1913, stædigt har holdt fast i det oprindelige koncept og stedets efterhånden mangeårige traditioner. Ud på det bonede dansegulv trådte det ene seniorpar efter det andet. Herrerne ulasteligt klædt i jakkesæt og med blanke, nypudsede sko. Damerne med bløde, hvide vandondulerede krøller og svæv i skørterne. I den dæmpede belysning og under den sølvglimtende lametta, der duvede blidt fra loftet, var de ganske enkelt et magisk syn.

Ikke mindst, gik det hurtigt op for os, fordi de for os er så sjældent et syn. Det er selvfølgelig ikke sådan, at Danmark er et alderssegregeret land. Vi støder jo fortsat på hinanden på tværs af generationer på museer, i biografen og på restauranter. Men vi danser ikke længere sammen. Vi danser hver for sig. Den fysiske udfoldelse holdes strikt adskilt i unge og gamle kroppe. Som om vi med alderen ophører med at tilhøre samme menneskelige race og ikke længere er i stand til mødes i fælles fysisk aktivitet.

Det kommer til udtryk i den ret sørgelige realitet, at langt de fleste danske danserestauranter for længst har drejet nøglen om, men også i de alderssegregerede gymnastik-, danse- og fitnesscentre, hvor folk over 60 år nu forventes at melde sig til de dertil indrettede seniorhold: seniorzumba, pensionistfitness og yoga for 50-plussere. Hvorfor i alverden bevæger og danser vi ikke bare sammen? Jeg tror ikke et øjeblik på, at det er, fordi vi ikke længere kan få noget ganske særligt og meningsfuldt ud af netop mødet på tværs af alder og livsfaser, så længe vi bare indstiller os på at tage hensyn.

Det bekræftede vores lørdag aften på Clärchens Ballhaus til fulde. Min femårige datter, der helt i balhusets ånd var trukket i et gammelrosa strutskørt, vovede sig som den første ud blandt de ældre par på gulvet. Og selvom hun hverken kunne holde takten eller mestrede trinene, så smilede de erfarne seniorer overbærende, ja faktisk kærligt til hende, mens de øvet svingede uden om hende med et par velplacerede trin.

Snart vovede resten af familien sig ud i en prøvende og noget improviseret vals. Og vi var overordentligt velkomne, så længe vi respektfuldt gjorde plads for dem, der på trods af fremskreden alder og svigtende knæ og hofter faktisk stadig mestrede en jive og en hurtig polka. Da vi alt for sent og langt over ungernes sengetid nåede tilbage til hotellet, var det derfor med en snert af melankoli, jeg lagde mig til at sove. Jeg nåede aldrig selv at opleve de gamle sale og saloner, men lige dér stod det klart, at jeg savner Danmarks gamle danserestauranter.

I 1925 var der talrige danske danserestauranter.
I 1925 var der talrige danske danserestauranter. Foto: Scanpix