Eva Secher Mathiasen: Vi skal lytte til hinanden for at blive klogere

Eva Secher Mathiasen, der er formand for Dansk Psykolog Forening, blev med et slag landskendt, da hun på 78 sekunder endevendte politikernes reformiver i Debatten på DR 2. Selv er hun drevet af en vestjysk rolighed, et udforskergen og en tro på fællesskabet

Eva Secher Mathiasen, formand for Dansk Psykolog Forening, har det bedst ved vandet. Hun er vokset op ved Vesterhavet, har kontor nær Nordhavn i København og holder af at være ved Øresund. Der sker noget med øjnene, når de får hele den blå horisont i skue, forklarer hun. -
Eva Secher Mathiasen, formand for Dansk Psykolog Forening, har det bedst ved vandet. Hun er vokset op ved Vesterhavet, har kontor nær Nordhavn i København og holder af at være ved Øresund. Der sker noget med øjnene, når de får hele den blå horisont i skue, forklarer hun. - . Foto: Leif Tuxen.

”Skal vi ikke gå ud og kigge på vand?”.

Kristeligt Dagblad har sat formand for Dansk Psykolog Forening, 37-årige Eva Secher Mathiasen, stævne en mandag formiddag foran hendes kontor på Østerbro i København. Temperaturen er et par grader under frysepunktet. Det har sneet, og lyset er overvældende efter flere uger med tunge skyer.

Nogle vil mene, at det er for koldt til en lang gåtur, men Eva Secher Mathiasen er varmt klædt på, som om hun altid er parat til at gå ud i naturen.

Og det er hun også. Hun er vokset op i Lemvig, og Vesterhavets brusen har været hendes blå holdepunkt. Derfor cyklede hun også tit ud til spidsen af Nordhavn, da hun først flyttede til København. Så kunne hun sidde der og kigge ud på vandet og være alene med tankerne.

”Da jeg flyttede herover, var jeg ikke uden for byen det første halve år. Jeg husker tydeligt fornemmelsen, da jeg tog toget hjem til Vestjylland, og havet kom til syne. Det var næsten, som om pupillerne fik det lange blik på, og jeg kunne slappe af igen,” siger hun.

Eva Secher Mathiasen går stadig ud i naturen, når der skal lades op. Hun har det godt i sit eget selskab og kunne med egne ord sagtens tilbringe en måned på en bjergtop helt alene.

Til daglig er der ellers hektisk omkring Eva Secher Mathiasen. Hverdagen er fyldt op med møder, og hendes kalender bliver af sekretariatet kaldt ”Berlinmuren”. Men selv udstråler hun en rolighed, som hun går ned ad gaderne fra Østerbro mod Nordhavn i fornuftige, sorte støvler.

Selvom hun taler langsomt og runder sætningerne med sin vestjyske dialekt, spiller det ivrigt bag øjnene, når hun begynder at tale om sine politiske holdninger. Det er samme spil, man så i Debatten på DR 2 for nogle uger siden, da hun i en debat om dagpengeregler tog ordet og blandt andet sagde følgende:

”Jeg vil gerne have politikere, der har visioner for et samfund, hvor vi alle har det godt, i stedet for et samfund, hvor vi kan piske flest mulige til at være konkurrencestatens fodsoldater.”

Klippet med Eva Secher Mathiasen og beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V), der så noget overrasket ud, nåede ud til to millioner brugere på Facebook og blev delt tusindvis af gange på de sociale medier.

Det overraskede Eva Secher Mathiasen, der efterfølgende har modtaget mails, beskeder og opkald fra danskere, der jubler over, at hun tog bladet fra munden. Bemærkningen var ikke planlagt, Eva Secher Mathiasen kunne bare ikke lade være. Nu havde hun muligheden, og nogen skulle jo sige det, synes hun.

”Jeg tror, jeg sagde det, som mange føler. At politikerne har glemt, hvor forfærdeligt det er at blive talt til, som om man ikke er god nok. At man ikke taler om det, vi er gode til, og ikke beskriver, hvilken fremtid vi ønsker for hinanden. Det findes ikke i den retorik. Jo, at vi skal være møtrikker i et stort system, og at vi er det værd, vi kan skabe af økonomisk værdi i samfundet,” siger hun.

”Man forsøger at ramme et lille mindretal, som man fantaserer om eksisterer, som snylter på systemet. Men sådan er det jo ikke. Retorikken er et udtryk for, at politikerne ikke har kendskab til, hvad det er for nogle borgere, de har med at gøre.”

Hun mener, at samfundets iver efter at løbe hurtigere og producere mere på kortere tid er ved at komme ud af kontrol.

”Der er en grænse for, hvad mennesker kan klare rent psykisk. Hjernen kan ikke blive meget hurtigere end det, vi allerede kræver af den. Så får vi i hvert fald ikke sunde og raske voksne mennesker, og vi kan ikke træffe kloge beslutninger. Det kræver nemlig, at man tænker sig om og lytter til hinanden for at blive klogere,” siger hun.

Vi er ikke små øer, der er ligegyldige for hinanden, vi påvirker jo hinandens udvikling og tilstand enormt meget, siger Eva Secher Mathiasen, formand for Dansk Psykolog Forening.
Vi er ikke små øer, der er ligegyldige for hinanden, vi påvirker jo hinandens udvikling og tilstand enormt meget, siger Eva Secher Mathiasen, formand for Dansk Psykolog Forening. Foto: Leif Tuxen

”I øjeblikket internaliserer vi vores problemer i stedet for at forstå dem som et udtryk for de omgivelser, vi er i. Vi er ikke små øer, der er ligegyldige for hinanden, vi påvirker jo hinandens udvikling og tilstand enormt meget. Derfor synes jeg også, at debatten om særligt sensitive børn er kørt helt af sporet. Det er jo ikke en diagnose. Tværtimod er det ofte det enkelte barn, der reagerer sundt på at være i en kontekst, der udfordrer det for meget. Og så er det konteksten, der er noget galt med, ikke det enkelte barn.”

Eva Secher Mathiasen taler hurtigere, når der er noget, der ligger hende på sinde. Hun bruger det meste af turen fra Østre Anlæg og ud til kranerne og lastbiltrafikken i byggeinfernoet på Nordhavn på at forklare, hvordan hun ser, at presset fra nye globale økonomier manifesterer sig helt ned i den enkelte dansker.

Hvordan de såkaldte 12-talspiger er et produkt af den politiske retorik om dovne danskere, der bliver løbet over ende af mere produktive befolkninger i Asien. Hvordan Verdenssundhedsorganisationen (WHO) advarer om, at depression om 30 år vil være den primære årsag til, at folk står uden for arbejdsmarkedet, fordi de ikke kan klare presset. Men at der ikke bliver gjort noget ved det.

”Jeg synes, det er rigtigt, hvad Kim Larsen siger, at samfundet er til for de svage, de stærke skal nok klare sig. Der er nogle, der motiveres stærkt af penge og karriere, og det skal de have lov til, men de, der vil noget andet, skal have lov til at vælge det og bidrage til samfundet på en anden måde, som også skaber værdi. Vi har så travlt med hver især at være dygtige nok, at vi er i gang med at suge menneskeligt overskud væk fra fællesskabet og hen til den enkelte. Det er godt for noget, men det er rigtig usundt for fællesskabet,” siger hun.

Eva Secher Mathiasen har selv en drøm om at gå ind i politik. Det fortæller hun, da vi forlader kranerne ved krydstogt-terminalen og søger ind i de mennesketomme huller mellem nye bygninger.

Drømmen om politik har altid været der, men Eva Secher Mathiasen ved ikke, om hun er skabt til at være partisoldat. Efter sin optræden på tv har flere forsøgt at spænde hende for en venstreorienteret vogn, hvilket hun afviser. Hun vil ikke sige, præcist hvilket parti hun overvejer at engagere sig i, så længe hun er formand for landets psykologer.

”Det er forbundet med stor ærefrygt for mig, for det er sådan et stort ansvar, man påtager sig. Jeg ved ikke, om jeg egner mig til at være i den politiske kultur, hvis man ikke kan reflektere og tale med sin modpart. Jeg egner mig ikke til at sige ting, jeg ikke mener,” siger hun.

Men tilføjer smilende, at det kunne ligne hende at gøre det alligevel. Eva Secher Mathiasen har nemlig et udpræget udforskergen, som har fulgt hende, siden hun fangede mus og fugle og frøer i den vestjyske natur. Hun fangede også haletudser for at se, hvordan de udviklede sig, og den interesse forplantede sig senere til den menneskelige psyke.

Hun søgte ind på psykologistudiet, fordi der var nogen, der sagde, at det var svært. Så kom hun ind. Og da hun efter blot fire år på arbejdsmarkedet i 2011 blev spurgt, om hun ville stille op til formandsposten i Dansk Psykolog Forening, tænkte hun først, at hun havde tænkt sig at have seks til otte års yderligere erfaring, før den slags kunne komme på tale. Men det var en post fyldt med ansvar, der fyldte hende med ærefrygt, og derfor blev hun nødt til at gøre det.

Det med at konfrontere sig selv og springe ud, hvor instinkterne stritter imod, ligger i hendes natur.

”Da jeg var barn, var jeg mørkeræd i en periode. Vi boede i en 70'er-villa med en fordelingsgang midt i huset uden vinduer. Så satte jeg mig derud og lukkede dørene og sad der, til jeg ikke var bange mere,” siger hun.

”Og oppe i mine forældres sommerhus var der en skov. Der legede jeg i min egen fantasiverden med trolde og sådan, men det var først, når jeg gik hjem fra skoven, at jeg blev bange for, om troldene nu fulgte efter. Så tog jeg min cykel og cyklede langt ud i skoven og gejlede mig helt op og bildte mig ind, at nu kom alle troldene, så jeg blev så bange. Så løb jeg hjem, men måtte jo tilbage efter min cykel. På den måde konfronterede jeg frygten, og jeg gentog det, indtil jeg ikke længere var bange.”

Selvom drømmen om politik ligger derude i fremtiden og glimter, er hun glad for at være, hvor hun er nu. Hun er sin egen chef og elsker sit arbejde. Og selvom kalenderen er fyldt ud, tager hun sig også tid til at være privat.

Sammen med sin kæreste gennem syv år har hun to drenge på to og fire år, og mobiltelefonen slukkes, når hun forlader kontoret. Det er en ufravigelig regel, at hun skal have et bestemt antal dage om måneden, hvor hun kan have en langsom morgen med sin familie og aflevere børnene i ro og mag, inden hun tager på arbejde. På den måde føler hun sig privilegeret.

Vi er nået tilbage til kontoret på kanten af Østerbro og Indre By. Solen glimter i trætoppene og kaster lange skygger op ad de gamle herskabelige bygninger. Inden Eva Secher Mathiasen forsvinder ind til hverdagen igen, når hun at fortælle om, at hun har en hane boende i sin stue.

At hun købte en høne, som ikke kunne ruge sit æg ud, og at Eva Secher Mathiasen påtog sig opgaven. Hun bar endda den lille hanekylling i en lomme under tøjet, så den kunne få varme. Naturen er altså ikke så langt væk, selvom man bor langt fra Vestjylland og Vesterhavet.