Prøv avisen
Signatur

Nanna mindes barndommens kærestebreve: Jeg skrev, at jeg ælskede ham overalt på jorden

De seneste breve, jeg har modtaget, er fra Sygeforsikringen Danmark og fra min bank, der kunne fortælle mig, at mine aktier i Norske Skog havde mistet deres værdi, skriver journalist Nanna Schelde. På billedet et kærestebrev skrevet til en studerende på California University of Pennsylvanina, USA i februar 1958. Foto: HO

Et af de første breve, Nanna Schelde skrev og sendte med posten, var til Jesper E. fra folkeskoleklassen. Brevet var af romantisk karakter. Siden sendte og modtag hun mange breve. Men i dag får hun primært post fra Sygeforsikringen Danmark eller banken - og det er en skam

Et af de første breve, jeg skrev og sendte med posten, var til Jesper E. fra min folkeskoleklasse.

Brevet var af romantisk karakter, og jeg var syv eller otte år.

Jeg havde netop lært at formulere mig på skrift i en sådan grad, at jeg kunne erklære ham min uforbeholdne kærlighed. Jeg husker, at jeg skrev nogenlunde sådan her:

Kære Jesper, jeg ælsker (ja, det var med æ) dig overalt på jorden. Hilsen Nanna.

I mit hjem havde vi på det tidspunkt en ung pige i huset, som hed Jette. Hun var omkring de 20 år, vidste alt om smart hår med ekstra nakkelængde, modetøj og sangeren Rick Astley.

Og så havde hun i sit værelse en hel mappe med det mest vidunderlige brevpapir. Noget af det med duft og sirligt sat i plasticlommer, så man kunne bladre sig frem til præcis det stykke papir og den kuvert, der passede bedst til ens forehavende.

Hun kendte ikke til mine romantiske planer, men en dag gav hun mig lov til at vælge et sæt fra sit arkiv. Det var i 1980’erne, og jeg faldt for et motiv, hvor en ung mand og en ung kvinde med læderjakker og punkerfrisurer kiggede henført på hinanden indrammet i et hjerte.

Det var mit dyrebareste brevpapir, og det var det, jeg sendte til Jesper.

Sidenhen har jeg både skrevet og modtaget mange breve. I folkeskoletiden havde jeg pennevenner på Færøerne og i Kjellerup, og stort set hver gang, jeg havde været på ferie med mine forældre, havde jeg mødt nogle nye venner, som jeg bare måtte skrive et brev til for at kunne blive hængende i sommerens nostalgi lidt længere.

Da jeg sommeren efter et afsluttet efterskoleophold, som jeg dengang definerede som ”det bedste år i mit liv”, sad fast i længslens dynd, skrev jeg på 14 dage 33 breve til mine stærkt savnede kammerater.

At jeg under brevskrivningen befandt mig på familieferie i en søvnig forstad til den engelske by Leeds, gjorde nok bare brevene endnu mere intense. De 33 breve viste sig at være en god investering. Lidt som at lægge frø i jorden, som senere spirer frem og giver afkast.

For da vi kom fra England, dumpede der breve ned i den hvide parcelhuspostkasse i en lind strøm. I en lang periode kunne jeg næsten dagligt hente en ofte farverig og kreativ kuvert personligt til mig.

Hvilken fryd. Hvilken gave. Og hvilken skam, at brevstrømmen nu nærmest fuldstændig er stoppet.

De seneste breve, jeg har modtaget, er fra Sygeforsikringen Danmark og fra min bank, der kunne fortælle mig, at mine aktier i Norske Skog havde mistet deres værdi.

Sjovt nok lever Norske Skog af at producere papir til aviser, magasiner og bøger – og måske breve. Alt sammen produkter, som man åbenbart skal være romantiker som jeg for at tro på.

For nu har vi jo internettet og mobiltelefonen. Vi behøver ikke længere at bladre i mappen med brevpapir for at finde frem til netop det eksemplar, som passer til den modtager, vi har i kikkerten. I stedet kan vi lynhurtigt forsyne en sms eller mail med et humørikon med kyssemund og trykke ”send”.

Post Danmark tror heller ikke længere på brevet. I hvert fald må man både være tålmodig i forhold til udbringning, der kan tage dagevis – og villig til at betale prisen på de efterhånden kostbare frimærker, hvis man fortsat vil tilhøre brevskriverkategorien.

Hånden på hjertet: Skriver jeg selv masser af breve nu? Nej.

Til fødselsdage svinger jeg mig som regel op til at skrive et personligt kort som tilbehør til gaven, og jeg bliver selv glad, når andre gør det samme.

Og de sidste ferier, jeg har været på, er endt med, at jeg er kommet hjem med uskrevne postkort i tasken, men hensigten var god. Jeg tænker tit på, at jeg burde skrive breve igen, for de er jo så dejlige at modtage, men min primære kommunikation foregår på computer og telefon.

Sidst jeg flyttede, fandt jeg den papkasse, som indeholder mange af de breve, jeg har modtaget i mit liv.

De første pennevennebreve fra dengang, ordforrådet var knapt, breve fra veninder i teenageårene, hvor betragtninger om musik, tøj og det modsatte køn fyldte en del. Senere egentlige kærlighedsbreve fra hel- eller halvkærester, der nogle gange befandt sig i andre lande og på andre kontinenter.

Kærestebrevet til Jesper E. skulle kun fra én adresse i Holstebro til en anden, så det må med stor sandsynlighed være nået frem til ham.

Men jeg ved det ikke, for han sagde aldrig noget, og det var egentlig en lettelse, for i en alder af syv-otte år havde jeg intet begreb om, hvordan jeg skulle forholde mig, hvis nu kærligheden var gengældt.

Måske han har brevet liggende i en kasse på loftet?