Redaktør: Jeg skylder min gamle skoleklasse en stor tak

Jeg føler faktisk, at jeg lærte visse af mine gamle klassekammerater bedre at kende på én aften, end jeg gjorde i løbet af de 10 år, vi gik i skole sammen, skriver Amalie Pil Sørensen, der er redaktør for sociale medier på Kristeligt Dagblad

Redaktør Amalie Pil Sørensen mødtes med sin gamle folkeskoleklasse. Hendes forventninger var ikke høje – men man har jo lov til at blive klogere. – Privatfoto.
Redaktør Amalie Pil Sørensen mødtes med sin gamle folkeskoleklasse. Hendes forventninger var ikke høje – men man har jo lov til at blive klogere. – Privatfoto.

Det er ikke alle voksne, der kan prale af at have venner tilbage fra folkeskoletiden. Jeg har tre tætte venner fra min gamle skoleklasse, og derfor var jeg slet ikke i tvivl, da jeg blev spurgt, om jeg ville være med til at arrangere en genforeningsfest i anledning af, at det var 10 år siden, vi dimitterede.

Det var en god mulighed for at få stillet min nysgerrighed i trygt og velkendt selskab. Troede jeg. For før jeg vidste af det, skulle alle tre ud og rejse, og jeg stod tilbage som arrangør af en fest, jeg ikke var sikker på, jeg havde lyst til at deltage i. For hvad havde jeg dog til fælles med mennesker, jeg ikke havde set i 10 år?

Men selvom klassens duks er blevet voksen, er hun stadig lige pligtopfyldende, og derfor tog jeg en lørdag i august til Svendborg for at møde mine gamle klassekammerater. Jeg havde ikke store forventninger til arrangementet og fik mine forældre, der stadig bor i området, til at love, at de ville holde deres telefoner åbne, så jeg hurtigt kunne blive hentet. Hvad jeg var så bekymret for, ved jeg faktisk ikke. Akavet tavshed? At vi med ét ville blive reduceret til de roller, vi satte hinanden i som børn?

Uanset hvad blev min bekymring gjort til skamme. Folk var blevet voksne og omgikkes hinanden med respekt og venlighed. Alle talte med alle. Ja, jeg føler faktisk, at jeg lærte visse af mine gamle klassekammerater bedre at kende på en aften, end jeg gjorde i løbet af de 10 år, vi gik i skole sammen.

Nogle af dem arbejder, andre er stadig under uddannelse, andre igen fik aldrig en uddannelse. Nogle havde tillagt sig en jysk dialekt efter år i Aalborg, andre, der ikke har forladt fødeøen, talte påfaldende fynsk (men det gjorde de måske altid?), og jeg blev endda beskyldt for at tale københavnsk (Gud forbyde det!). Nogle har siden folkeskoletiden oplevet mere sorg, end jeg kan forestille mig, og andre har sat nyt liv i verden. Vi lever vidt forskellige liv. Og hvor er det befriende!

For i virkeligheden kommer vi aldrig til at dele hverdag med så mange forskellige mennesker, som vi gør i folkeskoletiden. Da jeg tog på gymnasiet, lignede vi alle hinanden en smule mere, end vi gjorde i folkeskolen, da jeg læste journalistik på universitetet, blev vi endnu mere ens, og i mit arbejdsliv her på redaktionen er det de færreste af mine kolleger, der ikke har samme socioøkonomiske baggrund, som jeg har. Det er rare mennesker, som jeg holder af at tilbringe tid med. Men de udfordrer ikke ligefrem min verdensopfattelse.

Den lørdag på Sydfyn blev jeg mindet om, at der findes mange forskellige versioner af det gode liv. Ja, jeg tog faktisk mig selv i at blive lidt misundelig på manden, der engang var klassens bølle, der nu er automekaniker og bor i udkanten af Svendborg – og ikke kun fordi hans 300 kvadratmeter hus har kostet mindre end min toværelses andelslejlighed på Nørrebro i København. Også fordi han bor der med sin kæreste og deres søn og ikke som jeg – og som mange andre unge i København – alene.

Jeg ved godt, at folkeskolen er udfordret på mange områder i dag, og der derfor kan være gode grunde til at vælge den fra til fordel for fri- og privatskoler.

Men jeg ved også, at jeg der lærte en vigtig lektie om rummelighed, tålmodighed og tolerance. Mine klassekammerater og jeg var – og er stadig – meget forskellige, selvom vi alle voksede op og gik i skole på Thurø, som er en relativt homogen ø, hvor mange af beboerne har bøger fra gulv til loft og to biler. Kulturchokket var større for min lillebror, der tog de sidste klassetrin på en folkeskole i Svendborg. Efter første dag på den nye skole kom den 13-årige dreng hjem og spurgte gravalvorligt, om ”vi godt vidste, at familier kunne bo i lejligheder?”. For det havde han aldrig stiftet bekendtskab med på Thurø.

Vi skylder folkeskolen en tak for, at børn som min lillebror kan møde mennesker, der bor, lever og tænker anderledes end en selv. Og jeg skylder årgang 1998 fra Thurø Skole en tak for at minde mig om det smukke i det.