Prøv avisen
Interview

Kim Leine: Jeg slipper nok aldrig af med den sidste rest af religiøsitet

Kim Leine fik et anstrengt forhold til tro, efter han voksede op som Jehovas vidne. Alligevel vender han hele tiden tilbage til troen som forfatter, og nu har han skrevet andet bind i sin romantrilogi om kristningen af Grønland. – Foto: Emil Kastrup Andersen

Kim Leines nye roman ”Rød mand/sort mand” handler om kristningen af Grønland og kampen om landets sjæl. Men den er også skrevet på en kamp i ham selv – mod den sidste rest af ”den troende”, der stadig bor i ham, efter han voksede op som Jehovas Vidne som barn

Den første fortælling om Grønlands kristning er kulørt.

Ifølge sagaen flygtede vikingen Erik den Røde for livet efter en blodig fejde i Island og sejlede langt mod nord og ind gennem fremmede fjorde, indtil han fandt en sydgrønlandsk slette, der var så grøn, at den var som skåret ud af Davids mest berømte salme. Men Herren var – endnu – ikke den hedenske vikings hyrde, så det var ikke på grund af den bibelskønne natur, at han fandt på det reklamestærke navn Grønland til sit nye kongerige, der snart blev befolket med eventyrlystne nordboere. For det var først hans søn, Leif den Lykkelige, der blev kristen.

Det var også Leif den Lykkelige, der ifølge legenden senere sejlede forkert og på den måde opdagede Amerika, men med sig ombord på skibet tilbage til Grønland havde han tre præster og en hemmelig norsk mission om at omvende nordboerne – herunder sin far. Erik den Røde holdt dog stædigt fast i asatroen, mens hans kønne hustru, Tjoldhilde, hurtigt faldt på knæ for kongernes konge. Og det var hende, der gennem sand kvindelist skulle have tvunget sin Thor- tilbedende rødskæggede vikingemand til at bygge hende en kristen kirke i det nye land, hvis han ellers ville have adgang til hendes seng.

Sådan fik Grønland angiveligt lynhurtigt sin første kirke. Og den lille kirke, der faktisk kan dateres til omkring år 1000, bliver i dag set som lidt af et gudsbevis. For arkæologerne genopdagede først Tjoldhildes kirke i 1960’erne, mens den nuværende røde trækirke fra 1936 blev bygget af intetanende kristne fåre-avlere få meter væk på samme slette. Den moderne kirke kunne jo være blevet bygget hvor som helst på de enorme grønne vange, der strækker sig langt øjet rækker, men de to kirker blev altså bygget klods op ad hinanden med 900 års mellemrum – som om Gud aldrig havde glemt sin første kirke i Grønland.

De sidste nordboere forsvandt under den lille istid i 1400-tallet, men kristentroen vendte allerede 300 år efter tilbage til den grønlandske klippegrund. Og fortællingen om genkristningen af Grønland er mindst lige så kulørt – i hvert fald når den bliver fortalt af den prisvindende forfatter Kim Leine. Mens nordboerne forsvandt var landet i stedet blevet fyldt med seje inuitter med en helt anden tro, inden kristne missionærer igen sejlede nordpå. Og det er den historie, som Kim Leine igen tager hul på i fortsættelsen til sin prisvindende roman ”Profeterne i Evighedsfjorden”.

Den nye roman ”Rød mand/sort mand”, der glider frit ud og ind af tider og steder med et strejf af magisk realisme er tænkt som den andet bind i en trilogi om Grønlands kristning, men den nye roman udspiller sig i begyndelsen af 1700-tallet – 50 år før sin forgænger. Og her er bogens gennemgående fortæller ”Røde” ikke en viking, men den kristne inuit ”Aappaluttoq, Den Røde”, mens hans modstander, ”Sort mand”, er den danske missionærpræst Hans Egede, som i dag har fået æren for at kristne Grønland – ligesom Columbus har fået æren for at opdage Amerika i stedet for Leif den Lykkelige.

”Egede er nærmest blevet helgenkåret i de officielle biografier, men hans egen dagbog tegner et billede af en mere barsk og stejl mand, så det digter jeg videre på. Men på godt og ondt var han den rette til opgaven, for en blødere mand var nok hurtigt bukket under,” siger Kim Leine, som blandt andet netop bygger romanen på Hans Egedes egne dagbøger og protokollerne om den første danske kongelige koloni, der bestod af 12 soldater, der var blevet tvangsgiftet med prostituerede, så de kunne befolke Grønland med danskere i begyndelsen af 1700-tallet.

Det er nok ingen stor afsløring at sige, at det ikke gik dem alle godt, efter de blev indlogeret i et utæt hus, som var som skabt til diarré og anden sygdom. Det bliver iskoldt skildret af Leine, som har befolket sin roman med mange forskellige karakterer fra vildmænd til den danske konge i København. Og der vrimler ligefrem med forskellige jeg-fortællere i bogen. Men romanens motor er Hans Egede og hovedfortælleren Aappaluttoqs kamp om retten til at opdrage Aappaluttoqs søn:

”Man kan sige, at sønnen bliver et symbol på grønlændernes sjæl, som de to mænd kæmper om. De er i princippet begge kristne, Aappaluttoq mener endda, at han er den bedste kristne af de to, men de har hver sin kultur, og de to handlekraftige mænds kamp er også et billede på kultursammenstødet mellem danskere og grønlændere. Det plejer jo at være danskere, der beskriver grønlændere, men her lader jeg en grønlænder beskrive danskerne, selvom det jo dybest er mig, der fortæller den,” siger forfatteren og smiler.

Kim Leine har selv boet i Grønland, hvor han arbejdede som sygeplejerske gennem mange år, inden han blev sendt hjem, da det blev opdaget, at han havde selvmedicineret sig med morfin gennem en længere periode.

Det beskriver han også skånseløst selvudleverende i sin roste debutroman ”Kalak”, der ligeledes trækker på hans barske barndom – først opvokset i Jehovas Vidner i Norge, hvor den danske far i sin tid havde været missionær.

Men faderen blev udstødt, da det viste sig, at han var homoseksuel.

Og da Kim Leine som 16-årig bankede på sin fars dør i København, blev han budt indenfor, hvor han blev seksuelt misbrugt gennem længere tid.

Kim Leine mangler således ikke dramaer fra sit eget liv, og han bruger også sine egne erfaringer, når han sidder og skriver store dramaer i sit rækkehus på Amager ved København, når børnene er sendt i børnehave.

”Det er her, jeg skriver det hele ud. Det er her, jeg slipper dæmonerne løs, så de kan gå hjemløse omkring i mine romaner. Som menneske har jeg måske haft et lidt hårdt liv, men som forfatter er det en gave. For jeg kan blive ved med at kunne lukke fortiden ud i tastaturet og kanalisere min vildskab ud her, så jeg kan rejse mig og hente børn og dyrke fitness som et rutinepræget familiemenneske bagefter,” siger han roligt, mens vi sidder på kvistkontoret, der er spækket med bøger overalt.

”Tidligere var jeg afhængig af tro, sex og stoffer, men nu er jeg afhængig af at skrive, og det er nok for mig. Det andet virker også meget kedeligere. For jeg har vænnet min hjerne til at skulle sidde her og skrive, så det går lige i belønningscentret, når jeg sætter mig her,” siger han og rækker halsende tunge som en legesyg hundehvalp.

Men hvad har Grønlands genkristning med dig at gøre?

”Det er en historie, jeg ikke kan slippe, ligesom jeg ikke kan slippe Grønland, som jeg betragter som en ekskæreste, jeg stadig elsker. Der sidder også stadig en rest af en troende inde mig, og den rest har jeg forsøgt at trampe på og mishandle gennem romanen for at se, om han ikke snart vil dø. Derfor mishandler jeg forskellige præster i min bog som billeder på min egen tro for at se, om de ikke snart vil give op. For jeg føler mig som ateist, jeg tror ikke på nogen gud mere, men når jeg læser om tro, kan jeg alligevel mærke, at der er noget, der automatisk fanger mig. Og det er irriterende, for jeg vil hellere læse noget naturvidenskab om kvantemekanik eller sådan noget. Men jeg slipper nok aldrig af med den sidste rest af religiøsitet.”

Så du er ikke helt ateist?

”Nej, man kan også kalde det agnostiker. Fornuftsmæssigt er jeg ikke troende, men ham den troende er alligevel derinde et eller andet sted. Han forsvinder aldrig, tror jeg.”

Selvom Kim Leine i dag er glad for at have stavet sig gennem hele Bibelen flere gange som barn, husker han ikke tilbage på tiden som Jehovas vidne med glæde:

”Det var en dommedags- religion, og jeg brugte min barndom på at frygte, at alle jeg kendte skulle dø, og at jeg selv skulle dø. Jeg kan huske, hvordan Jehovas Vidner lavede særlige børnebøger, der viste dommedag med folk, der druknede eller blev brændt levende, efter der faldt ild ned over dem fra himlen. Det var forfærdeligt. Det var et overgreb på børn, så jeg smed til sidst Gud ud, fordi jeg frygtede, at han ville slå mig ihjel. Jeg kunne ikke leve med at tro på en Gud, der var parat til at slå det meste af Jordens befolkning ihjel og kun skåne nogle få Jehovas vidner. Sådan blev jeg egentlig opdraget til at tro på Gud som psykopat. Og jeg har aldrig fået et godt forhold til Gud siden,” siger han og smiler svagt:

”Jesus forbinder jeg mere med mildhed. Jeg synes stadig, at hans ord virker friske og vise. Og jeg ser et menneske for mig i kød og blod, når han for eksempel siger geniale ting som ’de sidste skal blive de første’ og ’den, der ydmyges, skal ophøjes’. Sådan vender Jesus alting på hovedet og viser, at man kan være stærk, når man tør være svag. Men den gammeltestamentlige Gud virker stadig som en hidsig psykopat for mig.”

Alligevel kan Kim Leine altså ikke slippe troen helt. For selvom den næsten er forsvundet, dukker den sommetider uventet op – lidt som Thjorhildes ellers glemte kirke pludselig skød op fra jorden:

”Troen var en meget stor del af livet, indtil jeg var 16 år gammel. Og det bliver ved med at sidde i mig, og det er jeg sådan set glad for, for så har man noget at skrive om. Syndefaldet er jo også et tilbagevendende tema i al skønlitteratur. Sådan er religion også fremragende dramatisk stof som en grundkonflikt mellem det, man bør og gør. Mellem pligten og begæret. Det er repræsenteret i kristendommen, hvor Paulus jo også siger ’det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg’. Og det er vel grundkonflikten i al episk litteratur. For episk litteratur bruger det forbudte begær som fortællemæssig motor. Enten bruger folk 300 sider på at skaffe sig det, de ikke må få eller også skaffer de sig det fra begyndelsen og bruger 300 sider på at prøve ar slippe fra det. Sådan ligger den gode historie i de forbudte drifter, der er dybt forbundet med kristendommen. Og det er også det, der driver mine bøger frem.”

Kim Leine anerkender også, at genkristningen gjorde meget godt for grønlænderne:

”Det var nødvendigt, uafvendeligt og på mange måder var det også godt. Dem, der blev knyttet til missionen, fik en vis velfærd, så de ikke døde af sult. Man skal huske, at det ikke var noget sjovt liv at være grønlandsk vildmand, der kunne man se frem til et kort liv og en ubehagelig død, ofte som selvmord. For når man blev for gammel eller syg til at producere noget, blev man venligst bedt om at forsvinde fra bopladsen. Der var rigtig mange især kvinder, der døde på den måde, men det ville den kristne mission ikke finde sig i, så der opstod en vis sikkerhed for dem, der blev kristne. Samtidig fik næsten alle grønlændere i løbet af 1700-tallet lært at læse og skrive, og det betød et kæmpe kulturspring. Sådan fik grønlænderne også en skriftlig kultur, men midt i det kulturspring mistede grønlænderne også en del af deres kultur. Og det er det kultursammenstød, som mine romaner handler om.”

Det er hverken noget kønt billede af Egede eller Røde, der bliver tegnet i romanen. For de er begge stejle mænd med fejl. Men hvis man skal forstå den grønlandske vrede over kolonitiden handler den ifølge Kim Leine først og fremmest om den umyndiggørelse, som mange grønlændere kom til at føle:

”Den grønlandsk-danske historie er fuld af paradokser. Vi havde ikke systematisk piskning eller tvangskristning og i øvrigt måtte grønlænderne tale så meget grønlandsk, de ville. På den måde var danskerne kun milde tyranner i forhold til engelske koloniherrer andre steder i verden. Men når vreden mod os stadig kan spores i Grønland, handler det nok om, at grønlænderne har følt sig behandlet som børn – også længe efter kolonitiden. For der har været en vedvarende forventning om, at danskerne altid ville komme og rydde op efter dem. Og indtil herrnhuterne kom til landet, var der heller ikke stor villighed til at bevare inuitternes egen kultur i overgangen til kristendommen. For mødet med en ny religion bliver aldrig helt lykkelig, hvis den ikke respekterer et folks skikke.”

Kan du alligevel selv se en rigdom i religion?

”Jeg er ret uafklaret, om vi har brug for det her fjollede element i tilværelsen, altså det spirituelle. Men det tror jeg egentlig, at vi har. For mennesket er ikke kun et rationelt væsen, og derfor har vi brug for noget irrationelt i vores åndsliv. Det er ikke nok med digtekunst og den slags. Vi har også brug for at sætte vores lid til en kraft udenfor os selv, en magt, som retter opmærksomheden aktivt mod os og kan kaldes Gud. Det tror jeg, at vi har brug for. Men vi kan også have brug for at skubbe den guddom væk, hvis vi tror, at han vil slå os ihjel eller pine os på forskellige måder. Og sådan har jeg selv haft det.”

Men med din historie er det så ikke nærmest klart, at du har fået et anstrengt forhold til tro?

”Jo, jo, og det er egentligt også først her de senere år, at jeg er begyndt at komme lidt tilbage til det. Jeg bliver aldrig nogen god kristen, men jeg går meget i kirke sammen med min kone og vores børn, fordi de godt kan lide det, og det har jeg heller ikke noget imod. Jeg sidder bare og keder mig lidt, og salmer siger mig heller ikke så meget, bortset fra Kingos salmer. For de er sådan lidt hardcore i det. Det er også lidt masochistisk. For der er meget blod og lidelse i dem. Det er der også i Brorsons salmer, men han har også et lidt mere blomstrende sprog.”

Dit eget sprog er da ellers også meget sanseligt?

”Ja, men jeg tror, at det er en sanselighed, der udspringer af nøgternhed. Hvis jeg har valget mellem et farverigt udtryk og et nøgternt udtryk, så vælger jeg det nøgterne. For jo flere farver, der er på sproget, desto mere skriver man om sig selv. Og det præcise udtryk er i den forstand også det mest farveløse, fordi det ikke peger tilbage på beskriveren selv. Men der kan godt ligge en stor sanselighed i præcisionen,” siger Kim Leine, der selv er meget inspireret af Truman Capote.

”Da jeg gerne ville være forfatter for over 20 år siden, sad jeg og skrev hans bog ‘Med koldt blod’ af i hånden. For han gik også altid efter det præcise udtryk. Og sådan skriver mange af dem, jeg ser op til. Der er for eksempel ikke store armbevægelser i sproget hos Hemingway eller Tolstoj, men en stor præcision og derfor også en stor skønhed. For skønheden i sproget kommer ikke ved at male med skønheden i sig selv, men ved at indfange erfaringer med præcision,” siger den produktive forfatter, som først har planlagt at skrive tre andre bøger, inden han vil vende tilbage til sit sidste bind om den kulørte historie om genkristningen af Grønland.