Prøv avisen
Signatur

Jeg søgte nærværet og brød med Facebook

"Forrige år på min sommerferie i USA skete der noget. I stedet for oprigtigt at lytte til jazzen i New Orleans, smage burgeren i Memphis og betragte Grand Canyons storslåethed, havde jeg travlt med at tage det helt rigtige billede til Instagram, Snapchat og Facebook. Det havde taget overhånd, skriver Stephanie Hollender. Foto: Ida Marie Odgaard

Lige som med al anden kærlighed gør det ondt at løsrive sig det første stykke tid. Det gjorde mit brud med de sociale medier også. Men jeg kom ud på den anden side og oplevede faktisk enorme gevinster i de kategorier, der hedder nærvær og autenticitet, skriver journalist Stephanie Hollender

Det begyndte som et eksperiment. Et psykologisk et af slagsen. Hvor lang tid kunne jeg undvære de sociale medier? Uden den helt store tiltro til min egen viljestyrke, ville jeg forsøge mig med to ugers timeout. To uger hvor jeg ville trække det digitale stik og gøre mig så usynlig, som jeg kunne i den virtuelle verden. De to uger er nu blevet til næsten et halvt år. Og jeg har ingen planer om at vende tilbage til de sociale medier lige foreløbig. I hvert fald ikke som fuldblodsbruger.

Jeg har været en aktiv bruger af de sociale medier. Én af dem, der gladelig viste billeder til hele verden af eksotiske rejser eller lækre måltider, skrev tillykke på diverse Facebook-vægge, undersøgte, om den og den havde fået barn. Eller bare begejstret fortalte om, at livet kørte på skinner, som dengang jeg kom ind på Journalisthøjskolen.

Det var selvpromovering, men også social interaktion med mine bedste venner, dem midt imellem og dem, jeg kun ”mødtes” med på Facebook. På mange måder kunne jeg godt lide de sociale medier, for jeg var godt underholdt imens. Det gav mig også en følelse af at være opdateret, og jeg kunne bevare kontakten med nogen, som jeg ellers for længst ville have glemt.

Men forrige år på min sommerferie i USA skete der noget. I stedet for oprigtigt at lytte til jazzen i New Orleans, smage burgeren i Memphis og betragte Grand Canyons storslåethed, havde jeg travlt med at tage det helt rigtige billede til Instagram, Snapchat og Facebook. Det havde taget overhånd. Jeg havde forelsket mig så meget i den virtuelle verden, at jeg så verden igennem et Facebook-filter fremfor med mine sanser.

Min tilstedeværelse og orientering i verden var blevet overhalet af min Facebook-profil. Derfor besluttede jeg mig for at bryde med Facebook og samtlige sociale medier. I hvert fald i to uger.

Og lige som med al anden kærlighed gør det ondt at løsrive sig det første stykke tid. Det gjorde mit brud med de sociale medier også. I begyndelsen gik jeg hvileløst rundt, for hvis jeg ikke skulle tjekke de seneste Facebook-opslag som det første om morgenen, i frokostpausen, eller mens jeg ventede på bussen, hvad skulle jeg så bruge tiden på, eller måske snarere, hvad skulle jeg gemme mig bag? Dernæst kom den selvbedrageriske periode med ”jeg kan sagtens klare mig uden”, for derefter at blive ramt af panikken igen. Gik jeg glip af noget? Ville jeg ikke længere blive inviteret til vigtige arrangementer? Kunne jeg holde mig selv tilstrækkeligt opdateret? Ville jeg på en måde blive glemt?

Men langsomt forsvandt skrækscenarierne, og to uger blev til flere måneder. Folk begyndte at henvende sig til mig i private beskeder i stedet for, som for eksempel en tidligere folkeskoleveninde der sendte mig en sms om en genforeningsfest med de gamle 9. klasser. Mine nærmeste oplevede mig som mere nærværende, og jeg læste flere bøger, end jeg havde gjort i meget lang tid. Med andre ord: Jeg kom ud på den anden side og oplevede faktisk enorme gevinster i de kategorier, der hedder nærvær og autenticitet.

Men selvom jeg på mange måder har fået mere godt end skidt ud af mit brud med de sociale medier, så er jeg heller ikke lavet af beton, der urokkeligt står fast i en forjættet tidslomme. Jeg var teenager, da Facebook vandt frem.

I dag er jeg 29 år og godt klar over, at de sociale medier er kommet for at blive. At jeg ikke kan lukke øjnene for Facebook og alle de andre sociale aktører i den digitale verden. Og slet ikke i mit fag som journalist. Derfor er jeg nu vendt tilbage på min egen måde, hvor jeg udelukkende bruger de sociale medier som et arbejdsredskab. Jeg er trods alt barn af min tid, men jeg vil ikke længere være slave af den.8