Det er ugen før ferien og dermed ugen, hvor vi skal nå at ordne alt det, vi ikke har fået ordnet siden sidste sommerferie.
Dels for ikke at efterlade for meget rod, hvis vi dør i løbet af de næste tre uger, dels for at de, der flytter ind og passer vores hjem, ikke skal finde ud af, hvordan vi lever til daglig.
”Vi skal have et hvæssebræt og klosaks til katten,” siger fruen.
”En klosaks?”, siger jeg.
”Hun hiver tråde ud, når hun ælter dynerne i sengen,” siger fruen.
Siden drengene flyttede, er vi blevet et par, hvor katten får lov at sove i sengen. Nu skal vi også være et par, der giver vores kat pedicure.
”Hun bør også have noget legetøj. Er det noget, du har lyst til at købe?”, siger fruen.
Det er det ikke, men jeg siger ingenting.
”Så vil jeg gøre kattebakken ren. Det er vist også ved at være min tur,” siger fruen.
Jeg ser overrasket på hende.
”Er det?”, siger jeg.
”Nej. Det var ironisk,” siger hun.
Lidt senere står jeg i en dyreforretning med et hvæssebræt under armen og ser på kattelegetøj. Der er et stort udvalg i kulørte stofting, der angiveligt vil stimulere kattens naturlige instinkter.
Ingen af tingene ser naturlige ud. Ikke at det betyder noget - jeg er usikker på, hvor mange naturlige instinkter man kan forvente hos en kat, som ikke tør gå udenfor alene og aldrig har fanget andet end fluer.
Der er bred enighed om, at den ene mus, hun engang har lagt på gulvtæppet, må have været dødfunden.
Der står en bedrøvet udseende kvinde ved siden af mig. Det slår mig, at der nok altid er noget tragisk ved voksne, som kigger på legetøj i en dyreforretning. Hun tager en ting fra hylden, der ligner en mellemting mellem en akvariefisk og en undulat.
”Vil det være et godt legetøj til en kat, som er begynder?”, spørger jeg.
Hun kigger på mig, som om jeg lige har sagt noget sjofelt.
”Det ved jeg ikke. Jeg har ikke kat,” siger hun og skynder sig væk med undulatfisken.
Jeg vælger en mus med pink filtører, finder en klosaks og går til kassen. Ekspedienten tager klosaksen og ser alvorligt på mig.
”Ved du, hvordan man gør?”, spørger han.
”Jeg har en forestilling om det, men gode råd er velkomne,” siger jeg.
Jeg tænker, at han vil dele et hemmeligt tip til, hvad man gør, når katten forvandler sig til en rulle pigtråd, propper hovedet ned i en gummistøvle eller noget i den stil.
”Er kløerne hvide?”, spørger han.
”Ja. Eller det tror jeg. Kan de have andre farver?”, spørger jeg.
Han ser ud til at tvivle på, om han bør sælge klipperen til mig.
”Du må kun klippe det hvide,” siger han.
”Ligesom, når man klipper sine egne negle?”, siger jeg.
Han tænker lidt.
”Ja, det kan man godt sige,” siger han.
”Jeg lover kun at klippe det hvide,” siger jeg.
Katten sidder i entreen, da jeg kommer hjem. Jeg smider musen foran den. Den kigger uinteresseret på den uden at flytte sig.
”Jeg tænkte det nok,” siger jeg til den.
Om natten vågner jeg med et sæt. Det lyder, som om to indbrudstyve falder ned ad trappen med vores fjernsyn. Så forstår jeg, at det er katten, der har regnet ud, hvad musen er til.
Efter et stykke tid bliver der stille. Jeg hører lyden af lange kløer på vej hen til dobbeltsengen og overvejer, hvordan jeg sørger for ikke at være hjemme, når klosaksen skal indvies.