Prøv avisen
Fem travle dage

Michael Ziegler: Jeg står midt i orkanens øje med halsonde

I torsdags var Michael Ziegler (K), der er chef- forhandler for kommunerne, til det første møde i Forligs-institutionen, efter at overenskomstforhandlingerne var brudt sammen. – Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

For kommunernes chefforhandler Michael Ziegler (K) har det været en særdeles begivenhedsrig uge fuld af overenskomstforhandlinger, en 50-års fødselsdag, skimmelsvamp og overnatning i uønskede gemakker

Mandag

Jeg står op uden at spise morgenmad. Jeg kunne ellers godt bruge energien, for jeg var først hjemme ved midnat aftenen før efter overenskomstforhandlinger, men jeg er på den såkaldte 5:2 kur, hvor jeg stort set intet må spise to dage om ugen. Og de dage er mandag og onsdag. Jeg begyndte kuren, fordi jeg ikke var helt tilfreds med min fysiske fremtoning og gerne ville ned på 80 kilo. Der er jeg nu, men den kampvægt skal jo holdes ved lige, så jeg tager sulten ind til møde på rådhuset klokken 8.

Det er et ret afgørende møde om et stort byudviklingsprojekt, som vi har arbejdet på i mange år, og som vi er tæt på at nå i mål med. Jeg fortsætter direkte videre til et månedligt koordineringsmøde om byrådets dagsorden den kommende måned. Midt i mødet ankommer en taxa med et juridisk dokument om letbanen i Høje-Taastrup, jeg skal skrive under, og jeg mærker allerede, at det bliver en højspændt uge.

Senere på dagen skal jeg have besøg af innovationsminister Sophie Løhde (V). Hun skal høre om et projekt, vi kører i kommunen for at komme noget af al regelrytteriet til livs på skole- og ældreområdet, men jeg kan simpelthen ikke nå det, for jeg er begravet i møder om overenskomstforhandlingerne. Det er usædvanligt for mig at prioritere en minister fra, men hvis nogen kan forstå, at overenskomstforhandlinger bør prioriteres, er det hende.

Jeg har hostet meget alt for længe, så jeg kører forbi min læge og bliver undersøgt. Jeg er urolig, for mit hus er ramt af skimmelsvamp, så jeg frygter, at min hoste er forbundet til det og er nødt til at tage det alvorligt. Derfra kører jeg ind til Kommunernes Landsforenings hus i København til møde i koordinationsudvalget, hvor vi løbende taler sammen om overenskomstforløbet. Jeg kommer til at spise lidt aftensmad, det har jeg simpelthen brug for, og jeg tænker også, at det er okay situationen taget i betragtning.

Herefter er der møde i forhandlingsfællesskabet, hvor alle de faglige organisationer på det kommunale område er til stede, blandt andre BUPL, Danmarks Lærerforening og FOA – altså min direkte modpart i forhandlingerne. Hvis jeg kort skal skitsere sammenhængen, så har overenskomstforhandlingerne en bestemt cyklus. Den begynder i december, hvor de faglige organisationer og kommunerne udveksler krav omkring løn og andre vilkår. Så kulminerer det i februar, hvor der normalt forhandles i døgndrift i et par dage, men denne gang møder vi en blindgyde allerede søndag aften.

Vi aftalte dog at mødes igen mandag for at se, om vi ikke kan komme videre, og det er det møde, jeg er til i dag. Det bliver dog kort. Efter en halv time konstaterer vi sammenbruddet. Jeg taler med mit bagland og aftaler derefter med de faglige organisationers chefforhandler Anders Bondo Christensen (formand for Danmarks Lærerforening, red.), at vi går sammen ned ad trappen og ud til pressen. Det er vigtigt for mig at vise, at vi på det personlige plan har det fint sammen. Jeg har stor respekt for ham og hans dedikation til arbejdet, vi repræsenterer bare vidt forskellige interesser.

Da jeg sætter mig i sofaen derhjemme ved 22-23-tiden er det dog med en ærgerlig fornemmelse i kroppen: søndag morgen havde jeg faktisk troet, at vi kunne nå til enighed, men det lykkedes ikke.

Tirsdag

Det er min 50-års fødselsdag, men det føles ikke helt sådan. Jeg tør ikke længere sove i mit hus på grund af skimmelsvampen, så jeg vågner ude i mit anneks, som er en slags garage. Der er godt nok gulvvarme og en petroleumsovn, men det er alligevel noget interimistisk og ikke særligt 50-års fødseldagsagtigt.

Jeg bor alene, så morgenen er som alle andre – dog heldigvis med morgenmad – inden jeg tager ind til møder i KL. Derfra kører jeg videre til et møde om den kommunale udligningsordning. Vi er 34 hovedstadskommuner, der modarbejder tendensen til, at stadig flere penge bliver taget fra os og fordelt ud til andre kommuner. Det er nået op på 13 milliarder om året, og nu må det stoppe.

Jeg må gå tidligt fra mødet for at nå frem til min egen fødselsdagsreception på rådhuset. Jeg tænker, at det er et godt signal at være der nogenlunde til tiden... Der er mange taler, og de rører mig virkelig. Jeg er blevet god til at afkode, hvornår folk siger noget pænt, fordi det er i deres interesse, og hvornår de siger det, fordi de virkelig mener det, og det var heldigvis det sidste, jeg fornemmer. Der kommer mange anerkendende ord om mit arbejde, både som borgmester og i partiet, og det er jeg rigtig glad for.

Jeg bliver dog lidt ”skuffet”, da jeg går ind i byrådssalen for at se gaverne, men det viser sig, at mit meget effektive sekretariat allerede har pakket det meste ned, fordi salen skal bruges senere. Efter receptionen tager jeg til temamøde med byrådet, hvor investorer skal præsentere et stort erhvervsprojekt, som jeg er ret spændt på, men ikke kan fortælle om endnu.

Derefter er der gruppemøde i den konservative byrådsgruppe inden byrådsmødet klokken 18. Det er heldigvis et af de kortere på lige under en time, og så er der traditionen tro fælles aftensmad. Kokken har gjort lidt ekstra ud af maden, og hele byrådet synger fødselsdagssang for mig. Det bliver jeg meget rørt over, men rammes også af den generthed, som har fulgt mig altid. Jeg har lært mig selv at stå i større forsamlinger og holde tale, men dybest set har jeg det ikke naturligt godt med opmærksomhed.

Jeg bliver hængende lidt og drikker kaffe, men er ikke for sent hjemme. Jeg har pådraget mig et halsonde, og jeg vil gerne være frisk til på lørdag, hvor jeg holder fødselsdagsfest for mine nærmeste

Onsdag

Det er fastedag igen, så det er bare hurtigt ind i huset til et bad og en kop kaffe, så er jeg ude af døren og videre til Danmarks Radio for at deltage i et nyt program på P1, der hedder ”Følg pengene”. Jeg er i studiet med blandt andre Dennis Kristensen fra FOA, og debatten handler om overenskomst, men der er en hyggelig stemning.

Tilbage på rådhuset er der et internt møde om udvalgssager og derefter et nyt møde om byudviklingsprojektet, som vi kan skrive under på og skåle. Det er virkelig en stor succes, som jeg glæder mig til at fortælle om og se realiseret. Jeg fortsætter ind i et almindeligt møde i KL’s løn- og personaleudvalg, som jeg er formand for. Overenskomstforhandlingerne fylder helt naturligt en hel del. Jeg står jo midt i orkanens øje, men det er vigtigt at få inddraget alle de andre, der følger med på sidelinjen.

Derefter haster jeg til Københavns Rådhus. Jeg har egentlig ikke tid, men jeg er inviteret til at holde oplæg om, hvad vi gør på erhvervsområdet i Høje-Taastrup. Det er noget, vi har dyrket intenst, så jeg vil virkelig gerne fortælle om det. Og så skal jeg tilbage til Høje-Taastrup, hvor et nyt, digitalt innovationshus åbner dørene for første gang. Det er et fantastisk spændende projekt, jeg venter mig meget af, og som kommunen også har nogle aktier i, så det er vigtigt at være der.

Så går turen tilbage til København for at medvirke i Aftenshowet på DR 1 sammen med Anders Bondo Christensen. Det er bare fem-syv minutter i den hyggelige afdeling, men det giver danskerne en fornemmelse af, at overenskomstforhandlingerne foregår på en ordentlig og respektfuld måde, og at det ikke er personligt nag eller andre smålige ting, der afgør rigtig mange menneskers arbejdsmæssige forhold.

Jeg er hjemme cirka 20.30 og når at se lidt fjernsyn og klappe mine katte, inden jeg går tidligt i seng. Jeg er dødtræt. Faktisk kan jeg oprigtigt talt ikke huske, hvornår jeg sidst virkelig har slappet af uden at have hovedet summende af alt muligt. Jeg begik den fejl at bruge det meste af sommerferien på at skrive vores politiske program og fik ikke restitueret ordentligt, inden den kommunale valgkamp gik i gang. Den kørte hele efteråret, og så tog overenskomstarbejdet over. Det er ikke for at pive, det er bare en konstatering af, at en af mine store fejl er, at jeg ikke er særlig god til at passe på mig selv. Der er hele tiden så meget, jeg gerne vil, og det hele er vigtigt, så jeg lader mig nemt opsluge. Derfor har hele balladen omkring skimmelsvampen og kampen med forsikringsselskabet fyldt en del. Hver gang jeg trækker vejret, bliver jeg mindet om, at noget er galt, og det er derfor svært for mig at falde helt til ro.

Det eneste tidspunkt, jeg virkelig hviler hjernen, er foran fjernsynet med nogle lette komedieserier såsom ”Venner” og ”Klovn”. Og så er jeg også begyndt at finde afslapning i at lave mad, efter at jeg er hoppet på Aarstidernes måltidskasser. De kommer med alle fødevarerne og en opskrift, og så er det et mere overskueligt projekt.

Torsdag

Jeg har et møde fra morgenstunden på Albertslund Rådhus om FGU, som er en ny grunduddannelse, kommunerne skal samarbejde om. Derfra tager jeg til ekstraordinært bestyrelsesmøde i KL omkring overenskomstsituationen. Bestyrelsen skal orienteres, og vi diskuterer, hvordan situationen skal forløbe. Det tager halvanden times tid, inden der er borgmestermøde i KL om det samme. Heldigvis er der stor opbakning til vores linje.

Fordi overenskomstforhandlingerne er brudt sammen, skal parterne mødes i Forligsinstitutionen for at nå frem til en løsning. Det første orienterende møde er i dag, så vi sætter os over for hinanden igen, nu blot med forligsmanden for bordenden. Og mere må jeg faktisk ikke fortælle om det.

Udenfor er der en stor skare af folk med røde faner. Det er ikke kommunalpolitikere, der bakker op, men det er fint nok. Sådan er spillet.

Jeg kører til Glostrup for at få taget blodprøver, så jeg kan finde ud af, hvad min hoste bunder i, men min læge har glemt at trykke send på min sag, så jeg må gå derfra igen med uforrettet sag. I stedet tager jeg til et uformelt temamøde om uddannelse, der slutter ved 20-tiden, og så kører jeg til rådhuset for at få styr på alle gaverne fra receptionen. Det tager et par timer, så det er ikke meget komedieserie, jeg når, inden jeg går i seng.

Fredag

Jeg møder ind på rådhuset klokken otte og går rundt og siger tak til alle, der hjalp mig med receptionen. Så har jeg to lange telefoninterviews med dagblade, inden jeg tager til et møde omkring en række borgerhenvendelser og et uformelt møde med en lokal fagforeningsmand.

Klokken 13 er der sat tid af til et formelt møde om afsendelse af konfliktvarsler i forbindelse med overenskomstforhandlingerne. Det er ren procedure. Resten af dagen går med først et møde i mit partis forretningsudvalg og dernæst et møde i hovedbestyrelsen – det er helt uafhængigt af overenskomstforløbet. Og så tager jeg lidt tidligere hjem for at gøre klar til festen i morgen. Meget er allerede forberedt, men der skal stilles borde op og pyntes lidt for at gøre det hele festlig. Jeg har heldigvis gode venners hjælp. Jeg er ellers ret dårlig til at holde mine venskaber ved lige, for jeg har generelt meget travlt, men de holder fast i mig, og det er jeg dem dybt taknemmelig for.