Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Mit livssyn

Psykologiprofessor: ”I perioder giver det mening at læne sig ind i, at der findes noget større”

Professor Lene Tanggaard har venskaber, der rækker langt tilbage i tiden, og veninden fra folkeskolen er hun i kontakt med hver dag. – Foto: Roar Paaske

Psykologiprofessor Lene Tanggaard er fra den 1. januar rektor på Designskolen Kolding. I en landsby i Vesthimmerland lærte hun for alvor, hvor vigtigt det er at engagere sig i civilsamfundet

Allerede inden sommerferien havde Lene Tanggaard pakket sit kontor ned i kasser. På det tidspunkt vidste den 46-årige professor i pædagogisk psykologi ved institut for kommunikation på Aalborg Universitet ganske vist ikke, at hun den 1. januar 2020 vil tiltræde som rektor for Designskolen Kolding. Men hendes institut skulle flytte adresse i Aalborg, og hun nåede aldrig at fået pakket bøgerne ud igen, før en headhunter ringede og spurgte, om hun ikke skulle søge jobbet.

”Først skulle jeg lige vende skråen, men nu er jeg sikker på, at det er det helt rigtige. For alt det, jeg står for, er jo design. De seneste mange år har jeg beskæftiget mig med kreativitet, læring og deltagerinvolvering. I designprocessen handler det ligeledes om at tænke empatisk, æstetisk og praktisk og tage de mennesker, som designet berører, alvorligt. Det har også været omdrejningspunktet i min karriere.”

Allerede fra den 1. november vil Lene Tanggaard have sin hverdag på Designskolen Kolding, hvor hun vil stå i mesterlære hos afgående rektor Elsebeth Gerner Nielsen for gradvist at blive indfaset og lære skolen at kende.

Og ellers skal hun koncentrere sig om at tage motorvejen mod syd i stedet for mod nord, når hun fra præstegården i Vejlby ved Aarhus kører mod Kolding.

Hvordan vil du beskrive dit livssyn?

Mit livssyn er let. Jeg har en let gang på jorden. Selvfølgelig kan jeg bekymre mig, men jeg er ret god til at sige ”pyt med det, og hvad gør vi så ved det”. Jeg er pragmatisk og har grundlæggende et lyst sind med nemt til grin – også i absurde situationer. Sådan var stemningen også i mit barndomshjem. Den anden dag talte jeg i telefon med min mor, som fortalte om et projekt, min far havde haft gang i, og vi knækkede sammen af latter. Jeg griner ligesom min mormor. Hendes latter er gået i arv.

Hvad har formet dit livssyn?

Jeg er vokset op i Harlev, en forstad til Aarhus, hvor man kendte hinanden på kryds og tværs, og det ikke var muligt at være anonym. Der var en social kode, som holdt sammen på landsbyen. Alle mødtes alle steder, og stort set alle børn gik i den samme folkeskole. Foreningslivet prægede også min barndom, hvor jeg gik til madlavning, musik, keramik, håndbold og basketball. Det har smittet af på mit voksenliv, hvor jeg er engageret i bestyrelsesarbejde og i civilsamfundet.

Mit uddannelses- og arbejdsliv har også formet mig. I går læste jeg Richard Sennetts bog ”Together”, som er et sociologisk studie af, hvad det kræver at holde et fællesskab. Hans pointe er, at i storbyens anonyme univers lever vi mere og mere hver for sig, selvom vi bor dør om dør med nogen, der måske ovenikøbet ligner os selv. Men i storbyerne kan menneskene have store vanskeligheder ved at skabe fællesskaber.

Jeg oplevede præcis det modsatte, da jeg i ni år fra 2003 til 2012 boede i landsbyen Gedsted i Vesthimmerland, fordi min mand fik et præsteembede der. Her tog man vare på hinanden, og når jeg kom kørende i min bil hjem fra mit job på universitetet i Aalborg og nåede frem til byskiltet, kunne jeg mundaflæse den ene sige til den anden: ”Der kommer præstekonen”, hvilket både kan være omsorgsfuldt og snærende på samme tid. Og når jeg nåede frem til gårdspladsen, gik der ikke mange minutter, før en troppede op og spurgte, om jeg ville være med i gymnastik-bestyrelsen og også træne et hold. Det var også i Gedsted, jeg selv begyndte at spille håndbold igen. Årene i Vesthimmerland har givet mig en enorm respekt for det liv, der leves i de små byer. Det hjælper mig i mange situationer, at jeg ved, at der er mange forskellige måder at leve på. Da jeg for nylig holdt et foredrag i lokalområdet, kom alle håndbolddamerne. De holder øje med mig, og de skal nok sige til, hvis det er, siger de.

Hvad gør dit liv rigere?

Der er de mennesker, jeg har omkring mig. Min familie, mine venner, hvoraf mange går langt tilbage, mine bekendtskaber og mennesker, jeg tilfældigt møder. De betyder mere end alt muligt andet. Jeg har en veninde, som jeg har haft siden folkeskolen, og vi har stadig daglig kontakt. Vi behøver ikke sige meget andet end ”hvad så”, før den anden er helt med. Men jeg trives også godt i mit eget selskab. Når jeg som barn var til håndbold- og basketballstævner, sad jeg ofte med næsen i avisen eller i en bog mellem kampene. Jeg vidste godt, at jeg var lidt anderledes, men jeg passede også på ikke at blive alt for anderledes.

Jeg har også altid elsket at skrive. Det gør mit liv rigere, og man kan vel sige, at det er mit strikketøj. Jeg skriver gerne med mennesker omkring mig. I vores hjem har jeg ellers et kontor med et smukt Finn Juhl-skrivebord, men jeg sidder der aldrig. I stedet skriver jeg ved spisebordet, mens de andre går til og fra.

Hvad betragter du som din største ulykke?

Det er svært, for jeg synes ikke, jeg har en stor ulykke bag mig. I perioder kan jeg da opleve, at jeg bliver for selvoptaget eller for insisterende eller svigter andre, men jeg kan ikke pege på en ulykke. Jeg har været sammen med min mand Kåre i 26 år, mine børn har det godt, og mine forældre er stadig i live. Men jeg ved godt, at det kan se anderledes ud i morgen.

For halvandet år siden var jeg i et voldsomt harmonikasammenstød på motorvejen, hvor jeg lige nåede at tænke ”er det nu?” og ”fik jeg nu sagt ordentligt farvel, da jeg kørte hjemmefra?”. Men der skete ikke noget, og jeg kørte ned til Lego i Billund som planlagt og holdt mit oplæg. Jeg er hurtigt videre og hænger ikke fast i noget længe eller bærer nag. Jeg tænker, at de fleste mennesker har gode intentioner med det, de gør.

Hvad tror du på?

Jeg tror på, at mennesker gør det bedste, de kan. Og så er jeg jo gift med en præst og har været det i mange år. Jeg vil sige det sådan, at jeg er gået en intellektuel vej tilbage til min barnetro. Vi diskuterer ofte teologi derhjemme, og så har han skrevet en bog, der hedder ”Tro på Gud”. Som forsker kender jeg alle argumenter mod at tro, men jeg holder muligheden åben. Og jeg synes i perioder, det giver mening at læne sig ind i, at der findes noget større. For mig er det en praksis, man kan lære. Da Kåre og jeg fandt sammen, arbejdede han på reklamebureau og var endnu ikke begyndt på teologistudiet. Selv er jeg vokset op i et almindeligt kulturkristent hjem, hvor min far godt nok i en periode var med i menighedsrådet, men det var vist mest for at engagere sig lokalt.

Jeg går ikke i kirke hver søndag, for jeg gider ikke komme der bare for at komme der. Men jeg holder meget af at sidde på kirkebænken og lytte til prædikenen og efterfølgende give min mand lidt feedback, som han ikke nødvendigvis tager til sig. Om søndagen løber jeg altid en tur med min gode veninde, så det skal der også være tid til.

Med hensyn til vores to drenge på 17 og 19 år er der ingen tvang til at tro. De ved meget om kristendommen, men de må finde deres egen vej, ligesom vi selv har gjort. De er dog altid med i kirke til højtiderne. Det er ikke til diskussion.

Hvilke åndelige og moralske forbilleder har du?

Mine forældre er uden tvivl mine forbilleder. De er gået på pension nu. Min mor var skolelærer og skoleleder, og min far var it-systemudvikler. Skal jeg sætte ord på de værdier, de har givet mig, er det ordentlighed, engagement i civilsamfundet, at tage ansvar og have styr på sine ting. Min far har også videregivet sin kritiske sans. Man skal ikke tage alting for gode varer. For nylig underviste jeg sygeplejersker i kritisk stillingtagen, da jeg i pausen fik en besked fra min far. ”Accepterede du bare uden videre det gebyr fra banken?”, skrev han.

Fagligt har afdøde professor Steinar Kvale, der var min specialevejleder, og professor Klaus Nielsen fra Aarhus Universitet betydet meget, og senere Christian Jantzen, der var institutleder på Aalborg Universitet. Da jeg skrev min ph.d., besøgte jeg den amerikanske socialantropolog Jean Lave på University of California, Berkeley, hvor hun var tilknyttet som professor. Hendes store viden om situeret læring (at man lærer i alle sammenhænge, red.) har haft stor indflydelse på mit arbejde.

Hvad skal der stå på din gravsten?

Jeg tror bare, der skal stå mit navn – og så fødsels- og dødsdag. Eftertiden må forholde sig til, hvordan den vil bedømme mig. Jeg er ikke så vild med one-liners eller citater. Jeg læste anmeldelsen af den nye bog om filosof Hannah Arendt, ”Åndens liv”, hvor det blev beskrevet, at hun var svær at indfange, fordi hun favnede bredt og havde mange interesser. Sådan er det også med mig.